Anna & Louise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2013
  • Opdateret: 3 maj 2013
  • Status: Færdig
Da Anna og Louise møder hinanden til genåbningen af biografen, Kinopalæet, på frederiksberg i 1950 i en alder af tretten er det starten på et fantastisk venskab.

Et venskab, der strækker sig over tre årtier, et Danmark i udvikling.

En historie om venskab, kærlighed og styrke i tre hæsblæsende årtier af Danmarks historie.

42Likes
67Kommentarer
2474Visninger
AA

17. Kapitel 7 - del 1

 

 

Kapitel 7 – 1973

 

“Women who behave seldom make history.”

            – Laura Thatcher Ulrich

 

Kulden gjorde deres kinder og næser helt røde, men de lagde ikke mærke til det. Louise og Anna havde glædet sig til denne demonstration i ugevis. Det var d. 18. februar og solen stod højt på den skyklare himmel. I snart et år nu havde Louise og Anna været med i abortgruppen i Rødstrømperne. At kæmpe for fri abort var det meste af tiden en drøj kamp, hvor man blev beskyldt for den ene og den anden grimme tankegang: børnehader, morder og så videre.

Men denne dag var en af de dage, hvor de ingen modgang havde mødt. De almene borgere på gaden var måske lidt skræmte af de udfarende kvinder, men stemningen omkring dem og deres budskab var generelt positiv.

Louise så på Anna, der entusiastisk og hoppende kastede pjecer og aviser i hoved på folk med så meget iver af selv de ældre, konservativt udseende herre ikke nænnede at afvise hende. Louise lo.

”Hvordan går det med pjecerne?” spurgte Karen omme bag hende. Louise smilede og holdte en meget lille stak pjecer frem som svar. Karen brød ud i et smil og stak tommelfingeren i vejret.

”Sådan, Louise!” sagde hun. ”Det er altså nogle virkelig fede arrangementer I har sørget for i abortgruppen!” Hun lagde armen om Louise. ”Jeg er stolt af dig. Jeg vidste du havde en lille soldat i dig.” Hun kluklo og hvilede sit hoved på Louises skulder. Louise støttede hendes kind mod Karens isse.

”Tak,” hviskede hun. Karen rettede sig op igen og rømmede sig.

”Og Anna er jo et naturtalent,” lo hun og så Anna, hvis pjeceuddeling mindede helt om at overvære en balletforestilling. Karen så på Louise. ”Virkelig – hun har allerede uddelt tre stakke.” Louise nikkede medgivende med et løftet øjenbryn.

”Imponerende,” sagde hun og smilede. Anna kom over til dem med tomme hænder og smilede forpustet.

”Kan jeg få en til stak?” spurgte hun hæst. Karen lo overrasket og nikkede anerkendende.

”Selvfølgelig,” sagde hun og begyndte at gå væk. ”Henter dem lige fra bilen.”

”Sådan, Anni,” sagde Louise og puffede til Annas overarm. Hun lo forfjamsket. ”Jeg mener det, du har uddelt over dobbelt så mange pjecer som jeg!” Anna lo igen.

”Jeg bliver bare lidt entusiastisk,” mumlede hun genert. Louise lagde armen om hende.

”Tænk engang,” sukkede hun. ”Snart går 2. behandling af lovforslaget om den nye abortlov i gang.” Hun vendte sig mod Anna og greb om hendes overarm. ”Det her er slutspillet, Anna. Det er nu det sker. Jeg kan mærke det! Og ved du hvad? Det er også på grund af os. Vi har været med til at kæmpe!” Anna smilede.

”Jeg tror muligvis, det er den længste sætning du i dit liv har sagt,” lo hun. ”Det er virkeligt godt at se dig med flammende øjne på den her måde.” Louise puffede Anna væk.

”Årh, hold kæft,” lo hun og gik i gang med at dele flere pjecer ud.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...