Anna & Louise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2013
  • Opdateret: 3 maj 2013
  • Status: Færdig
Da Anna og Louise møder hinanden til genåbningen af biografen, Kinopalæet, på frederiksberg i 1950 i en alder af tretten er det starten på et fantastisk venskab.

Et venskab, der strækker sig over tre årtier, et Danmark i udvikling.

En historie om venskab, kærlighed og styrke i tre hæsblæsende årtier af Danmarks historie.

42Likes
67Kommentarer
2541Visninger
AA

15. Kapitel 6 - del 1

 Kapitel 6 – 1970

 

The question isn’t who’s going to let me. It’s who’s going to stop me.”

                – Ayn Rand

 

Anna stormede ind i Louises lejlighed uden at tage jakken eller støvlerne af eller sige så meget som ”Hej” til hilsen eller forklare hvorfor hun var der. Louise rejste sig forbavset og gik, fulgt af sin lille terrier, ud i køkkenet hvor Anna stod og rodede i hendes skabe.

”Hvad så?” spurgte Louise og prøvede at undertrykke en latter.

”Jeg leder,” mumlede Anna.

”Det kan jeg se,” sagde Louise med et smørret smil. Hvad leder du efter.

”Kaffe.” Louise puffede blidt til Anna og fandt kaffen frem.
”Gå du ud i gangen og tag dit overtøj af og så laver jeg dig en kop kaffe,” sagde hun og pegede ud mod gangen. Louise ville helst helt have undgået at Anna var gået ind i lejligheden med sine sko, der var drivvåde af sneen udenfor, men hun virkede meget oprevet, og selv hvis det blot var Anna-oprevet nænnede Louise ikke at skælde hende ud. Hun lavede en kande stempelkaffe og satte sig ind i stuen hvor Anna havde taget plads i sofaen med Louises hund, Jack i skødet. Hun satte to kopper og en lille kande mælk på bordet og så på Anna.

”Nå?”

”Nåh…” mumlede Anna.

”Pas på eller jeg ikke fratager dig din nøgle,” spøgte Louise og hældte en kop kaffe op. Hun blandede en masse mælk i og begyndte forsigtigt at sippe til den. Anna så surt på Louise. ”Okay… ikke i humør til vittigheder. Forstået. Hvad er der sket, Anni?” Anna så sig om.

”En ung pige kom ind i dag,” begyndte hun. ”Hun var… gravid. Og hun havde ikke lyst til at være det længere. Hun var ret langt henne… fire… fire måneder. Hun turde ikke fortælle det til sine forældre, da det ville såre dem utroligt meget. Så hun havde fortalt det til sin storebror. Han var – ja, hvad var han? Han var ikke mere end femogtyve, broren og man kunne mærke de ikke kom fra overklassen. Slet ikke. Han fortalte mig at han var villig til at betale hele sin månedsløn, men det lå stadig i underkanten af hvad læger normalt tager for den slags. Jeg prøvede at fortælle dem at jeg slet ikke havde træningen og jeg aldrig havde udført en abort før, men de tiggede og bad. De havde været alle steder henne og ingen ville hjælpe dem. Du skulle have set dem. Det var tydeligt de ikke havde en rød reje at gøre godt med. Og pigen. Hun var kun atten år gammel. Hvad skulle sige til hende? Nej, jeg vil ikke hjælpe dig, så nu har du intet andet valg end at ødelægge dit liv fuldstændigt på grund af én lille fejl. Nej, det kunne jeg ikke. Så jeg gjorde det. Jeg tog ikke imod brorens penge, men jeg udførte aborten på hende. Det var ikke rart, det må jeg sige. Og hun havde det ikke godt med det, men det var det bedste. Og jeg er glad for jeg gjorde det.” Anna nikkede for sig selv.

”Så hvad er problemet?” spurgte Louise blidt.

”Hvad nu hvis de ikke var kommet til mig?” spurgte Anna og rejste sig vredt. ”Hvad nu hvis de var kommet til én, der ikke ville gøre? Eller en, de ville have flere penge for det? Hvad skulle de så have gjort? Skulle hun have opgivet sit liv? Eller sat liv og lemmer på spil hos en kvaksalver? Og hvad med mig? Jeg blev voldtaget og næsten slået ihjel og ingen troede mig! Jeg takker Gud hver eneste dag for at den kvinde ikke ramte noget galt, men ellers var det også endt skidt for mig” Hun slog hånden hårdt ned i bordet. ”Hvad med os, Louise? Hvem fortæller vores historie?” Louise rettede ryggen.

”Det gør jeg.” svarede hun hårdt.

