Anna & Louise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2013
  • Opdateret: 3 maj 2013
  • Status: Færdig
Da Anna og Louise møder hinanden til genåbningen af biografen, Kinopalæet, på frederiksberg i 1950 i en alder af tretten er det starten på et fantastisk venskab.

Et venskab, der strækker sig over tre årtier, et Danmark i udvikling.

En historie om venskab, kærlighed og styrke i tre hæsblæsende årtier af Danmarks historie.

42Likes
67Kommentarer
2540Visninger
AA

10. Kapitel 4 - del 2

Klokken kvart over tolv stod Louise næste dag på Annas dørtrin med en pose croissanter og berlinere. Hun var blevet lukket ind i opgangen af en venlig ældre dame og trykkede derfor nu på dørklokken til Annas lejlighed. Hun holdte den længe inde og ventede. Omme bag døren kunne hun høre et par bare fødder småløbe henover gulvet. Men ingen kom og lukkede hende op.

”Anna?” kaldte hun ind gennem døren. Flere trin. ”Anna! Jeg ved du er derinde.” Louise kunne høre skridt nærme sig døren.

”Louise?” hostede Anna på den anden side af døren. ”Det passer ikke så godt lige nu. Jeg er syg.” Hun snøftede dramatisk.

”Så er det heldigt jeg har croissanter og berlinere med,” råbte Louise lokkende og holdt poserne op for et usynligt publikum.

”Gå,” sagde Anna hæst. ”Jeg vil ikke smitte dig.”

”Jeg tror ikke du smitter mig ved at jeg lige kommer ind med noget morgenmad,” lo Louise og tog i dørhåndtaget.

”Du må ikke komme ind, Louise.”

”Anna?” Louise bankede på døren for at få Annas opmærksomhed yderligere. ”Er du okay?”

”Jaja,” pludrede Anna, hvis stemme på mystisk vis ikke var hæs længere. ”Jeg er bare syg.” Hun hostede kort og selvmedlidende på den anden side af døren.

”Jeg kom ind hvad end du vil have det eller ej,” sagde Louise. ”Om jeg så skal sparke døren ind.” Hun gik et par skridt væg så hun stod i en sparkeafstand fra døren. Hun havde egentlig ikke tænkt sig at sparke den ind, men hvis nu Anna betragtede hende gennem kighullet i døren, kunne Louise ligeså godt smøre ekstra tykt på.

”5, 4 – jeg laver ikke sjov,” sagde Louise og løftede sit ben. ”3, 2…”

”Okay, okay!” råbte Anna. Nogle klirrende lyder af jern kom fra bag ved døren og døren blev åbnet. ”Hvordan er du dog blevet så dramatisk?”

”Jeg har været sammen med dig,” lo Louise, men da hun så op på Anna stivnede hendes smil. Anna havde en lang t-shirt på så meget af hendes hud var tydelig. Overalt på armene og benene havde hun store gule og blå mærker. Ned langs venstre lår havde hun et kæmpe, betændt sår og hendes ene øje var en dyb mørke lilla farve og opsvulmet. Hendes højre hånd var pakket ind i bandage og hendes kæbe var blå. Under hendes næse sad der mørkerøde rester af indtørret blod. Louise åbnede åndeløst munden og gik med langsomme skridt hen mod Anna.

”Jeg ved godt det ser voldsomt ud,” lo Anna pludrende og gik humpende ind i stuen. ”Men det er ingenting. Virkelig. Jeg har ikke engang ondt” Louise fulgte efter hende. Anna skar ansigt da hun satte sig ned og det var tydeligt for Louise at hun prøvede at underdrive hendes smerter. På bordet stod der et åbent glas Aspirin.

”Hvad skal du så med smertestillende medicin?” spurgte Louise og pegede på bordet. Anna farede op og stirrede på glasset. ”Hvad skete der?” Louise lagde sin hånd oven på Annas, der med et støn og sammentrækning i ansigtet trak den tilbage. Hun måtte virkelig have ondt.

”Ikke noget særligt,” smilede hun. ”Jeg faldt bare ned af en trappe. Du ved jo hvor klodset jeg kan være.”

”Hvorfor ville du så ikke lukke mig ind?”
”Jeg var da flov,” Anna slog ud med hænderne og lo for at dække over det smertestøn handlingen kostede.

”Anna,” sagde Louise alvorligt. ”Du faldt ned af trapperne på skolen intet mindre end 12 gange – bare i 1.g! Kom nu ikke her og sig at du er begyndt at skamme dig! Du plejede altid bare at grine af det.” Annas ansigt blev hårdt.

”Jeg er glad for du kom,” smilede hun anstrengt. ”Men nu er det på tide at gå. Tak for maden.” Hun vinkede til Louise, rejste sig op med noget besvær og forsvandt ind i soveværelset. Tilbage stod Louise i stuen, helt paf og uden noget at sige. Til sidst måtte hun dog forlade lejligheden. Hun kunne jo ikke blive der direkte mod Annas vilje.

 

Louise ringede flere gange til Anna og forsøgte at sende hende breve, hun opsøgte hende endda i lejligheden på Frederiksberg, men det var meget tydeligt at Anna intet ville have med hende at gøre, så til sidst gav hun op og fortsatte med sit liv.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...