Anna & Louise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2013
  • Opdateret: 3 maj 2013
  • Status: Færdig
Da Anna og Louise møder hinanden til genåbningen af biografen, Kinopalæet, på frederiksberg i 1950 i en alder af tretten er det starten på et fantastisk venskab.

Et venskab, der strækker sig over tre årtier, et Danmark i udvikling.

En historie om venskab, kærlighed og styrke i tre hæsblæsende årtier af Danmarks historie.

42Likes
67Kommentarer
2473Visninger
AA

12. Kapitel 4 - del 4

 

 

 

Forfatterkommentar: Okay, så følgende kapitel bliver ret hårdt at læse, kunne jeg forestille mig. Det handler i hvert fald ikke om enhjørninger og prinsesser og jeg kan allerede nu afslører at det involverer Anna, der får en abort. Så, hvis du er lidt sart med hensyn til blod og ja… døde fostre og den slags vil jeg råde dig til at springe dette kapitel over. Jeg kommer ikke til at hæve aldersgrænsen for min historie, da det kun er dette kapitel, der er slemt og jeg synes det ville være synd at miste en masse søde, trofaste læsere, fordi I skal  være seksten for at læse det. Desuden er jeg sytten og har svært ved den slags og jeg er sikker på at nogle af jer tolvårige er meget stærkere end mig på det område. Så ja, kend jeres grænser og lad være med at overskride dem, hvis det her er for meget. Jeg skal nok skrive en opsummering i starten af næste kapitel.

Ellers tusind, tusind mange gange tak fordi du læser min historie, jeg værdsætter det så helt utroligt meget!

Kærligste hilsner

Lena

 

”Er du sikker på du ikke hellere vil gå til en autoriseret læge?” prøvede Louise endnu engang da hun så skomagerens skilt hænge over døren, da de drejede om hjørnet til Værnedamsvej. Hun gik langsommere end normalt for at tvinge Anna til også at gå langsomt. Anna havde nægtet at forsøge at ansøge om en legal abort. Den blev kun givet til løsagtige, unge kvinde med svagt psykisk eller fysisk helbred, mente hun. Hun havde prøvet at politianmelde Wilhelm, men ingen ville hende tro hende, for hun havde jo ingen beviser. Havde hun kunnet fortælle dem at hun var blevet voldtaget, havde hun jo nok kunne have foretaget en legal abort, men når nu ingen troede på hende virkede det knap så muligt. En udskrabning var hun alt for langt henne til. Den eneste mulighed var altså en illegal abort foretaget af skomagerens kone i baglokalerne hos skomageren. Døren ringede da de trådte ind og den lave, fyldige kvinde hjalp dem med det samme ind i baglokalet. Anna dirrede over hele kroppen og tårerne flød ned over hendes udtryksløse ansigt. Hun så hverken på Louise eller skomagerens kone, hendes blik var som rettet mod det fjerne langt fra det lille baglokale. Væggene var mørke derinde og rummet blev ikke lyst op af noget andet end en flakkende lampe, der hang tæt over bordet. Det mørke træ var overtrukket med et hvidt lagen en ved den ene ende lå der en pude. Skomagerens kone pegede med et venligt blik på bordet og hjalp Anna op.

”Hvor langt henne er De?” spurgte hun blidt og lagde moderligt hånden på Annas skulder.

”Omtrent fire måneder,” sagde Anna fraværende uden at kigge på skomagerens kone. Louise hjalp hende ned og ligge mens skomagerens kone forsvandt et øjeblik. Anna trak sig ud af sine strømpebukser og trusser og så op i loftet. Louise tog fat om hendes hånd da skomagerens kone kom ind med en lang neglerenser. Louise spærrede øjnene op og så på skomagerens kone med en blanding af chok og forargelse.

”Ja, den er altså steriliseret så godt, som jeg nu kan,” sagde hun fornærmet. ”Jeg gør kun dette for pigernes skyld. Jeg udgiver mig ikke for at være professionel eller det bedste alternativ.” Hun så med medfølelse på Anna. ”Men nogle gange er jeg det eneste.” Louise nikkede. Hvor ville hun ønske det ikke var det eneste. Skomagerens kone satte sig på en stol ved bordets ende og førte neglefilen op. Louise aede Anna over panden. Annas brystkasse kørte hurtigt op og ned også selvom hun ikke udstødte en eneste lyd. Hun så ned hvor fosterhinden var punkteret og fostervandet silede ud.

