Anna & Louise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2013
  • Opdateret: 3 maj 2013
  • Status: Færdig
Da Anna og Louise møder hinanden til genåbningen af biografen, Kinopalæet, på frederiksberg i 1950 i en alder af tretten er det starten på et fantastisk venskab.

Et venskab, der strækker sig over tre årtier, et Danmark i udvikling.

En historie om venskab, kærlighed og styrke i tre hæsblæsende årtier af Danmarks historie.

42Likes
67Kommentarer
2544Visninger
AA

16. Kapitel 6 - del 2

”REJS JER KVINDER!!!” lød det ude fra gaden.

”Jamen, hvad er det, der foregår?” spurgte Anna med et løftet øjenbryn og så ud mod alt tumulten på den anden side af ruden. Hun slap den bøjle hun havde i hånden og gik helt hen til butiksruden ligesom mange andre af de handlende. Louise gik efter hende og så ud på de cirka femten kvinder. De var alle klædt overdrevent med store hatte, for meget makeup og en ballonbarm

”Frihed, lighed, søsterskab!” råbte en velkendt stemme meget højlydt. Anna og Louise så på hinanden.

”Merete,” sagde de i kor. De gik ud af glas døren og hen til kvinderne.

”Anna! Louise!” hvinede Merete og løb hen til dem på tynde stilethæle. ”Modebranchen tager røven på os!” råbte hun og kyssede derefter hver af dem på kinden med sine røde læbestiftlæber. De lo af Merete. Selvom de havde været med til at gå med nogle af feministerne og trods Louises abortnummer, var de ikke helt inde i det miljø på samme måde som Merete og mange af de andre piger var.

”Piger!” udbrød en stemme omme bag dem. Det var Karen. Søde, smukke Karen, der altid gik i sort og aldrig bar makeup i tolv centimeter høje hæle og skriggrøn øjenskygge.

”Hvad laver I her?” spurgte hun mens hun krammede dem. Hendes blik gled ned mod deres hænder hvori de tilsammen bar et halvt dusin papirsposer. ”Åh, det glemmer jeg altid: I er jo små, søde kapitalister!” Hun lo og lagde armene om dem.

”Nej,” lo Anna. ”Vi prøver bare at bryde butikkerne ned indefra: hvis vi køber al deres tøj har de jo intet at sælge!” Karen slog hovedet tilbage i latter.

”Jaja,” sagde hun og slap dem. ”Der skal vel også være plads til forskellighed.” Hun fik et alvorligt ansigtsudtryk. ”Men jeg ved at I også brænder for kvindernes sag. Vi, mig og nogle studerende og lidt forskelligt, vi holder et åbent debatmøde om… jeg ved ikke om hvor mange dage: d. 14. april. I skal være velkomne.”

”Det lyder godt,” sagde Anna og nikkede. ”Vi ses der, så!” Hun tog et skridt hen mod Karen og prikkede til ballonen på hendes bryst. ”Men jeg tager ikke sådan nogle der på.” Karen lo og puffede til hende.

”Vi ses,” sagde hun og smilede til dem begge, før hun vendte om og løb efter de andre.

”Den pige,” mumlede Anna. ”Kan virkelig løbe på høje hæle.”

 

Tirsdagen efter, mødtes de med omtrent to hundrede andre deltagere ved Charlottenborg. De kom ind i en stor sal med en masse klap-ud stole og et talerbord. Da de trådte ind i lokalet vinkede Karen dem entusiastisk hen oppe fra forreste række. Anna og Louise skubbede sig frem bag mængden af kvinder, alle mændene sad i en gruppe for sig selv, og frem til Karen.

”I kommer lige i tide,” sagde hun spændt. Hele hendes sortklædte krop sitrede af spænding. Louise tog forsigtigt hendes hånd.

”Det skal nok gå,” hviskede hun. ”Det her, bliver rigtigt, rigtigt godt.” Karen nikkede ivrigt og satte sig forsigtigt til rette. Så begyndte mødet. Helt i starten forslog en gruppe af mændene skulle gå for at vise solidaritet med kvinderne. Efter lang tids hidsig debat, valgte mændene at gå. Derefter blev det besluttet at kvindebevægelsen var antihierkisk – der skulle altså ikke være tale om ledere eller talspersoner: organisationen var ét fællesskab. Anna sukkede højlydt under den beslutning. Derefter blev de delt op i basis-grupper. Afslutningsvist fik gruppen af kvinderne et navn: Rødstrømpebevægelsen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...