Anna & Louise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2013
  • Opdateret: 3 maj 2013
  • Status: Færdig
Da Anna og Louise møder hinanden til genåbningen af biografen, Kinopalæet, på frederiksberg i 1950 i en alder af tretten er det starten på et fantastisk venskab.

Et venskab, der strækker sig over tre årtier, et Danmark i udvikling.

En historie om venskab, kærlighed og styrke i tre hæsblæsende årtier af Danmarks historie.

42Likes
67Kommentarer
2502Visninger
AA

8. Kapitel 3 - del 2

 

 

Det var en af de der rigtig vidunderlige juli dage, Louise ankom med toget til Skagen. Himlen var klar og blå og kridhvide skyer vandrede afslappet hen over den. Solen skinnede kraftigt og en mild brise afholdte danskerne fra at dø af hede. Louise var, for en sjælden gangs skyld, afslappet klædt i en højtaljet, gul nederdel, der flagrede om benene når hun gik og en hvid, løs skjorte, hvor hun havde smøget ærmerne op. Toget kørte ind på den næsten mennesketomme perron. Hun gik ud med sine fine, hvide kufferter og hatteæsker. Louise så sig om og fik til sidst øje på Anna, der stod og vinkede hjerteligt. Hun var iklædt en bedårende rødkjole med hvide prikker og en stor hvid hat på toppen af hovedet. Ved siden af hendes stod en mørkhåret mand. Da Louise kom nærmere begyndte hun at kunne skelne hans ansigtstræk fra hinanden. Han havde en mørk, gylden glød og små, grå øjne. Han var høj og muskuløs.

”Goddag, Louise,” sagde han med en mørk stemme og rakte hånden ud for at præsentere sig. ”Jeg hedder Wilhelm. Jeg har glædet mig til at møde Dem.” Louise smilede og nikkede høfligt før hun krammede Anna. Han tog samtlige af hendes tasker og bar dem ned til den overdådige bil. Louise tog sin veninde under armen og fnisede opmuntrende.

”Sommerhuset” som Anna havde kaldt det var utroligt. To etagers luksus. Terrasse med grill, en enorm have fyldt med skønne æbletræer, en altan til anden etage, to badeværelser og et gæstetoilet. En radio i både stuen, køkkenet og hvert af de tre soveværelser.  

”Fantastisk, ikke sandt?” lo Anna ved synet af Louises måbende blik. Louise nikkede lamslået og satte sig i sofaen efter at have været oppe på sit – smukke – soveværelse med sine ting.

”De damer,” sagde Wilhelm og kom ind med et smil, tre vin glas og en flaske Chardonnay. Han åbnede og skænkede op til dem alle tre. Han rakte sit glas op til en skål

”For venskab,” sagde han og så venligt på Louise. Hun smilede.

”For venskab,” sagde hende og Anna i kor og klirrede deres glas mod hans.

 

Om aftenen sad Louise ude på altanen for sig selv. Det var ved at blive køligt så hun havde hvilket sig ind i et tæppe. Hun sad og betragtede de mange stjerner, hun ellers aldrig så inde i København. En af dagene ville et brev lande hjemme hos hendes forældre i København. Et lille brev, der ville afgøre hendes fremtid. Hun havde søgt ind på journalistuddannelsen i Aarhus. Hun var ved at gå til i spænding om hvorvidt hun var blevet accepteret eller ej. Jo hendes karakterer fra gymnasiet var gode, men der var vel mange ting, der kunne spille ind over den slags. Lyset blev tændt på terrassen under hende og hun kunne høre Anna råbe. Efter hende kom Wilhelm ud og talte med en dyb, men tydeligt vred stemme. De skændtes, det var tydeligt. De troede vel hun sov. Louise rejste sig forsigtigt og listede ind til sit soveværelse, der lå lige ud til altanen. Det var uhøfligt sådan at lytte efter folks skænderi. Men selv med altandøren lukket bag sig kunne hun stadig høre dem råbe og skrige af hinanden lang tid efter. Kort før hun gled ind i søvnens verden syntes hun at kunne høre nogen, der råbte hendes navn, men da hun vågnede til en stille morgen næste dag, blev hun enig med sig selv om at det nok bare var paranoia. Hun rejste sig ud af sengen og kom i tøjet. Som hun gik ned af trappen kunne hun høre Anna pusle ud ved terrassen.