”Så,” sagde skomagerens kone. ”Udstødelsen vil gå i gang, engang i nat. Hvis folk spørger – og det vil de – fortæl dem at du faldt ned af en trappe og mistede barnet.” Anna så på Louise med et smertefuldt blik. At lyve om at falde ned af en trappe var ikke ligefrem nyt for hende. Louise hjalp Anna ned fra bordet og sammen tog de hjem til Louises lejlighed på Carl Plougs vej. Om aftenen redte hun op til Anna i sin egen dobbeltseng og tog madrassen fra gæsteværelset, nu Annas værelse, ind på gulvet så hun kunne være der for Anna, skulle hun vågne op i nat med veer.

 

Og det gjorde hun. Louise blev vækket kl. halv fire om natten af Annas høje skrig. Hun farede op til Anna og satte sig i sengen ved siden af hende hvor hun begyndte at ae hendes pande, der var våd af sved. Under lykkelige omstændigheder, kunne man have sagt at man måtte yde, før man kunne nyde. Ved lykkelige omstændigheder ville Anna når denne nat var overstået have mødt sit livs kærlighed: sit barn. Men dette var ikke lykkelige omstændigheder. Når denne nat var ovre, ville Anna være arret for livet. Når denne nat var ovre ville hendes helbred være i frygtelig fare. Når denne nat var ovre skulle de gøre alt for at skjule hvad der var foregået. Når denne nat var ovre ville de have slået et muligt liv ihjel. Louise følte sig på intet tidspunkt træt. Det var ikke før klokken blev halv syv og det begyndte at komme ud hun overhovedet rykkede sig en tak. Anna skreg af smerte, så højt Louise var bange for at hun vækkede naboerne, men hun nænnede ikke at tysse på hende. En blanding af blod og klistret stads fossede ud over lagnet og dynerne. Og barnet. Eller forstret. Anna var i en lykkelig uvidenhed, hvor hun lå forblændet af smerter. Men Louise så og tænkte helt klart. Og hvad hun så var et lille menneske. Et lille, bitte menneske. En lille, bitte dreng. Han lå der sølet helt ind i blod og moderkage. Han ville aldrig leve. Han ville aldrig mærke Annas blide væsen, høre hendes smukke latter eller mærke hendes varme kram. Louise måtte anstrenge sig for alt i verden for ikke at kaste op. Hvor ville hun ønske hun ikke havde set kønnet. Fostret var nu ikke længere et det for hende. Det var en han. Og det ville hun nok aldrig kunne glemme. Hun skyndte sig at finde aviser frem og pakkede fostret ind i dem. Han skulle smides ud i skraldespanden i gården. Louise gjorde alt hvad hun kunne for at pakke ham grundigt ind. Hun havde godt hørt om gange, hvor det var blevet opdaget af en nabo, der havde set et foster i skraldespanden. Men samtidig ville hun ikke se på ham eller røre ved ham. Hun havde tidligere på dagen fundet et lille, hvidt lommetørklæde frem af blødt bomuld. Det svøbte hun ham ind i første. Det virkede mere rigtigt sådan. Så tog hun aviserne og kastede dem over ham og rundt ham. Hun løb ned af køkkentrapperne med så stor fart at det var ren og skær held at hun ikke faldt. Hun skulle lige til at ånde lettet op da en kvindestemme omme bag hende kaldte hendes navn.

”Louise!” det var deres overbo. En venlig kvinde i midten af trediverne med en mand, der var skolelærer og tre børn. ”Jeg hørte skrig fra jeres lejlighed, er alt i…” Louise vendte sig chokeret om og hendes skræmte og chokerede ansigt blev spejlet i overboen. Hun så forskrækket på Louises arme, der bar de blodige avispapirer. Hendes øjne fulgte en bloddråbe fra kanten af papiret lande på Louises storetå. Hun nikkede forstående med et alvorligt ansigtsudtryk og bakkede langsom tilbage mod døren og forsvandt ind i trappeopgangen. Louise vidste at overboen havde luret dem. Men hun vidste også at hun intet ville sige. Uden et sidste blik på aviserne, der indeholdt fostret smed hun det ud i containeren og skyndte sig tilbage i sin lejlighed.

”Louise?” mumlede Anna søvnigt og hæst da Louise trådte ind på værelset. Tårerne løb ned af hendes kinder.

”Jeg er lige her,” hviskede Louise og satte sig ved siden af Anna i sengen og tog hendes hånd. I lyset fra solopgangen kunne hun virkelig se alt blodet, der flød som et makabert bevis på hvad der var sket. Hendes arme, hænder og ben og det meste af Annas krop var blodige, men det måtte hun tage sig af i morgen. Lige nu havde Anna brug for at hun var der. Hun hvilede sin pande mod Annas og strøg hendes hånd med sin tommelfinger. ”Jeg er lige her,” gentog hun.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...