Anna & Louise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2013
  • Opdateret: 3 maj 2013
  • Status: Færdig
Da Anna og Louise møder hinanden til genåbningen af biografen, Kinopalæet, på frederiksberg i 1950 i en alder af tretten er det starten på et fantastisk venskab.

Et venskab, der strækker sig over tre årtier, et Danmark i udvikling.

En historie om venskab, kærlighed og styrke i tre hæsblæsende årtier af Danmarks historie.

42Likes
67Kommentarer
2483Visninger
AA

3. Kapitel 1

 

 

 

Kapitel 1 – 1950

 

In my friend, I find a second self. 

       - Isabel Norton

 

Frederiksberg, 1950

Foyeren så helt anderledes ud nu. Før havde den været proppet af mennesker. Smukke kvinder i perler og skinnende stof, mænd i nystrøget skjorter, små drenge i matros tøj og piger med flettet hår. Men nu var der helt tomt.

Louise lænede sig op af den nymalede, mørkeblå væg og gled langsomt ned på det røde tæppe, der dækkede gulvet.  Manden, der solgte billetter og slik stirrede på hende, men hun værdigede ham ikke et blik. Det var d. 16. april 1950. Det Frederiksbergs gamle biograf Kinopalæets, der var blevet ødelagt under anden verdenskrig, store genåbning. Borgere fra Frederiksberg Øst hvori biografen lå, var blevet inviteret til at fejre denne særlige aften med byens spidser samt danske filmfolk. Louise sukkede dybt. Filmen havde virkeligt været elendig. Og det var et ret vildt udsagn når det kom fra Louise for der var intet i verdenen hun elskede mere end film. Jovist: hun havde kun set én anden film i hele sit liv.

Det havde været året før og hendes forældre havde længe sparet op til den ene tur i biografen. ’Det hændte i København’ hed filmen og Louise fandt det som den mest passende titel til at være den film, der præsenterede hende for den visuelle verdens fantastiske egenskaber. For hændte det ikke i København? At hun forelskede sig i filmens verden?

Det hændte i hvert fald ikke på Frederiksberg, tænkte hun surt og skævede misbilligende op til filmplakaten. ’Den opvakte jomfru’.

”Hvorfor man opvækkede denne jomfru forstår jeg ikke,” mumlede hun og fandt sit slik frem.

”Hvad siger du?” Det gav et sæt i Louise ved lyden af en andens stemme. Det var ikke gået op for hende at hun havde sagt det højt. Hun fulgte stemmen til væggen overfor hendes egen.  Der sad hun. En pige omtrent på hendes egen alder, der sad op af væggen i en smuk hvid kjole og med en pose slik i hånden. Pigen havde lange, lysblonde slangekrøller, store, grå øjne og smalle lyse læber. Hun var en utrolig køn pige.

”Ikke noget,” sagde Louise forfjamsket da det gik op for hende at hun sad og stirrede på pigen. Hun så flovt ned på sit slik. Vingummibamser. De store. Dem, der kostede 25 ører stykker. Hendes far havde købt hende hele fem med hjem den dag, og han havde smilet så stolt at Louise ikke havde nænnet at fortælle ham hvor meget hun afskyede vingummibamser.

Hun så forsigtigt op igen og lige ind i den anden piges grå øjne, der sad og betragtede hende. Louise fik et sug i maven af den trykkende stilhed. Hun så sig om i lokalet.

”Øhm,” mumlede hun.

”Ja?” svarede pigen med opmærksomme store øjne. Panisk flakkede Louises blik rundt men hun ledte efter noget at sige. Endelig faldt hendes øjne på den lille, gennemsigtige slikpose i pigens hånd.

”Champagnebolsjer!” udbrød Louise. ”De smager så lækkert!”

”Synes du?” pigen smilede.
”Ja, det er mit yndlingsslik. Meget bedre end de her vingummibamser!” Louise trak en vingummi bamse op af sin slikpose for at illustrere sin pointe.

”Det er sjovt,” pigen rejste sig og gik hen til Louise. Hun satte sig ved siden af hende og tog posen med vingummibamser ud af Louises hånd og rakte hende posen med champagnebolsjer. ”For vingummibamser er faktisk mit yndlingsslik.”

Louise så overrasket på pigen, der gav sig til at tygge på vingummien. Langsomt fiskede hun selv et bolsje op og proppede det i munden. I noget tid sad de hver især og nød deres slik. Til Louises lykkelige overraskelse viste det sig endda at bolsjerne var dem med brusepulver i midten.

”Jeg har ikke set dig før,” sagde Louise så. Pigen så spørgende på hende. ”Jeg mener… Min far sagde at åbningen af Kinopalæet var for Frederiksberg Øst. Altså lokalområdet. Det er bare mærkeligt jeg ikke har set dig før, når nu vi må bo lige ved siden af hinanden.” Pigen nikkede.

”Vi er lige flyttet hertil. For et par dage siden,” sagde hun. ”Min far sagde, at det var vigtigt, vi med det samme viser os som en fremtrædende familie her på Frederiksberg, så han sørgede for at skaffe os billetter.” 

”Er I rige eller sådan noget?” spurgte Louise. Da pigen så spørgende på hende. ”Jeg mener… Hvis I er fremtrædende og sådan…” Pigen lo og nikkede.

”Ja, min far er direktør. Han ejer en kæde bogforretninger med butikker i hele landet. Hvad laver din far?”

”Han arbejder på Carl Lunds fabrikker ovre på Danasvej,” sagde Louise. ”Han er bestyrer eller sådan noget. Han holder øje med at alle maskinerne fungerer som de skal. Min mor er syerske. Det er også hende, der har lært mig at sy. De siger hun er den bedste i hele København til at reparere ødelagt tøj.”
”Hvorfor arbejder din mor?” spurgte pigen forundret.

