Anna & Louise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2013
  • Opdateret: 3 maj 2013
  • Status: Færdig
Da Anna og Louise møder hinanden til genåbningen af biografen, Kinopalæet, på frederiksberg i 1950 i en alder af tretten er det starten på et fantastisk venskab.

Et venskab, der strækker sig over tre årtier, et Danmark i udvikling.

En historie om venskab, kærlighed og styrke i tre hæsblæsende årtier af Danmarks historie.

42Likes
67Kommentarer
2519Visninger
AA

14. Kapitel 5 - del 2

 

 

Det var en vidunderlig sommeraften, tænkte Louise for sig selv da hende og Anna gik ud af deres lejlighed og mærkede den kølige aftenbrise køre igennem deres hår. I en gård i nærheden var der nogen, der grillede, der kunne man dufte på gaden som de gik nedad mod krydset mellem Carl Plougs- og Danasvej. De havde besluttet sig for at tage i biografen og se den nye film med Katherine Hepburn, Gæt Hvem Der Kommer Til Middag? Det var Annas sidste uge i lejligheden, inden hun flyttede til sin egen, nye på den anden side af gaden. Den var meget lille – nærmest bare et studie og hun kunne kun lige netop betale den, men det var på tide at hun flyttede. De var trods alt enogtredive, som hun sagde. De ville stadig bo tæt på hinanden, og hvis Louise kendte sig selv og sin bedste veninde ret, ville de også stadig se hinanden mere eller mindre hver dag. Men der var noget vemodigt ved ikke længere at se hinanden når man kom hjem hver dag. Med sig i biografen havde de taget, Merete, der på kort tid var blevet en dem begges rigtig gode veninde. Merete var udadvendt og bandede en helt del, men hun var noget så festlig at være i nærheden af og så var hun fuld af hjertelig sympati for alle. Henne ved biografen ville de desuden mødes med Meretes veninde, Karen. Anna havde mødt Karen en gang eller to, men kun flygtigt og Louise havde aldrig mødt hende i sit liv, så det var sådan set også spændende om dynamikken ville fungere. Da de nåede hen til Kinopalæet på Gammel Kongevej, stod Karen der allerede. Merete gik over og krammede hende goddag og trak hende med over til Anna og Louise og præsenterede hende for dem. Karen var ikke særlig høj. Hun kan ikke have været mere end 155 centimeter. Hun havde enorme, brune og mørkt, skulderlangt hår. Hendes kindben var markante, trods hendes runde ansigt. Hendes øjne var så kærlige og varme at man kunne forsvinde helt ind i dem. Hun var klædt i sort fra top til tå. Sorte nylonstrømper, små, sorte ballerinaer og en lille, sort kjole med korte ærmer. På toppen af hendes hoved sad en lille, sorte alpehue let på skrå. Hendes læber var fyldige og mørke og når hun smilede, afslørede hun et stort, hvidt smil. Hendes stemme var lys og hendes latter var ringende. Der var næsten ikke et øjeblik hele aftenen hvor hun ikke smilte. Hun var god til at spørge ind til både Louise og Anna og sad og betragtede dem indgående med sine store øjne og lyttede opmærksomt mens de talte. Selv Louise mærkede sig selv talte langt mere og højere end hun plejede. I biografens mørke hørte hun Karen grine, gispe og snøfte på alle de helt rigtige tidspunkter. I løbet af filmen så hun på hende. Karens øjne var nærmest forsvundet helt ind i skærmen og så på den og fulgte med i den med ligeså stor indlevelse som hun havde i samtalen udenfor. Da filmen var slugt var hun så opslugt af sin egen fornøjelse, at hun, som den eneste, begyndte at klappe. Da hun opdagede det prøvede hun at skjule sit tomatrøde ansigt bag sine hænder. Louise lo.
”Rolig nu, søde Karen,” lo hun og lagde forsigtigt sin hånd på Karens skulder. Karen fnisede.

”Nogle gange bliver jeg bare så opslugt af ting,” hun så Louise dybt ind i øjnene. ”At jeg helt glemmer hvad der foregår omkring mig.” Karen slog hånden op i sin pande og smilede undskyldende til Louise og de to andre. Merete jo højlydt.

”Åh,” sagde hun forpustet. ”Hvor er det typisk dig, Karen.” De lo alle fire, Karen højest.

”Hvem er med på at nappe en kaffe eller drink et sted?” spurgte Merete da de kom ud i natten.

”Jeg vil gerne,” sagde Anna og så spørgende på Louise, der nikkede.

”Årh,” sagde Karen. ”Jeg ville super gerne, men jeg kan desværre ikke.” Louise blev helt skuffet. Hun ville gerne have snakket mere med Karen, men det kunne der jo sagtens blive mange lejligheder til endnu. De sagde farvel og de tre veninder gik samlet til den nærmeste bar.

”Jeg har nogle nyheder,” sagde Louise med et smil da de kom ind.

”Ja?”

”Ja,” sagde Louise og lagde spændt sine hænder på bordet. ”Jeg har ansøgt stillingen som redaktør på Alt for Damerne…”

”Ej, hvor godt, Lo…” begyndte Anna.

”Det er ikke alt!” afbrød Louise med et entusiastisk smil. ”Tidligere i dag, fik jeg nemlig af vide at jeg fik jobbet!”

”Hvad?” jublede Merete.

”Sådan, Lulu!” råbte Anna og slog, som sædvaneligt, alt for voldsomt armene om Louise, så de begge var ved at falde med hovedet først, ned af stolen.  ”Hvor bliver det her godt!”

”For Louise,” sagde Merete og løftede strålende sit glas. ”Og det mest progressive, moderne, åbensindede, feministiske magasin til dato!”

”For Louise!” istemte Anna og slog voldsomt sit glas mod Meretes, så Merete var lige ved at tabe det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...