Når Vindene Vendes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2013
  • Opdateret: 8 maj 2013
  • Status: Igang
År 1820.
Christina bor på godset Heden med sin mor og bror, sin stedfar, yngre halvsøster og ældre stedsøster. Christina har aldrig rigtig følt sig godt tilpas på det sted og det er kun broren Michael og stedsøsteren Charlotte, der forstår hende. Hun vender indtil hun er 21 år og får de penge, som hendes mormor efterlod hende, så hun og Michael kan få deres eget hjem.
Men så flytter der nye fornemme naboer til. En af dem får Christina en stærk modvilje mod, men Charlotte bliver forelsket i anden af dem. Da så to kvinder bliver fundet myrdet, så anklager alle landsbystossen Henriette, som Christina forsvarer.
Som vinden vender, bliver hendes tilværelse også vendt.

6Likes
3Kommentarer
714Visninger
AA

2. Nye naboer - Heden

Det var i begyndelsen af April, at der skete noget nyt i landsbyen Samming. Et andet gods, Pilegård, havde stået tomt i mange år. Den sidste beboere havde efterladt det til en fjern slægtning, som havde to ejendomme i forvejen. Selvfølgelig så blev der hyret folk, der skulle passe stedet. Der var ingen, der skulle sige, at ejeren ikke tog sig af sine ejendomme, men ellers havde han aldrig brugt den.

 Det var ellers et rigtigt pænt gods med piletræer stående ved porten og en lang allé hen til hoveddøren. Da Christina og Charlotte var yngre havde de ofte leget med tanken om at stedet var hjemsøgt og testet hinanden i hvem, der var modig nok til at gå op til hoveddøren og banke på om aftenen. Nogle gange havde de også sneget sig ind, men så dalede interessen for stedet, og pigerne overlod det til sig selv.

 Men nu blev Pilegården et nyt samtale emne i landsbyen. Nogen havde lejet det og havde tænk sig at flytte ind der.

 Præstefruen inviterede kvinderne fra Heden til te for at tale om det. Der havde nemligt gået forskellige rygter om hvem de nye beboer var. De mest skandaløse var at en eller anden rigmandselskerinde skulle bo der. Tungerne i byen glødede af rygtesmederi. Nogen sagde, at en forbryder forfulgt af staten skulle bruge det som skjulested, og straks råbte mødrene op at de ikke ville lade deres børn i nærheden af det gods. Men i sidste ende fik man bekræftet, at der var tale om en ung velstående mand med sin ældre søster.

 "Han skulle vist være fra København," fortalte præstefruen og skænkede te op til Charlotte. Charlotte Steengård var meget pæn med blonde proptrækkrøller, som hun vist havde arvet efter sin mor. Fru Steengård, som var ved at drikke sin te, havde glat sandblond hår, der var umuligt at sætte op. "Søn af en af disse handelsfolk, der importere med varer fra østen. Meget velhavende."

 Præstefru Mikkelsdatter var over tres år gammel, men det ville være svært at bedømme for fremmede, da hun virkede rask og rørig som en på fyrre. Stuen i præstegården var simpelt, pænt møbleret, men overalt lå der bøger, der ikke var blevet sat på plads. Præsten var ude i kirken for øjeblikket og at gøre alt klar til søndagsgudstjenesten næste dag.

 "Hans onkel skulle være lige så rig, som... æhm den græske konge med det gyldne håndtryk."

 "Kong Midas," gættede Christina og pustede for køle teen lidt af.

 "Ja, det var det vist nok. Nå, men som jeg sagde, han kommer hertil med sin storesøster. Tilsyneladende vil de prøve livet ude på landet. I så fald bliver de skuffede."

 "Hvorfor det?" spurgte Charlotte forsigtigt.

 "Alle velstående folk har et idyllisk ideal af livet ude på landet, men når de har været her en stykke tid, så keder de sig. Det har I mit ord på."

 Christina anede ikke hvad hun skulle sige til det. Hun var vokset op på landet og havde kun få gange besøg København og selvom hun havde syntes at det var spændende der, så havde hun aldrig haft lyst til at bo der.

 "Synes De da at, der er kedeligt ude på landet?" dristrede hun sig til at spørge.

 Hendes mor så chokeret på hende. Charlotte rullede bare med øjnene. Hun kendte sin stedsøster alt for godt.

