Anna & Louise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2013
  • Opdateret: 3 maj 2013
  • Status: Færdig
Da Anna og Louise møder hinanden til genåbningen af biografen, Kinopalæet, på frederiksberg i 1950 i en alder af tretten er det starten på et fantastisk venskab.

Et venskab, der strækker sig over tre årtier, et Danmark i udvikling.

En historie om venskab, kærlighed og styrke i tre hæsblæsende årtier af Danmarks historie.

42Likes
67Kommentarer
2470Visninger
AA

5. Kapitel 2 - del 2

 

 

”Vi sætter håret ”En casquade”

Den nye frisure er en korthårs-frisure. Syndikatet for la Haute Coiffure, en international sammenslutning af fremragende frisører, også danske, tror, at det korte hår er mere end et modelune. Det er en epoke. Moderne kvinder vil have hår, som de nemt kan holde selv.”*

”Sidder du nu og læser det bras igen?” lo Henrik, en dreng fra hendes klasse, et sted oppe fra Louise. Hun så med et løftet øjenbryn op fra sit Madame-blad og ind i Henriks mørkeblå øjne.

”Det er ikke bras!” sagde hun med en drilsk tone. ”Det er un magazine de mode.” Henrik himlede med øjnene.

”Det er en kærlighedserklæring til kapitalisme, det er hvad det er!”

”Nåh, er du færdig med at kritisere mit valg af læsestof?” lo Louise og lagde bladet fra sig. Henrik nikkede og trak en stol hen til sig satte sig overfor hende.

”Hvad skal du fredag aften?” spurgte han og hvilede sine korslagte arme på bordet. Louise placerede sin albue på bordet og lod sit hoved hvile i sin håndflade.

”Hmm,” sukkede hun og kiggede op i loftets hjørne. Hun vendte blikket tilbage på Henrik. ”Ikke noget, tror jeg.”

”Det skal du nu,” smilede han drilsk og smed to biografbilletter på bordet. Louise samlede dem op og så på dem.

”Tranerne flyver forbi?” spurgte hun med et løftet øjenbryn. Henrik nikkede entusiastisk.

”Det er en russisk film,” sagde han med et enormt smil. ”Den vandt Palme d’Or i Cannes!” Louise lænede sig frem og rakte Henrik billetter tilbage.
”Det er en aftale, du,” smilede hun. Hun lænede sig tilbage i stolen og samlede sit Madame-blad op igen. Louise havde mange venner i sin klasse og på gymnasiet generelt, men der var ingen, der slog Henrik. Han var en energisk 17-årig dreng fra et middelklassehjem. Han havde mørkebrunt hår, proppet med brylcreme og gik i alt for store, grå duffle coats. Han drømt om at blive forfatter og brugte de fleste af timerne på at sidde og krible digte og idéer i en lille, krøllet notesbog.

Det venskab var baseret på en fælles interesse for kultur og kunst. De brugte timer og dage på at slide alle Københavns museer, biografer og koncertsale helt ned. Louise kunne ikke huske nogensinde, at have haft en ven, hun havde så meget tilfælles med. Og ikke nok med det. Henrik kendte også utroligt mange andre unge som det. På et par måneder var Louise blevet en del af et enormt, intellektuelt fællesskab af unge. Hun så op på Henrik og smilede for sig selv.

 

”Gæt hvem!” to par store, grove hænder dækkede Annas øjne. Hun smilede ved lyden af Christians stemme og vendte sig om og plantede et kys på hans læber. Hun havde siddet på en bænk ude i Frederiksberg Gymnasiums skolegård med hovedet begravet i sin kemibog. Hun havde glemt at læse op til næste time.

”Hvad laver du her?” spurgte hun med entusiasme i stemme. Hun havde ikke rigtigt nogle venner i sin klasse og hun kunne ofte gå en hel dag uden at snakke med et eneste menneske, så det var rart at se et venligt ansigt.

”Jeg kommer for at kidnappe dig,” lo Christian og tog hende op i sine arme og svingede hende rundt. ”Min far er ikke hjemme, så jeg tænkte at vi kunne udnytte det og være lidt sammen.” Anna nikkede og hoppede ned fra bænken. Hun lagde hænderne om Christians overarm og puttede sig ind til hans skulder. Han duftede af kaffe og dahlia. Hun rystede let i november kulden. Christian lagde beskyttende sin arm om hende og trak hende med sig gennem Frederiksbergs gader.