 

Ved et redaktionsmøde blev det slået fast. Et temanummer om abort. Det skulle være provokerende og påtrængende, men også beherske at fortælle historien fra begge sider – selvom den selvfølgelig skulle manipulere læserne i retning af fri abort. Bladet skulle være fuld af virkelige kvinder og deres virkelige historier. Louise ville inddrage Annas, forsøge at få kontakt til en ung og fattig pige, der havde været med til det, få en læges synspunkt, hun fandt en ung mand, hvis kæreste havde fået foretaget en. Manden var veluddannet og flot, men de havde været meget unge da det skete, så han var et godt bidrag. Hun havde fundet en ældre kvinde med et stramt ansigt, der ønskede at tale imod. Hun virkede ikke synderligt sympatisk, så hun tænkte det ville fungere. Sidst, men ikke mindst, kom hun på den idé at der skulle et ansigt på. Alle de medvirkende skulle lade deres billede komme med, noget de alle mærkværdigvis var med på, derudover ville hun lave en dobbeltside fyldt med billeder af kvinder, der havde fået foretaget illegale aborter, parret med citater fra deres alles oplevelser. En ung, smuk, blond kvinde sagde for eksempel ”Jeg fortalte det aldrig til drengen – for det var jo bare det faderen var: en dreng. Og jeg var bare en pige.” En ældre kvinde med smalle læber og et godmodigt blik sagde ”Jeg var tæt på at dø.”

Kære kvinder!

I disse dage snakkes der meget om svangerskabsafbrydelse. Der er de, der er for og de, der er imod.

Os på redaktionen har også haft mange hidsige diskussioner om netop dette emne.

De, der er imod fortæller den ene efter den anden frygtelige historie om løsslupne kvinder, der henkastet gør hvad de vil uden at tænke på konsekvenserne.

Og hvor mange gange har vi ikke hørte om skrækhistorierne om strikkepindene og køkkenbordet?

Jovist hører vi virkelighedens historier. Men fra anonyme stemmer med ryggen til.

I dette blad sætter vi et ansigt på. På Anna, der blev voldtaget og slået af sin mand og hvis fosterhinde måtte punkteres med en neglefil fordi ingen troede på hende (s. 6). Vi ser også ansigtet på manden. Anders var forlovet med en pige, der ved et uheld blev gravid. Hør hans historie og om hvordan det føles at være manden i sådan en sag (s. 13). Sammen med dem har unge Christina og 30 modige, andre kvinder fortalt os deres oplevelser og givet deres ansigt til at oplyse jer mere om sagen.

 

Jeg har, under udførslen af dette blad, fået sat et ansigt på aborten, og jeg håber virkelig at når De har læst det færdigt, vil De også have det.

 

Kærlig Hilsen

Louise.

”Hvad synes du?” spurgte Louise nervøst da Karen så op fra lederen. Hun så et øjeblik tænksomt ud i luften

”Jeg kan rigtigt godt lide den,” sagde hun og smilte. Louise åndede lettet op. ”Ja, jeg synes den er virkelig god – hele bladet er en genial idé, som du har udført til perfektion.” Hun lagde sin på Louises. ”Har du nogen idé om hvor meget dette blad kan betyde? Kan du på nogen måde begribe hvor talentfuld du er?” Louise så flovt ned i gulvet.
”Tak,” mumlede hun.

”Ja,” Karen nikkede og så ned på papiret med lederen igen. ”Det er virkeligt godt.” Hun tog en cigaret mellem læberne og tændte den. Hun rakte cigaretpakken over mod Louise, der også tog en.

”Det er jeg glad for du synes,” sagde Louise og pustede røgen ud.

”Du er skæg, Louise, ved du godt det?” lo Karen og lagde hovedet på skrå. ”Du siger aldrig rigtigt noget. Du iagttager bare verden. Og så har du alle disse ord i dig, der kommer ud på skrift. Hvorfor er du så, så stille?” Louise lo usikkert.

”Jeg er dårlig til at fortælle folk hvad jeg føler,” sagde hun. ”Jeg er bange.” Karen smilede blidt og nikkede.

”Og alligevel fortalte du lige mig, hvad du følte,” lo hun kærligt. Louise nikkede.

”Ja…” Hun så på Karen med rynkede bryn og et forundret smil. ”Der er noget over den måde du er på. Din rolige stilhed. Så har jeg det som om jeg ikke kan holde noget som helst inden i mig… Forstår du hvad jeg mener?” Karen lo og nikkede.

”Du er skæg,” gentog hun, men fik så et helt alvorligt ansigtsudtryk. ”Men det også det, der gør dig speciel. Og en lille smule genial.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...