”Øh… Vi har ikke råd til andet,” mumlede Louise. En akavet tavshed bredte sig mellem de to piger.
”Jeg synes det er sejt!” udbrød pigen så efter noget tids tænkning. ”Min mor kan ikke lære mig andet end at ordne blomster. Hun kan ikke engang lave mad! Hun siger det er det man har folk til. Det er sejt at din mor har et talent. Et talent som hun kan give videre til dig.” De smilede til hinanden.

”Hvor gammel er du?” spurgte pigen efter nogen tids gumlen på vingummibamser.

”Jeg er tretten.. Og du?”

”Jeg er også tretten! Hvor går du i skole henne?” spurgte pigen entusiastisk.
”På Duevejens skole. Den ligger lige…” begyndte Louise.

”VIRKELIG? Ej, der skal jeg også begynde! På mandag!” jublede pigen. Hun tog Louises hånd. ”Hvor er det fantastisk at jeg allerede har en ven!”  Louise tog et uvilkårligt ryk væk fra pigen. Pigen tav og fik røde øre. Hun slap Louise og så væk.

”Hey,” sagde Louise og rykkede helt tæt på pigen. ”Selvfølgelig har du en ven.” Louise, der aldrig havde haft en veninde før, sad forstenet et øjeblik. Tøvende og akavet tog hun pigens hånd. Pigen sprang op og krammede Louise.

”Vi får den fedeste sommer, du og jeg,” jublede hun. Louise lo og klappede hende på ryggen.

”Hvad hedder du overhovedet,” spurgte hun. Pigen rystede op hovedet af sig selv. Hun trak sig væk fra Louise og stak hånden frem.

”Anna.” Louise greb hendes hånd og rystede den.

”Louise.”

 

***

”God sommerferie, alle sammen. Vi ses jo ikke til sommerafslutningen i morgen, men jeg glæder mig til at se jer alle sammen efter sommerferien i syvende klasse,” sagde frk. Hansen og smilede til pigerne i det lille klasselokale. De pakkede alle sammen pænt og ordentligt deres bøger sammen og gik hver i sig op til deres lærerinde, en efter en for at ønske hende en god sommerferie. Anna og Louise havde ofte spekuleret hvordan det var i drengenes klasselokaler i den anden ende af skolen. Louise var sikker på at de opførte sig som aber og at ingen kunne lære noget over al den larm. Anna derimod mente at når nu de gik på Duevejens skole og boede på Frederiksberg måtte de være fra gode familier og ikke larme. Drilsk mindede hun Louise om at det jo efterhånden var de færreste af skolen elever, der var ’arbejderbørn’. Anna og Louise gik ud af klasselokalet med hver deres skoletaske i hånden.

”Far har givet mig penge med til en is til hver af os på vejen hjem,” sagde Anna som de to piger gik ud i gården. Louise lod hendes håndflade kører over den høje mur, der adskilte drengenes og pigernes gård. ”Bagefter kan vi tage hjem til mig.”

”Mhm,” mumlede Louise og rynkede brynene, da hun fik sommersolen i øjnene. ”Vi skal også øve på sangen til i morgen.”
”Netop,” sagde Anna. Hele deres klasse skulle med deres fransklærer opføre sangen ’La Mer’. Louise havde et helt stykke hun skulle synge solo. Anna derimod havde svært ved at synge de få ord hun havde rigtigt. ”Så kan du også hjælpe mig med min del. Spise du med?”
”Gerne!” smilede Louise. Annas familie havde den bedste kokkedame i byen, syntes Louise og hun spiste hos Anna så ofte hun kunne. De gik ud af skolens port og hen til deres cykler. Anna, der slet ikke besad Louises klodsethed, havde hurtigt låst sin cykel op og trak den væk for at vente på Louise.

”Louise! Kom nu! Hvor svært kan du være at låse en cykel op?” råbte hun utålmodigt. Den milde sommerbrise legede med hendes hår. Hun lukkede øjnene og slog hovedet tilbage for at nyde den.

”Anna?” Hun åbnede med et sæt øjnene ved lyden af nogen, der sagde hendes navn. Foran hende stod Christian. Han var høj, selv for sin alder. Hans blonde hår var så glat at det faldt ud af hans nydeligt tilbageredte frisure og ind i hans øjne, der var så blå som sommerhimlen bag ham. Hans hud var fin og porcelænshvid. Hans blazer hang under hans arm og hans skjorteærmer var foldet op til op over albuen. Den hvide skjorte klædte hans slanke krop og brede skuldre utroligt godt.

”Hej,” sagde Anna kælent og smilede til ham.

”Hvor er jeg glad for at se dig,” han trak hende ind til sig og hun indåndede hans bløde duft.

”I lige måde,” sagde hun blidt og prøvede at sende ham sit sødeste smil. Ud af sin øjenkrog kunne hun se Louise komme op på sin side.

”Har du hørt om krigen?” spurgt han. Hans ansigt blev alvorligt.
”Hvilken krig?” Anna kunne godt høre at hendes tone var upassende glad og smil upassende drømmende i forhold til en krig så hun anstrengte sig til sit yderste for at virke mere alvorlig.

”Nordkorea har angrebet Sydkorea. Skibe fra Danmark bliver med det samme sendt ned til at pleje de sårede sydkoreanere,” sagde han hurtigt. ”Min far tager derned og jeg tager som hans assistent.”

