Anna & Louise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2013
  • Opdateret: 3 maj 2013
  • Status: Færdig
Da Anna og Louise møder hinanden til genåbningen af biografen, Kinopalæet, på frederiksberg i 1950 i en alder af tretten er det starten på et fantastisk venskab.

Et venskab, der strækker sig over tre årtier, et Danmark i udvikling.

En historie om venskab, kærlighed og styrke i tre hæsblæsende årtier af Danmarks historie.

42Likes
67Kommentarer
2668Visninger
AA

11. Kapitel 4 - del 3

 

 

Midt i tirsdagens, Aktuelt, bankede det på døren. Louises dørklokke nede på gaden var i stykker, så hun gik ud fra at det måtte være en nabo, da hun ellers havde svært ved at se hvordan personen skulle være kommet ind. Hun slukkede for sit fjernsyn og satte skålen med havregryn ned i vasken før hun, mens hun slugte den sidste bid, gik ug og åbnede døren. Der stod Anna. Hun var endnu værre tilredt end da Louise sidst så hende, to måneder tidligere. Hun havde sår og kæmpe store, opsvulmet blå mærker over hele kroppen. Men det, der skræmte Louise mest var den halve centimeter brede, mørkerøde streg henover hendes hals.

”Gode Gud,” hviskede Louise. Anna styrtede grædende ind i hendes arme.

”Jeg kan ikke mere,” græd hun. ”Jeg kan bare ikke mere.” Så sank hun sammen på gulvet. Louise fik med meget besvær løftet hende op og slæbt hende ind i sofaen, hvor hun straks faldt i en dyb søvn, der varede helt indtil næste eftermiddag, men Louise lod hende bare sove. Det virkede som om hun havde brug for det.

 

Da Louise kom hjem klokken halv seks om aftenen, var Anna dog stået op og stod ude i køkkenet og lavede tærte.

”Anna,” sukkede Louise. ”Du behøver altså ikke at lave mad.”
”Det går intet,” smilede Anna træt. ”Det holder min hjerne beskæftiget, og jeg er også næsten færdig nu.” Hun pegede på æggeuret, der viste at tærten endnu kun skulle stå i ovnen to minutter endnu. Louise nikkede medgivende. Hun blandede en hyldebærs saftevand op i en kande og skar tre skiver af en citron, som hun også lagde i. Anna lo afslappet.

”Det er helt ligesom at være i mormors sommerhus,” sukkede hun og så drømmende på saftevanden.

”Ja,” sagde Louise og dækkede det lille spisebord, der stod ude i køkkenet. ”Kan du huske hvor meget af det jeg drak hvert år vi var derude?” Anna slog sig over låret og lo.

”Ja, du drak så meget du slet ikke havde plads til mad!” Æggeuret ringede og Louise tog tærten ud af ovnen. Det duftede dejligt og de gav sig begge i stilhed til at spise. Efter maden gav Louise sig straks til at vaske op. Anna satte sig på en stol ved siden af hende.

”Skal du slet ikke spørge hvad der er sket?” spurgte hun og tog en cigaret ud af Louises pakke.

”Jeg ved hvad der er sket,” sagde Louise uden at fjerne blikket fra tallerkenens genstridige plet. ”Vil du gerne have jeg spørger?” Hun stoppede op og så på Anna, der trak på skuldrene.

”Det ved jeg faktisk ikke,” hun pustede cigaretrøg ud og så på Louise med rynkede bryn. ”Måske det så ville være lettere at fortælle det andet…” Det sidste var egentligt mest henvendt mod hende selv, men hun sad jo i samme rum som Louise, så Louise havde ikke kunnet undgå at høre det.

”Hvad andet?” Anna var tavs i så lang tid, at Louise troede hun havde droppet at fortælle det.

