Anna & Louise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2013
  • Opdateret: 3 maj 2013
  • Status: Færdig
Da Anna og Louise møder hinanden til genåbningen af biografen, Kinopalæet, på frederiksberg i 1950 i en alder af tretten er det starten på et fantastisk venskab.

Et venskab, der strækker sig over tre årtier, et Danmark i udvikling.

En historie om venskab, kærlighed og styrke i tre hæsblæsende årtier af Danmarks historie.

42Likes
67Kommentarer
2481Visninger
AA

4. Kapitel 2 - Del 1

 

 

 

Kapitel 2 – 1953

 

“You can be the ripest, juiciest peach in the world, and there’s still going to be someone who hates peaches”

– Dita Von Tease

 

Klik, klik, klik, sagde det hen af gadens brosten. Klik, klik, klik. Tre par damer fødder hver især iklædt høje hæle. I hver hånd gik de med en yndig, papirspose med trykket Magasin Du Nord på. Solen stod højt på himlen, som solen har for vane at gøre kl. 2 om eftermiddagen i juni måned. Anna og Louise havde begge deres skoleuniform på. De så det som en slags ritual. At de købte deres dimissionskjoler iklædt de kedelige, grå uniformer de havde måttet trives med i så mange år. Annas forældre, Marianne og Peter, havde givet dem et helt dimissionssæt hver. Sko, kjole, handsker og Anna havde fået en hat og Louise et armbånd. Marianne havde været med dem ud og købe sættet inde i Magasin Du Nord, der lå på Kongens Nytorv. Der havde de noget af det flotteste, mest moderigtige tøj, ifølge Louise.

De låste sig ind i den store, smukke lejlighed. Det var lørdag så Peter sad allerede i stuen og nød en kop te og sin Berlingske Tidene.

”Hej piger,” sagde og rejste sig for at kysse Marianne på kinden.

”Fandt I noget flot?” spurgte han og så spændt på deres poser. Både Anna og Louise nikkede entusiastisk. ”Jeg glæder mig til at se det senere i dag.”

Peter havde arrangeret en lille komsammen med familiens nærmeste venner til at fejre at Anna og Louise var blevet færdige med mellemskolen og skulle begynde i gymnasiet efter sommerferien.  Både Anna og Louise var kommet ind på Frederiksberg Gymnasium, hvor Anna skulle gå i en klasse med den naturvidenskabelige linje og Louise i den nysproglige. Peter nikkede afskedigende til pigerne for at indikere at han var færdig med at tale til dem. Anna skulle til at gå ind på sit værelse, men Louise puffede til hende.

”Hvad fa..?” begyndte Anna. Louise sendte hende et sigende blik mod sin far.”Nårh ja… Far?” Anna påtog sig sit sødeste smil og gik om bag sofaen hvori hendes far sad.

”Ja?”

”Ser du… Der er den her fest nede på Frederiksberg Runddel i aften…” begyndte hun og lagde sine hænder på sin fars skuldre.”… En fest for unge mennesker hvor man hører musik og danser. De kalder det et asfaltbal. Og… Louise har allerede fået lov af sine forældre! Må jeg tage med?” Peter så skiftevis på Louises og Annas bedende øjne.

”Okay,” sagde han opgivende og løftede sine pegefinger. ”Men vi skal have nogle regler! I går ikke fra hinanden, forstået?” Pigerne nikkede alvorligt. ”Og I følges hjem og sover begge to enten hos Louise eller her. I går ikke senere end klokken 12!” Piger nikkede og smilte forventningsfuldt til hinanden. De drejede om på hælene, tog deres mange poser op i hænderne og gik ind mod Annas værelse.

”Vent!” sagde Peter. De så sig synkront over skulderen. Peter så direkte på Anna. ”Og I render ikke med drenge.” De lo begge to.

”Selvfølgelig ikke, far,” smilte Anna uskyldigt nejede kort og gik ind på sit værelse med Louise efter sig. Før Louise lukkede døren bag sig hørte hun lige nøjagtigt Peter hviske til sin kone: ”Hun kommer ikke til at overholde det, vel?” Louise smilte for sig selv og lukkede døren bag sig.

Anna hvinede og hoppede over for at kramme Louise der selv hvinede med. De skulle til asfaltbal. En fest. En ægte fest. Fyldt med unge, der dansede og hipt musik. Nu virkede de smukke kjoler i papirsposerne på gulvet pludseligt endnu mere fantastiske og vidunderligt vigtige. 

