Anna & Louise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2013
  • Opdateret: 3 maj 2013
  • Status: Færdig
Da Anna og Louise møder hinanden til genåbningen af biografen, Kinopalæet, på frederiksberg i 1950 i en alder af tretten er det starten på et fantastisk venskab.

Et venskab, der strækker sig over tre årtier, et Danmark i udvikling.

En historie om venskab, kærlighed og styrke i tre hæsblæsende årtier af Danmarks historie.

42Likes
67Kommentarer
2478Visninger
AA

13. Kapitel 5 - del 1

 

 

Kapitel 5 – 1968

 

”I didn’t always know what I wanted to do, but I knew the kind of woman I wanted to be”

                    – Diane Von Furstenberg

 

”Hvad er der dog gået af verdenen?” mumlede Louise.

”Hvad?” råbte Anna ude fra køkkenet. Louise foldede af avisen sammen og med den og sin kaffekop gik ud i køkkenet, hvor Anna stod og lavede te.

”Jeg siger: Hvad er der dog gået af verdenen!” gentog Louise og pegede sigende på avisens forside. ”Martin Luther King er blevet myrdet, krig i Vietnam…”
”Vær du bare glad for du ikke bor i Amerika så,” lo Anna for sig selv og hældte kogende vand op i sin kop.

”Synes du det her er sjovt?” spurgte Louise irriteret, drejede om på hælen og gik fornærmet ind i stuen hvor hun smed sig på sofaen. Langsomt sjoskede Anna efter.

”Har du haft en dårlig dag, Louise?” spurgte hun med et smørret smil og satte sig i sofaen ved Louises fødder. Louise skubbede sig op på albuerne.

”Jeg er så træt af mit job,” sukkede hun og smed træt hovedet ned på stolens ryglæn og sukkede dybt.

”Det har du været længe,” konstaterede Anna, satte koppen fra sig og gav sig til at massere Louises fødder.

”Det er også uudholdeligt!” Louise lagde melodramatisk hånden for panden og lo. ”Nej, men… Alt jeg laver er at jeg er sammen med nogle umådeligt overfladiske mennesker og skriver artikler på 100 ord, der fylder tre sider om tasker! Jeg troede aldrig jeg skulle sige dette, Anni, men jeg er virkelig træt af tasker! Jeg troede modeverdenen ville være min dør til en international, moderne, kulturel verden. Men det er det ikke. Jeg har lyst til at skrive dybdegående artikler, der betyder noget. Ikke bare reklamer for Dior.” Hun sukkede og lagde armene over kors. ”Jeg elsker mode. Men… Ikke på den måde vores modemagasiner fortæller om det.”
”Kom,” sagde Anna og rejste dig. Hun gik ud i gangen hvor hun begyndte at tage jakke og sko på.

”Hvad?” spurgte Louise og fulgte desorienteret efter Anna ud i gangen.

”Du trænger til en drink,” sagde hun og smilte let.

Da de var nået ned til den lokale og havde bestilt sig hver sin drink spurgte Anna:

”Hvorfor siger du ikke bare op?”

”Hvad?” sagde Louise og slog ud med armene. ”Og lever livet luksuriøst på din uddannelsesfondsstøtte?” Hun lo. ”Nej… Det har jeg og vi ikke råd til…” Anna lagde hovedet på skrå og så på Louise.

”Hvad med at finde et andet job?” spurgte hun blidt. Louise så eftertænksomt ud i luften.

”Jeg er faktisk…” sagde hun og tøvede. ”Jeg er faktisk, blevet tilbudt et job som redaktør på Alt for Damerne. Eller… deres redaktør går af til november og jeg har hørt rygter om at de gerne ville have mig ind som redaktør, men jeg ved nu ikke… Mig? På et livsstilsmagasin?” Hun lo anstrengt og så ned i glasset.

”Du ville da være perfekt!” udbrød Anna højlydt og slog hende over overarmen. ”Du snakker altid om hvordan vi mangler et moderne, progressivt, intelligent medier for kvinder – Alt for Damerne kunne være det medie. Med dig i spidsen ville det blive det medie! Tænk på alle de artikler du kunne skrive om lighed, selvstændighed!” Louise trak på skuldrene og skulle lige til at svare da to kvinder stillede sig over ved dem.

”Undskyld,” sagde den ene. Hun havde kort, mørkt hår, grønne øjne, fregner og en ret markeret næse. ”Mit navn er Merete Erikson.” Hun gav dem begge hånden. ”Vi kunne ikke undgå at overhøre hvad I sagde og det,” hun så på indtrængende på Louise. ”Er en genial idé til et dameblad. Hele vores omgangskreds ville købe det!” De to veninder så på hinanden og lo.

”Vi er nogle fra Individ og Samfund, der tager ind og laver noget feminisme-bod inde ved 1. Maj i morgen,” sagde Meretes veninde. ”Vil I ikke med? Så kan De fortælle mere om Deres blad.” Anna og Louise udvekslede et indforstået blik og lo begge to.

”Hvad?” spurgte Merete. ”Er I ikke socialister?”

”Åh,” lo Louise. ”Jeg er.” Hun pegede på Anna. ”Det er hende, der er problemet.” Anna lo.

”Jeg er vokset op i Frederiksbergs aristokrati,” sagde hun og holdte sine arme i vejret som var der nogle, der truede hende med en pistol. ”Vær I bare glade for det ikke er værre end Venstre.” Louise lo og så på de to forvirrede kvinder.

”Det ville være os en glæde at komme,” smilede hun og nikkede.

”Fantastisk!” sagde Merete. ”Vi går derind i samlet flok fra Kongens Nytorv kl. 9 i morgen.”

