Anna & Louise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2013
  • Opdateret: 3 maj 2013
  • Status: Færdig
Da Anna og Louise møder hinanden til genåbningen af biografen, Kinopalæet, på frederiksberg i 1950 i en alder af tretten er det starten på et fantastisk venskab.

Et venskab, der strækker sig over tre årtier, et Danmark i udvikling.

En historie om venskab, kærlighed og styrke i tre hæsblæsende årtier af Danmarks historie.

42Likes
67Kommentarer
2556Visninger
AA

19. Kapitel 7 - del 3

 

 

”Hvad synes du om filmen?” spurgte Louise og tændte en cigaret, som hende og Anna gik ud af Kinopalæets døre. Anna trak på skuldrene og nikkede.

”Jo,” sagde hun og lagde sin hænder på sine overarme. Selvom det var juni, kunne man ikke gå i bare ærmer så sent om aftenen. ”Den var rigtig fin.” De to veninde havde lige været inde og se Vore bedste år. Louise nikkede sammenstykkende. Hun så på sin veninde. Anna havde været mærkværdig stille her til aften og havde virker mærkeligt fjern og afvisende.

”Er der noget galt?” spurgte Louise og lagde hovedet på skrå.

”Hvad?” Anna så op, som var det først lige gået op for hende at Louise var til stede. ”Nej… Nejnej, intet er galt.” Hun rystede på hovedet og smilte træt.

”Du har været så stille i dag,” konstaterede Louise og drejede om hjørnet af Niels Ebbesens vej.

”Mine tanker har bare været et andet sted,” sukkede Anna. ”Louise. Jeg har mødt en mand. En meget ordentlig én. Han er advokat og er en af mine forældres venners søn. Så jeg kan være tryg ved at han ikke gør mig ondt.” Louise så på Anna og smilede.

”Det lyder da strålende!” jublede hun. ”Hvad hedder han?”

”Han hedder Morten,” Anna smilede. ”Og ja, det er virkelig strålende!” De stoppede op uden foran hendes lejlighed. ”Vil du ikke med op og have en kop kaffe? Med abortloven og alt der er sket på det seneste synes jeg slet ikke vi har fået snakket sammen.” Louise nikkede og fulgte efter Anna ind i opgangen. De trådte ind i den lille studielejlighed.

”Har du ikke overvejet at flytte til noget større?” spurgte Louise og smed sig i sofaen. Anna så sig om.

”Nej,” sagde hun ovre fra køkkenet, der lå i forlængelse af stuen. ”Jeg tænkte jeg bare ville bo her til jeg mødte en mand og blev gift.” Hun satte sig med en kande kaffe, to kopper og mælk over til Louise i sofaen og så sig om. ”Og hvis alt går godt med Morten kan det jo være, at der ikke er så længe endda til det.” Hun lo og slog Louise over låret. Louise smilede og så på Anna.

”Så alting er godt,” konstaterede hun. ”Du har Morten, mig, et job du elsker og en sag at kæmpe for!” Hun lagde hovedet på Annas skulder.

”Ja…” mumlede Anna skeptisk. ”Med hensyn til sagen… Så tror jeg ikke, at Rødstrømperne og jeg skal have noget med hinanden at gøre længere…” Louise satte sig op.

”Hvad? Men du elsker jo Rødstrømperne!”

”Ja,” Anna så ned skamfuldt ned i sofaen. ”Men Morten gør ikke… Han synes ikke det er passende for en advokats kone, at rende rundt med en flok hippier uden bh’er. Og han har jo en pointe!” Louise skubbede sig ud af sofaen og rejste sig op.

”Laver du sjov med mig?” udbrød hun vredt og lagde armene over kors. ”Gør du det her igen? Dropper alt for en mand, der ender med at behandle dig som lort?!” Anna rejste sig også og lagde beroligende sin hænder på Louises skuldre.

”Nej,” sagde hun blidt. ”Han ville have mig til at droppe ud for flere måneder siden, men jeg sagde fast og bestemt nej. Ikke før vi havde fået vores frie abort. Og det har vi jo nu. Og aborten var jo også grunden til jeg var med i første omgang, ikke?” Louise rystede vredt Annas arme af sig og trådte flere skridt væk.

”Men hvad med resten, Anna?” Louise slog ud med hænderne for at indikere de tusindvis af punkter hvor ligestilling stadig ikke var indtruffet.

”Bare fordi jeg ikke kæmper for det, betyder det jo ikke nogle andre ikke vil,” sagde Anna og gik over mod Louise, der med det samme vendte ryggen til hende. Hun trak vejret dybt ind og vendte sig mod Annas ansigt igen.

