Havfruen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2013
  • Opdateret: 26 mar. 2013
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
225Visninger

1. Havfruen

Der var fisk og koraler. Der var det hvide bløde sand, der føltes som at træde på en sky. Det var som om, alle tanker forsvandt med strømmen. Jeg ville ønske, at de minutter, jeg tilbragte hernede, ville vare evigt. Jeg ville ønske, at jeg kunne leve hernede til mine dages ende. Når jeg så skød op mod havets overflade gispende efter vejret, vidste jeg godt, at det aldrig kunne lade sig gøre. Jeg inhalerede luften og mærkede håret klistre mod mit ansigt. Den salte duft af havvand blæste om ørene på mig. Jeg ville ønske, jeg var en havfrue som i de eventyrer, man hører om. I stedet var jeg en 12-årig pige, der boede i Spanien og hed Lily. Jeg tog et par raske crawl-tag ind mod bredden, hvor turisterne lå med opslåede parasoller og grillede. Det var sommer, og turistsæsonen var lige begyndt. Da jeg var kommet i land, tog jeg mine svømmefødder og dykkerbriller af og løb ned af stien, der førte ud på villavejene. Da jeg trykkede dørhåndtaget ned til mit hjem, fik jeg en underlig følelse af utryghed. Idet jeg hurtig smøg mig indenfor, hørte jeg stemmer.

”HAR DU TÆNKT DIG AT STOPPE HVA DIT SVIN?!”

Jeg stivnede i døråbning, og kunne mærke tårerne presse.

”DU TALER IKKE SÅDAN TIL MIG DIN KÆLLING!”

Bang!

Tårerne fik fri adgang, og de strømmede ned af mine kinder, der i forvejen var våde af den 2 timers lange svømmetur, jeg tog mig på stranden. De havde aldrig sloges før. Jeg listede mig lidt nærmere, og så min mor ligge blødende og livløs, mens min far stod og kiggede vredt rundt omkring sig. Min mund åbnede sig i et skrig, men det lykkedes mig, at kvæle det. Jeg løb grædende ud af døren og over villavejen i den bagende sol.                    

Mine fødder søgte ned mod stranden, og da jeg hørte havets bølger slå mod klipperne, stilnede de blandede følelser lidt af. Jeg stod og kiggede et par fredfyldte sekunder, mens jeg så de glade børn og forældre, der boltrede sig i sandet. Jeg havde engang haft sådan en familie. Det var inden min fars firma var gået konkurs, og mine forældre var begyndt at drikke. Det var også inden min storesøster var rejst til New York, for at studere til retsmediciner. Hvad skulle hun derovre? Hun sagde det var noget med de bedste sygehuse og universiteter, men jeg vidste godt det bare var en undskyldning for, at slippe for vores familie. Der var engang, hvor jeg kunne tage venner med hjem. Der var engang, hvor jeg havde en perfekt familie, der ville gøre alt for mig. Det sker faktisk, at de somme tider glemmer mig. De elsker mig ikke en gang. Jeg har hørt dem nede i stuen oppe fra mit værelse, hvor de har råbt om mig og kaldt mig alt muligt. Jeg ved godt, at de var berusede, men det gør stadig ondt. Jeg rystede på hovedet, løb ned mod bredden. I det sekund mine tæer, mærkede vandets varme kilden, følte jeg mig genforenet med det element, jeg havde allermest kær.