 

Resten af eftermiddagen brugte Louise og Anna på at lytte til plader på Annas splinternye rejsegrammofon. De dansede rundt på det lille, hvide værelse, lagde neglelak på hinandens hænder og Louise ordnede sit og Annas hår. Anna fik det skulderlange, lyse hår krøllet så det stoppede lige under hendes ører og faldt legende over hendes kønne ansigt. På hendes hoved fik hun påsat sin hvide hat og et hvidt slør faldt hen over det ene grå øje, der var tegnet op med en sort eyeliner. Hendes læber var farvet med en lyserød perlemor og i hendes øre og om hendes hals havde hun perler. Hendes kjole var hvid med en stram top med hjerteudskæring, uden stropper og et brusende skørt i mange lag af hvidt stof, der gjorde at den struttede på festlig maner. Hendes talje og kvindelige former blev fremhævet af et tyndt, hvidt bælte, der adskilte overdelen og underdelen. Louises mørkebrune hår var bølget og hun havde sat den ene side bag om øret med et hårspænde. Hendes øjne var også tegnet op med en sort eyeliner, men hendes læber var malet en helt rød farve, der stod utroligt smukt til hendes mælkehvide hud og den fine, simple lyseblå farve på hendes kjole. Hendes kjole med en pæn bådudskæring, var ligesom Annas stram i toppen og med et brusende skørt, men hvor Annas sluttede lige ved knæet, sluttede Louises først midt på skinnebenet. Om håndleddet havde hun det smukke, glitrende armbånd som hun havde fået af Annas forældre. Hun vendte og drejede sig i spejlet.

”Hvor ser du fantastisk ud, Lulu,” sukkede Anna og smilede optaget til sin veninde. Louise lo, men fjernede ikke øjnene fra sit spejlbillede. Hun så virkelig smuk ud. Hun kunne ikke lade være med at smile fjollet og kunne mærke en rødme stige op til sine kinder som følge af hvor optaget hun var at sit eget udseende.

 

To timer senere, klokken ti minutter over otte, løb Anna og Louise med små skridt ned af Frederiksberg Allé i deres 3 centimeters hæle. For enden af gaden, på Frederiksberg runddel, var lys og larm fra de mange unge, der allerede var i gang. Spændt smilede de til hinanden og satte i hurtigere løb.

Da de krydsede gaden kunne de mærke den svedige varme fra de unge menneskers dansende kroppe og deres ansigter blev oplyst af de mange lys og lamper, der oplyste pladsen.

”Er du klar?” mimede Anna. Louise så på festen og så tilbage til sin veninde og smilede mens hun nikkede ivrigt. Anna tog hendes hånd og gav den et klem før hun med gejst trak Louise med ind i mængden og de gav sig til at danse.

De dansede til de blev helt ophedet og røde i hovedet.

”Skal vi tage en pause?” råbte Louise ind og musikken og menneskenes snak. Louise lagde hånden på Annas skulder for at få hendes opmærksomhed fra hendes partner. Anna vendte sig mod Louise og på hovedet med et enormt smil. Hun lagde hånden på sin venindes skulder.

”Gå du bare ud. Jeg klarer mig,” sagde hun og nikkede for at bekræfte sig selv.

”Er du sikker?” spurgte Louise med rynkede bryn. Anna nikkede endnu engang i rytme med musikken og viftede affejende med hånden. Hun vendte sig tilbage mod den svedige, tynde dreng hun dansede med.

”Okay, så. Vi ses,” mumlede Louise for sig selv og rystede på hovedet med et smil. Hun vendte sig om og gik ud af den tætte gruppe af dansende teenagers.

Annas partner kørte hende rundt og rundt til hun blev helt svimmel. Han dansede ikke specielt godt og han var ikke noget særligt syn, men han var sød og grinende og Anna havde en masse sjov med at danse med ham. Han lagde han lang, knoglet, svedig hånd på hende talje og greb hendes højre hånd og hoppede op og ned med hende. Hun lo, men blev afbrudt af en varm hånd, der lagde sig på hendes skulder. Hun kunne se sin dansepartners øjne ryge op ad til et sæt øjne omme bag hende. Hun vendte sig om og så direkte ind i de smukkeste, blå øjne hun i sit liv havde set.

”Christian!” udbrød hun lykkeligt og slog armene om sin gamle ven. Han var blevet endnu højere, trods Anna slet ikke havde troet det var muligt. Hans skuldre var blevet mere markedet, hans hud solbrun, hvilket næsten fik de blå øjne til at lyse. Hans blonde hår var rodet og da hendes sarte hud på kinden strejfede hans mærkede hun nogle stride skægstubbe. Men da hun så ind hans øjne og mærkede hans varme, skæve smil, vidste hun, at han stadig var den smukke dreng, hun havde set, forlade København for tre år siden. Han trak hende tæt ind til sig og begravede ansigtet i hendes skulder. Det føltes på Anna som om omfavnelsen varede flere timer og for hendes skyld kunne den sagtens have varet et par timer mere, men Christian slap hende og vendte sit blik mod drengen hun havde danset med.

”Må jeg?” Han tog Annas hånd og rakte den op for at indikere at han ønskede at danse med hende. Drengen nikkede og smilede. Han bukkede let for Anna og gik tilbage til sine venner.

”Hvad laver du her? I København? I Danmark?” spurgte Anna entusiastisk mens Christian tog hende hånd.