”Ned til Korea? Midt i krigszonen?” sagde Anna. Hendes hjerte synkede ned i maven. Små sorte prikker begyndte at danse i hendes øjenkroge. Christian fortsatte med at snakke om krigen: hvor mange soldater, der allerede var såret, hvad skibet hed, men Anna hørte intet af det. Christian ville rejse ned til Sydkorea midt i en krig. Det var ikke noget sted for en sekstenårig ung mand. Det var ikke noget sted for nogen. Men især ikke Christian. Hvis der nu skete ham noget… Anna mærkede sig selv være ved at miste fodfæstet.

”Jeg rejser med toget fra Københavns Hovedbanegård. Det ville betyde utroligt meget for mig, hvis du ville komme og sige farvel,” sagde han. Anna nikkede.

”Selvfølgelig,” hun slog blikket i jorden og anstrengte sig for ikke at græde. Hans ansigt lyste op i det vidunderlige, drenget smil.

”Fantastisk!” Han satte sig op på sin cykel og vinkede som han cyklede hjem. Anna snappede efter vejret.

”Hvem var det?” spurgte Louise.
”Christian,” sagde Anna og stirrede på det punkt i luften hans øjne for lidt siden havde været. ”Han er en af min fars venners søn. Doktor Gravfeldt. Christian og jeg er de eneste jævnaldrene i mine forældres venskabskreds. Alle de andres børn er meget yngre. Vi har været venner ligeså længe jeg kunne huske… Vores forældre har altid lavet sjov med at vi en dag skulle blive voksne og forelske os. Inderst inde har jeg altid troet at dét ville ske…” De to piger begyndte i stilhed at trække deres cykler ned af bakken hjem mod Anna.

 

***

Det meste af tiden var Louise rædselsslagen for at blive døv. Hendes mor havde dårlig hørelse og den blev dårligere og dårligere med tiden. Doktor Gravfeldt havde fortalt hende at hun en dag skulle blive døv. I løbet af de sidste par år var Louises hørelse også langsomt blevet forværret. Men lige i dag var Louise taknemmelig for ikke at kunne høre alt i verden. Hun sad inde på Annas værelse og læste op på ’La Mer’ som hun skulle optræde med.

”La mer

Au ciel d'été confond

Ses blancs moutons

Avec les anges si purs

La mer bergère d'azur

Infinie,” mumlede hun. På den anden side af døren kunne hun svagt høre Anna skrige og råbe af sin far, Peter. Hun havde ikke fået lov til at tage ind til Hovedbanegården den følgende dag for at tage afsked med Christian, da han tog af sted midt i skoledagen. Det kunne Anna selvfølgelig ikke have og skreg og græd ude i familiens stue. Louise kunne se for sig hvordan hendes far sad koldt og læste avis imens Anna stod og skreg ham ind i hovedet indtil hun fandt en bemærkning så nedværdigende at han ville rejse sig, se iskoldt på hende og forlade rummet. Der blev stille ude i stuen. Louise kunne høre den lave brummen, der på den anden side af væggen var Peters stemme. Hun hørte hans langsomme skridt gennem stuen og en dør blive åbnet og derefter smækket bag ham.

Anna kom stortudende ind på værelset. Hun flåede døren op, knaldede den i bag sig og kastede sig teatralsk i sengen. Louise skubbede sig tættere på hende og aede hendes hoved. Små hulk kom fra puden hvori hendes ansigt lå begravet.

”Hvorfor skal han altid være så seriøs?” Hun satte sig op og så på Louise med sit røde, oppustet ansigt. ”Hvorfor opfører han sig som om skolen er det vigtigste på Jorden?” Annas underløbe dirrede voldsomt og hun kastede sig i sengen igen med en bevægelse, der mindede Louise og Hollywood-skuespillerinderne. Louise gav sig til, forsigtigt at stryge Anna over ryggen.
”Skolen er også vigtig…” begyndte hun. I en brat bevægelse sprang Anna ud af sengen og med sammenknebne øjne så hun på Louise.

”Er du enig med ham?” skreg hun indædt. Et øjeblik så hendes ansigt ud som om hun havde lyst til at kvæle Louise, men så trak hun vejret dybt og kastede sig på knæ foran Louise. Hun greb hendes hænder imellem sine. ”Jeg elsker ham. Jeg ved godt at jeg er ung, men han er den eneste ene! Det er jeg sikker på! Åh søde, kære Louise. Nu rejser han midt ind i en krig! Og jeg kan ikke engang få lov til at sige farvel…” Louise lagde sin håndflade på sin venindes kind og sukkede blidt.

”Jamen så tror jeg, jeg har en idé.” Anna rejste sig hurtigt og satte sig på sengen ved siden af sin veninde.

”Fortæl!” jublede hun og så på Louise med store øjne. Men Louise sagde ikke noget. I stedet rejste hun sig, til sin venindes undring, og gik i stilhed over til det hvidmalet træskrivebord, der stod placeret foran vinduet ud mod gården. Her greb hun et stykke hvidt papir og en fyldepen samt en bog om havets dyr og satte sig tilbage på sengen overfor Anna. Uden så meget som at ytre et ord gav hun sig med en koncentreret mine til at skrive en besked ned på papiret med bogen som underlag. Efter fem minutters stilhed rakte hun papiret til Anna:

Anna kommer desværre for sent da hun har en tid til lægen for at undersøges for sin astma. Min kone og jeg håber ikke at skolen ser for ilde på dette og at det er i orden.

Med Venlig Hilsen

Peter Knudsen

Anna så op på Louise.

”Nå?” spurgte hun fuld a forventning. Anna udstødte et glædeskrig og kastede sig over Louise i et kram.

”Åh Louise!” jublede hun ned i puden. Og slap Louise ”Det er perfekt! Hvornår er du blevet så god til formskrift?” Louise rullede om på siden så hun kunne se Anna og lo.

