Anna & Louise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2013
  • Opdateret: 3 maj 2013
  • Status: Færdig
Da Anna og Louise møder hinanden til genåbningen af biografen, Kinopalæet, på frederiksberg i 1950 i en alder af tretten er det starten på et fantastisk venskab.

Et venskab, der strækker sig over tre årtier, et Danmark i udvikling.

En historie om venskab, kærlighed og styrke i tre hæsblæsende årtier af Danmarks historie.

42Likes
67Kommentarer
2501Visninger
AA

23. Kapitel 9 - del 1

Kapitel 9 – 1980

 

Where there is great love, there are always miracles.”

           – Willa Cather

 

 

Malthe lagde sin jakke om Annas skuldre.

”Bedre?” spurgte han og kyssede hende på kinden. Hun nikkede og lagde sit hoved på hans skulder.

”Jeg elsker dig,” hviskede hun. Han tog hendes hånd op og kyssede den.

”Jeg elsker også dig,” svarede han stille. De havde været ude og spise på en ny, italiensk restaurant, der lå lige ved deres hus i Vanløse. De var flyttet sammen for snart et år siden nu og alting gik strålende. Anna havde stadig sin klinik inde på Frederiksberg og Malthe havde arvet sin fars mekanikerværksted ude i Rødovre. Det var primært Anna, der tjente pengene, men med Malthes bidrag og ind helt normal livsstil havde de rigeligt til også at få skrabet en del penge sammen til en opsparing.
”Anna?” lød en kvindestemme bag dem. Anna og Malthe vendte sig om. Kvinden var godt på vej ind i sine halvtredsere. Hendes grå hår var samlet i en knold på toppen af hovedet og hun havde langt flere rynker end sidst Anna så hende, men der var ingen tvivl. Det var hendes gamle, venlige overbo fra dengang hun boede i Louises lejlighed på Carl Plougs vej.

”Hej!” udbrød Anna og løb over og krammede hende. ”Hvordan går det?”
”Strålende,” svarede overboen. ”Vi har lige fået vores første barnebarn: Heidi.”

”Wow, tillykke!” smilede Anna.

”Tak,” sukkede overboen og lagde hovedet på skrå. ”Hvad med dig? Er du blevet gift og har fået børn?” Anna kastede et akavet blik på Malthe, der holdt sig et par meter bag hende.

”Ikke endnu,” lænede hun sig frem og hviskede. Overboen nikkede indforstået.

”Og hvad med Louise? Hvordan har hun det?”

”Også rigtigt godt,” svarede Anna, der ikke kunne kapere at skulle forklare overboen at hende og Louise ikke længere var venner og ikke havde været det i syv år.

”Ja, jeres venskab er også det smukkeste jeg i mit liv har set,” sagde overboen og smilede nostalgisk. ”Jeg glemmer aldrig den morgen, hvor dine skrig vækkede mig og hele min familie og jeg løb efter Louise ned i gården for at høre om i begge var i orden. Og hun stod der i favnen med det blodige avispapir, der dryppede ned på hendes tæer. Hendes blik var fuldt af frygt og træthed, men mest af alt sorg og kærlighed til dig. Jeg kan stadig ikke fatte at hun blev med dig oppe hel den frygtelige nat og ordnede det for dig.” Overboen rystede på hovedet. ”Og du ville jo have gjort det samme for hende!” Hun lænede sig frem. ”Det er en sand kærlighedserklæring. Jo, man kan sige ”Jeg elsker dig.” alt man vil, men når nogle bryder loven og er der ved ens side i så svære stunder. Hvad skal man så bruge ord til?” Anna nikkede eftertænksomt.

”Undskyld,” lo overboen. ”Du skal vel også videre. Det var rart at rende ind i dig, Anna.” Hun gav Annas arm et klem og vendte sig om og gik. Anna stod og stirrede efter hende indtil Malthe kom og lagde armen om hende.

”Hvem var det?” spurgte han.

”Min gamle overbo,” svarede Anna hæst. De vendte sig om og begyndte at gå videre tilbage til deres hus.

”Er du okay?” spurgte han og aede hendes overarm. Hun nikkede, men tårerne, der langsomt løb ned af hendes kinder afslørede hende.

