Hvis man ikke lige ved det (Oneshot)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2013
  • Opdateret: 27 mar. 2013
  • Status: Igang
Når ens bedste veninde finder sig en kæreste, bliver man nok altid en smugle jaloux. Gennem hovedpersonen hører vi om de tanker, der kan svæve rundt i en ung teenagers hoved, når den perfekte bedsteveninde kommer sammen med den eftertragtede fyr.

3Likes
7Kommentarer
511Visninger
AA

1. Hvis man ikke lige ved det

Jeg stod foran lågen sammen med Pernille. Min bedste veninde igennem tykt og tyndt. Hun var noget specielt for mig. Hun var min. Min Pernille. Perfekte og fejlfrie Pernille, hvis man kan sige det sådan. For Pernille havde ingen fejl. Hendes mørke hår sad perfekt, hendes tøj var moderne, men stadig ikke kvalmende at kigge på, hendes smil, hendes øjne. Hende i det hele taget. En jeg var stolt over at have som ven.

I 0. klasse mødte vi hinanden. Hun sad på trappen og græd, fordi hun savnede sin mor, så jeg gik over til hende og spurgte om vi skulle lege. Og siden da har vi været uadskillelige og, som sagt før, min bedste veninde igennem tykt og tyndt.

Vi ventede på Marcus. Marcus.. Hvordan kan jeg beskrive ham uden at virke.. Du ved.. Creepy? Hans lyse hår sidder perfekt, med ikke for meget og ikke for lidt voks i. Hans tøj der altid var fremme. Hans samling af caps. Skoene. Smilet. Han er hvad alle piger drømmer om. En charmerende ung mand med gode karakterer og en høj social status, i vores lille teenage-samfund.

Uheldigvis, for mig, var han også Pernilles kæreste. Bummer. De passede slet ikke sammen. Hans lyse hår og hendes mørkebrune, ja næsten sorte, hår passede ikke sammen. Hans personlighed og hendes var ikke et match. De var bare forkerte. Det var jo ikke meningen at de skulle ende sammen.

 

Nå, tilbage til historien.

 

Som sagt stod vi foran lågen til skolen og ventede på Marcus, der om 2 minutter og 32 sekunder ville komme ud af døren. Ikke fordi jeg talte eller noget. Men min tid alene med Pernille var bedre end min tid sammen med Pernille og Marcus. For hver gang vi tre var sammen, var det faktisk dem der var sammen, og så mig der gik bag ved det nyforelskede kærestepar. Bward.

Vi snakkede om Signe fra B klassen. Skide irriterende pige med forældre der forkæler hende i hoved og røv. Hun var selv efter Marcus, men Pernille fik fingrene i ham først.

Klokken ringede og dørene til lokalerne åbnedes. Børn løb ud i skolegården imens de råbte og skreg. De ældre elever kom ud med mere stil: Hænderne i lommerne eller med svingende hår. Det kunne have været en film, hvor de seje elever kom gående i slowmotion, imens alle mindre populære elever vendte ansigterne for at få et lille glimt af de, som lå øverst i hierarkiet.

Pernilles læber formedes i et stort smil, og mine hår på armene rejste sig. Det var et smukt syn. Marcus kom gående imod os med sit skæve smil malet under næsen og over hagen. Lige hvor den skulle være, og helt perfekt. Han mødte os med et smil og vi smilte begge tilbage. Pernille fik dog et kys på munden og mit smil blegnede. Irriterende. Det skulle være MIG. Mine læber mod de perfekte læber med det svage lyserøde skær. De perfekt formede læber, der formede et perfekt smil.

Deres læber skiltes og mit smil tog til igen. Jeg måtte beholde min maske på. Ingen måtte finde ud af at jeg var jaloux. Hvorfor også lige mig? Hvorfor er det ikke en anden i stedet for lige MIG?

Marcus tog Pernille i hånden og af sted gik vi mod Pernilles hus. Der var heldigvis ikke langt, så jeg skulle ikke bruge hele min tid på at gå bag turtelduerne med hovedet vendt mod jorden for at skjule mit ansigt, der var rødt af misundelse. Mine sorte converse skrabede ensomt over asfalten imens parret, der gik et par skridt foran mig, gik lystigt af sted med tankerne der kun handlede om den anden i forholdet. Det skulle være mig der holdt i de perfekte hænder. Mig der blev tænkt på.

Et par timer senere sad vi alle tre hjemme hos Pernille, som vi havde gjort så mange gange før. Mit smil var vendt tilbage.. Eller rettere- min maske var vendt tilbage. Malet på. Vi så en film, der spillede på TV2. Filmen handlede om en eller anden mand der havde fundet en hund.. Hachiko hed den vist..

Men som det uheldige menneske jeg jo var, endte jeg med at sidde i den ene ende af sofaen, med deres fødder på mine lår, imens de selv lå i ske og nussede hinandens arme og hænder. Det burde være mig der lå der. Mig, som skulle ligge og ae de perfekte arme. Mig!  

En klump i min hals voksede sig på størrelse med en basketball, og det var en kvalmende følelse, synes jeg. ”Jeg tror jeg tager hjem.. Jeg har det ikke så godt.” løj jeg, imens jeg rejste mig op. ”I kan bare blive liggende, jeg ved hvordan man kommer ud ad en dør.” Sagde jeg til parret, der kiggede på mig med glasagtige øjne. Det perfekte sæt øjne, hvilede på mig med et glimt af medfølelse. De øjne jeg kunne begrave mig i. De perfekte øjne. ”Vi ses i skolen..” Mumlede jeg, imens jeg gik ud ad stuen og ud i gangen, tog min jakke på og bukkede mig ned for at tage skoene på. Skridt kunne høres nærme sig på trægulvet. En skygge viste sig foran mig og jeg kiggede op. ”Kan du ikke skrive, når du er kommet hjem? Bare så jeg ved, at du ikke er besvimet eller noget, you know.” Lød den smukke stemme og jeg nikkede langsomt med våde øjne, for at få det til at se så troværdigt ud, som muligt. Jeg rejste mig så langsomt op og gik derefter ud af den tunge trædør.

 

Frisk luft mødte mig, og jeg trådte ud på den kedelige grå vej. Det vil nok altid være sådan, når hun får en kæreste. Tænkte jeg. Jeg bliver altid jaloux. Men hvorfor kan jeg ikke få hvad jeg vil have? Hvorfor skal jeg aldrig blive lykkelig? Jeg kiggede op på de hvide, lettere lysegrå, skyer, som for at få et svar fra den tydeligt vis uretfærdige gud, som sikkert hadede mig fordi jeg faldt på gulvet i kirken, den dag jeg blev konfirmeret. Er det din hævn? Er dit ønske at gøre mig en ulykkelig teenager? Ih-tak.  Så sukkede jeg og kiggede ned, med et let ryst på hovedet. Jeg tænkte tilbage på de perfekte hænder. I dag havde de været pyntet med en rosa neglelak og en lilla rose sad på ringfingerneglen. Det lange, bløde, mørkebrune hår var sat op i en hestehale, og pandehåret var faldet ned i de smukke, mandelformede øjne. Hun havde selvfølgelig ret til at få kærester. Men hvorfor kunne hun ikke se at jeg var jaloux? At jeg elskede hende ti gange højere end nogle af de drenge nogensinde ville kunne komme til? Det var uretfærdigt. Men at være hemmeligt forelsket i sin bedste veninde, er besværligt. Så hellere holde det skjult, bare for et stykke tid endnu. Eller hvad?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...