”Mens I bøjede franske verber.”

 

***

Den friske morgenluft bar Anna af sted den næste morgen. Louise havde sovet hos hendes om aftenen. Planen var at de skulle tage af sted til skole efter Anna havde givet sin dybeste undskyldning for at have været hysterisk overfor sin far. Men de skulle blot følges ud af døren. Herefter ville Louise gå i skole alene og Anna ville låne hendes cykel så hun kunne nå ned til Hovedbanegården i tide. Toget kørte først kl. 8 og kl. var halv som hun satte sig op på cykel så det burde ikke blive noget problem, selv hvis hun var på gåben. Men det var nu meget rart at cykle for en sikkerheds skyld. Efter at have taget afsked med Christian ville hun skynde sig tilbage til skolen hvor hun ville snige sig ind i skolens auditorium lige i tid til at høre Louise synge. Hun ville ikke selv kunne nå at være med her, for hun ville jo ikke være i skole hele den første lektion, klassen brugte til at øve.  Hendes hjerte bankede spændt som hun trak cyklen op på fortovet foran hovedindgangen til Hovedbanegården. Hun stoppede op et øjeblik og så på de enorme røde tal i neonlys, der viste klokken. 7:43. Masser af tid. Men hun skyndte sig alligevel at låse cyklen af og løbe indenfor. Hun fandt hurtigt perronen: 3. Hun sprang ned af trapperne og ud på perronen.

”Anna! Herovre!” Anna vendte om på hælen og gik mod lyden, der kom fra den høje, gråhåret mand i det lysegrå jakkesæt.

”Godmorgen, Doktor Gravfeldt,” smilede hun. Han var omgivet af travle, unge mænd, der lastede den ene efter den anden af lægens mange kufferter på toget.

”Godmorgen, godmorgen,” Gravfeldt trak filter og tobak ud af sin inderlomme og foldede en cigaret imens han så rundt på perronen og trak vejret dybt ned i lungerne.

”Er De klar til at tage af sted?” spurgte Anna. Gravfeldt nikkede med rynkede bryn og stak cigaretten i munden. Han følte på sine lommer før han til sidst fandt hvad han ledte efter: en lille boks i hans venstre inderlomme med en sorthvid tegning af Tordenskjold med teksten H. E. Gosch & Co på. Han tændte en tændstik fra boksen og satte den for cigaretten. Anna så ukomfortabelt ned i jorden. Godt nok var Doktor Gravfeldt en god ven af familien, men Anna havde ingen idé om hvad hun skulle sige til ham.

”Men du kom jo ikke herned for at stå og snakke med mig,” sagde Gravfeldt. Anna så op på ham og smilede undskyldende. ”Han gik ovenpå for ti minutter siden.” Gravfeldt blinkede til Anna, der smilede taknemmeligt og drejede om på hælen. Hun sprang, med samme hastighed som hun havde haft på vej ned, op af trapperne og ind i den enorme sal. Hun så på det store ur, der hang fra midten. Syv minutter i otte. Hun så sig om. Hvor kunne Christian være? Da faldt hendes øjne på Hovedbanegårdens biograf ’Den Vide Verden’. Christian elskede, ligesom Anna og for resten også Louise, film og hvor han skulle hen var der nok ikke mange lejligheder til at gå i biografen. Hun løb hen til indgangen og tømte indholdet af sin pung ud på disken ved billetkontoret. Hun talte dem nøje. Kun 70 øre. Det var ikke nok. Den tykke dame bag disken smilede imødekommende. Hun havde alt for meget makeup på og hendes blik var underligt fraværende, men hendes smil var venligt og ægte.

”Kan jeg hjælpe med noget, lille dame?” sagde hun klukkende. Anna rystede nedslået og langsomt på hovedet. ”Hvorfor ikke?”
”Jeg har ikke penge nok til en billet,” sukkede Anna. Hun så ned på sine sorte skosnuder.

”Filmen er slut lige om tyve minutter,” smilede damen hemmelighedsfuldt. Hun rakte Anna en billet. ”Smut du bare ind med dig.” Anna tog tøvende imod billetten og så på damen med enorme øjne. Hendes hjerte bankede hurtigt, fuldt af genoplivet gåpåmod.  Hun nejede let og elegant, før hun drejede om og stormede ind mod biografsalen.

”Tusinde tak!” nåede hun dog lige at råbe over skulderen.

 

Det tog hende ikke længe før hun fandt Christian. Han sad allerbagerst helt præcist i midten. Og han var den eneste anden end hende i hele biografen. På lærredet kørte en Tom og Jerry-tegnefilm. Hun satte sig ved siden af ham

”Hej,” hviskede hun og så på ham i det dunkle mørke. Han så overrasket tilbage.

”Anna? Hvordan fandt du mig?”

”Logik,” fnisede hun og prikkede ham flirtende på siden hovedet.

”Aha,” smilte han. ”…men det er jeg glad for du gjorde.”

”Er du okay?” hviskede hun hæst. Han så tilbage på lærredet.

”Nej,” mumlede han og sank en klump. ”Jeg er bange.” Han så på Anna og fortsatte med en grødet stemme: ”Jeg ved godt at det ikke er mandigt… Og jeg ved godt at der er folk derovre, der har det meget værre end jeg. Og at jeg bør hjælpe dem… Men jeg er bare så bange. Det er jeg altså…” Anna lagde hovedet på skrå og hånden på hans overarm.

