Anna & Louise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2013
  • Opdateret: 3 maj 2013
  • Status: Færdig
Da Anna og Louise møder hinanden til genåbningen af biografen, Kinopalæet, på frederiksberg i 1950 i en alder af tretten er det starten på et fantastisk venskab.

Et venskab, der strækker sig over tre årtier, et Danmark i udvikling.

En historie om venskab, kærlighed og styrke i tre hæsblæsende årtier af Danmarks historie.

42Likes
67Kommentarer
2680Visninger
AA

6. Kapitel 2 - del 3

 

 

Sneen lå tyk og hvid uden foran Louises vindue. Hun sukkede og satte sig ugideligt ved sit lille skrivebord. Hun så på bunken af breve og postkort fra sine venner, der alle var rejst væk i julen for at fejre den med deres bedste forældre. De fleste kom først hjem efter nytårsaften, så Louise tænkte at hun bare ville blive hjemme. Måske gå et smut ned forbi Frederiksberg Rådhusplads og høre borgmesterens tale. Det gav et stik i hjertet at se på alle brevene. For der var to, der manglede. Henriks og Annas. Nu ville det jo være mærkværdigt hvis hun havde fået et brev fra Anna da Anna var hjemme i København. Men de sidste tre år havde Louise fejret nytår med Annas familie og dennes venner. Hun så ud på gaden, hvor det var begyndt at sne igen. Måske kom Christian også til familiens lille komsammen. Anna var garanteret helt entusiastisk lige nu og sled sikkert alle de sidste, åbne butikker på Strøget helt ned for at finde den perfekte kjole. Louise lo nostalgisk ved tanken om Annas ivrige måde at rive tøj hun kunne lide ned fra butikkens stativer. Det bankede højlydt på døren. Louise blev med et sæt revet ud af sin trance og gik over til døren for at lukke den op. Det var Anna. Hun stod helt forstenet i dørindgangen, dækket af sne, med en rød næse og tårer løbende fra øjnene. Et øjeblik stod de bare og så på hinanden, men så slog Anna armene om Louise med så stor voldsomhed at Louise var ved at vælte bag over. Hun hulkede hysterisk ned i Louises skulder og Louise kunne mærke sin skjorte og skulder blive våd af Annas tårer. Med stort besvær fik hun skubbet Anna af sig og lukkede døren bag hende. Louise trak Anna med sig ind på sit værelse og placerede hende i sengen.

”Undskyld,” snøftede Anna og så bedende op på Louise. ”Jeg… jeg ved godt jeg ikke kan forvente at du… At du gider have mig her. Og du kan bare smide mig ud når som helst! Jeg havde bare ingen andre steder at tage hen!” Louise satte sig i sengen ved siden af Anna og tog hendes hånd.

”Selvfølgelig må du komme til mig,” hviskede hun og strøg Annas hår om bag hendes øre. ”Men hvad med Christian?” Anna nærmest skreg sin gråd ud og lagde sig i Louises skød, hvor hun desperat hev efter vejret.

”Er der sket noget med Christian?” spurgte Louise og tog Anna skuldre mellem sine hænder og satte hende op igen. Anna lukkede øjnene og trak vejret dybt ind. Hun tørrede sine øjne og så på Louise.

”Jeg var nede i købemanden for at købe noget smør, vi manglede til maden i morgen… Da jeg kom ud igen så jeg ham, Christian, på den anden side af gaden,” hun lukkede øjnene og snøftede. ”Jeg så dem. Han gik med armen om en eller anden buttet brunette… Og så kyssede han hende!” Anna smed sig ned i sengen og græd ned i Louises pude. ”Hvor har jeg været dum!” skreg hun. ”Han ville ikke holde os hemmeligt fordi der var en stor aldersforskel! Det hele var på grund af hende… den… den…”

”Tøjte,” mumlede Louise. Anna satte sig op med et sæt og stirrede på Louise.

”Ja!” sagde hun og nikkede ivrigt. ”Tøjte!” Og lige pludselig brød de begge ud i latter. Anna sukkede og lagde sin hånd oven på Louises.

”Undskyld,” hun så Louise dybt ind i øjnene. ”Jeg ved godt jeg ikke har været en god ven her på det seneste…” Louise nikkede og smilede.

”I lige måde.”

 

Mørket var faldet på da de to veninde, hånd i hånd låste sig ind i Annas lejlighed på Forhåbningsholms allé. Klokken var kun fem, men midt på vinteren er det jo ikke andet end forventeligt, at dagslyset er på et minimum. Udenfor var det endeligt holdt op med at sne og gaderne var ryddet og saltet.