 Præstefruen kiggede bare forbløffet på hende og svarede: "Jeg synes, at her er fredeligt. Inde i byen er der så meget larm og ballade, at man ikke kan høre sig selv tænke. Ligesom dengang..." Og så snakkede de ikke mere om de kommende nye naboer.

 Det var ikke før midten af April, at Christina fik det første glimt af dem. Hun og hendes bror den tiårige Michael var nede i byen den dag for at aflevere nogle kniplinger, som deres mor havde lavet, til smedens kone. 6årige Cecilie, der lignede deres mor med den glatte sandblonde hår, ville gerne have kommet med, men det ville mor ikke have. Deres stedfar havde travlt med sine bøger til at ordne sådan noget og Charlotte havde ikke lyst. Så det blev de to Ritter-søskende.

 Mens de gik, snakkede Michael løs. Han lignede sin storesøster meget med det mørkebrune hår og blå øjne. Christina kunne selv ikke undgå at se hvor meget han mindede om deres far.

 "Og så i går var Madame Holm på besøg. Mor bad mig om at hente en stykke kage til hende, men jeg ville give den til hende, så faldt jeg og tabte den ned på hende."

 "Det var da ikke så godt," svarede Christina og vinkede til smedens kone, da de forlod smedjen.

 "Næh, det kom ud over hendes kjole. Så blev hun hysterisk og råbte ad mor. Hun sagde, at hun ikke havde den mindste forstand på at opdrage børn. At vi alle var tilflyttere, som ikke havde noget at gøre her, at du var en skamløs tosse som hende Henriette, og at Charlotte var en hore, for det kunne man se på hendes kønne ansigt."

 "Sagde hun virkelig det?" spurgte Christina rasende. "Så har hun da ikke fortjent at blive behandlet ordentligt." Hun fnøs irriteret.

 "Men hvorfor behandler vi så dem pænt, hvis de ikke behandler os pænt."

 Christina nåede lige at få dem til at stoppe op inden en karet kom kørende forbi. "Fordi ellers ville vi ikke være bedre end dem. Det handler om at have en moral. Vi behøver ikke at behandle dem pænt, men det betyder ikke, at vi skal behandle dem skidt. Den bedste løsning er, at ikke være den, der skaber problemer."

 Michael nikkede tankefuld, men inden han kunne svare, så kørte der en fremmed karet forbi dem og tiltrak alles opmærksomhed. Dens spand bestod af fire sorte heste, og Christina syntes at hun så en kvindes ansigt genne ruden, men kun for en alt for kort stund til at se nærmere på det.

 "Så I det?" råbte skomagerens tykke kone, der kunne høre hende. "Det er de nye lejere af Pilegård. Lad os straks gå hen og se på dem." Det behøvede hun ikke, at sige to gange for alle fulgte straks efter vognen.

 "Skal vi gå med?" spurgte Christina sin bror. Michael nikkede. Han var meget interesseret i at se de nye beboere.

 "Godt, så," sagde Christina og tog hans hånd. "Så lad os følges ad."

 

De nåede hen til en jernport sammen med de af landsbyens beboere, der kom med. Det lykkedes for dem at møvre sig frem, så de havde et frit udsyn til godset.

 "Se," sagde Michael og pegede. "De stiger ud nu."

 Christina skyggede sin øjne for solen med sin hånd og kiggede. Jo, der steg to mennesker ud. Først en mand klædt i grønt, så en kvinde, der var klædt en skriggul farve og en stor hat med lang skygge. Men det var ikke til at se deres ansigttræk på denne afstand.

 "Næh," sagde kvinden ved siden af hende. "Hvor er hun pæn."

 "Det skal nok sætte lidt gang i byen," hørte hun skomageren sige.

 "Ha," sagde gamle Frederiksen. "Jeg tvivler på at vi overhovedet får dem, at se her i byen. Mær jer mine ord, de rige mænger sig ikke med folk af vores stand. De regner sig for bedre end os. Lad dem passe sig selv, hvis de lader os passe os selv."

 Da de nytilkommende gik ind i godset, mistede forsamlingen undenfor porten interessen og gik tilbage til byen. Kun Christina og Michael stod tilbage.

 "Tror du, vi kommer til at hilse på dem?" spurgte Michael.

 "Måske," svarede Christina, for hun ikke selv sikker. "Lad os nu gå hjem."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...