Anna & Louise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2013
  • Opdateret: 3 maj 2013
  • Status: Færdig
Da Anna og Louise møder hinanden til genåbningen af biografen, Kinopalæet, på frederiksberg i 1950 i en alder af tretten er det starten på et fantastisk venskab.

Et venskab, der strækker sig over tre årtier, et Danmark i udvikling.

En historie om venskab, kærlighed og styrke i tre hæsblæsende årtier af Danmarks historie.

42Likes
67Kommentarer
2500Visninger
AA

18. Kapitel 7 - del 2

”SKÅL FOR DEN FRI ABORT!” råbte Anna og løftede sin øl højt op i vejret. Hun var højere end de fleste af de andre kvinder, der sad rundt om bordet, så det var kun Merete, der klingede sit glas mod Annas. Hun tog en tom ølflaske og klirrede den mod sit glas. Alle syv kvinder om bordet satte sig ned og tiede stille, bortset fra Karen, der rejste sig og rettede ryggen.

”Veninder,” sagde hun formelt og så på hver og en af kvinderne. ”I dag er en dag vi sent vil glemme. I dag, d. 24. maj 1973, stemte 96 medlemmer af Folketinget, SF og Solcialdemokratiets lovforslag om den fri abort igennem!” Det sidste ord brølede hun højere end man skulle tro sådan end lille spirrevip kunne. Det skabte klapsalver og hujen rundt om bordet. Karen løftede sin hånd og kvinderne blev endnu engang tavse. ”I skal ikke takke Folketinget, I skal ikke takke SF eller Socialdemokratiet. I skal kun takke jer selv og hinanden. For det var os, der kæmpede. Så nu er det os, der sejrede!” Hun løftede triumferende sin hånd i vejret og endnu engang udløstes et jubeludbrud. ”Skål for os! Og skål især for Anna og Louise og resten af kvinderne i abortgruppen, som ikke er her i dag for et strålende arbejde. Skål for kvinderne! Skål for Anna og Louise!” Hun løftede sit glas og resten af forsamlingen gjorde det samme.

”Skål for Anna og Louise!” råbte de i munden på hinanden. Anna grinede og bukkede overdrevent med hovedet, men Louise holdte sit blik på Karen, der smilede til hende henover kanten af glasset.

 

Tre timer senere var Karen og Louise på vej hjem. Karen boede på Nørrebro, lige på den anden side af H. C. Andersens boulevard, så der var ikke mere end fem minutter imellem deres lejligheder. De gik i stilhed. Louise kunne mærke en dunken i panden og hun havde svært ved at se helt klart. De havde også skålet en frygtelig masse gange på baren her til aften. De andre havde valgt at blive på baren, men Louise var ved at gå til af træthed og havde besluttet sig for at tage hjem selv ”klokken kun var 1” ifølge Anna. Karen havde sagt, at hun egentlig også var træt og havde forslået, at hende og Louise jo bare kunne følges hjem. Louise havde forventet de ville have haft en masse at sige til hinanden, som de plejede, men i dag gik de i stilhed. Ikke en ubehagelig eller akavet stilhed, men heller ikke en rolig og afslappet en. Det var som om det var en forventningsfuld stilhed. De drejede ned af Carl Plougs vej og snart stod de uden foran Louises lejlighed. De så på hinanden – stadig uden at sige et eneste ord. Og så pludselig, Louise anede ikke hvordan det skete eller hvem af dem, der startede, men pludselig havde de armene om hinanden i et varmt og lidenskabeligt kys. I kysset lå flere års forventning og spændinger. Det var som en enorm eksplosion, der bare havde ligget og ventet i tusindvis af år. Det var elektrisk. Det var fantastisk. De slap hinanden og Louise så ind i Karens store øjne. Der var ingen ord, og intet, der behøvede at blive sagt, så endnu engang mødtes deres læber i et kys.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...