 

Fælledparken var som et farvestrålende hav af mennesker. Anna så sig forskrækket om og anstrengte sig sit bedste for ikke at røre for meget ved nogle. Hele hendes liv, hendes opdragelse, havde været så anderledes det hun gik indtil nu. Hun følte sig som en lille pige på seksten, der var til en fest for første gang i sit liv. Bortset fra da hun var en lille pige på seksten til sin første fest havde hun sprunget med hovedet først ind i det. For første gang i sit liv oplevede hun hvordan det føltes at være tilbageholdende. Hun havde forsøgt sig sit bedste med at finde så løssluppent tøj som hun kunne, men hun følte stadig at folk stirrede på hende. Hun klamrede sig til Louises hånd. Louise var født og opvokset i et arbejderhjem og kunne hver eneste sang af arbejdersangbogen udenad. Men der havde også altid været noget mere fornemt overklasse over hende og som hun gik der i sin hvide kjole, skilte hun sig også ud fra menneskemængden.

Men snart glemte de alt om tøj og opvækst. Menneskene far Individ og Samfund var overstrømmende og søde og alle ville gerne snakke med de to unge kvinder, Merete havde rost til skyerne. De sad midt i en samtale med en halvtredsårig kvinde, med lange grå krøller da Louise pludselig sprang.
”Henrik?” råbte hun efter en mand med mørkt hår og cowboyjakke. Han vendte sig om og ganske rigtigt var det Henrik.

”Gode Gud,” råbte han tilbage og gik over mod Louise.
”Tak, men du kan bare kalde mig Louise,” lo Louise og holdt hånden op som en skygge for solen. Henrik lo og omfavnede hende.

”Wow,” sagde han og så på hende. ”Wow, hvor er det lang tid siden…” Louise nikkede med øjnene fæstet på ham. Der stod de og brugte nogle sekunder på at anskue hinanden.

”Du ser godt ud,” sagde han og nikkede for sig selv.

”Ja,” mumlede Louise og slog ud med hånden. ”Ja, i lige måde. Jeg hørte du blev forfatter!”

”Ja,” Henrik nikkede og smilede. ”Jeg hørte du flyttede til Paris, men jeg kan se du kom tilbage?”

”Jaja, det var bare et toårigt ophold. Så læste jeg journalistik i Aarhus og nu har jeg arbejdet de sidste fire på Madame.”

”Og alligevel lukker de dig ind her?” sagde han med sammenknebne øjne og forsøgte at undertrykke et smil.

”Jeg er medlem af Socialdemokratiet,” hviskede Louise overdrevent. ”Det giver all access til den her slags begivenheder.” Han lo.
”All access…” gentog han for sig selv.

”Og dig?” smilte hun. ”Stadig radikal?”

”Nej! Nejnej!” sagde han og lo. Han lænede sig frem og hviskede spøgende ”Lad være med at sige for højt jeg har været det. Nu er jeg medlem af Socialistisk Folkeparti.”

”Men hvad laver du så her?” spurgte hun og pegede på skiltet hvorpå, der stod Individ og Samfund.

”Ah,” sagde han og nikkede. ”Det er min kone. Og mig vel egentlig også. Hun kæmper utroligt meget for kvinders rettigheder til abort og ligeløn og den slags.” Han så et sted omme bag Louise. Hun vendte sig om og så en solbrun kvinde, sidst i tyverne med meget langt knaldsort hår og store, mandelformede, brune øjne. Hun var meget, meget smuk som hun stod der og lo med et smukt smil. Louise smilede.
”Er det hende?”

”Hvad?” Henrik rystede på hovedet og så tilbage på Louise. ”Ja, ja, det er hende. Med det helt mørke hår.” Han smilede forelsket. ”Jeg er virkelig stolt af hende. Hun har en ild i sig, forstår du hvad jeg mener?” Louise nikkede. ”Det har du også. Ikke en tydelig ild som min kone eller din veninde Anna. Du tør ikke vise din ild, men den er der.” Han lagde venskabeligt hånden på hendes skulder. ”Lad den brænde,” hviskede han og nikkede til Louise. Louise så på ham med hovedet på skrå og nikkede som om hun havde forstået.

”Tak… tror jeg,” sagde hun og kneb sine øjne sammen.

”Det var godt at snakke med dig igen,” sagde Henrik. ”Du er blevet til en meget smuk ung kvinde.” Hans øjne hvilede et øjeblik på hende og så smilede han. Han vendte sig om og begyndte at gå, men stoppede op. ”Undskyld,” sagde han og så indtrængende på hende.

”Undskyld?”
”Undskyld, for den gang tilbage i 1.g. Du have brug for en ven og det kunne jeg ikke være der,” sagde han og så skamfuldt ned i jorden. ”Det gik bare lige op for mig, at jeg vidst aldrig fik sagt undskyld. Så, undskyld.”

”Det er helt i orden,” sagde Louise stille og nikkede.

”Ja…” mumlede han og så ned i jorden igen. ”Men hvis du nogensinde får brug for en ven igen, kan du altid ringe. Denne gang skal jeg nok være der.”

”Tak,” sagde Louise. ”Det betyder meget for mig. Det mener jeg virkelig.” Han nikkede og gik over til sin kone. En lille mørkhåret pige med tykke arme løb på sine små barneben over til ham. Han tog hende lykkeligt op i sine arme og svingede hende rundt.

”Var det Henrik?” hørte hun Annas blide stemme sige omme bag. Louise så på hende og nikkede. ”Kone og barn?” Louise nikkede igen. ”Er du okay?”

”Ja da,” sagde hun og så smilende på dem. ”Selvfølgelig er jeg det.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...