Anna & Louise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2013
  • Opdateret: 3 maj 2013
  • Status: Færdig
Da Anna og Louise møder hinanden til genåbningen af biografen, Kinopalæet, på frederiksberg i 1950 i en alder af tretten er det starten på et fantastisk venskab.

Et venskab, der strækker sig over tre årtier, et Danmark i udvikling.

En historie om venskab, kærlighed og styrke i tre hæsblæsende årtier af Danmarks historie.

42Likes
67Kommentarer
2542Visninger
AA

7. Kapitel 3 - del 1

 

 

Kapitel 3 – 1958

 

”A girl should be two things: who and what she wants.”

                   -   Coco Chanel

 

Louise lænede sig ud af vinduet og indåndede den københavnske duft. Hun kunne ikke helt forklare hvordan, men luften i København var bare helt anderledes end alle andre steder. Mere frisk og rå på en måde. Toget sænkede farten og kørte langsomt ind på Hovedbanegården. Louise spejdede rundt i menneskemængden efter et velkendt ansigt. Et helt bestemt velkendt ansigt, faktisk. Toget stoppede helt og Louise skyndte sig at gribe sin lædertaske. Resten af endes ting ville komme med færgen i morgen. Hun skyndte sig ud af døren så hun slap for at blive fanget i proppen af mennesker, der alle ville ud på samme tid. Hun så sig om på perronen.

”Lulu!” lød en stemme bag hende. Hun vendte sig om og løb hurtigt Anna i møde.

”Anni!” råbte hun og hoppede ind i Annas favn.

”Åh, hvor har jeg savnet dig!” Anna tog Louise ud fra sig og betragtede hende. ”Hvor ser du dog elegant ud.”

”Ja,” lo Louise. ”Det er lidt et krav i Paris.” Anna slog hovedet tilbage og lo.

”Alt det og meget mere, må du fortælle mig når vi kommer hjem til mig,” sagde Anna og lagde hånden på Louises arm. De gik op af trapperne og ud på gaden hvor Anna fangede en taxa.

”Gammelkongevej 125,” fortalte hun taxachaufføren. Louise så spørgende på Anna.

”Er du flyttet?” spurgte hun. Anna nikkede hemmelighedsfuldt. ”Hvem søren har jeg så sendt breve til?”
”Mine forældre,” svarede Anna henkastet. ”Bare rolig, jeg har fået dem alle.” Louise prøvede at spørge yderligere ind til flytningen og hemmelighedskræmmeriet, men alt Anna sagde, var blot, at hun havde en overraskelse til Louise når de kom frem. Taxaen drejede om et hjørne og holdte ind til siden.

”Fem kroner,” sagde taxachaufføren og smilede venligt til pigerne. Anna trak fem kroner frem og tog Louises taske med ud af bilen.

”Vi bor lige over Kleins boghandel,” fortalte Anna og pegede på boghandlen, der lå ved hjørnet.

”Vi?” spurgte Louise og fulgte efter Anna. Hun låste dem ind i opgaven og de gik op til anden sal til højre hvor hendes lejlighed lå. Lejligheden var indrettet fuldstændig efter Annas smag. Gardinerne i vinduerne var hvide blonder, alle væggene var malet hvide, alt træ, Louise kunne få øje på var ibenholt og sofaen var en cremet lysebrun læder. Overalt stod små, fine guldnips, der fik lejligheden til at minde om 1700-tallets Frankrig.

”Vil du have en kop kaffe?” spurgte Anna og gik ud i køkkenet. Louise nikkede og så sig om. Hun satte sin taske fra sig og satte sig på en stol ved det mørke spisebord. Kort efter kom Anna ind i spisestuen med en kedel med kogende vand, to kopper og Irma kaffe. Hun forsvandt ud i køkkenet og vendte tilbage med en kolbe hvori hun kunne lave kaffen.

”Nå, fortæl mig alt!” sagde Anna entusiastisk.

”Øhm…” mumlede Louise, der stadig så sig opmærksomt om. ”Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte…”

”Fra starten!” udbrød Anna. ”Du tager til Paris i august 1956 og hvad sker der så?”