I den store lejlighed, to hundrede meter fra Annas, var der på ingen måde koldt. Varmen omfavnede dem, som de trådte ind i stuen.

”Kunne du tænke dig noget at drikke? Te? Kaffe?” spurgte Christian mens han galant hjalp Anna af med sin jakke.

”En kop kamillete ville jeg da ikke sige nej til,” sagde hun og kyssede ham på kinden. Han nikkede og forsvandt ud i køkkenet. Anna satte sig på en stol ovre ved vindueskarmen, der var proppet med Doktor Gravfeldts eksotiske planter. Hun så på Carl Plougs gade, der strakte sig væk fra vinduet. I vinduet stod et fotografi. Det forestillede en lille, lyshåret dreng i en have, på hoften af en smuk, smilende kvinde med lyse krøller. Anna tog billedet op i hænderne. Christian talte sjælendt om sin mor. Hun var død i en togulykke for otte år siden, da han blot var elleve år gammel. Siden da havde hans far alene taget sig af ham. Selvom doktoren af og til kunne være fraværende og excentrisk, var han også en vældig god far. Døren fra køkkenet gik op og Anna skyndte sig at sætte billedet fra sig igen. Hun vendte sig om og småløb over til Christian. Hun lagde armene om hans talje og pressede sit bryst ind mod hans ryg.

”Hvornår kommer din far hjem?” spurgte hun sukkende. Christian stillede tekopperne fra sig og vendte sig.

”Det ved jeg ikke helt præcist,” han løftede Annas hoved op med sin pegefinger så hun så på ham. ”Men du må hellere gå om en times tid… For en sikkerheds skyld.” Anna slap ham og trampede utilfreds over til den lysebrune læder sofa, som hun træt smed sig i.

”Jeg er så træt af at skjule det her,” sukkede hun. Christian gik med hænderne foldet omme bage ryggen hen til hende og satte sig elegant, med ret ryg i sofaen ved siden af hende og tog hendes hånd mellem sine.

”Jeg ved det,” han sukkede og lagde hovedet på skrå. ”Det er jeg også. Men hvad ville din far ikke sige? Du er trods alt kun seksten og jeg er nitten.”

”Hvad betyder tal, når jeg elsker dig?” svarede Anna og puttede sig ind til ham. Han lo kærligt og strøg hende over håret.

”Intet som helst. For os,” han kyssede hendes isse. ”Men det ved alle andre jo ikke. Det er bare bedre på denne måde.” Anna tav. Hun havde intet mere at sige. Christian havde jo ret. Mange drenge på hans alder ville kun være sammen med så ung en pige som hende for at udnytte hende. Men sådan var Christian ikke. På nogen måde. Men så igen. Det kunne andre vel ikke vide.

”Men,” sagde han og skubbede hende blidt væk fra sig. ”Jeg er ked af aldrig at kunne tage dig ud.” Han hoppede med store skridt ind på sit værelse og kom, efter et kort stykke tid, ud igen. ”Derfor,” han lagde to biografbilletter på stuebordet. ”Har jeg købt os en tur i biografen.” Anna samlede billetterne op.

”Tranerne flyver forbi?” spurgte hun med et løftet øjenbryn. Christian nikkede med et skævt smil.

”Det er en russisk film,” sagde han. ”Det vandt palme d’Or i Cannes.” Anna rullede med øjnene.

”Den lyder sørme sjov,” sagde hun sarkastisk. Christian lo og bøjede sig ned for at kysse hende på panden.

”Jeg ved det, jeg ved det,” sagde han og satte sig ned ved siden af hende. ”Men jeg tror ikke ligefrem vi kender nogen, der bruger deres fredag aften for at tage ind og se den. Så vi burde være sikre.” Anna nikkede forstående.

”Det er sandt, hvad du siger,” sagde hun og kyssede ham kort på munden. ”Det er en aftale.”

 

Fredag aften stod Louise uden foran Kinopalæet på Frederiksberg i høje, hvide hæle og med en køn sort og hvid frakke. I dagens anledning havde hun krøllet sit hår med papillotter og taget den knald røde læbestift på. Henrik ankom ti minutter senere end de havde aftalt, som sædvanlig. Han kyssede hende kort på kinden.