”Godmorgen,” sagde Louise søvnigt da hun stod i døren til terrassen. ”Hvad så?” Anna løftede en ødelagt potteplante.

”Vinden må have fanget den i går,” sagde hun og lo. ”Og så må jeg jo rydde op.” Hun skrabede skår og jord sammen fra terrassens gulv.

”Er du okay?” spurgte Louise forsigtigt. Anna rejste sig og smilede.

”Ja,” sagde hun energisk. ”Hvorfor skulle jeg ikke være det?” Louise havde ikke lyst til at fortælle Anna hun havde overhørt hende og Wilhelm skændes aftenen før, hun ville ikke virke mere negativ overfor deres ægtskab end hun allerede gjorde.

”Årh, intet,” sagde Louise og slog ud med hånden. Anna nikkede og gik forbi hende og tilbage ind i huset. Louise så ud over haven og lagde mærke til at der lå en stol i græsset. Det måtte have været en kraftig storm.

 

Solen var så småt ved at forlade himlen og badede køkkenet i gyldne farver. Anna stod og var ved at hakke purløg til aftensmaden. Hun ville lave den eneste ret hun var god til: tærte med bacon. Hun måtte virkelig tage at blive bedre til at lave med. Det sagde Wilhelm også altid. Han kunne jo ikke have en hustru, der ikke engang kunne finde ud af at lave mad. Det var slemt nok at hun var flyvsk og uopdragen, men hvis han ikke engang kunne blive ernæret ordentligt ville ægteskabet jo aldrig gå. Der havde han jo en pointe. Og Anna ville have at ægteskabet skulle gå mere end hun ville have noget andet. Det var også derfor hun jo ikke kunne rende rundt og tage sig en uddannelse. Med alle de lange nætter og dage hun skulle bruge. Hun ville være al for træt til noget og slet ikke være der nok for Wilhelm. Hun rystede på hovedet. Og derhjemme ville hun kunne slappe af og læse en masse. Og tilbringe al den tid i verden med Wilhelm som hun havde lyst til. Hun smilede ved tanken om alle de sene nætter de skulle bruge på at sidde og drikke hvidvin og snakke, som kun de kunne. Et skrig, der lød oppe fra, satte næsten Annas hjerte i stå. Louise. Hun rev forklædet af sig og spænede op af trapperne. Men der sad Louise helt rask og i orden med telefonen klistret mod øret og et kæmpe smil på læben.

”Tak,” sagde hun. ”Ja. Vi ses. Jeg elsker også dig.” Hun lagde røret på og gav sig til at skrige og hvine højlydt.

”Hvad sker der?” sagde Anna forurettet. ”Du slog mig næsten ihjel der.” Louise hoppede op og ned.
”Jeg kom ind, Anni!” råbte hun og hoppede over og krammede Anna.

”Hvor? Hvad?”

”På journalistuddannelsen! I Aarhus!” Louise slap Anna og stod stille. ”Min mor har en gammel veninde, hos hvem jeg kan låne et værelse, så jeg kan flytte derhen et par uger i god tid og virkelig lære byen at kende! Er det ikke fantastisk?”

”Hvor lang tid skal du så være væk?” spurgte Anna perpleks.

”Årh, det ved jeg såmænd ikke,” sagde Louise og slog ud med armene. ”Indtil uddannelsen er ovre. 5 år vel. Er det ikke fantastisk, Anni?” Anna nikkede og fremtvang et smil.

”Jo,” hviskede hun. ”Jeg er så glad på dine vegne.” Men det var løgn. Anna var på ingen måde glad. Dette var på ingen måde fantastisk. Selvfølgelig ønskede hun blot det bedste for Louise, men nu havde hun lige fået sin veninde igen og nu skulle de til at gå uden hinanden i fem år. Hun snappede efter vejret. Hun havde brug for Louise. Uden Louise ville hendes liv bare gå tilbage til at være tomt og meningsløst. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...