”Anna?” lød Peters stemme som de trådte ind af døren. Han kom ud i entréen og havde nær tabt den tekop han bar mellem fingrene ved synet af Louise. ”Louise, hvor er det godt at se dig igen.” Han lo.
”Marianne!” Marianne kom småløbende ud i entréen og smilede ved synet af Louise og Anna stå hånd i hånd. Både Peter og Marianne havde lagt mærke til sammenhængen mellem deres datters sorg og manglen på Louise det seneste halve år.

”Velkommen tilbage,” sagde Marianne blidt og krammede familiært Louise. Begge piger tog deres sko og overtøj af. Anna greb igen Louises hånd og førte hende ind på sit værelse. Det var præcist som Louise huskede det. Louise havde altid syntes det lignede en prinsesses værelse. Med den betragtelige lysekrone, der oplyste rummet fra loftet. Den enorme, hvide himmelseng der stod op af den bagerste væg. Det pastelfarvede skrivebord, der var rodet og proppet med vaser fyldt med blomster i tusindvis af farver. Den mørke garderobe i ibenholt med et ovalt spejl på forsiden. Væggene var malet hvide og overalt på dem hang indrammede billeder af venner og familie samt godt et dusin Christel-tegninger. Louise gik hen til en af dem. Det var et yndigt billede af en ung pige, der sad tilbagelænet i en stol og læste en blad. Hun var iklædt en brun strik og beige bukser. Louise rørte forsigtigt ved glasset.

”Åh,” sukkede Anna og smed sig i sin seng. ”Jeg elsker de tegninger.” Hun rullede om på maven og så op på Louise. Louise nikkede og satte sig stille ved Annas side. Smilet falmede fra Annas ansigt og hun så ned på sin dyne.

”I morgen er nytårsaften,” hviskede hun.

”Ja?” sagde Louise og lænede sig tilbage i sengen. ”Og så?”

”Vi holder det som sædvanligt sammen med familiens venner. Doktor Gravfeldt og Christian kom altid i gamle dage…” Anna sank en klump. ”De kommer sikkert også i år.” Louise kunne ikke se Annas ansigt, men hun kunne godt se de våde plamager, der dannede sig på dynen under Annas ansigt. Louise lagde sit hoved på Annas ryg og strøg hende over højre overarm.

”Jeg kan ikke klare det,” hviskede Anna. ”Jeg kan ikke klare at se ham. Ikke endnu.” Louise sagde intet, men blev blot ved med at stryge hende over armen.

”Jeg kan ikke engang bare blive hjemme!” forsatte Anna i en mere arrig tone. ”For de kommer herhjem!” Hun rejste sig så brat op for sengen at Louise hoved var ved at blive slået ind i væggen. Hun satte sig op i sengen og så på Anna vandre frem og tilbage henover gulvet.

”Hvordan kunne han gøre det med mig?” skreg Anna. Hun fik øje på én af vaserne, der stod på hendes bor. Nede i den stod i lyserød buket bonderoser. Arrigt tog Anna roserne op og knækkede dem midt over før hun kylede dem i sin skraldespand. Louise gik ud fra de måtte være fra Christian. Derefter så Anna hævngerrigt på den hvide vase, hvori blomsterne havde stået. Hun kastede den mod jorden, hvor den splintrede i tusinde stykker. Forskrækket trak Louise benene op under sig og krøb hen mod sengens ende. Anna fortsatte sin mission rundt om i værelset. Kjoler blev revet i stykker, indrammede billeder blev kylet mod jorden. Til sidst kastede hun rundt med sine plader som om hun ledte efter én. Til sidst trak hun med et flammende blik et gult albumcover ud af sit pladeskab. Hun løftede sin hånd og gjorde sig klar til at smadre den mod gulvet. Men med et blev hendes arm slap og hun dumpede ned på jorden. Louise kravlede forsigtigt ud af sengen. På gulvet sad Anna og knugede albummet ind til sig med tårer løbende ned at sine kinder. Slapt trak hun pladen ud af sit cover og placerede pladen på sin rejste grammofon og tændte den. Anna krøb op i sengen under sin dyne og gav sig til at græde hysterisk og højlydt. Louise gik forsigtigt hen over gulvet og samlede coveret op mens musikken spillede og blandede sig med Annas gråd. Midt på coveret var et billede af en mand med nærmest orange hud, der sad foran en lilla baggrund. Resten af coveret var skriggult og henover toppen stod der, med fed, orange skrift, Dean Martin. Nede i højre hjørne med samme fede, orange skrift stod der That’s amore. Louise vendte sig om mod Anna, hvis mascara løb ned af kinderne. Hun løftede spørgende coveret.