”Det er helt okay at være bange,” sagde hun stille. Hendes grå øjne glitrede i refleksion af lærredets lys. ”At være bange betyder ikke at man ikke er modig. Det du gør, er modigt. Så utroligt modigt.” Hun lagde sit hoved på hans skulder. ”Bare rolig,” hviskede hun. ”Det hele skal nok gå.”
”Ja,” svarede Christian hæst og hvilede sin kind mod toppen af hendes hoved. ”Ja… Det skal det nok…” Resten af filmen sad de i stilhed, helt tæt op af hinanden. Efter den var slut skulle Christian til at vende tilbage til sin far og perronen.

”Følger du mig ned?” spurgte han. Anna nikkede og lagde hånden om hans underarm mens de begav sig gennem Hovedbanegården og ned på perronen.

”Ah, Christian,” lige i tide udbrød Doktor Gravfeldt excentrisk da han fik øje på sin søn. Han lagde armen om ham og Anna lod modvilligt sin hånd falde fra hans overarm. ”Er du klar til at begive dig ud i verdenen, sønnike?” Christian kastede et kort indforstået blik på Anna og nikkede så standhaftigt til sin far.

”Fantastisk!” Han klappede Christian på skulderen og sendte ham ind mod toget. Anna kunne mærke en knugende fornemmelse i maven som hun så hans skikkelse forsvinde ind i menneske mængden. Christian vendte sig bredt og småløb tilbage til Anna. Han lagde sine arme om hende og løftede hende op i et kram.

”Farvel, søde, lille Anna,” hviskede han blidt og kyssede hende på panden. Han tog hendes hånd. ”Uanset hvad der sker, skal du vide at jeg elsker dig.” Anna havde det som om at hendes hjerte var ved at flyve ud af kroppen og op mod skyerne og solen. ”Du har virkelig været som en søster for mig.” Og faldt tusindvis af meter og smaskede ud på perronens asfalt. ”Farvel.” Christian vendte sig og løb ind i toget.

 

Hvis Anna havde været en tegneseriefigur havde hun haft en sort tordensky overhovedet da hun trådte ind i skolens sal. Det ændredes dog det øjeblik hun så Louise. De stod allerede på scenen, hendes klassekammerater, og Louise stod i midten af dem alle fordi hun skulle synge solo. Han havde den smukke, hvide kjole på, som hendes mor og hende havde syet specielt til lejligheden. Hendes mørkebrune hår var bølget og halvdelen af det samlet omme bag hovedet i et spænde, hendes pandehår var krøllet sammen foran og Anna syntes hun lignede noget fra en film. Hendes hjerte begyndte at banke da hun hørte det var ved at blive Louises tur. Louise spejdede rundt i lokalet og lyste op i et smil da hun fik øje på Anna. Hun vendte sin tommelfinger opad hvilket fik Louise til at grine på scene, men da en lærer, der stod ved siden af Anna, så truende på begge piger bed Louise sig i læben og lagde ansigtet I alvorlige folder.

” La mer

Au ciel d'été confond

Ses blancs moutons

Avec les anges si purs

La mer bergère d'azur

Infinie,” sang hun til perfektion. Efter klassen havde sunget brød salen ud i en klapsalve, men ingens kunne måle sig med Annas. Louise løb ned langs midten og krammede veninden.

”Hvordan gik det med Christian?” spurgte hun spændt. Anna overvejede et øjeblik at fortælle hende om hvor vred hun var over bare at blive set som en søster eller hvor ondt det gjorde i hjertet at han var væk, men hun nænnede ikke at skuffe det forventningsfulde blik i Louises øjne.
”Formidabelt,” smilte hun og lagde armen om Louises skulder. ”Tusind tak for din hjælp.”

 

Louise og Anna mødtes som sædvanligt i krydset af H. C. Ørstedsvej og Rosenørns allé. Derfra trak de, havde de god tid, deres cykler resten af vejen til skole. Men også selvom de havde hele femogtredive minutter til at nå op til deres klasselokale på Skolen på Duevej, valgte de alligevel at cykle den morgen. Det var den første dag på året man vidste det ikke længere var sommer. Den dag hvor vinden for alvor bider i kinder og næser og man virkelig fortryder at man ikke har fundet hue og handsker frem endnu. De spurtede op ad bakken og hele vejen til skolen for at komme ind på de varme gange, men da Louise skulle sætte sin cykel i stativet gik det lidt for hurtigt og cykelkæden hang fast i hendes fine, lange frakke og rev et enormt hul i den.

”Åh nej!” udbrød hun.

”Hvad er der?” spurgte Anna og vendte sig om. Surmulende pegede Louise på hullet.

”Åh nej, dog, Louise!” sukkede Anna, men trak så på skuldrene med et smil. ”Men din mor kan helt sikkert ordne den då man slet ikke kan se, der har været en flænge.” Og det var jo rigtigt. Opløftet af Annas ord gik Louise efter hende ind gennem skolens porte og op til deres klasse.

 

Hele den første time, havde Louise det mærkeligt. Som om noget ikke var rigtigt. Bordene omkring hende var mistænkeligt stille, bortset fra en lav fnisen af og til. Dét er aldrig noget godt tegn. Da det endelig blev frikvarter vendte Louise sig arrigt om mod Esther, der havde fniset ustyrligt hele tiden.

”Hvad er det, der er så sjovt?” hvæsede hun. Esther kiggede bare med sine store, blå øjne på hende som om hun slet ikke forstod hvad Louise mente.

”Ikke noget,” sagde hun og rystede på hovedet på de leverpostejsfarvede proptrækker krøller hoppede op og ned. Louise rystede irriteret på hovedet og drejede sig tilbage i stolen. Foran hende stod Anna.

”Er der noget galt?” hviskede hun og så skiftevis på Louise og Esther. Louise rystede affejende på hovedet og rejste sig. Hun havde sikkert bare overreageret. Anna smilede stort.

