Maskeballet

Goddag, Jeg hedder Caty, jeg bor på en planet langt ude i rummet, som hedder Xphosis i en lille by der hedder Oxis, i en lille ussel lejlighed. Xphosis er en meget kendt planet, mange mennesker flytter til den, fordi der er så mange attraktioner, fx Zgas parken. På Xphosis taler vi Japansk så alt står og er på Japansk. Jeg lever i 1500’tallet er 16 år, og sammen med Kathrin, [min tvillingesøster] lister vi os ind til kongens maskebal anonymt, for at snakke med prinserne, Held og Mod. Nu skal jeg fortælle dem historien.

2Likes
0Kommentarer
273Visninger

1. Kapitel 1

MASKEBALLET

 

Jeg var lige vågnet, fuglene sang den smukkeste klang, som kun fugle kan, solen skinnede ud over Oxis.

» Caty, Caty, Caty!.. råbte Kathrin lige pludselig.

» Hvad er der hændt!? Sagde jeg forbavset.

» Pri.. Prinserne er dernede!

Jeg løb hen til vinduet, og da så jeg at prinserne sad i en karet, den var hvid udsmykket med ædelsten og guld. Endda hestene havde guldbelagte hestesko. De havde et brev i hånden. Hvad mon de skulle med det?

» Jeg går ned og trækker noget luft, Kath.

» IKKE NOGET MED AT GENERE PRINSERNE, CATY! Råbte Kathrin.

» Nej, nej, jeg skal nok lade dem være. Sagde jeg, som om at jeg var rigtig meget under tøflen.

Jeg gik ned ad trapperne, der var mug pletter på dem, opkast, og en masse tomme medicin flasker.

Jeg så den smukkeste brunorange violin, henne ved en lille bod, hvor der stod en gammel mand og solgte dem. Manden havde en grøn og lilla ternet poncho på, den var lidt slidt i farverne, så man kunne se at han heller ikke var særligt rig. Jeg gik hen til hans bod.

» Hvor meget koster violinen? Spurgte jeg nysgerrigt.

» Je suis désolé madame, je ne peux que le français. Sagde manden.

Jeg vidste ikke hvad manden sagde, men jeg vidste at det var fransk, det havde vi engang haft i skolen.

Jeg så en dame ved den anden bod ved siden ad den med violinerne, som tolkede for en der snakkede fransk.

Jeg løb hen til hende og sagde:

» Undskyld frue, kan de hjælpe mig med at tolke?

» Hmph, ja det kan jeg vel da godt hjælpe dem med. Sagde hun og smilede.

Da sagde hun noget på fransk til damen hun tolkede for.

» Hvilket sprog skal du have hjælp til?

» Fransk, manden der - Sagde jeg og pegede – han sagde noget jeg ikke kunne forstå, kan du bede ham om at gentage det, så du kan tolke det for mig?

» Jada. Sagde hun og smilede.

» Peuvent-ils répéter ce qu’ils ont dit ä la jeune fille? Sagde hun til manden.

Da kom hun tilbage.

» Han sagde bare, at han kun kunne snakke fransk. Sagde hun og smilede.

» kan de spørge ham hvor meget violinen koster? Sagde jeg.

» Selvfølgelig kan jeg det!
efter 4 minutter kom hun tilbage.

» 30 Xpaja.

(1 Xpaja svarer til 5 kr)

» Wow, det er min løn på et år! Hviskede jeg forbavset.

Det gjorde violinen lidt som en drøm, der alligevel ikke bliver til noget.

Men pludselig var der noget der lænte sig op ad min ryg, noget varmt, ikke kogende men.. dejlig varmt, noget med en puls og et hjerte. Jeg stod i 10 sekunder. Men da vendte jeg mig om, og så at det var Prins Mod.

Han havde sin røde uniform på, med guld detaljer, og en broche der var formet som en hest i galop.

» Prin… Prins.. Prins Mod? Er det dem? Sagde jeg og nejede.

» Har de råd til violinen? Sagde han

» Egentlig ikke.. sagde jeg skuffet.

Så sagde han noget på fransk til manden i den grøn og lilla ternet poncho, og da gav han mig violinen, med en indskrift hvor der stod ’’Vær Dig Selv, Og Vær Fri’’

» Jamen, tak Prins Mod! Sagde jeg, og var lige ved at græde.

