Når Vindene Vendes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2013
  • Opdateret: 8 maj 2013
  • Status: Igang
År 1820.
Christina bor på godset Heden med sin mor og bror, sin stedfar, yngre halvsøster og ældre stedsøster. Christina har aldrig rigtig følt sig godt tilpas på det sted og det er kun broren Michael og stedsøsteren Charlotte, der forstår hende. Hun vender indtil hun er 21 år og får de penge, som hendes mormor efterlod hende, så hun og Michael kan få deres eget hjem.
Men så flytter der nye fornemme naboer til. En af dem får Christina en stærk modvilje mod, men Charlotte bliver forelsket i anden af dem. Da så to kvinder bliver fundet myrdet, så anklager alle landsbystossen Henriette, som Christina forsvarer.
Som vinden vender, bliver hendes tilværelse også vendt.

6Likes
3Kommentarer
712Visninger
AA

1. I begyndelsen af marts - Heden

Ude på landevejen gik en ung pige en af sine ensomme aftenture. Hun var på vej hen imod et gult herregård velviden at hendes mor ville blive rasende, hvis hun ikke kom hjem. Det var nemlig blevet ret sent og halvmånen lyste tappert, men den var ved at aftage.

 Hun havde nøddebrunt hår samlet i en fletning. Hendes blå øjne var klar og tankefulde. Hun var iført en lyseblå kjole, der var blevet lidt snavset i kanten, men det var hun ligeglad med.

 Hendes navn var Christina Ritter, og hun var Fru. Steenbergs datter fra første ægteskab. Hendes far havde været kaptajn i hæren, men døde af en sygdom, da hun var tolv og broren Michael var to. Senere havde moren så gifte sig med Johannes Steenberg, der selv havde en datter, Charlotte, og sammen havde de fået Cecilie.

 Christina stoppede op og betragede sit hjem. Pænt og stort, men hun havde skam længsler efter at komme væk herfra. Til nye omgivelser, være til gavn for nogen og ikke bare gå og virke til at være overflødig. Jo, hun havde skam sin del af husholdningen, men alligevel... så var øjeblikke, hvor hun følte sig usynlig, og hvor moren og stedfaren kun var optaget af deres egne problemer.

 Men hun havde skam et håb et godt stykke ude i fremtiden. Hendes mormor, som havde gjort sig uvenner med hendes mor, havde efterladt hende penge en sum penge, som var båndlagt, men forrentede sig. Hendes mor og stedfar bestemte over renterne, men når Christina var fyldt enogtyve, så fik hun retten til selv at bestemme over dem og var fri til at få sit eget sted at bo. Broren Michael skulle selvfølgelig få lov til at komme med. Gennem hele Michaels barndom var det Christina, der tog sig af ham. Moren havde skam travlt med Cecilie og stedfaren, ja, han var jo trods alt en stedfar.

 Ligenu var Christina nitten, snart tyve, så der var godt et år endnu at holde ud.

 En latter fra hendes venstre side distraherede hende. Først så hun en mark af højt græs, men så bemærkede hun en skikkelse hoppe gennem græsset som et dådyr og le hjerteligt.

 Christina rystede træt på hovedet. Henriette Dahl, landsbytossen, fra skoven. Hun var skør og talte mærkeligt, men ellers var hun altid i godt humør.

 Henriette var den sidste i slægten Dahl, som for mange år siden ejede Heden, Christinas hjem, men Henriettes oldefar havde været tvunget til at sælge stedet og flytte. Henriette havde dog været langt fra den eneste i familien, der var gal. Det skyldtes dårligt blod, blev det sagt, og det havde ikke været bedre af at der var indavl i familien.

 Christina havde altid synes, at det var synd for Henriette, men var dog glad for at folk lod hende være i fred. Der havde været nogle få, der spyttede på hende, men ellers så blev pigen behandlet bedre end alle andre landsbytosser.

 Christina stod for en stund over overvejede om hun skulle vinke, men valgte at lade være. Hvad gavn kunne sker ved det? Så gik hun videre. Landevejens sand og grus knasede under hendes sko. Der lys i vinduerne på Heden, så var der nogen, der stadig var oppe endnu. Hun havde valgt at gå lige efter aftensmad.

 Hun gik ind ad bagdøren til køkkenet, fordi at hoveddøren altid knirkede højt, når den blev åbnet, til stor irritation for husets beboere. Derfor blev hoveddøren kun brugt, når der var private gæster eller fest.

 Hun standsede op og lyttede. Der var ikke nogen på denne etage, så måtte de være ovenpå. Hun havde ikke lyst til at rende ind i nogen. Hun ville bare gerne op i seng og sove. Michael måtte helt klar være gået til ro, Cecilie ligeså. Hendes mor foretrak altid at ligge i sengen det meste af dagen og Charlotte var en lydig pige, der altid gik tidlig til ro, så det måtte være hendes stedfar Johannes, der stadig var oppe og arbejde. Godt, så risikerede hun ikke at blive standset på vej op, tænkte hun og gik op ad trappen.

 Herregården var stort nok til at alle kunne have hvert deres værelse, men på grund af økonomisk problemer, så var der ikke ret mange tjenestefolk. Faktisk så var der kun Greta, som lavede aftensmaden og gjorde ren i stuen og køkken, så var der Thomas fra en nabogård, som en gang imellem blev hyret til at vaske og køre kareten, når den skulle bruges. Resten som rengøring af værelserne og anret af morgenmad og middag skulle familien selv sørge for. Det havde Christina aldrig haft et problem med.

 Hendes værelse havde vinduer, der vendt ud mod den mark af højt græs, hvor hun havde set Henriette danse rundt tidligere. Christina kiggede ud for et øjeblik, men så at Henriette var gået. Derpå skiftede hun til sin natkjole og gik til ro.

 Mens hun lå der, så tænkte hun over tingene. Det havde ikke været nemt, da hendes far døde. De havde aldrig været specielt rige, men man kunne sige at tingene gik ned ad bakke, siden hans død. Hendes mor var ikke sig selv, og Christina selv havde savnet sin far umådelig højt. Den eneste, der kom upåvirket gennem det hele var Michael, der kun var to år til forstå noget som helst. Så kom statsbankrotten året efter, alle pengene var tabt og familien var tvunget til at sælge huset, de havde boet i. Moren ønskede ikke at flytte over til sin mor. I stedet valgte hun at overlade sine børn til sin afdøde mands bror, der boede på Nordfyn, men det var under rejsen dertil, at hun mødte Johannes Steengård, der selv havde mistet sin ægtefælle og lige havde arvet en herregård i Nordsjælland, så de besluttede sig for at blive gift og føre fælles husholdning. Og det havde fungeret fint. De havde da tag over hovedet og havde aldrig sultet.

 Christina vendte sig om på maven og spekulerede på, om livet ville fortsætte med at være det samme indtil hun blev enogtyve.

 Hun faldt i søvn med visheden om at nu kunne hendes tilværelse ikke blive slem.

 Ih, hvor tog hun fejl.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...