”Fantastisk!” sagde hun. Frk. Hansen piftede.

”Det her er ikke nogen hyggeklub, piger,” sagde hun strengt, men med en venlig undertone. ”Ud med jer og få noget friskt luft!” Anna, der allerede havde sin jakke på og et æble i hånden så afventende på Louise, der rejste sig og svingede sin frakke om sig. Omme bag hende kunne hun høre Esther og Inger-Marie fnise. Louise skulle lige til at råbe til dem, hvad fanden de havde gang i, men Anna rystede stille på hovedet. De var ikke det værd. De gik fnisende forbi Louise og Anna.

”Flot jakke,” smilte Esther med det mest ubehagelige smil. Forvirret så Anna og Louise på hinanden, rystede på hovedet og gik ud.

 

Det var et mærkværdigt syn, der ventede dem uden for døren til gården. Syv piger fra deres klasse stod samlet i en gruppe og hviskede og fnisede da veninderne trådte ud.

”Wow, jeg vidste ikke jeg var så smuk at folk ligefrem følte de blev nød til at hviske når jeg går forbi,” lo Anna selvsikkert. Hun kunne jo sagtens. Trods hun ikke var en del af pigegruppen i klassen ligesom Louise havde de respekt for hende. Mange af deres forældre arbejdede for hendes far og om man ville det eller ej var hun smuk og havde mange venner på femten og seksten fra byens overklasse. Det kunne godt være de andre piger ikke kunne lide hende, men ingen turde gøre hende noget. Den luksus havde Louise ikke. Esther rullede med øjnene.

”Som om,” hvinede hun. Hun så over på Louise med et iskoldt blik. ”Vi forstår bare ikke hvorfor folk som hende har lov til at gå på en pæn og ordentlig skole som denne.” Anna så uforstående på Louise.

Folk som hende?” spurgte Anna og tog et truende skridt nærmere på Esther.

”Ja!” sagde Esther og lænede sig ind mod Anna. ”Arbejdere.” Hun hviskede det sidste som om det var et beskidt ord og så med afsky på Louise.

”Hvad?” udbrød Anna og Louise i kor.

”Louises forældre tjener flere penge end de fleste af jeres,” udbrød Anna med rynkede bryn.

”Så skulle man da tro at de havde penge nok til at give deres datter ordentlig tøj.” Esther pegede på flængen i Louises jakke som var det et ulækkert dyr. Hun lænede sig tilbage igen med et modbydeligt smil og lagde armene over kors. ”Jeg mener… Hvem ved hvad for nogen sygdomme hun render rundt med?” Gruppen af piger bag hende lo. ”Og hvad med dannelsen? Og sproget? Hun har jo en dårlig indflydelse på os. Mine forældre forventer jeg får en god uddannelse her. Ikke bliver trukket ned af proletarer og andet… arbejderklasse.” Mere latter. Anna gik helt tæt på Esther og hvæsede hende i ansigtet så arrigt at mundvandet fløj ud af munden på hende.

”Louise får bedre karakterer end nogen af jer. Hvis hun overhovedet har nogen indflydelse på denne klasses niveau hiver hun det op.” Esther sprang tilbage.

”Addddd!” hvinede hun og holdte om sine veninder. ”Anna spyttede mig i ansigtet! Der ser du! Der ser du! Louise har allerede haft en dårlig indflydelse på dig!”

”Jeg skal give dig dårlig indflydelse!” skreg Anna og tog sin jakke af og gik med en knyttet næve over mod Esther. Det var noget andet truende ved Anna. Hun var nogenlunde et hoved højere og langt stærkere end samtlige piger i klassen. Louise greb fast i hendes arme. 
”Hvad?” spurgte Anna og vendte sig om. Louise rystede på hovedet på samme måde som Anna havde gjort tidligere. Det var ikke det værd. Arrigt vendte Anna sig om og tog sin jakke på igen. Louise lagde armen om hende. De begyndte at gå væk fra de andre piger.
”Hvad siger din far til det her absurde venskab?” råbte Esther. ”En ordentlig mand som ham. Han må da være skuffet!” Louise kiggede kort på pigerne, men fortsatte med at gå. Det kunne ikke være længere væk fra sandheden. Annas forældre var hårde og utroligt ambitiøse på Annas vegne. Men de var også nogle af de mest kærlige og tolerante mennesker Louise i sit liv havde mødt.

”Uden arbejderne havde ikke haft fagforeninger,” sagde Annas far altid. ”Og uden fagforeninger havde vi haft kaos.”

”ARBEJDERTØS!” råbte Esther.

 

”Hvorfor finder du dig i det?” spurgte Anna, Louise på vejen hjem. Solen stod højt på himlen og der var helt vindstille. Louise trak på skuldrene.
”Jeg ved hvilke kampe jeg kan vinde og hvilke kampe jeg ikke kan,” sagde hun tørt.

”Men hvem siger det her ikke er en kamp du kan vinde?” spurgte Anna i en arrig tone. Louise så på hende kort. Hun så frustreret ud i luften og ænsede slet ikke at Louise kiggede på hende. Anna kunne simpelthen være så overfølsom nogle gange. Selv på Louises vegne. Hun smilte. Det gjorde vel heller ikke noget. Det var dejligt at have en ven, der holdte så meget af én.

”De er så mange flere end du og jeg,” sagde Louise. ”Hvad skulle man kunne stille op mod det?”

”Tænkte alle ligesom dig, Louise, ville alle stadig opføre sig som Esther overfor jer…” Anna vrængede sit ansigt og sagde i en hvinende efterligning af Esther: ”Arbejdere.” Louise lo og puffede til Anna.