”Hvor ser du smuk ud,” sagde han åndeløst og iagttog hende.

”Årh,” mumlede hun og daskede ham over overarmen i ren og skær flovhed. Han rakte sin arm ud til hende, hun lagde sin lille, hvide hånd på den og sammen gik de ind i forhallen.

 

Anna stod og så sig nervøst om efter nogen hun kendte, da hun så hende. Louise. Så med hånden på en eller anden filejs’ arm. Hun stirrede mundlam på hende. Normalt lykkedes det dem at undgå hinanden på gangene på skolen, så dette var første gang hun så sin gamle veninde i månedsvis.

”Selvfølgelig,” mumlede hun.

”Hvad?” Christian vendte sig om og så i samme retning som Anna. Hun pegede diskret på Louise.

”Selvfølgelig er hun inde og se en prætentiøs film som denne,” hendes stemme dirrede og hun begyndte at trække vejret hurtigere.

”Rolig nu, Anna,” sagde Christian og lagde armen om hendes skulder. ”Det er ikke noget problem, hvis Louise ser os. Hun ved jo godt, hun ikke må sige det videre.” Anna rystede på hovedet. Det var ikke det. Louise så op og med et mødte hun Annas blik. Begge piger så på hinanden i det, der føltes som år. De stod begge helt forstenet i hver deres del af hallen.

”Jeg vil ud,” hviskede Anna hæst til Christian. ”Nu.” Hun begyndte febrilsk at skubbe folk til siden for at komme hen til udgangen. Hun satte farten op og løb til sit ud med tårer løbende ned af sine kinder.

”Anna!” hørte hun Louise råbe omme bag sig, men hun stoppede ikke før hun, med Christian i hælene, var godt hundrede meter væk fra biografen og Louise. Hun sank forpustet og trist sammen på jorden. Christian satte sig på hug og lagde beskyttende armen om hende, men hun gav sig til at hulke.

 

Inden i lobbyen stod Louise med åben mund og armen rakt ud efter Anna, der ikke længere var der. Alle mennesket havde tiet og stirrede på hende.

”Hvem fanden var det?” spurgte Henrik og rettede på sin jakke, som Louise halvt havde reddet med sig i et forsøg på at følge efter Anna.

”Det er en lang historie,” sukkede hun trist og så ud mod den dør, Anna var forsvundet ud af. Henrik lagde sine hænder på Louise skuldre.

”Skal vi droppe filmen og gå en tur i stedet?” spurgte han blidt. Louise vendte sig om og så på ham. Nok havde de en masse tilfælles og hun nød deres intellektuelle og spændende samtaler, men aldrig før havde de snakket om følelser eller problemer. Hun nikkede med en tåre i sin øjenkrog og en klump i halsen. Han smilede venligt, lagde armen om hendes skulder og førte hende ud i den efterårskolde luft.

”Nå?” sagde han mens de gik om af trapperne til Sankt Jørgens sø.

 

”Hvad skete der egentlig mellem jer?” spurgte Christian mens han satte sig på jorden ved siden af Anna. Hun snøftede og lagde hovedet på hans skulder.

”Vi begyndte i gymnasiet, jo…” Anna sukkede dybt. ”Og lige pludselig var jeg slet ikke interessant nok for Louise. Med alle hendes nye super finkulturelle venner,” Anna vrængede med stemmen. ”Så var jeg jo bare alt for dum og tøset til hende. Jeg ved sgu ikke… Jeg tror ikke hun ville…” Anna stemme knækket og hun begyndte af hulke igen. ”…ses med mig længere.”

 

”Hvem var hende pigen?” Louise sukkede dybt og tænkte sig om.

”Anna,” sagde hun så. ”Hun går i 1.b. Vi plejede at gå i mellemskole sammen. Vi har været veninder… bedste veninder siden vi var tretten.” Hun så på Henrik og iagttog hans ånde, der blev tydelig i den kolde luft.

”Aha,” mumlede han. ”Men så vidt jeg ved – trods jeg ikke skal udtale mig om kvinder – er det da en lidt atypisk opførsel overfor sin bedste veninde…” Louise nikkede langsomt.

”Ja…” hun satte sig på en bænk og betragtede søens mørke vand. ”Hun er vel heller ikke min bedste veninde længere.”

”Hvad skete der?”

