Anna & Louise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2013
  • Opdateret: 3 maj 2013
  • Status: Færdig
Da Anna og Louise møder hinanden til genåbningen af biografen, Kinopalæet, på frederiksberg i 1950 i en alder af tretten er det starten på et fantastisk venskab.

Et venskab, der strækker sig over tre årtier, et Danmark i udvikling.

En historie om venskab, kærlighed og styrke i tre hæsblæsende årtier af Danmarks historie.

42Likes
67Kommentarer
2559Visninger
AA

20. Kapitel 8 - del 1

 

 

Kapitel 8 – 1978

 

”Do one thing that scares you every day.”

              - Eleanor Roosevelt

 

”Nej!” råbte Karen og knaldede døren bag sig. Med noget besvær fik Louise dog åbnet den og løb efter hende ned af trappen og ud efterårsnatten.

”Vent på mig!” råbte hun efter Karen. Karen stoppede op og drejede om på hælen. Tårerne flød ned af hendes øjne.

”Jeg kan ikke mere,” græd hun. Hun tog hendes hænder op til øjnene og tværede sin mascara ud i et forsøg på af tørre sine øjne. ”En ting var, at du glemte alt om mig og os i New York. Du havde et spændende, nyt job og mødte spændende, nye mennesker – det forstår jeg. Men det gjorde jeg ikke. Jeg var hjemme dag ud og dag ind, fordi ingen ville ansætte mig. Jeg kendte jo ingen der, Louise.” Hun sank en klump. ”Jeg troede det ville blive anderledes når vi kom hjem igen. Jeg troede der ville blive plads til mig igen. Men det er der ikke. Det er som om du altid går rundt i din egen, lille verden, og du vil ikke lukke mig ind. Det er bare blevet for meget nu. Kan du huske dengang, hvor du sagde at jeg fik dig til at åbne op? At du havde det som om, du ikke kunne holde kæft når jeg var i nærheden? Hvad er der blevet af det, Louise? Hvorfor er jeg ikke længere din fortrolige?” Hun tog Louises ansigt mellem sine hænder og så hende dybt ind i øjnene. ”Jeg elsker dig, Louise. Men jeg kan ikke længere være en tilskuer til dit liv.” Hun kyssede kort Louise på læber og vendte om og gik.

”Vent!” råbte Louise og løb efter hende med tårefyldt øjne. ”Jeg…”

”Hvad?” spurgte Karen træt og lagde armene over kors. Louises rystede på hovedet. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun kunne ikke bære tanken om at fortælle Karen hvor højt hun elskede hende, bare for at se hende gå. Karen nikkede træt. ”Jeg sover på Meretes sofa et par dage. Jeg… Jeg kan ikke mere lige nu. Vi må… Vi må snakke sammen om en uges tid. Finde ud af hvad vi gør.” Louise måtte se på måbende på Karen gå væk, med intet andet end sin frakke og et par tynde ballerinasko. Louise slog sig selv i panden. Hvad havde hun dog gjort? Hun forstod godt Karen og hun vidste det jo godt. Hun havde forsømt Karen, det halvandet år de boede i New York, men det havde været okay. De skulle give hinanden plads til at vokse og dyrke deres karriere og der havde det været Louises tur. Hun havde været ansat ved New York Times og havde skrevet den ene efter den anden dybdegående kommentar og kritik på USA's regering, politiske system og især lovgivning med hensyn til kvinder. I halvandet år havde hun fordybet sig så meget i sig selv og sine skriverier at hun havde forladt verdenen, og da de kom hjem for et halvt år siden havde hun bare ikke rigtigt kunnet vende tilbage. Men hun kunne ikke miste Karen. Det ville hun ikke kunne klare. Hun måtte få sig selv ud af sin egen lille verden. Hun måtte åbne munden og begynde at sige alle de ord, der kørte rundt inde i hendes hjerne.