”Undskyld,” sagde hun sarkastisk. ”Men vi kan jo ikke alle sammen være slagbrødre ligesom dig, kære Anna.” Anna lo og puffede Louise tilbage.

”Det behøver du heller ikke,” sagde hun mere alvorligt. ”Men du kan ikke finde dig i det. Kæmp for dig selv. På din egen måde.” Louise nikkede eftertænksomt og smilede til Anna.

 

”Jeg mener,” råbte Anna og proppede et stykke kylling i munden. ”Hvorfor finder hun sig i det?”

”Lad være med at tale i munden, skat,” sagde hendes mor blidt.

”Er det rigtigt du truede Esther med tæv i dag?” spurgte hendes far omme bag sin avis. Anna tyggede langsomt og så med smalle øjne på sin mor. Så sank hun kylling overdramatisk og så på sin far.
”Lytter I overhovedet efter?” sagde hun. ”De piger var efter Louise og hun gjorde intet ved det! Nogen måtte jo gøre noget!” Annas far så på hende over avisens kant med et løftet øjenbryn. Han foldede avisen sammen og lagde den fra sig.

”Måske forstod Louise at ordentlige piger ikke løser deres problemer med vold,” sagde han og så faretruende på Anna. ”Men med ord.” Hun himlede med øjnene og spiste opgivende sin mad.

”Albuerne ned fra bordet, skat,” sagde hendes mor i samme blide tone som før. Anna sukkede højlydt.

”Jeg troede I godt kunne lide Louise!” sagde hun anklagende til sin far.
”Det kan vi også,” sagde han med opmærksomheden rettet mod sin avis igen. ”Men det ændrer ikke på det faktum at man ikke må slå. De piger betyder desuden intet.” Han så på Anna igen. ”De er bare små, ubegavede piger, der tror at et erhverv har noget at gøre med ens klasse. Louises forældre har da masser af penge.” Han tog en tår af sin vand. Anna så ned i sin mad. Med sin gaffel roede hun rundt i sine ærter.

”Tjo,” mumlede hun.

”Lad være med at lege med maden, skat.”

”Louise siger altid at de har rigeligt med penge,” begyndte hun uden at tage sig af sin mor. ”Men de har jo også kun det ene barn og…” Hun holdte en pause. ”Hun har varme frakker og mad på bordet, men der er også mange ting, der ikke er penge til.”

”Hvad for eksempel?” spurgte hendes far uden at fjerne blikket fra sin avis.

”Blade, for eksempel,” sagde Anna mere højlydt end hun havde planlagt. ”Louise elsker mode og tøj og den slags. Alt hendes tøj er også hjemmesyet. Hendes mor syer vildt godt, men det er jo intet i forhold til det man kan få i de pæne butikker.”

 

Anna løb prustende op ad trappen til klasselokalet. Hun plejede aldrig at komme for sent, men denne morgen var tiden løbet fuldstændigt fra hende. Først havde hun stået for sent op. Så kunne hun ikke finde nogen rene, hvide skjorter og havde været nød til at låne en alt for stor en af hendes mor, så hun opfyldte kravene til de obligatoriske skoleuniformer. Derefter var hendes cykel punkteret så hun måtte løbe hele vejen. Da hun næsten var noget op til sit klasselokale fik hun øje på sin lærer, frk. Hansen. Anna skyndte sig at overhale hende inden om så hun lige nøjagtigt nåede ind i klassen før hende. Hun smed sig forpustet ned på sin plads på forreste række oppe i højre hjørne.

”Godmorgen, piger,” sagde frk. Hansen friskt og satte sin taske på katederet og rodede den igennem for papirer. Anna tog sin taske frem og begyndte at finde sine bøger, notesbog og penalhus frem. ”Jeg har resultaterne af jeres latinprøver med. I gjorde det rigtigt…” frk. Hansens stemme døde hen. ”Hvad søren er dog det du har på?” Anna så forskrækket op og troede et øjeblik at spørgsmålet var henvendt til hende. Men da hun fulgte frk. Hansens blik så hun den var rettet mod én i midten omme bag Anna. Række to, plads tre fra vinduet, for at være helt bestemt. Louise. Anna fulgte hendes blik ned til sin veninde der sad med rettet ryg og et selvsikkert smil. Og et rødt stykke stof viklet om sig som en gallakjole. Kun et rødt stykke stof. Anna så uforstående på hende og tilbage sendte hun et kort smil, der sagde ”Bare vent og se.” Anna løftede sit ene øjenbryn og lænede sig tilbage.

”Undskyld, frk,” sagde Louise. ”Som Esther var så flink at fortælle mig i går, er min familie er bare så fattige, at de ikke har råd til ordentligt tøj.” Hun tog en kunstpause og så langsomt rundt på pigerne i lokalet. Hendes blik hvilede på Esthers i ekstra lang tid. ”Så alt vi har, er denne røde fane. Sådan er det vel bare at være en, arbejdertøs.” Frk. Hansen stirrede forbavset på Louise. Søde Louise. Stille Louise. Kloge Louise. Anna kunne mærke et smørret smil langsomt bredde sig på hendes læber. Men det skulle snart blive endnu større.

”Rejs jer, fordømte her på Jorden,” brød Louise ud i sang og skubbede sin stol tilbage. ”rejs dig, du sultens slavehær!” Hun rejste fra sin stol. Anna var ved at knække sammen i latter. Førhen havde hun kun hørt sin veninde yndigt synge franske sange og nynne med på Vivaldi, men nu sang hun med fuld røst. ”I rettens krater buldrer torden,

nu er det sidste udbrud nær.” Anna så på frk. Hansen, der så på Louise med et forundret blik og antydningen af et smil på hendes læber.