Da jeg dykkede ned mod havets bund, så jeg det samme. Koraler, fisk og planter der bølgede i takt til den rytme, strømmen lavede. Det var altid de samme omgivelser, men de var alligevel langt fra ens. Nogle gange fik de utrygge fisk mig til at tænke på, om jeg overhovedet burde være i live. Om jeg ville have det bedre, hvis jeg aldrig var blevet født. Jeg slog tanken ud af hovedet igen og svømmede videre. Det var som at være en havfrue, der svømmede rundt i sit paradis. Der kunne ingen gøre hinanden fortræd. Alle elskede hinanden her. Jeg elskede vandet, der altid beroligede min sjæl, og lod de dårlige tanker flyde med strømmen. Min dvaletilstand blev afbrudt, da mine lunger skreg efter luft. Jeg satte af fra bunden og skød op mod vandets overflade, mens en sky af sand fløj op efter mig. Min mor! Jeg fik et chok, og skyldfølelsen ramte mig som et slag. Jeg gav alt hvad jeg havde i mig og kæmpede for at nå ind til bredden på rekordtid. Det var nærmest, som at svømme om kap med tiden.

Da jeg var oppe på land igen, kom ensomheden tilbage. Min mave knugede sig rundt. Som om den var bange for eksplodere. Jeg spurtede hen mod stien igen. Jeg så min mor stadig lå på gulvet, da jeg klemte mig stresset ind ad døren. Der kom en snorken oppe fra mine forældres soveværelse. Jeg regnede med, at det var min far. Jeg hastede ind til min mor.

”Mor, mor kan du høre mig?” Min stemme skælvede.

Intet svar. Jeg lyttede til hendes puls. Den pumpede svagt. Jeg tog vores hjemmetelefon ude i køkkenet og tastede nummeret til alarmcentralen ind.

”Det er alarmcentralen, hvad kan jeg hjælpe med?”

”Hej jeg hedder Lily Bagorra, og jeg har et nødstilfælde!”

Tårerne kom igen.

”Hvad er der sket?” Jeg holdte en lang pause. Hvad skulle jeg sige? Jeg måtte lyve. Jeg måtte lyde overbevisende.

”Det er min mor. Hun er faldet bevidstløs om og har ramt vores kommode og bløder derfor meget.”

”Er hun stadig bevidstløs?”

”Ja”

Jeg sank en klump. Ville de nå det?

”Jeg sender en ambulance. Hvad er din adresse?”

”Bancholo de Coello 41!”

”Jeg sender en straks! Bare slap af og prøv og se om du kan få hende ved bevidsthed igen.”

”Ja!”

Der blev lagt på. Jeg smed telefonen og råbte min mors navn.

”Siela, Siela, Siela, Siela!”

Stadig intet svar. Jeg lyttede ud mod vejen. Hvorfor kom de ikke?

”Kom nu..!” Hviskede jeg sammenbidt.

”Siela, Siela, Siela!”

”Viuuuuu!”

Ambulancen var her. Jeg løb ud mod døren og vinkede dem ind til siden, mod vores slidte og upassede hus. Ambulancefolkene løb ind mod stuen, mens de råbte kommanderende til hinanden.

”Hent iltmasken!”

De tog ikke notits af den vildtgroende græsplæne.

”Kom med båren!”

Jeg så dem bære min mor ud på en båre. Så kørte de. De spurgte mig ikke engang, om jeg ville med. Det ville jeg heller ikke, men jeg var jo hendes datter.

Jeg stod og så efter bilen, mens den kørte med sirener og blink. En tåre trillede ned af min kind. Det var stadigt lyst, men jeg var for udmattet til endnu en svømmetur med fiskene. Jeg gik ind i huset, hvor jeg satte kursen mod køkkenet. Da jeg åbnede køleskabet mødte øl, vin og sprut mit syn. Jeg gjorde store øjne, men tænkte at jeg godt kunne vente med at få mad til i morgen. Jeg gik ind mod mit værelse. Der stod et skrivebord, en seng og en lille kommode. Engang havde der været lyseblå vægge, fjernsyn og alt det, en pige på 12 år kunne drømme om. I dag var væggene skallede og afpillede. Fjernsynet var blevet solgt, så mine forældre kunne få det, de kaldte ølpenge. Min mor havde aldrig haft et job, men hun havde i stedet holdt regnskab for min fars firma. Efter at firmaet var gået ned, var hun gået ned med stress og begyndt at drikke sammen med min far. Jeg lagde mig på sengen og kikkede lidt rundt i værelset. Jeg skiftede ikke engang den våde badedragt, men smøg mig i stedet ned under dynen. Tankerne kom brasende, men jeg nåede ikke at blokere dem, før jeg gik ud som et lys.