» Her. Sagde han og gav mig et brev.

Da løb han hen i sin karet igen og red videre.

Alle folk begyndte at flokkes om mig, og der var en der råbte: Hun skal mødes med prinsen! En anden råbte: brænd hende, ingen kan være så heldige hvis de ikke er en heks! En tredje råbte: er det dig Caty?

Jeg kendte den tredje stemme. Det var Kathrins, hun havde sikkert set det der var forgået fra vinduet af. Kathrin maste sig gennem horden af begejstrede mennesker hen til mig.

» Er det brevet? Sagde hun overrasket

» Ja. Sagde jeg

» Kom.. sagde hun, og hev i min arm, som om at min arm var seletøjet til en hest. Hun hev mig hen til vores lejlighed, op ad trappen, ind i lejligheden og ud på badeværelset. Der var skimmelsvamp i loftet, fordi at lejligheden altid var så fugtig.

» for det første. Sagde hun – hvorfor har du købt den violin?

» Mod købte den til mig. Sagde jeg

» For det andet, sagde hun – åbn det brev!

Jeg åbnede brevet med en kniv, og læste så højt: ’’Mød mig Kl. attenhundred, i Zgas parken

Prins Mod ’’

» Åh! Hele Hellige Heks! Hvinede jeg

» Caty! Kongen myrder dig hvis du ikke taler pænt! Hvæste Kathrin.

Kl var kun tolvhundred, hele 6 timer endnu. Jeg satte mig ned og betragtede vores store træ urs minut viser. Det var som at den ikke bevægede sig, som om at jeg sad fast i tiden, som om at jeg ville nå at dø inden jeg skulle mødes med Prins Mod.

» Tænk at sådan nogle fantastiske ting sker for en fattig pige som mig. Sagde jeg, med tåre i øjnene

» Du er noget helt specielt, Caty. Sagde Kathrin – det ved du også selv. Sagde hun smilende.

» Hey! Kath! Jeg har en idé, du kunne bare komme med mig, når jeg skal mødes med Mod!

» Vil du have mig med? Gud velsigne dig. Sagde Kathrin.

Jeg satte mig på den fugtige beskidte seng, og spillede en glad melodi på violinen.

» Jeg vidste ikke at du kunne spille på violin, Caty?

» Da jeg boede med mor og far i Czu, lærte jeg at spille det, imens du boede hos mormor.

» Det var tarveligt at vi ikke kunne bo sammen. Sagde Kathrin

» Vi havde ikke plads i lejligheden i Czu. Sagde jeg flovt

Der var en pinlig tavshed i cirka 10 minutter, jeg begyndte at bore mine negle ind i min håndflade. Jeg åbnede hånden, jeg havde boret så hårdt ned i min hånd, at jeg var begyndt at bløde, ikke meget, men sagen var at jeg blødte.

» Du bløder jo, Caty! Sagde Kathrin forbavset.

» det er bare et lille sår. Sagde jeg

jeg gik ud på badeværelset og vaskede såret.

Kl. Var nu sekstenhundred og mit humør, var der stadig.

» Åh gud! Vi har helt glemt tøjet! Sagde jeg uroligt.

» Caty… - sagde Kathrin. – Jeg har tænkt på det hele.

Hun tog en mørke rød kjole ud af vores skab. Den ville sikkert gå mig til anklerne, den ville ikke sidde stramt på mig, løst men sikkert pænt! Den havde ingen ærmer men et sort bånd lige under bryst kanten.

Jeg fik tåre i øjnene, tænk at min søster havde købt en kjole til mig!

» Kathrin… jeg ved ikke hvad jeg skal sige? Jeg smilede til hende. Hun gengældte mit smil, med et kys på kinden.

» Kom nu, tag kjolen på.. Jeg vil se om den passer. Hun stod ventende, men sikkert også spændt! Jeg kunne ikke vente med at prøve kjolen, den var bare så flot!

Jeg smed den lasede gule nederdel, der gik mig til anklerne og den langærmede grønne bluse med så mange huller i, at man aldrig ville kunne tælle dem! Jeg var smuk.. meget smuk..

» Kathrin..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...