Når Vindene Vendes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2013
  • Opdateret: 8 maj 2013
  • Status: Igang
År 1820.
Christina bor på godset Heden med sin mor og bror, sin stedfar, yngre halvsøster og ældre stedsøster. Christina har aldrig rigtig følt sig godt tilpas på det sted og det er kun broren Michael og stedsøsteren Charlotte, der forstår hende. Hun vender indtil hun er 21 år og får de penge, som hendes mormor efterlod hende, så hun og Michael kan få deres eget hjem.
Men så flytter der nye fornemme naboer til. En af dem får Christina en stærk modvilje mod, men Charlotte bliver forelsket i anden af dem. Da så to kvinder bliver fundet myrdet, så anklager alle landsbystossen Henriette, som Christina forsvarer.
Som vinden vender, bliver hendes tilværelse også vendt.

6Likes
3Kommentarer
696Visninger
AA

3. Fest i Harup - Heden

"I så dem?" spurgte Fru Steenberg ved aftensmaden. "Hvordan så de ud?"

 Christina sukkede, inden hun svarede. "Vi stod kun ved porten. Der var alt for stort afstand til at vi kunne se deres ansigter."

 Michael rakte ud efter et skive brød. "Men kvinden var klædt i gult."

 "Sikkert det nyeste mode fra København," mumlede Hr. Steenberg. Han var en ældre mand, der var et halvt århundrede, med kun interesse for sine bøger og at overleve med ære. Han holdt af sine to døtre Charlotte og Cecilie, men havde ikke så meget med deres opdragelse at gøre. Cecilie var mest knyttet til sin mor, mens Charlotte mere holdt for sig selv. Hun betragtede Christina som sin bedste veninde og søster og var faktisk mere knyttet til hende end til Cecilie.

 Michael var ti år. Han kunne ikke huske sin far, men i hans øjne stod han som en helt. Han var jo trods alt kaptajn fra Napoleonskrigene. Forholdet med hans mor var vel på god fod, men det var Christina, som han mest gik til. Det var Christina, som tog sig mest af ham.

 "De er sikkert meget søde," sagde Charlotte positivt og smilede. "Tror du ikke også det, Christina?"

 Christina holdt sin opmærksomhed mod maden. "Jeg tror ikke, at jeg kan udtale mig om det, før jeg overhovedet har mødt dem."

 Det måtte Charlotte give hende ret i.

 Christina fortsatte: "Det kan også godt være at de holder sig indendøres under hele deres ophold, og vi ikke kommer til at se skyggen af dem."

 "Hvorfor det?" spurgte Cecilie.

 "Fordi den slags mennesker altid tror, at de er bedre end alle andre. De... betragter sig selv som guder, der skal holde sig på afstand fra almindelige mennesker og passe dem selv på Olympen."

 "Hvad er Olympen?" spurgte Michael.

 "Det skal vi ikke snakke om?" brød Fru Steenberg ind. "Måske skulle vi invitere dem til te."

 Til det var der ingen, der svarede. Men senere på aften, sad Christina på Charlottes værelse, og de to piger snakkede sammen.

 "Jeg glæder mig til at møde dem," hviskede Charlotte spændt. "Er du ikke også nysgerrig?"

 Christina trak på skuldrene og smilede skævt. "Jo... Det er ikke så ofte, der sker noget nyt i Samming. Men jeg regner med de af den type, der besvimer ved synet af mudder på deres pæne gulvtæppe."

 "Vær nu ikke så negativ, Christie." Det var kun hende og Michael, der havde lov til at kalde hende Christie. Michael gjorde det hele tiden, men Charlotte gjorde det få gange under specielle tilfælde, som når hun syntes at Christina overdrev eller når hun var ked af det.

 "Jeg tænker bare rationelt, Charlotte," svarede Christina og kiggede ud af vinduet mod natten. "Det har jeg altid gjort."

 "Men du siger ofte ting, der har det bedst med at være usagt. Som den anden dag, da du sagde til moder den anden dag, at hendes nye kjole fik hendes øjne til at ligne en fisks."

 "Hun prøver altid tøj, der ikke passer hendes alder."

 "Det var alligevel ikke pænt sagt, Christie."

 "Bah. Du må da indrømme, at hun ikke så godt ud i den."

 Charlotte skubbede ud med underlæben tankefuldt. "Ehm... farven var meget særpræget. Jeg har altid ment at hun ville se pæn ud i mørkere farver. Jeg havde ikke regnet med, at hun ville prøve noget så lyst."

 "Lyserød, Charlotte. Hun så så... jeg ved ikke hvad."

 "Christina, vær nu sød," bad Charlotte.

 "Ja, ja," mumlede Christina. Og døren gik op. Michael stod der i sin store natskjorte.

 "Christie," kaldte han.

 "Hallo," sagde Christina og rejste sig. "Hvorfor er du ikke i seng endnu?"

 "Kan ikke sove," svarede den tiårige dreng og gned sig i øjnene.