”Det var dog den mest latterlige ting du nogensinde har sagt,” hvæsede Louise. ”Hvis alle tænkte ligesom dig, ville vi slet ikke kunne kæmpe længere! Og dette er jo lige præcis den slags ting vi har kæmpet imod! Hvorfor må han tvinge dig til at give op på noget du elsker bare fordi han er en mand og du er en kvinde?”

”Det er ikke sådan det er,” sagde Anna og gik lidt væk fra Louise. ”Vi er forelskede. Så ofrer man sig for at gøre den anden glad. Det ville du forstå, hvis du nogensinde havde været forelsket.” Louise blev helt stille. Anna vendte sig spørgende om og så på hendes veninde. Tårer løb stille ned af hendes ansigt. ”Undskyld, Louise det var ikke ment på den…”

”Det er ikke det!” afbrød Louise og tørrede sine kinder. ”Jeg har været forelsket,” hun gik et skridt nærmere på Anna. ”Jeg er forelsket. I Karen. Ja, Anna, jeg er lesbisk.” Anna fnøs og slog ud med armene.

”Okay, så nu er du lesbisk?” hun nikkede neurotisk. ”Helt ærligt, Louise. Af alle undskyldninger du kunne været kommet på for ikke at åbne dig op for andre følelsesmæssigt så er denne den mest langt ude…”

”Tror du ikke på mig?” råbte Louise med rynkede bryn.

”Jeg tror, du tror på det,” Anna nikkede stadig og gik helt hen til Louise og greb hendes hånd. ”Lad mig hjælpe dig! Jeg er læge – jeg har kontakter. Jeg kender nogle utroligt gode psykologer, der kan hjælpe dig af med det.” Louise stirrede vantro på Anna.

”Hører du rent faktisk de ord, der kommer ud af munden på dig, Anna?” hviskede hun grådkvalt. ”Jeg er ikke psykisk syg!” skreg hun så, så højt, at Anna forskrækket veg et skridt tilbage.

”Jeg siger, ikke du er psykisk syg,” sagde Anna pædagogisk. ”Jeg siger bare, at din underbevidsthed bruger denne… denne homoseksualitet som et skjold, så du ikke bliver tvunget til at løfte dine parader og blive forelsket!”

”Bare fordi alle folk ikke render rundt,” sagde Louise med sammenknebne øjne. ”Og forelsker sig i hver eneste satans psykopat, der går forbi, betyder det ikke, at vi ikke også har følelser! At vi ikke også forelsker os!” Anna så ned i jorden med tårer løbende ned af sine kinder. ”Og nu græder du! Sikke en overraskelse! Der er noget jeg ikke har set før!” skreg Louise sarkastisk.

”Se, Louise!” råbte Anna tilbage. ”Det er lige netop dette, der er problemet! Du ser altid ned på mig! Det har du altid gjort! Ja, jeg er naiv. Ja, jeg bliver nemt ked af det. Og ja, jeg har måske en gang eller to forelsket mig i den forkert. Men ved du hvad? Jeg ser også det gode i andre mennesker. Jeg bliver også nemt glad og entusiastisk omkring ting! Jeg elsker nemt! Jeg holder så meget af så mange mennesker! Og hvad med dig? Du holder vidst ikke rigtigt af andre end dig selv? Så du har ingen ret – ingen overhovedet – til at se ned på mig længere! Jeg er så træt af at du tror, at du er klogere eller stærkere end mig. Jeg har været igennem helvede, og jeg har rejst mig igen, Louise. Du har altid været elsket af alle og har aldrig elsket nogle tilbage. Dit liv har været nemt. Så satans nemt! Fordi du har, aldrig åbnet dig for nogen og rent faktisk ladet dig føle noget. Og så er livet fandeme nemt! Men ved du hvad? Det er kraftedme ikke værd at leve!” Louise så chokeret på Anna.

”Jeg har da ikke kunnet føle noget! Ikke i nærheden af dig,” hvæsede hun. ”Der har ikke været plads til at føle noget, når du konstant rendte rundt og fik dig selv ud i problemer. Jeg skulle rydde op efter alt dit lort hver – eneste – gang! Tror du så jeg havde plads til noget andet i mit liv? Nej, Anna, det havde jeg ikke!”

”Hvorfor lod du mig så ikke bare ligge i mit lort? Du er jo alligevel ligeglad med mig!” skreg Anna.

”Er det, det du tror?” spurgte Louise.