”Det var…” snøftede Anna. ”Vores sang.” Hun slog voldsomt hovedet ned i sin pude og gav sig fortsat til at græde højlydt. Louise gav sig til at samle kjolestumperne og glasskårene sammen. Det nyttede ikke noget at hendes forældre kom ind og begyndte at stille spørgsmål.

”Tippy-tippy-tay like a gay tarantella,” sang Anna med sin meget falske sangstemme. Hendes stemme knækkede og med meget gråd i stemmen fik hun fremstammet: ”Lucky fella…” Louise måtte anstrenge sig for ikke at bryde ud i latter. Hun var meget ked af at Anna var blevet såret så grumt, men Anna kunne virkelig også bare være tragikomisk.

Da Louise endelig havde ryddet op og Anna var blevet hæs af at synge That’s amore, satte Louise sig ved Annas seng og hev hende op i en siddende stilling.

”Jeg tager hjemad nu,” sagde hun med armen om Anna.

”Men…” sagde Anna og gjorde ansigt til at skulle til at græde igen.

”Men jeg kommer tilbage i morgen og så finder vi en løsning på nytårs-problemet,” sagde Louise og kyssede Anna på panden.

”Kan du ikke blive?” tiggede Anna og holdte fast i Louise mens hun rejste sig. Louise lo.

”Nej, jeg er virkelig træt og trænger til en god nats søvn,” hun tørrede mascararesterne væk fra Annas kinder. ”Og det gør du vidst også.”

 

Men Louise sov ikke den aften. Hun blev oppe hele natten og syede den bedste kjole hun kunne ud af et gammelt gardin. Den var stropløs med en stram top og et brusende skørt. Stoffet var hvidt med moderigtige blå striber. Anna var ellevild da hun så resultatet næste dag. Og forkælelsen stoppede ikke der. Louise klippede Annas hår og krøllede det i en smuk korthårsfrisure. Hun lagde rød neglelak på Annas fingre men sin nye, dyre neglelak fra Pearl Cutex. Selv var Louise iklædt sin tomatrøde kjole med sænket talje med meget markeret øjenbryn dertil. Hun satte det tykke, brune hår op i en hestehale. Anna var ved godt mod det meste af dagen, men da kirkeklokkerne fra Markuskirken ringede ind til nytårsaftenens tidlige gudstjeneste og dermed markerede at klokken var seks blev Anna nervøs.

”Gæsterne kommer snart,” sagde hun og hendes bange ansigtsudtryk mindede Louise om en stakkels, forsvarsløs kanin. ”Kan vi ikke nok tage hjem til dig?”
”Hvorfor skulle vi dog det?” sagde Louise og rodede i sin taske. ”Når vi har disse?”  Hun trak to biografbilletter frem, og rakte dem til Anna. De var til forestillingen kl. 19.

”Peter Pan?”

”Ja,” sagde Louise og smilede. ”Det er en Disney-film.” Anna nikkede og så på billetter.

”Louise…” hun så op på sin veninde med tårer i øjnene. ”Det her er alt for meget… Det behøvede du virkelig ikke… Jeg…” Louise slog armene om Anna.

”Det er intet problem,” sagde hun og holdt hende ind til sig. ”De kostede kun 3 kr.” Louise lo. ”Det var neglelakken der var dyr. 7 kr.”

”7 kr. for en skide neglelak?!” udbrød Anna og lo. ”Hold da helt ferie, du er da ved muffen.”

”Ja…” sagde Louise og lo. ”Det er jo luksuriøst at arbejde ved fabrikken. Eller også spilder jeg bare ikke mine penge på Dean Martin-singler.” Begge piger knækkede sammen i latter.

 

Det var koldt, da de lidt i ni trådte ud af Kinopalæet og ud i den kølige nattelufts eksplosive væld af farver og brag fra fyrværkeri oppe ved søerne.

”Han kan flyve! Han kan flyve!” hoppede Anna og råbte. ”Han fløj!” Louise lo og klappede overbærende Anna på ryggen. Men Anna frøs under hendes klap.