 "Ikke? Nå, men gå du bare ind igen, så kommer jeg og læser for dig. Skal vi sige det?"

 Michael nikkede smilende og forsvandt ned af gangen. Christina stod og kiggede efter ham for en stund, inden hun sagde godnat til Charlotte.

 

I slutningen af April blev alle på egnet inviteret til fest hos storbonden Harald Simonsen i nabobyen Harup. Det skulle være et påskegilde med sang og dans. Også dem på Pilegården blev inviteret, og hvis de kom, ville det være første gang de ville vise sig offentligt, siden de kom til Samming. Samtidig var det lykkes for landbyen at få fat i et navn. Thaddeus Hvidbak og hans søster Olga, begge fra København og i midten af tyverne. Samtidig var der ankommet en ny person til Pilegården. En ven af hr. Hvidbak, som kom fra Sverige, men havde et hus i København. Dem på Heden blev også inviteret. Michael og Cecilie blev overladt til Thomas' familie fra nabogården, mens der blev lejet heste til kareten. Fru Steenberg var meget spændt på at komme til en fest, Charlotte var optimistisk og Christina fulgte bare med, fordi hun havde brug for noget at bruge sin aften på. En distration var velkommen engang imellem.

 Under køreturen kiggede Christina hele tiden ud af vinduet og tænkte. I morgen måtte hun hellere få skrevet til sine bedsteforældre på Sydfyn. Hendes fars forældre boede på en slægtsgård i Hulterslet sammen med hendes fætter og kusine, hvis forældre arbejdede på de dansk-vestindiske øer. Christina skrev ofte til dem, og de skrev ofte til hende, men hun og Michael så dem kun til jul og om sommeren. I deres sidste brev havde de nævnt at hendes fætter Sander stadig arbejdede på at blive læge, mens kusine Mimi øvede sig i at spille på klaver. Christina sukkede. Hendes kusine var meget naiv og menneskesky og havde været det siden barndommen, men hun var dog meget sød.

 "Christina?" sagde Charlotte.

 "Ja," svarede hun og var med et revet ud af sine tanker.

 "Gør dig klar, vi er der snart."

 Christina glattede sin pæne lyseblå kjole, som hun normalt brugte til søndagsgudstjenester i kirken, ud og tog en dyb indånding. Var det for sent at vende om?

 

"Hr Johannes Steenberg fra Heden med frue samt hans ældste datter frøken Charlotte og fruens ældste datter frøken Agatha Christina Ritter," blev det meddelt.

 Christina tvivlede på om der var nogen, der havde hørt det for alle i salen så ud til at være optaget af at danse folkedans. Hun kunne ikke lade være med at smile ved synet. Det så meget lystigt ud, men hun gad ikke gå hen til en tilfældig mand og byde ham op.

 Charlotte havde ingen problemer. Ikke længe efter blev hun straks budt op af en mand, der så ud til at være tryllebundet af hendes engelagtige skønhed. Hr og fru Steenberg faldt i snak med deres værter, så Christina var overladt til sig selv. Godt, tænkte hun. Måske skulle hun finde noget at drikke. Men, hvor? Hun spurgte en mand, der havde en glas i hånden om hvor han havde det fra, og han pegede i retning mod orkesteret, der spillede til dansen. Der måtte nok et bord i nærheden. Det var ikke ligefrem nemt at møvre sig gennem alle de mennesker. Hun var ligeved at tabe det uldsjal, som hendes farmor havde givet hende til jul.

 Men da hun nåede frem til orkesteret, så havde stoppet op med at spille. En dyster tavshed havde bredt sig i salen. Alle var også holdt op med at danse. Hvad var der sket?

 Henne ved den store dør stod tre fremmede. To mænd og en dame. Damen var iført en kjole, der sikkert var det nyeste mode fra København. Hun havde honningblond hår og et mut udtryk i ansigtet. Den ene af de to mænd, som havde den samme honningblonde hårfarve, så mere glad ud og spændt. Han havde sådan et ansigt, man ikke kunne undgå at smile til. Men den anden mand så mere dystert ud. Han havde sort kort hår og var iført tøj i mørke farver. Også havde han et udtryk som om han lige var kommet til en begravelse.

 "Hvem er det?" hørte Christina en dame hviske ved siden af hende.

 "Hr. Thaddeus Hvidbak med frøken Olga Hvidbak fra Pilegård i Samming," blev det meddelt, "... samt Hr. Jacob Waldemar fra Bredaholm i Sverige."

 Nå, tænkte Christina. Nu fik man endelig de mystiske nytilflyttere fra Pilegård at se. Søskendeparret var nem at regne ud, så det var ikke svært at gætte hvem den sidste var. Hr. Hvidbak så ud til at være en behagelig person, men de to andre var hun ikke så sikker på.

 Alle trak sig til side, da de nyankommende gik gennem salen, som om de var kongelige. Hvor typisk, tænkte Christina og vendte sig væk. Hun havde endelig fundet bordet med drikkevarer. Hun tog et glas og fandt sig en plads ved en anden dør, hvor hun kunne være i fred og drikke.