Næste morgen vågnede jeg ved lyden af et skænderi nede i stuen.

”Hvad tænkte du på? Jeg var jo beruset!” Min mor var åbenbart kommet hjem.

”Det var sgu ikke mig, der ringede efter en ambulance!”, lød et dystert svar.

”Hvem skulle det ellers være idiot?!” Min mor virkede oprevet.

”Det må være tøsen!” Min far lød arrig.

Jeg rejste mig og listede hen mod trappen. Jeg tog de 15 trin ned og gik nervøst ind i stuen.

”Hej mor.”

”Hvad fanden tænkte du på pigebarn?! Jeg var beruset! Men nej, du ved selvfølgelig intet om, at læger skriver en ind på afvænningskur, hvis man drikker for meget! Så du kan jo være ligeglad!”

”Jamen mor jeg…”

Jeg nåede ikke at sige mere, før en hånd havde ramt min kind med sådan en kraft, at jeg troede jeg skulle dø. Mine tårer flød ud. Jeg skulle lige til at tude og hyle op, men jeg valgte at kvæle gråden og i stedet kikke op mod mine forældre. De stirrede rasende på mig.

”Forsvind! Forsvind!” råbte min far hidsigt.

Jeg tog mig til kinden og løb ud af stuen hen mod døren. Uden at se mig tilbage fortsatte jeg ned mod strandbredden, mens jeg udstødte små gisp og hyl.

Da jeg nåede ned til bredden, stoppede jeg ikke op. Jeg løb bare ud i det bølgende hav, mens børn og voksne passerede forbi mig.

 Da jeg kom ned under vandet, blev jeg igen rolig. Jeg svømmede ud til et stille sted uden turister eller surfere. Det var de samme varme og trygge rammer, som jeg befandt mig i. Mine tæer gravede ned i det silkebløde sand. Den samme tanke dukkede op igen og igen. Her ville jeg leve til mine dages ende. Jeg kiggede på planterne og søstjernerne. De var alle sammen i deres rette element. Det var jeg også. Jeg følte mig som en del af vandet, og de liv der hørte til det. Vi var alle sammen grundsten for vores element. Jeg kiggede lidt, før jeg så en fisk svømme rundt. Jeg ville svømme efter den, men mine dykkerbriller og svømmefødder havde jeg smidt fra mig i stuen, da jeg reddede min mor.

Raseri fyldte min krop. Jeg havde reddet hende, og jeg havde ikke en gang fået et tak! Jeg havde fået en lussing! Jeg havde taget det ansvar, som de aldrig gjorde! Jeg svømmede ud på dybt vand. Jeg kunne ikke bunde, men det passede mig fint. Jeg skulle alligevel aldrig op igen. Hvad havde jeg at leve for? Havde jeg nogle der elskede mig? Havde jeg værdifuldt liv? NEJ! Jeg havde en gang venner, men mine forældre havde gjort mig til en enspænder! De havde ødelagt mig! Jeg ville aldrig kunne elske igen! Aldrig have følelsen af at være tryg igen! Jeg var følelseskold og det var alt sammen på grund af dem. Jeg svømmede ned mod bunden og tog en håndfuld sand op. Jeg mærkede lungerne skrige, min puls pumpede nu rundt, og min hals brændte efter luft. Jeg tog mig til kinden. Vandet havde afkølet den, og den var kun svagt øm nu. Jeg lukkede øjne, mens jeg langsomt åbnede munden og sugede saltvandet ned i lungerne. Snart bliver havet stille.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...