Skumring

Historien handler om den serbiske Dawid, der hemmeligt opholder sig i en lille indeklemt lejlighed på Nørrebro. Hans tilværelse er dyster og sort, og hans evindelige frygt går på at blive opdaget af myndighederne og systemet, og en dag går hans værste mareridt i opfyldelse...

1Likes
0Kommentarer
454Visninger
AA

1. Opdaget

 

Døren åbnedes med en knirkende lyd. Lyden fra fodtrinnene spredtes langsomt ud i det store rum, alt imens det gule lys fra den nøgne lampe i loftet skinnede ned på hans bare ansigt og lasede tøj. Hans øjne kiggede hurtigt og overfladisk op gennem trappeskakten. Som sædvanligt var der intet der fangede hans blik i den golde opgang, og han traskede modløst op igennem trappeopgangen indtil han nåede op på 1. sal. Døren var magen til den overfor, men han vidste, at der bag denne dør slet ikke befandt sig det samme som bag naboens dør.

Denne dør var både indgangen til hans frihed og lykke og hans modløshed og vrede. På dørskiltet, der var nydeligt placeret lige under dørspionen, stod der med svungen håndskrift ’Amanda Andersson’, som ikke ville vække nogen form for opmærksomhed her på Nørrebro. Men der boede bare ingen Amanda Andersson inde bag døren. Han bankede den kendte kode med to hurtige bank efterfulgt af et langt. Han ventede højst 30 sek. før døren blev åbnet. Dawid satte foden indenfor i et lokale, som han igennem den seneste tid havde lært at kende - fra nullermændene bagerst i køkkenskabene til de hemmelige rum i fodpanelerne, der vilkårligt var spredt ud over hele lejligheden. Lejligheden indeholdt et sparsomt køkken, badeværelse og stue, og i en fjern afkrog af lejligheden befandt der sig et lokale, kun bestående af madrasser, der var strøget ud på gulvet, som turisterne strøger brødkrummer ud til ænderne ved Kastellet. Alle rum var sparsomt møbleret, og skabene i køkkenet indeholdt kun de aller, allermest nødvendige ting. De færreste moderne kvinder ville dårligt kunne finde ud af at stege et spejlæg i det køkken. Lejligheden emmede af liv. Men ikke almindeligt liv, som man finder på en travl dag i Magasin. Ude i opgangen stod flere personer, der stille stod og snakkede sammen på et sprog Dawid havde hørt flere gange talt i lejligheden men aldrig havde lært at forstå.

Det var som om, at tiden stod stille i denne lille tæt pakkede lejlighed. Stemningen kunne ikke beskrives som modløs men ej heller som munter. Dawid vidste, at denne lejlighed var selve kernen i starten på et nyt liv, men samtidig var det svært at ignorere, at han og de andre befandt sig på samfundets bund sammen med luderne på Istedgade og tiggerne på Strøget. Menneskerne i lejligheden var noget af en broget flok. I et hjørne sad 4 slovakiskudseende mænd, mens Dawid kunne skimte de 2 nye nigerianere, der var kommet for 2 uger siden, i heftig snak på gebrokkent engelsk, sammen med 3, der efter de skæve øjne og sorte hår, stammede fra Kina, selvom de lige så godt per udseende kunne komme fra Vietnam.

”Comment ça s'est passé aujourd'hui?”, lød det bagfra, men Dawid forsatte sin gang ind i stuen uden at kigge sig tilbage. Inde i stuen var vinduerne mørklagt med nogle store tæpper, så folk ikke kunne se andet end silhuetter og en masse lys fra stuen. Dawid ville ellers havde nydt udsigten ud på gaden i dette øjeblik men droppede tanken om at tage et kig. Igen befandt der sig en multietnisk flok i rummet lig det i køkkenet, og væggene var golde med nedslidt tapet. Stuen mindede enlig meget godt om hans liv. Hans liv havde været meget blandet men havde aldrig indeholdt noget godt, og i et stykke tid havde hans facade været ved at krakelere. Hans sind var mørklagt som stuen, så ingen kunne kigge ind i hans inderste, men nogle få gange skinnede der lys ind i hans ellers meget mørke hverdag. Han satte sig med en dump lyd ned i den efterhånden hullede sofa. I sofaens anden ende sad en af de ukrainske flaskesamlere, med et blik der var gængs for de fleste der havde gået på gaden hele deres liv.