”I sommers,” begyndte Louise og lænede sig tilbage. ”Mødte hun Christian – ham fyren hun stod sammen med.”
”Ja,” sagde Henrik. ”Det er Doktor Gravfeldts søn, ikke?” Louise nikkede.

”Ja, de er vokset op sammen og har været venner siden altid,” Louise lo. ”Anna var forelsket i ham da hun var tretten. Men så kom Koreakrigen og Christian rejste ned som sygeplejer sammen med sin far.” Henrik tog en cigaret frem. ”Han var væk i tre år. Men i sommers vendte han altså tilbage.” Louise betragtede den orange glød ved cigarettens ende, mens hun ledte efter ordene. ”Siden da har ham og Anna været sammen. Du må ikke sige det til nogen! De holder det skjult på grund af aldersforskellen. Men altså, lige pludselig handlede alt om Christian. Hele Annas dag handlede om hvornår Christian kunne være sammen med hende. Du må forstå. Vi plejede altid at være sammen. Jeg tilbragte ofte flere nætter hos hende end jeg gjorde hos mig selv!” Louise rejste sig og begyndte med hastige, vrede skridt at gå videre. ”Men lige pludselig var Christian altid hendes førsteprioritet.” Henrik måtte småløbe for at kunne følge med. ”Hun snakkede konstant om ham. Og hun var helt ligeglad med mig! Og alt andet! Hun lavede ikke sine lektier i skolen, hun prøvede ikke at få venner i gymnasiet! Og når jeg så en sjælden gang imellem ikke havde tid til hende, ville hun flippe helt ud på mig!”

 

Christian lagde armen om Anna og kyssede hendes pande.

”Hvor er det synd,” sagde han blidt og støttede hendes arm så hun kunne komme på benene igen.

”Tak,” mumlede hun og gav sig til at børste skidt af sin kjole.

”Altid,” sagde Christian med et skævt smil, og som Anna så på ham, kunne hun ikke lade være med at smile selv. ”Uanset hvad,” Christian tog hendes hoved mellem sine hænder. ”Så har du mig. Det skal du vide.”

”Det ved jeg,” hviskede Anna blidt. ”Og det ville jeg ikke bytte for noget i verdenen.” Christian pressede let sine læber mod Annas.

”Kom,” sagde han og tog hendes hånd. ”Jeg følger dig hjem.”

 

”Rolig nu,” måtte Henrik nærmest råbe. Han greb fat i Louises hånd for at bremse hende op. Hendes øjne var fyldte med tårer og hendes fyldige underlæbe dirrede let. ”Kom her.” Henrik slog armene ud til siden og lagde dem om Louise. Hun hulkede ned i hans skulder.

”Undskyld,” fremstammede hun. ”Det er bare… Jeg forstår det virkelig ikke… Hvorfor hun bare ville droppe mig på den måde.” Henrik holdte hende ud for sig, og med den anden hånd tørrede han tårerne af hendes kinder.

”Det forstår jeg heller ikke,” han lagde hovedet på skrå og lod sin hånd hvile på Louises kind. Han trak hendes ansigt hen til sit og kyssede hende blidt.

”Hvad helvede!” råbte hun og skubbede ham hårdt væk. Han så helt paf på hende. ”Vi er bare venner, Henrik!”

”Men,” mumlede han.

”Undskyld,” sagde hun forfjamsket og tog sig til hovedet. ”Men jeg er ikke interesseret i dig på den måde… Jeg…”
”Hvad fanden, Louise?” råbte han vredt. ”Tror du jeg tager mine kammerater i biografen en fredag aften? Tror du jeg trøster dem når de står og tuder! Hvor dum kan man være?!”

”Undskyld!” skreg hun tilbage med en tyk sarkasme i stemmen. ”Jeg troede bare du var et ordentligt menneske, der gik op i hvordan dine venner har det!” Hun drejede arrigt om på hælen og løb hele vejen hjem, hvor hun kastede sig i sengen og græd. Dels over Anna og dels over Henrik. Men mest fordi hun aldrig i sit liv havde følt sig så alene før.

 

Om mandagen havde hun taget en lille pose hjemmebagte småkager med som en undskyldning til Henrik, men da hun gik over til ham svarede han ikke. Han nænnede hende ikke så meget som et blik.

 

*citat: Madame, s. 6, nr. 1, april 1956.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...