”Ja,” mumlede Louise og så ned i bordet. ”Jo, jeg havde jo fået et job på en café i Montmartre gennem en af Elses franske venner. Kan du huske Else? Hun gik to årgange over os. Vi var venner, mig og hende i 1.g. Nå men altså, jeg kommer til Frankrig hvor jeg lejer et lille værelse i Elses lejlighed hvor Else bor sammen med sin mand, Olivier. Han er fransk, som du nok kan regne ud. De første par måneder gik med at falde til i byen. Jeg brugte det meste af tiden på at lære den offentlige tranport at kende og huske mine franske gloser, men jeg fik da også nogle aftener til at gå i biografen, teatret og tage på natklubber med Else og hendes franske venner. Men jeg skulle arbejde mange timer på caféen for at have råd til gården og dagen. Så meget sjov blev det altså ikke til. Men så i december måned læste jeg at Vogue Frankrig søgte assistenter til deres magasin. Mest bare sådan noget med at hente kaffe og blive råbt ad af sure designere. Lønnen var elendig, men bedre end den på caféen! Og tænk dig! At arbejde på en redaktion til magasin dagen lang! Så jeg søgte jobbet. Og som du jo ved, så fik jeg det! Det var fantastisk, det kan jeg godt sige dig! Min chef var umådelig fransk, men gjorde man sit job ordentligt var hun faktisk vældig sød. Jeg har jo ikke så store fødder, så når vi fik sko sendt fra designere i str. 35 gav hun dem af og til, til mig! Der var kun én anden på redaktionen, der brugte 35, så det hændte ret ofte! En dag i februar tabte jeg min taske på vej hjem og ud faldt en novelle jeg havde skrevet. Hun kunne lide min skrivestil og foreslog at jeg prøvede at skrive en lille klumme for Vogue på et tidspunkt. Og i april fik jeg så den chance! Det var egentlig bare en skjult reklame for en taske, men tænk engang, Anni. Mit navn og mine ord… I Vogue! I september fik jeg så lov igen! Jeg skulle skrive et portræt af Emanuel Ungaro, Balenciagas nye assisterende designer! Jeg kom hen på Balenciagas hovedkontor og mødte endda Balenciaga selv! Det var helt utroligt! Åh, Anna, det var to helt fantastiske år jeg så Louvre, Musée d’Orsay, Eiffeltårnet, Triumfbuen. Jeg stod ved toppen af Montmartre og så ud over hele Paris. Jeg spiste på caféerne i Montparnasse hvor Hemingway plejede at drikke. Du har ingen idé om hvor fuld af liv og kunst og kultur den by er!” Louise lagde drømmende sit hoved på sin hånd og smilede til Anna. ”Men du sagde du også havde en overraskelse!” Anna nikkede og satte lige ledes sin højre albue på bordet og hvilede sit hoved på den og smilede sigende til Louise.

”Jeg forstår ikke…” sagde Louise, men fik så øje på den skinnende sten, der sad på en sølvring på Anna ringfinger. ”Gud,” mumlede Louise målløs. Hun sprang op fra stolen med et smil.

”Tillykke!” udbrød hun og krammede Anna, der også havde rejst sig. Hun tog hendes hånd og betragtede den smukke ring. ”Den ser enormt dyr ud. Hvem er den herre, der er så heldig at have fanget dig?” De satte sig ned igen, men Louise slap ikke Annas hånd.

”Han er læge,” sagde Anna stolt. ”Meget smuk, utrolig klog. Charmerende. Alle elsker ham. Det vil du også, Louise! Han er tredive år gammel og…” Louise fnes.

”Og der var en stor aldersforskel mellem dig og Christian?” spøgte hun. Anna slog ud med hånden og lo.

”Jeg ved det – ni år er betragteligt, men altså,” hun hvilede sin hånd på sit bryst. ”Hvad skal man gøre når man render ind i amore?” Louise lo og aede Annas hånd.

”Du virker glad,” sagde hun. Anna nikkede.

”Det er jeg også. Wilhelm – ja, det hedder han – er alt jeg nogensinde kunne drømme om,” sagde hun og blinkede forelsket med øjnene.

”Nåh ja,” sagde Louise og slap Anna. ”Der er vel andet, der gør dig glad.” Anna så med store på Louise.

”Som hvad?”
”Dit studie, f.eks.,” sagde Louise med rynkede bryn. ”Du sagde du var begyndt at læse medicin.” Anna lo og rejste sig for at tage de tomme kaffekopper ud i køkkenet.

”Jeg droppede ud,” sagde hun. ”Det behøver jeg jo ikke, når nu jeg skal giftes.” Hun forsvandt ud i køkkenet. Louise fulgte efter og lænede sig med armene over kors op ad dørkarmen.

”Hvad siger din far til det?” spurgte hun skeptisk.

”Hvad mener du dog?” Anna tog et par plastik handsker på og gav sig til at tage opvasken.

”Han ville jo altid gerne have dig til at blive noget,” sukkede Louise. ”Ikke bare ende som endnu en depressiv husmor.” Anna smed en tallerken i vasken så det bragede og sæbeskum fløj op og landede i hendes hår og på hendes kjole.

”Louise, jeg er glad,” sagde hun skarpt. ”Kan du ikke også bare være glad på mine vegne?”

”Jeg er glad på dine vegne,” sagde Louise blidt og lagde hånden på Annas skulder. ”Men, Anni, du er en vidunderlig, smuk, klog og utrolig følsom pige. Du har meget at byde verden. Jeg vil bare ikke se dig spilde det hele væk…” Anna trak vejret dybt ind.

”Det gør jeg heller ikke,” sagde hun og smilede anstrengt til Louise. ”Men lad os ikke tale mere om det. Wilhelm og jeg tager til Wilhelms forældres sommerhus på Skagen om to uger, vil du ikke med? Du kan få dit helt eget værelse, der er skrivemaskine, telefon og det hele og så kan du virkelig lære ham at kende.” Louise nikkede og lagde sin hånd på Annas kind.

”Okay,” sagde hun blidt. ”Det vil jeg meget gerne.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...