 ”Indfangende dag i dag”, sagde ukraineren på engelsk. Dawid vidste ikke helt, om det var en konstatering eller et spørgsmål, men han var enlig også ligeglad. Han havde alligevel ikke noget forhold til de andre i lejligheden. Han boede der enlig bare, og hvis ikke det var, fordi han ikke vidste, hvor han ellers skulle tage hen, så var han skredet for flere uger siden. Men dog var der en ting, der holdt ham bundet her til - det var bedre end derhjemme.

 I Serbien havde han levet under endnu mere kummerlige forhold, og på en måde blev den ynkelige tilværelse i Danmark lidt sødere ved at tænke på det. Regnen trommede stille mod stuens skråvindue, selvom kalenderen stadig sagde August, og de næste der trådte ind i entreen vidnede om, at et voldsomt regnvejr lige havde taget sin begyndelse. Ja, godt nok var vejret ikke noget at juble over, men i det mindste havde han tag over hovedet. I Serbien levede de i et faldefærdigt hus ude på landet, og alt afhang af hvad de høstede eller retter ikke høstede. Oftest var høsten lige til at rive hvert et hår ud af hovedbunden af.

Hans 3 brødre og ham havde boet sammen med hans mor. Pengene var knappe. Tankerne blussede op, og han huskede hvordan det var at føle sig sulten i flere dage. Det ikke at vide hvordan han ville få det i morgen, og det faktum at han var den største og ældste af Petrović brødrene. Med sine 190 cm tårnede han sig op over sine andre brødre og sammenlagt med hans alder på 20, var han den der skulle sørge for familien. Men det var umuligt at opdrive ét job øst for Beograd, så Dawid så ingen anden udvej, end det han havde gjort for bare et par måneder siden. Han var tage til Danmark på et turistvisum, selvom han i den grad ikke var i Danmark for at se på den lille havfrue og spise på Noma.

Halvdelen af de penge han tjente i Danmark på hans skraldejob hos DSB, sendte han hjem til sine brødre, så de kunne få en bedre tilværelse. Om det så havde ændret et hak for dem, vidste han ikke. Dog var hans job anstændigt. Ukraineren genoptog snakken: ”Jeg fik listet et par punge, og ure i lommerne i dag. Ja, nogle gange bliver man nød til at ty til andre midler”. Det måtte han nok sige. Dawid havde aldrig været nød til at stjæle for at betale de øverst befalende, dem der gav ham husly, ophold og mad, men det havde flere været ude for.

Dog var det med ukraineren mere reglen end undtagelsen. Hvis han først så konturerne af en pung, tog han den med det første. Men det afholdt Dawid sig fra. Han ønskede ikke at være en ussel lommetyv. De hårdeste tider var ikke når pengene var få, men når han viste sig på gaden og så alle danskerne. At se alle de rige damer fra Klampenborg, der bare spildte deres liv. Brugte livet på at drikke kaffe og ikke se børnebørnene. Hvorfor misbrugte de deres liv sådan, når de, i stedet for ham, havde fået denne unikke chance til at bruge deres liv på hvad de end ville?

