Anna & Louise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2013
  • Opdateret: 3 maj 2013
  • Status: Færdig
Da Anna og Louise møder hinanden til genåbningen af biografen, Kinopalæet, på frederiksberg i 1950 i en alder af tretten er det starten på et fantastisk venskab.

Et venskab, der strækker sig over tre årtier, et Danmark i udvikling.

En historie om venskab, kærlighed og styrke i tre hæsblæsende årtier af Danmarks historie.

42Likes
67Kommentarer
2498Visninger
AA

9. Kapitel 4 - del 1

 

 

Kapitel 4 – 1964

 

“We are the hero in our own story”

 – Mary McCarthy

 

 

“Louise!” råbte Hanne surt. ”Hvor er din artikel om miniskørter?” Louise sprang op fra sit skrivebord og farede over til Hanne med papiret.

”Michèl ville fotografere nogle billeder til den i dag,” sagde Louise. Hanne skimmede artiklen og nikkede.

”Fint,” sagde hun og nikkede kort til Louise. Louise gik tilbage til sit skrivebord og gav sig til at læse korrektur på klummen om meningen bag det nye begreb ”it bags”.

Efter at have arbejdet en måned på Madame, vidste hun at et kort nik og et ”Fint” fra Hanne var det meste hun kunne forvente. Af og til savnede hun den overvældende, men søde redaktør på Vogue i Paris, men Louise klagede ikke. Det var utroligt at hun blot fire måneder efter hun var færdiguddannet havde fået et job som journalist for et modemagasin. Hun vidste godt at det ikke kun var hendes færdigheder, men også hendes ret så gode kontakter i Paris, der havde skaffet hende jobbet, men hun var ligeglad. Hun fik lov til at bruge alle sine dage på at skrive.

Louise så op på uret. Klokken var kvart i fem. Hun havde nået langt mere end hun behøvede i dag og besluttede sig derfor for at tage tidligt hjem. Måske slå et smut forbi Strøget først. Hun havde alligevel ikke mere at lave. Hun trak sin hvide Anglomac-frakke på og svang Chanel-tasken over skulderen. Før hun gik, lagde hun et ekstra lag lyserød læbestift på hendes læber.

”Vi ses på mandag,” kvidrede hun til sine kollegaer og vinkede farvel. Hun gik ud i februar kulden og trak sin frakke tættere om sig.

 

Inde i Illum var der dejligt varmt. Hun gik og slappede af på de skinnende gulve og snusede duften af makeup ind før hun fortsatte op på anden etage hvor dametøjet kunne findes. Hun manglede en ny bolero. Hun stod faktisk lige med en i lyseblåt stof da hun hørte en velkendt stemme.

”Ej Gud!” hvinede den. ”Har du set den kjole? Den er da vidunderlig!” Louise vendte sig om. Der stod hun. Med alle sine 170 cm – ja, måske endda lidt mere med de sko. Iklædt en stram, lyseblå kjole og med en hvid minkpels om sig. Hendes lyse hår var sat op i en helt stram knold, der var skjult under den hvide hat. Hendes læber var malet en skrigende rød tone og Louise havde virkelig svært ved at forstå hvordan hun kunne balancere i de stilletter. Men det var Anna. Hun var nået tyndere og gik tydeligvist ikke længere klædt som ”naboens datter”. Men der var ingen tvivl. Louise gik forsigtigt over mod hende.

”Anna?” Anna så ned.

”LULU?!” hvinede hun og smed den kjole hun havde i hånden ned på gulvet. Ekspedienten så vredt på hende mens hun samlede den op. Anna kyssede Louise på hver kind som det gjorde i Frankrig. ”Du bare lade mig tage dig med ud til frokost! Eller aftensmad! Gud, det er jo allerede aften! Som tiden dog går hurtigt når man handler tøj! Synes du ikke? Nåh, men i så fald er det aftensmad! Hvad er du i humør til? Jeg kender den her formidable græske restaurant, den ligger lige om hjørnet! Eller jeg kan bare ringe til Mathilde, ja, det er min kok – jeg ved hvad du tænker – nej, jeg har stadig ikke lært at lave mad, men hvad, vi har jo pengene til en kok. Nåh, men det er altså det jeg gør. Jeg får Mathilde til at lave os noget mad. Så kan vi også sidde mere privat! Bare rolig, der er masser af plads til tøsesnak, Wilhelm er ikke hjemme. Kan du lide Campari? Vi har vidst en hel del på køl. Hvad venter du på? Lad os tage af sted. Ved du hvad? Jeg giver en taxa, så behøver vi ikke gå. Ej, kom nu, Lulu.” Forvirret og uden at have fået lov til at sige et ord fulgte Louise efter Anna med ned til en taxa og hele vejen hjem til hendes lejlighed over Klein’s Boghandel. Det var som om det ikke var Anna. Jo, hun lignede Anna, men hendes måde at snakke på, hendes tøj og alt det hun sagde, var slet ikke Anna. Under middagen fik Louise end ikke et ord indført. Nu var det jo sådan at Louise normalt ikke sagde så frygteligt meget, men hun havde aldrig før følt sig kvalt i Annas selskab.