”Er der noget galt?” spurgte Louise og så på Annas vrede ansigt.
”Det er Christian…” sagde hun målløs. ”Og tøjten!” Louise fulgte hendes blik til den anden side af gaden, hvor Christian ganske rigtigt stod arm i arm med i lav brunette. Anna begyndte med raske skridt at gå hen mod den, men efter et par meter stoppede hun op og stirrede spørgende på Louise.
”Hvad?”

”Skal du ikke stoppe mig?” spurgte hun. Louise lo og rystede på hovedet.

”Næh,” sukkede Louises med et smil.

”Jamen…” mumlede Anna nervøst. ”Okay så.” Hun rettede ryggen og forsatte over mod Christian. Han lagde ikke mærke til hende, før hun skubbede ham med så stor kraft at han var ved at falde bag over. Overrasket og paf stirrede han på hende.

”Din forfærdelige, amoralske, nederdrægtige,” med hver fornærmelse gik hun et skridt nærmere indtil hun stod og prikkede ham i brystkassen. ”klamme, selvglade, egoistiske, løgnagtige gris!”

”Hør… Anna,” begyndte han.

”Christian?” pigen hev i Christians ærme. ”Hvem er hun?” Louise så på pigens højre hånd, der havde grebet fat om Christians overarm.

”Anna…” mumlede Louise før Anna kunne nå at svare, men Anna overhørte hende.

Jeg er hans kæreste?” sagde Anna selvsikkert. ”Hvem er du?” Louise gik et skridt nærmere, klar på hvad pigen kunne finde på, men hun vendte sig blot om og løb bort.

”Vent!” råbte Christian og vendte sig om for at løbe efter pigen, men nu var det Anna, der havde grebet fat i hans arm.

”Nej, du venter,” sagde hun hårdt. ”Jeg vil have en forklaring. Hvem er den tøjte?”

”Det er…” mumlede han. ”Det er min…”

”Det er hans forlovede,” brød Louise ind. Christian og Anna stirrede på hende med åbne munde. ”Jeg så hendes ring,” sagde hun forklarende til Anna.

”Ja,” sagde Christian. Han så ned i jorden. ”Det er min forlovede, hendes navn er Christine.”
”Ha!” udbrød Anna hånligt. ”Christian og Christine – du må lave sjov!” Anna vendte sig om. ”Kom, Louise.”

”Anna! Vent!” nu var det Christians tur til at gribe fat i hende. Han drejede hendes rundt og tog hendes skuldre mellem sine hænder. ”Lad mig forklare.”

”Fint,” sagde Anna, foldede armene og prøvede at undgå at kigge alt for meget ind i hans blå øjne.

”Jeg mødte Christine i Korea. Hun var sygeplejerske på samme båd som jeg,” han begyndte at stryge Annas skuldre. ”Vi blev forelsket og forlovet. Eller… Det var i det mindste det jeg troede. Men da vi kom hjem fra krigen falmede kærligheden. Det var som om at alt jeg havde elsket ved hende var krigens adrenalin og rus. Og så, så jeg dig. Dét var ægte kærlighed. Men jeg havde lavet en forpligtigelse. Jeg… Jeg anede ikke råd. Men det gør jeg nu. Jeg vil ikke være sammen med Christine. Jeg vil have dig. Tilgiv mig, Anna. Jeg… Jeg elsker dig…” Anna så op på ham og ind i de blå øjne. Hun vidste at de ikke ville lyve for hende nu. Hun forstod alt det Christian havde sagt, og hun vidste de var bestemt for hinanden. De skulle… SMASK. Louise havde med al kraft slået Christian lige i ansigtet så han var røget bagover og ned i en snedrive.

”For helvede!” udbrød han og tog sig til sin blødende næse.

”Anna,” sagde Louise. ”tror du ikke han har sagt de præcis samme ting Christine? Tror du ikke også den stakkels pige troede ham, når han sagde han elskede hende.” Men det var unødvendigt. Fortryllelsen var brudt og Anna så ham som den han i virkeligheden var.

”Tag tilbage til Christine,” sagde Anna blidt. ”Du har givet et løfte og det bør du overholde.” Hun drejede om på hælen og gik fnisende væk sammen med Louise. Da de var kommet et stykke væk lagde hun armen og Louises.

”Hvad blev der af at løse konflikter med ord, ikke vold?” lo hun. Louise trak på skuldrene.

”Nogen gange kan det ikke altid overholdes.”

”Skal vi tage hjem til mig?” spurgte Anna. ”Vi kan stadig nå nedtællingen og champagnen og kransekagen!” Louise nikkede.

”Lad os det, Anni,” sagde hun og krammede sin veninde. Sin bedste veninde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...