Han stilede i hvert fald efter at få sig en normal tilværelse, så han kunne droppe det lasede tøj og de 7 år gamle Adidas sko. Han rejste sig op i protest imod de rige og sure klampenborgdamer, selvom det kun havde været en indre diskussion. Derfor trak hans pludselige bevægelse, der var unormalt i lejligheden, mange øjne. Ukrainerne kiggede mærkeligt men antog efter et stykke tid, at ’sådan er han jo nok bare’. Men det mest ubehagelige ved at bo i huset var ikke at se på rige damer og leve under et diktatorisk styre fra højere magter.

Nej, det værste var ikke vide, hvad der skete om 5 minutter. Lige så snart der blev banket på døren krympede alle sig, og angsten for at blive opdaget lurede hele tiden. Nogle nætter var søvnen knap, fordi problemerne hele tiden snorede i hans hoved, uden at ville tage en ende, ligesom de gjorde der midt i stuen, under protester og mærkelige reaktioner. Hvad skulle han gøre hvis de kom? Hvad ville de gøre ved ham? Ville de sende ham hjem?

 

 Han nåede aldrig at tænke tanken til ende før nogle ude i køkkenregionen skreg: ”De kommer!”. Først tænkte Dawid, at ’der var en der trængte til sin medicin’, men efter råbet havde gået igennem hele kroppen og var nået til hjernen slog en anden tanke ham: Flygt! Alle rejste sig pludselig op i en sådan hastighed, som hvis de var blevet ramt af lynet. Dawids brune øjne kiggede pludselig i alle retninger for at finde en udvej. Alle nerverne i hans krop sitrede, alt imens han mekanisk styrtede, som den første, mod entre døren.

 

Alt skete så hurtigt, men samtidig gik det så langsomt. Han registrerede, at nigerianerne nåede at kigge skræmt på hinanden, mens den ukrainske tyveknægt søgte hen til fodpanelet ved sofaen. Panelet blev hurtigt flået af, og frem kom flere hundrede kroner, som havde været godt skjult i et af fodpanelernes skjulte rum. Hvorfor han nåede at bemærke det, er et mysterium, men det gjorde han altså. Han smækkede døren op i væggen.

Aldrig nogensinde havde hans hjerte pumpet så hurtigt. De første trappetrin blev taget rask. Afsatsen over var nået. Dawid kiggede ned igennem trappeopgange, men han kunne ikke se nogle følge efter ham - hverken venner eller fjender. En brutal lyd af tunge støvler og regn på brosten steg op nedefra, og Dawid vidste udmærket hvad det betød.

Hvis de først var nået ind i bygningen, og han endnu ikke var ude, var hans chancer meget små. Efter 10 sekunder var han oppe på 2 sal. - nu var der ingen vej tilbage. Skulle han prøve at være venlig eller bare brase igennem døren med dørskiltet ’Alexander’ påklistret. Sjovt, det samme hed hans bror, men det forhindrede ham ikke i, at hamre skulderen mod døren. Hurtigt gik det, men døren var ikke lavet af papmache, og den var temmelig robust, hvilket resulterede i en smadret skulder. Låsemekanismen blev flået af, og døren åbnedes.

Sekundet efter stod Dawid stirrende ind i et par lyse blå par øjne. Udtrykket i mandens øjne kunne bedst beskrives som chokkeret, men blev hurtigere end en Ferrari erstattet af vrede. Dawid følte sig stadig fortumlet efter sammenstødet med døren. Han vaklede lidt, men strammede sig hurtigt an og forklarede på noget forkvaklet dansk, at han havde brug for hjælp.

”Hvad fanden laver du her? Kan du skrubbe af med dig! Havde du regnet med at jeg skulle beskytte dig og selv komme i fængsel?”. Livet er fyldt med op og nedture - denne hørte til en af nedturene. ”Hør nu her”, forsøgte Dawid at sige. ”Du bliver nød til at hjælpe mig. Hvis ikke, så kan min familie ikke få noget at spise de næste par dage. Jeg ønsker ikke, at det skal være sådan her, men jeg er tvunget ud i det. Jeg ved ikke hvad der sker med mig, hvis du ikke hjælper mig”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...