”Tak for mad,” kunne Louise endelig sige da klokken var halv syv. ”Jeg må hellere se at vende hjemad nu.”

”Nej!” udbrød Anna og rejste sig. ”Vi har jo ikke engang fået os et glas Campari endnu.” Louise rejste sig også.

”Nej, men skal altså hjem nu,” sagde hun. Anna løb hen foran hende og tog hendes hænder.

”Nej,” Annas øjne fyldtes med tårer. ”Jeg beder dig. Jeg kan ikke udholde at være alene længere.” Hun hulkede svagt. ”Du har ingen idé om hvor meget jeg har savnet dig. Jeg er så ensom. Hele tiden. Også når Wilhelm er hjemme. Jeg har ingen venner. Jeg har manglet dig. Jeg har prøvet at lade som ingen ting. Jeg prøver at lukke af for mine følelser, så der kun er overfladiske følelser tilbage. Men når mørket falder på og ingen rigtigt kender mig, så kan jeg ikke mere. Så græder jeg. Jeg græder hver dag. Nogle dage i timevis. Så jeg beder dig, Louise. Lad være med at gå.” Louise satte sig langsomt ned i stolen igen og så på Anna. Sammen med tårerne kunne hun langsomt se sin gamle veninde kom frem igen.

”Okay,” sagde Louise blidt. ”Så et enkelt glas Campari.”

 

Eller ti. Klokken blev hurtigt ti, elleve, tolv om aftenen og Anna og Louise fik fyldt sig med mere og mere alkohol. På grammofonen kørte alle Annas gamle plader fra de var sytten og gik på gymnasiet. Til hver kærlighedssang var en historie om en af Annas ekskærester. De lo så tårerne trillede over alle de mærkværdige romancer hun havde haft gennem livet. Louise kunne se i Annas øjne at hun var glad. Hun havde slået håret, der gik hende til skuldrene ud og sparket de høje sko af. De sad i stuens dybe lædersofa, røg cigaretter og kiggede på billeder fra 3.g da de hørte døren gå op ude i gangen.

”Wilhelm,” sagde Anna panisk. ”Han burde ikke være hjemme hun.” Hun skyndte sig at slukke sin cigaret og rette på sin kjole og sit hår.

”Hvad er det her for en larm?” kunne Louise høre ham råbe inde fra spisestuen. Med et blev musikken slukket. Anna sprang op og løb ind i spisestuen til ham.
”Hej skat,” sagde hun skingert. ”Gæt hvem jeg rendte ind i, i dag i Illum? Louise! Så hun kom her hjem og vi spiste noget middag og vi et glas Campari – er det ikke hyggeligt?”

”Har du røget?” brummede Wilhelm.

”Ja, en lille smule,” mumlede Anna.

”Du ved godt hvordan jeg har det med rygning. Du lugter forfærdelig og er ikke tiltrækkende. Jeg er en god mand er jeg ikke?”

”Jo, selv-” begyndte Anna, men blev afbrudt.

”Er jeg måske dig utro? Nej. Men hvis du gerne vil have det bliver ved sådan må du holde op med at ryge og drikke. Det er ikke det en ordentlig hustru gør,” råbte han. Louise rejste sig vredt op og stormede ind i stuen.

”Hør nu her,” sagde hun vredt. ”Vi havde det bare sjovt. Vi har ikke set hinanden længe og så må det være i orden at vi hygger os lidt.” Wilhelm så på hende med død i sit blik. Louise veg skræmt tilbage.

”Louise,” sagde Anna med tårer løbende ned af sine kinder. ”Ud af mit hjem. Nu.” Louise så forvirret på Anna.

”Men Anna…”

”Jeg sagde ud!” skreg Anna så hendes ansigt blev helt rødt. Louise samlede skræmt sine ting sammen og løb ud af døren. Da hun lukkede den bag sig hørte hun Wilhelm råbe på den anden side. Måske burde hun gå ind igen og sikre sig at Anna var ok? Nej, sådan noget måtte være en sag mellem en mand og hans kone, og hun tænkte at hun nok heller ikke ligefrem ville gøre situationen bedre for Anna, hvis hun gik ind igen, ville Wilhelm nok bare miste fatningen fuldstændig. Hun blev dog enig med sig selv at hun ville kigge forbi i sin frokost pause dagen, når Wilhelm var på arbejde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...