Anna & Louise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2013
  • Opdateret: 3 maj 2013
  • Status: Færdig
Da Anna og Louise møder hinanden til genåbningen af biografen, Kinopalæet, på frederiksberg i 1950 i en alder af tretten er det starten på et fantastisk venskab.

Et venskab, der strækker sig over tre årtier, et Danmark i udvikling.

En historie om venskab, kærlighed og styrke i tre hæsblæsende årtier af Danmarks historie.

42Likes
67Kommentarer
2502Visninger
AA

24. Kapitel 9 - del 2

Colaen gav en brusende lyd da Louise åbnede den. Hun gik med langsomme skridt over mod vinduet, der vendte ud mod Sankt Jørgens Sø. Det var nat. Regnen slog voldsomt på ruderne og mod søens overflade. Himmel og jord stod i ét. Louise lagde hånden mod vindueskarmen og betragtede Københavns lys, der spejlede sig i søens urolige overflade. Et kort øjeblik var hun i tvivl om hendes øjne løb i vand eller om det blot var den ville regn udenfor. Det var hendes øjne. Hun udstødte et snøft. Et alt for højlydt snøft inde i den helt stille stue. Hun hørte lyden af papir blive foldet sammen og vidste at det var Karen, der lukkede sin avis. Hun rejste sig fra sofaen og det knirkende gulv indikerede for Louise at hun var på vej hen mod hende. Karen lagde sin hage på Louises skulder.

”Er der noget galt?” spurgte hun lavt. Louise rystede arrigt skulderen med blikket fastfrosset på søen. Såret gik Karen op på siden af hende.

”Jeg kan se du græder, Louise,” sagde hun skarpt og højt. Louise vendte ansigtet fra Karen som hendes snøft blev højere og oftere. ”Louise…” Hun samlede sig, rettede ryggen og så Karen i øjnene.

”I dag er det præcist otte år siden jeg sidst så Anna.” Hun så væk fra Karen igen og med et dybt blik fæstnede hendes blik sig endnu engang på ringene i søens vand. Karen nikkede forstående.

”Jeg ved godt du bare vil hjælpe… Jeg vil bare gerne…” begyndte Louise. Det bankede på døren. Louise skuldre sank sammen og hun sukkede som var alt luften blevet slået ud af maven på hende.
”Jeg skal nok åbne,” sagde Karen hurtigt og løb over til døren. Louise smilede taknemmeligt efter hende før hun igen vendte sig om mod det stormende regnvejr udenfor vinduet. Omme bag hende kunne hun høre døren blive åbnet.

”Anna?” udbrød Karen vantro.

”Karen?” udbrød Anna tilbage. ”Wow, er I sammen nu? Tillykke!” Louise vendte sig om og tørrede sine øjne.

”Tak,” sagde Karen. Hun så over på Louise. ”Jeg var lige i gang med at lave kaffe.” Hun smuttede hurtigt ud i køkkenet. Et øjeblik stod Louise og Anna bare og stirrede på hinanden.

”Du har fået ny lejlighed,” sagde Anna og så sig om. Louise nikkede med et koldt blik. ”Heldigvis bor Merete stadig hvor hun altid har boet og hun gav mig din adresse og…”

”Hvad vil du?” spurgte Louise og foldede armene.

”Jeg vil være venner igen,” sagde Anna og lagde hovedet på skrå. ”Undskyld, Louise. Jeg skulle aldrig have sagt de ting jeg sagde. Det er bare… Alle elskede dig altid og fordi du aldrig rigtigt sagde du elskede mig, var jeg altid bange for at miste dig.” Hun så ned i gulvet og udstødte et grynt. ”Ironisk nok blev min frygt for at miste det, det der gjorde at jeg endte med at miste dig… Men… Jeg er ked af det. Jeg har været ked af det i syv år nu. Kan du må nogen mulig måde tilgive mig?”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...