Anna & Louise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2013
  • Opdateret: 3 maj 2013
  • Status: Færdig
Da Anna og Louise møder hinanden til genåbningen af biografen, Kinopalæet, på frederiksberg i 1950 i en alder af tretten er det starten på et fantastisk venskab.

Et venskab, der strækker sig over tre årtier, et Danmark i udvikling.

En historie om venskab, kærlighed og styrke i tre hæsblæsende årtier af Danmarks historie.

42Likes
67Kommentarer
2473Visninger
AA

2. Prolog

 

 

“Whatever you choose, however many roads you travel, I hope that you choose not to be a lady. I hope you will find some way to break the rules and make a little trouble out there. And I also hope that you will choose to make some of that trouble on behalf of women.”

              - Nora Ephron

 

Frederiksberg, 1980

Colaen gav en brusende lyd da Louise åbnede den. Hun gik med langsomme skridt over mod vinduet, der vendte ud mod Sankt Jørgens Sø. Det var nat. Regnen slog voldsomt på ruderne og mod søens overflade. Himmel og jord stod i ét. Louise lagde hånden mod vindueskarmen og betragtede Københavns lys, der spejlede sig i søens urolige overflade. Et kort øjeblik var hun i tvivl om hendes øjne løb i vand eller om det blot var den ville regn udenfor. Det var hendes øjne. Hun udstødte et snøft. Et alt for højlydt snøft inde i den helt stille stue. Hun hørte lyden af papir blive foldet sammen og vidste at det var Karen, der lukkede sin avis. Hun rejste sig fra sofaen og det knirkende gulv indikerede for Louise at hun var på vej hen mod hende. Karen lagde sin hage på Louises skulder.

”Er der noget galt?” spurgte hun lavt. Louise rystede arrigt skulderen med blikket fastfrosset på søen. Såret gik Karen op på siden af hende.

”Jeg kan se du græder, Louise,” sagde hun skarpt og højt. Louise vendte ansigtet fra Karen som hendes snøft blev højere og oftere. ”Louise…” Hun samlede sig, rettede ryggen og så Karen i øjnene.

”I dag er det præcist syv år siden jeg sidst så Anna.” Hun så væk fra Karen igen og med et dybt blik fæstnede hendes blik sig endnu engang på ringene i søens vand. Karen nikkede forstående.

”Jeg ved godt du bare vil hjælpe… Jeg vil bare gerne…” begyndte Louise. Det bankede på døren. Louises skuldre sank sammen og hun sukkede som var alt luften blevet slået ud af maven på hende.
”Jeg skal nok åbne,” sagde Karen hurtigt og løb over til døren. Louise smilede taknemmeligt efter hende før hun igen vendte sig om mod det stormende regnvejr udenfor vinduet.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...