”Jeg tror jeg fortæller det hele,” sagde Anna, hvis stemme pludselig dirrede. Under hele middagen havde hun ellers virket og afslappet og glad omstændighederne taget i betragtning, men som hun sad der virkede hun ligeså skrøbelig som porcelæn. ”Det var Wilhelm. Da jeg først mødte ham, virkede han noget så charmerende. Han var flot, sød, rig, begavet og kom fra en god familie. Han virkede perfekt. Ja, det undrede mig ærligt talt at han endnu ikke havde en kone. Men allerede fra vores forlovelse af begyndte det at gå galt. Han kritiserede mig hele tiden og truede konstant med at forlade mig, hvis jeg ikke gjorde som han sagde. Vi var oppe at skændes hele tiden og det gik altid galt. Dengang gik det ikke ud over mig, men blot inventaret vi var omkring. Men jeg var så forblændet. Jeg tænkte at siden han var så vred, måtte han jo have en grund til det. Og hvis nu jeg droppede min uddannelse, som han ville have og blev en god husmor, der lærte alt om at sy og gøre rent og lave mad, ville alting måske blive godt. Men det blev det ikke. Efter vi blev gift, blev det meget, meget værre. Jeg havde jo klippet alle bånd til verdenen udenfor. Dag ud og dag ind, gik jeg ensomt rundt i min lejlighed. Jeg blev noget så deprimeret, hvilket jo gjorde Wilhelm endnu mere vred – så kunne jeg ikke længere passe mine pligter som kone. Endelig en dag, gav han mig dog lov til at få en hundehvalp. En lille puddel. Pludselig virkede min dag meget lysere. Eller. Jeg havde det jo stadig elendigt, men jeg følte mig ikke helt alene længere. Men en dag kom Wilhelm og jeg op og skændes og…” Anna stemme knækkede. Louise så for første gang under hendes historie ned på hende. Tårer fossede ned af hendes opsvulmede kinder. ”Ja… Jeg kan ikke gå ind i detaljer, men hunden lever i hvert fald ikke længere.” Det Anna nogle minutter før hun fik nok kontrol over sin vejrtrækning igen før hun kunne fortsætte. ”Efter det havde jeg bare lyst til at dø. Jeg havde intet og ingen at leve for længere. Min hverdag var et mareridt af vold, angst og meningsløshed. Dette medførte selvfølgelig at jeg under ingen omstændigheder ville ”opfylde mine pligter i soveværelset” om Wilhelm kaldte det. Førhen kunne han få mig til det af ren of skær frygt men efter det med min hund kunne han næsten tæve mig til døde uden at jeg så meget som overvejede det. Dette kunne han selvfølgelig ikke acceptere. Til sidst lod han bare være med at spørge og fik hvad han ville med tvang.”
”Hvorfor forlod du ham ikke noget før?” spurgte Louise blidt og medfølende.

”Jeg kunne ikke,” svarede Anna og rystede vildt på hovedet. ”Hvem skulle tro mig? Og hvis han fandt ud af at jeg prøvede at fortælle, hvad han gjorde ville han slå mig ihjel! Men så kom du, Lulu. Og jeg vidste du ville tro mig… Men efter den nat hvor vi havde spist middag og drukket. Der… Der truede han mig med at slå både du og mig ihjel, hvis jeg forlod ham. Det kunne jeg da ikke risikere!” Hele Annas krop rystede. ”Men… Men i sidste uge gjorde han dette:” Med stor besvær pegede Anna på sin pinte hals. ”og jeg indså, at det intet betød om jeg blev hos ham eller ej. Han ville prøve, hvad han kunne, at slå mig ihjel på den ene eller den anden måde. Og i går fik jeg svar fra lægen.” Anna begyndte ængsteligt at snappe efter vejret.

”Hvad?”

”Jeg er gravid,” hulkede hun. ”Jeg er gravid med den satans djævleyngel!” Louise slog hånden op for munden og satte sig på gulvet foran Anna med sine hænder på hendes knæ. ”Jeg kan da ikke passe på det barn,” fortsatte Anna. ”Jeg hader det allerede!”

”Har du overvejet… at få det fjernet?” spurgte Louise blidt og aede sin venindes lår.

”Svangerskabsafbrydelse?” spurgte Anna. ”Ja… Men… Jeg ved ikke hvordan jeg skulle få det gjort! Hvad nu hvis det bliver opdaget? Hvor får man overhovedet gjort sådan noget? Og hvordan?” Tanken om en abort fik næsten Anna til at se endnu mere ængstelig ud end tanken om at blive slået ihjel, syntes Louise. Hun smilede for sig selv.

”Jeg har en veninde, der har fået én,” sagde Louise og rejste sig. ”Jeg spørger hende ad i morgen. Gå nu i seng. Det lyder som om du har mange år at sove op på.” Anna nikkede og rejste sig.

”Louise?”

”Ja?”
”Jeg tænkte på,” Anna rettede nervøst på sin nederdel. ”Ville det være okay, hvis jeg flyttede ind… på ubestemt tid? Jeg har ikke lyst til at bo alene.”

”Selvfølgelig,” smilede Louise. ”Jeg har altid gerne ville bo med min bedste veninde.” Anna nikkede smilende og gik mod køkkenet dør, før hun stoppede op igen.

”Louise?” spurgte hun endnu en gang.

”Ja?” svarede Louise endnu en gang.

”Jeg elsker dig, virkelig. Tak.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...