”Ja, det er det, jeg tror!” råbte Anna tilbage. Louise rullede med øjnene.

”Fint,” sagde hun skarpt og gik hen til døren hvor hun vredt hev sin jakke ned fra stumtjeneren, hvilket resulterede i at den væltede med et brag på jorden og alle Annas jakker endte ud over det hele. Louise så kort ned på jakkerne. ”Så vil jeg lade dig selv rydde op denne gang.” hun åbnede vredt døren og skulle til at gå ud, men vendte sig om og så koldt på Anna. ”Og når den nar knuser dit hjerte og dit ansigt, så forvent ikke at jeg er der for dig. Forstår du det? For det her? Det her… venskab? Det er ovre!” Louise smækkede døren bag sig. Anna kunne høre hendes hæle løbe ned af trappen. Hun stillede sig med ryggen op af døren og gled langsomt ned på gulvet, hvor hun lagde sig i fosterstilling og græd. Der lå hun indtil solens stråler ramte gulvet mellem skodderne den næste morgen. En lyd af nøgler der blev sat i låsen og drejet op fik hende til at sætte sig op.

”Louise?” spurgte hun hæst og håbefuldt. Det var ikke Louise. Det var Morten. Han kiggede forsigtigt på hende.

”Hvad er der sket, Anna?” spurgte han forskrækket og satte sig på gulvet foran hende. Han lagde hånden på hendes skulder. Anna begyndte igen at græde og kastede sig mod gulvet. ”Anna, du skræmmer mig!”

”Louise…” hulkede hun hysterisk.

”Louise?” spurgte Morten. ”Din veninde?” Anna nikkede og græd videre. ”Er hun kommet noget til.” Anna satte sig op og rystede snøftende på hovedet.

”Vi kom op og skændes,” sukkede hun. ”Jeg sagde nogle frygtelige ting.” Hun sank en klump. ”Jeg tror virkelig det er ovre denne gang, Morten. Jeg tror aldrig hun kan tilgive mig.” Morten satte sig på gulvet og lagde armen om Anna.

”Måske, søde Anna,” sagde han blidt. ”Måske er det også bedre på denne måde. Louise var alligevel ikke så godt selskab. Nu kan du begynde at komme i de kredse, du er bestemt til. De kredse dine forældre kom i. De kredse jeg kommer i. Det er også kun passende at du og jeg, kommer i de samme kredse.” Anna så på ham med et smørret smil og rynkede bryn.

”Åh Gud,” sagde hun og lagde hovedet tilbage i en hysterisk latter.

”Hvad?” spurgte Morten chokeret og forvirret.

”Jeg har lige spildt mit bedste og ældste venskab på dig,” Anna fortsatte med at le. Hun vidste egentlig ikke helt selv hvorfor, da det jo egentlig var en sørgelig konstatering. Måske fordi hun ikke kunne græde mere og havde brug for at grine. ”Det her kommer ikke til at fungere. Du og mig. Ud. Gå.” Hun trak på skuldrene og smilede undskyldende til Morten. ”Du har utroligt mange gode sider, og for nogle kvinder vil du være fantastisk. Men jeg er ikke den kvinde. Jeg ville prøve at indrette mig efter dig, men til sidst ville jeg ikke kunne længere. Jeg ville ende med at gøre mig selv og dig ulykkelig. Og det ønsker jeg ikke.” Morten nikkede forstående.

”Det er jeg selvfølgelig ked af,” sagde han og rejste dig. ”Men jeg er glad for din ærlighed.” Anna rejste sig også. ”Du ved, Anna. Kvinder som dig gør mænd som mig rædselsslagne. Kvinder fuld af kraft, mod og styrke. Når I har styr på både hjem og arbejdsplads, hvad skal der så blive af os.” Han lo. ”Du er fantastisk, men jeg vil ikke bruge et liv på at føle mig truet af min kone.” Anna rystede forstående på hovedet. Morten rakte sin hånd frem. Anna tog den og trykkede den.

”Held og lykke, Anna,” sagde han blidt og venligt.

”Held og lykke til dig også,” svarede hun. Så gik han. Og Anna var helt alene.

 

Hun prøvede at ringe hundredevis af gange til Louise over de næste par måneder. Hun skrev hende mange, lange, dybfølte breve, men fik aldrig noget svar. Til sidst måtte hun give op og indse at hun havde mistet det vigtigste i sit liv. Det gjorde ondt helt nede i Annas mave, men for en gang skyld gav hun ikke op og græd i timevis. Hun stod op næste dag, tog på arbejde og gjorde det bedste hun kunne.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...