”Krigen er slut. Min far og jeg kunne tage hjem.” Christian lagde sin robuste hånd på Annas talje og med lang større sikkerhed førte han hende rundt på brostenene.

”Du ser fantastisk ud,” hviskede han i hendes øre imens han trak hende tættere ind til sig. Anna trak sig lidt væk så hun kunne se ham i øjnene.

”Du ser heller ikke så slem ud selv,” sagde hun blidt og lagde hånden på hendes kind.

”Du er jo blevet en ung kvinde,” sagde Christian åndeløst og smilte blidt. ”Kan en ung mand som jeg nogensinde have en chance med dig, mod alle de bejlere jeg kunne forestille mig du har.

”Christian…” Anna skulle anstrenge for at tale uden hendes stemme dirrede alt for meget. ”Jeg tror aldrig nogensinde andre end dig har haft en chance.” Han trak Anna ind til sig. ”Jeg tror jeg har elsket dig, siden jeg var tretten.” Han lo og strøg hende over håret. Musikken ændrede sig til en mere stille sang. Sangen startede med et kor, der sang ind over nogle instrumenter, der lød sydeuropæiske. Det, der lød som en citar begyndte at spille en vals mens Dean Martins stemme sang.

“When the moon hits your eye

Like a big pizza pie, that's amore

When the world seems to shine

Like you've had too much wine, that's amore,” Christian trak Anna helt tæt ind til sig. I lang tid vuggede de blot frem og tilbage.

“When you dance down the street

With a cloud at your feet, you're in love,” Synkront trak de sig lidt væk fra hinanden. Anna så med en alvorlig mine op på Christian, og han så ned på hende. Langsomt bevægede de deres ansigter mod hinanden og mødtes i et kærligt kys. Sekunder, der føltes som år senere, skiltes deres læber og de så på hinanden igen. Christian rynkede brynene med et sørgmodigt blik og skuede hen over festen. Anna strammede sit greb om hans skulder. Han så tilbage på hende med et varmt smil og pressede igen sine læber mod hendes i et kærligt kys. Uanset hvad der skyldtes hans sørgmodige blik vidste Anna det ikke var hende.

En time og mange kys efter tænkte Anna, det var på tide at finde Louise. Hun valgte selv at tro på at det var fordi hun var en omsorgsfuld veninde, men inderst inde vidste hun godt, der nok havde mere at gøre med at Christian skulle hjem.

”Har I set en pige med brunt hår og lyseblå kjole?” spurgte hun nogle af asfaltballets gæster for syttende gang. De to piger rystede på hovedet og så på Anna som var de ved at dø af grin. Hun kneb øjnene sammen og stirrede surt på dem før de fnisende gik videre og hun selv kunne fortsætte. Hun skubbede mange af de fulde, unge mennesker til side så hun kunne komme til den lille samling af caféborde, der var stillet op langs højre side.

”Og hvis du tager derned skal du se ’En Attendant Godot’!” hvinede en pige klædt i sort fra top til tå og sugede på en lyserød cigaret med sine røde læber. På den anden side af hende Sad en mand i sorte bukser og en sort rulle krave. Mellem hans fingre hvilede en sort cigaret, hvis filter var guld. Han nikkede med lukkede øjne af den sortklædte piges påstand. I mellem dem sad, og Anna kunne ikke tro det, Louise. Anna vinkede genert og forsøgte at påtvinge sig Louises opmærksomhed. Men Louise lod slet ikke til at bemærke hende. Hun iagttog opmærksomt pigen, der snakkede videre om Frankrig, en mand ved navn Samuel Beckett og absurd teater. Anna rettede ryggen og gik med et smil over til bordet.

”Hej Louise!” smilte hun. ”Hygger du dig?” Louise nikkede stille og så skiftende på drengen og pigen i sort. Anna smilede endnu større og rakte energisk hånden op mod pigen for at præsentere sig. Skeptisk tog pigen hånden og rystede den forsigtigt uden så meget som at kigge på Anna. Med rynkede bryn vendte Anna sig spørgende mod drengen, der demonstrativt så væk. Anna rynkede kort brynene, men så tilbage på Louise med et smil.

”Du gætter aldrig hvad, der er sket!” udbrød Anna lykkeligt og slog entusiastisk hænderne ned i bordet, hvilket frembragte et fnys hos drengene. ”Christian er tilbage!”

”Kærester?” pigen i sort så for første gang på Anna. ”Wow… Hvor… Traditionelt…” Hun vægtede det sidste ord som var det, det grimmeste, værste ord i verdenen. Louise rejste sig brat og forfjamsket på samme tid som Anna åbnede munden for at svare pigen tilbage.

”Jeg tror vi skal til at gå!” udbrød hun og gik rundt om bordet og lagde armen om Annas talje. Anna så forvirret på menneskene i sort før Louise tvang hende til at vende sig om og forlade bordet.

”Christian er tilbage?” spurgte Louise spændt som de gik ned langs Falkoner Allé.

”Åh,” sagde Anna og smilede skævt. ”Han er tilbage.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...