”Eller…” hun trak vejret dybt ind. ”Kan du huske jeg fortalte dig om min gamle veninde, Louise?” Malthe nikkede og så opmærksomt på Anna. ”Ja, hun fortalte mig bare om engang Louise gjorde noget virkeligt smukt for mig og det var aldrig rigtigt gået op mig at hun havde gjort det før nu.” Han kyssede hende på panden.

”Klarer du den?” hviskede han. Anna lo og nikkede.

”Selvfølgelig, jeg har jo dig,” de stoppede op uden foran deres hus. Anna gik op af den lille trappe til hoveddøren, men Malthe hev fat i hendes hånd.

”Kom med – jeg vil vise dig noget omme bag i baghaven,” sagde han og smilede spændt. Anna rynkede brynene og fulgte mistænksomt efter ham.

De hundredevis af stearinlys lyst tusmørket op de var overalt og stod på alle flader af haven bortset fra en lille cirkel i midten hvor Malthe trak hende. Hun så sig måbende omkring. Det føltes som om hun svævede oppe i nattehimlen blandt en masse stjerner. Ved Malthes fod stod en ghettoblaster. Han bøjede sig ned og trykkede play. Saxofonens bløde, jazzede lyd fyldte den lille baghave i Vanløse med lyd.

”It’s late in the evening,” lød Eric Claptons stemme fra ghettoblasteren.

“Anna,” sagde Malthe og trak vejret dybt ind. ”Jeg troede aldrig jeg skulle være så heldig at møde så fantastisk et menneske som dig. Jeg troede aldrig at jeg ville møde nogle, der fik mig til at glæde mig som et lille barn til juleaften, til at vågne hver morgen, blot fordi jeg vågnede ved siden af dem.”

And I say: ”Yes, you look wonderful tonight”,” lød Eric Claptons stemme mens en brise blæste en hårtot ind over Annas pande.

”Alle fejl, alle dårlige stunder, alt skidt der nogensinde er hændt mig,” hans øjne blev blanke. ”Betyder intet. For uden dem, havde jeg aldrig mødt dig. Du er det mest vidunderlige menneske på Jorden. Jeg elsker den måde du kan græde af film du har set hundrede gange. Jeg elsker hvor glad du bliver for selv de mindste sejre. Jeg elsker hvor meget du går op i at vinde Matador. Jeg elsker når du, kl. 11 om aftenen på en hverdag, giver dig til at bage, for nu vil du have kage. Du gør hver dag af mit liv til et utroligt eventyr.” Hans hånd søgte ind i sin jakkelomme.

”Anna Højmose,” sagde han hæst og sænkede sig end på et knæ. ”Vil du gøre mig lykkeligere end jeg nogensinde troede muligt og gifte dig med mig?” Anna tog sine hænder op for munden og begyndte at græde.

”Ja,” sagde hun med tårerne løbende ned af kinderne. Hun smed sig på knæ i græsset og grinende og grædende satte Malthe ringen på hendes finger. Hun kiggede på den og tog så hans ansigt mellem sine hænder. Hun trak det ind til sig og kyssede ham.

”Jeg elsker dig så højt,” sagde hun. Han nikkede.

”Jeg elsker også dig,” sagde hun. ”Men…” Malthe åbnede forskrækket øjnene. ”Nejnej,” sagde Anna hurtigt. ”Jeg vil stadig hellere end gerne giftes med dig. Men jeg kan ikke blive gift med bagage. Og jeg kan ikke blive gift uden min bedste veninde.”

”Louise?” spurgte Malthe med sammenknebne øjne og lo.

”Ja,” sagde Anna og nikkede. ”For jeg vil også kunne sige til dig at alle dårlige ting, der har hændt mig intet betyder. Og Louise vil altid betyde noget. At miste hende vil altid betyde noget. Og jeg vil ikke have mistet hende længere.” Malthe lo. Anna rejste sig.

”Jeg låner din cykel,” råbte hun mens hun løb ud af haven. Malthe fulgte grinende efter hende.

”Du er skør!” råbte han efter hende da hun cyklede ned af vejen.

”Du elsker det!” råbte hun tilbage og cyklede væk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...