”Bryd kun fortids møre mur i stykker,

slaveskare, der er kaldt;

snart verdens grundvold sig forrykker,

fra intet da vi bliver alt!” På alt trommede hun en lille rytme på bordet og sprang op sin stol. ”Vågn til kamp af jer dvale,

til den allersidste dyst; –

og internationale

slår bro fra kyst til kyst.” Hun hoppede videre op på sit bord og stod med rank ryg. ”Vågn til kamp af jer dvale,

til den allersidste dyst; –

og internationale

slår bro fra kyst til kyst.” Frk. Hansen rystede på hovedet som om hun prøvede at vække sig selv fra en trance og gik over til Louises bord.

”Louise!” sagde hun strengt med et smil på læben. ”Kan du så komme ned fra det bord!” Louise fnes og trådte ned fra bordet.

”Jeg skal bede om din kontaktbog,” sagde frk. Hansen. Esther sendte Louise et veltilfreds smil. ”Også din, Esther.” Esthers smil blegnede og Louise blinkede overdrevent med det ene øje til hende. Dér knækkede Anna sammen. ”Også din, Anna!”

 

Om aftenen sad pigerne sammen med Annas mor rundt om spisebordet i den store, smukke spisestue i deres lejlighed på Forhåbningsholms allé. De havde lige spist aftensmad: frikadeller med persillesovs og hasseback kartofler. Louises livret. Annas far var ikke hjemme, så moren havde foreslået at de lavede noget pigehygge inde i spisestuen. Det bestod åbenbart af tonsvis af farvestrålende garn. Louise var gået helt i ekstase ved synet af det kongeblå, uldgarn og sad nu ivrigt og strikkede et tykt halstørklæde af dette. Anna var mere til at hækle og var i gang med en blød hue i hvidt garn.

”I gætter aldrig hvem opsøgte mig på mit arbejde,” sagde Annas far som han kom gående ind af døren med en gigantisk papirpose i hånden. Han gik hen og kyssede sin kone på kinden og satte sig ved hendes side.

”Hvem?” spurgte Anna.
”Einar Andersen!” udbrød han.

”Hvem?” gentog Anna og Louise i kor.

”Esther Andersens far,” svarede han. Anna og Louise så på hinanden. Anna med et smørret smil på læben og Louise med en varm rødme i kinderne. Hun slog hurtigt blikket ned i bordet og blev meget koncentreret om at strikke. ”Er det rigtigt at du gik i skole i klædt intet andet end en rød fane og som svar på Esthers drilleri sang du ’Internationale’?” Louise nikkede stille og så frygtsomt op på Annas far. Et øjeblik sad han helt forstenet. Så skete noget uventet. Han brød ud i latter. Han slog sig på låret og hev efter vejret.

”Einar var rasende!” jublede han. ”Han kom styrtende og snakkede længe og meget om hvordan vi gode borgere måtte sætte en stopper for dig. Så mindede jeg ham om at dette ikke var 1600-tallet og at du ikke var en heks. blev han godt nok rasende! Han skældte mig ud. Råbte og skreg om hvordan jeg var en skændsel, der var ligeglad med mit barns ve og vel. Og hvordan jeg kunne kalde mig selv konservativ forstod han ikke.”
”Og hvad sagde du så?” lo Anna.

”Så fortalte jeg ham at jeg så sandeligt heller ikke kaldte mig konservativ. Så blev han helt rød i fjæset og stormede ud,” Annas far smilede stort. ”Jeg tror, han troede jeg var kommunist eller sådan noget. Hvis han havde givet mig muligheden kunne jeg jo have fortalt ham at det ikke var værre end at jeg er medlem af Venstre.” Anna var ved at falde ned af stolen af grin, Louise havde åndet lettet op og grinte også med. Selv Annas mor udstødte et lille fnis.

”Det er en meget imponerende måde du valgte at løse en konflikt på, Louise,” sagde Annas far. ”Og socialismen…” han smilte skævt. ”…den kan vi jo altid få ud af dig senere.” Han satte posen op på bordet og trak to, smukke sommerkjoler ud. Den ene var hvid med lyserøde kirsebærblomster håndmalet på og den anden var lyseblå med tilsvarende håndmalede, hvide roser. De var begge lavet af en blanding af satin og silke.

”Jeg faldt over disse to på vejen hjem,” sagde han. ”En til hver af jer. Fordi I er sådan nogle søde piger, der behandler alle med respekt. Det skal nok være brugbart en dag.” Louise og Anna så forbløffet og lykkeligt på hinanden.

”Tusind, tusind tak,” sagde Louise åndeløst.

”Så kan hende… Esther bare komme an,” smilte Annas far.

 

Om natten lå de begge i Annas seng og prøvede at sove.
”Anna?” hviskede Louise ind mod Annas ryg.

”Mhm?” mumlede Anna træt tilbage.

”Tak, for det du sagde i går,” sagde Louise. ”Tak, fordi du fik mig til at kæmpe.” Anne vendte sig om i sengen og så Louise i øjnene.

”Tak selv,” sagde hun stille.

”For hvad dog?”
”Jeg har aldrig haft en ven som dig, Lulu,” sagde Anna og tog Louises hånd. ”Alle mine veninder førhen, har bare været nogle jeg har leget med dukker med. Men du og jeg? Vi har noget, der er langt dybere. Et ægte venskab. Vi er sjælefrænder.” Louise lukkede sin hånd om Annas.

”Som Diana og Anne?” hviskede hun lykkeligt. Anna lo og nikkede.

”Præcis.”

”Jeg elsker dig, Anna,” sagde Louise.

”Jeg elsker også dig, lille socialist.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...