 

Klokken fire om morgenen bankede det højlydt på døren til Meretes lejlighed på Vesterbrogade. Hun stod træt op fra sofaen og valtede ud i gangen, hvor hun gennemkighullet så Louise stirre med store, bedende øjne.
”Louise,” sukkede hun irriteret gennem døren. ”Jeg gider altså ikke blandes ind i det her skænderi…”
”Det skulle du have tænkt på før du lod Karen sove her,” mumlede Louise. Merete løftede sit ene øjenbryn og nikkede også selvom der jo ikke var nogen, der så hendes nikken.

”Hvem er det?” spurgte Karen fra døråbningen ind til Meretes værelse. Hun havde været så dybt ulykkelig da hun kom hen til Merete om aftenen at Merete havde taget sofaen og ladet Karen hvile ud i hendes seng.

”Louise,” svarede Merete og gik forbi Karen, ind på sit værelse for at lægge sig i sin egen seng. Hun orkede virkelig ikke at blive fanget som en lus mellem to negle. ”You’re on your own now!” råbte hun fra sin seng. Karen sukkede og gik hen til døren.

”Louise, hvad laver du her?” spurgte hun med en svag stemme.

”Åben døren, så skal du se,” tiggede Louise og bankede forsigtigt på døren. Karen tøvede, men åbnede modvilligt. Der stod Louise, i en elfenbenshvid kjole, der faldt i et med hendes helt hvide hud. Hendes lange, brune slangekrøller indrammede det stadig perfekte ansigt. Tårer fik hendes brune øjne til at glimte så det lignede en smuk skyfri nattehimmel. Hun kunne stadig slå pusten ud af Karen. Omkring hende stod omtrent hundrede, smukke solsikker. Hun tog et lille papir frem og læste op:

” As an unperfect actor on the stage

Who with his fear is put besides his part,

Or some fierce thing replete with too much rage,

Whose strength's abundance weakens his own heart.

So I, for fear of trust, forget to say

The perfect ceremony of love's rite,

And in mine own love's strength seem to decay,

O'ercharged with burden of mine own love's might.

O, let my books be then the eloquence

And dumb presagers of my speaking breast,

Who plead for love and look for recompense

More than that tongue that more hath more express'd.

   O, learn to read what silent love hath writ:

   To hear with eyes belongs to love's fine wit.” Hun så op på Karen igen med rødmende kinder. ”Det er Shakespeare. Jeg følte det beskrev mine følelser rigtigt godt. Men jeg tænkte også at det ikke var nok.” Hun tog Karens hænder.

”Om mig står 120 solsikker,” sagde hun. ”En for hver måned jeg har kendt dig. Jeg villet have givet dig én for hver dag, fordi du har beriget mine dage mere end jeg troede menneskeligt muligt, men det ville være 3.650 blomster og jeg ved ikke hvorfra jeg skulle skaffe dem. Men Karen, du har gjort mig så lykkelig at jeg burde juble, så forelsket at jeg burde græde, du løfter stemningen så meget at jeg burde grine og for mig til at føle så dybt at jeg burde skrige. Men alle de følelser jeg har inden i vil aldrig kunne beskrive hvor højt jeg elsker dig. Jeg kan bruge mine ord til at forklare problemerne i samfundet eller hvorfor netop en hvid hat fra Dior er en must-have, men mine følelser for dig – min kærlighed til dig går forbi menneskets intellekt. Jeg vil aldrig kunne beskrive hvor højt jeg elsker dig. Men i stedet for at give helt op, som jeg førhen har gjort, vil jeg love at bruge resten af mit liv på at forsøge,” Louise så ned i jorden og trak vejret dybt ind før hun så på Karen igen. ”Vil du lade mig?” Glitrende tårer løb ned af begge kvinders kinder. Karen nikkede med rynker i panden.

”Selvfølgelig,” sagde hun i en blanding af gråd og latter. Hun slog armene om Louise, der knugede hende ind til sig. I det øjeblik vidst Louise en gang for alle at hun aldrig ville lade Karen gå igen.

”Jeg elsker dig,” hviskede hun grådkvalt ind i Karens hår.

”Jeg elsker også dig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...