 Snart begyndte musikken at spille igen og tavshed forsvandt som is smeltet i varme. Christina drog en lettelses suk og drak videre, mens hun betragtede de dansende mennesker.

 Hun ikke lade være med at blive munter ved synet af deres glæde og ivrige energi i dansen. Hun havde lyst til at prøve det selv, men... Hun havde ikke lyst til at byde nogen op.

 "Kom nu, Jacob. Der er mange kønne unge damer her. Ha' nu lidt sjov."

 Christina kiggede lidt til siden og fik øje på Hr. Hvidbæk og Hr. Waldemar, der talte sammen.

 "Jeg har ingen indvendinger mod at du danser, men kan du ikke lade mig være," sagde Hr. Waldemar. Hans stemme var dyb og kølig. "Der er ingen af de piger, jeg ser, som jeg kan tage alvorligt, på nær din søster."

 "Hvad med denne unge dame, der står henne ved døren? Hun ser da rolig og fornuftig ud. Hvorfor ikke spørge hende?"

 Det gik op for Christina, at det var hende, de talte om og lyttede opmærksom på Hr. Waldemars svar.

 "Hun ligner en krydsning mellem trold og menneske. Det ville ikke overraske mig, hvis hun overhovedet ikke kan danse. Lad dog vær med at spilde tiden på mig, Thaddeus."

 Hr. Hvidbak opgav at overtale sin ven og forsvandt i folkemængdet med Hr. Waldemar efter sig. Christina stod bare til og anede ikke hvad hun skulle føle.

 Trold og menneske. Bah, tænkte Christina. Han skulle nødig snakke. Han lignede en, der var hugget ud af sten. Og han var bleg som om han havde boet under jorden det meste af sit liv. Hun turde vædde på at hans dansetrin ville være stive, som om han var pakket ind i gips. Hun smilede ved tanken og fik drukket færdig. Hvor var Charlotte nu henne?

 Hun spejdede efter Charlotte. Hun fik øje på sin mor og stedfar, men de var optaget. Charlotte kunne hun ikke se nogen steder.

 Hvor var hun?

 "Hvor i himlens...? Charlotte," kaldte hun højt og tydeligt. "Charlotte."

 "Oh, det er mig," hørte hun et sted bag sig. "Christina, jeg er her."

 Christina fandt Charlotte i selskab med Hr. og frk. Hvidbæk og Hr. Waldemar. Sikke et stort held. Charlotte greb Christina og sagde: "Hr. Hvidbæk, må jeg præsentere Dem for min stedsøster og bedste veninde, Christina."

 "Christina Ritter," præsenterede hun sig og nejede for hr. Hvidbæk.

 "Frk. Ritter," sagde Hr. Hvidbæk varmt. "Thaddeus Hvidbæk. Det er mig en fornøjelse, at møde Dem. Jeg må sige, at De har en charmerende stedsøster."

 "Tak," sagde Christina og vendte sig mod Charlotte. "Hvad talte I om?"

 "Åh," sagde Charlotte og smilede. "Om Samming. Jeg talte om alle de smukke steder der."

 "Som vi ser frem til at lære bedre at kende," brød frk. Hvidbæk ind. "Olga Hvidbæk," hilste hun til Christina med et blændende smil. På tættere hold, kunne Christina bedømme frk. Hvidbæks alder til at være omkring femogtyve. "Glæder mig at gøre Deres bekendtskab. De taler anderledes. Er De fra Fyn?"

 "Jeg er født på Fyn," svarede Christina. "Men jeg er vokset op i en by nær Roskilde. Begge mine forældre var fra Fyn, så det er fra dem, jeg har lært at tale."

 "Og det har Christina aldrig holdt op med," sagde Charlotte med en latter. "Da vi var børn og lige var flyttet til, så drillede de andre børn os med vores dialekt. Jeg lærte straks at tale som dem, men Christina gjorde det modsatte. Hun gjorde sig stor umage med at tale fynsk for at irritere dem."

 "Jeg ville bare vise, at jeg ikke havde noget at skamme mig over." Christina blev lidt frustreret over, at Charlotte fortalte deres livshistorie til fremmede.

 "Sådan er Christina. Ikke bange for noget som helst."

 Christina kluklo. "Tro mig, der findes ting, der er noget værd at være bange for."

 "Og hvad skulle det så være, Frk. Ritter," spurgte Hr. Waldemar, som talte for første gang til hende.

 "Frygten," svarede Christina kæk. "At være bange er værre end det man er bange for."

 "De taler som om De var vis i sådan en ung alder," sagde Frk. Hvidbæk.

 Christina tænkte lidt over det og så så Hr. Waldemar direkte i øjne. "Jeg kan jo være en krydsning af to forskellige ting." Uden at vente på en reaktion, undskyldte hun for sig selv og gik. "Jeg vil lige finde mor og Fader. Det var mig en fornøjelse at møde jer."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...