Når Vindene Vendes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 mar. 2013
  • Opdateret: 8 maj 2013
  • Status: Igang
År 1820.
Christina bor på godset Heden med sin mor og bror, sin stedfar, yngre halvsøster og ældre stedsøster. Christina har aldrig rigtig følt sig godt tilpas på det sted og det er kun broren Michael og stedsøsteren Charlotte, der forstår hende. Hun vender indtil hun er 21 år og får de penge, som hendes mormor efterlod hende, så hun og Michael kan få deres eget hjem.
Men så flytter der nye fornemme naboer til. En af dem får Christina en stærk modvilje mod, men Charlotte bliver forelsket i anden af dem. Da så to kvinder bliver fundet myrdet, så anklager alle landsbystossen Henriette, som Christina forsvarer.
Som vinden vender, bliver hendes tilværelse også vendt.

6Likes
3Kommentarer
695Visninger
AA

4. Besøg på Heden - Heden

Christina smed tre skillinger i kirkebøssen. De gav en klingende lyd, da de ramte bunden.

 "Gud velsigne Dem," takkede præsten. Christina nikkede til ham og kiggede op mod alteret. Det var flot og dekorativt, men en smule overpyntet til hendes smag. Christina holdt dog meget af kirken. Derinde rummede der en ro til gudstjenesterne, hvor ingen ville finde på at forstyrre hende.

 Det var søndagen efter påskefesten i Harup og gudstjenesten var lige sluttet. Fru Steenberg havde ikke kunnet komme på grund af mavesmerter, Hr. Steenberg var lige gået for at tale med gamle Frederiksen om at få renset haven for ukrudt. Michael og Cecilie var løbet i forvejen op på broen for at smide grene ned i åen og se, hvis der var hurtigst. Christina og  Charlotte gik sammen som altid.

 "Så, hvad skal vi have til aftensmad?" spurgte Charlotte.

 "Det er søndag," svarede Christina tankefuld. "Vi får altid boghvedegrød om Søndagen. Lad os da håbe at Greta har sirup til den denne gang."

 "Du taler om det som om det var en dårlig ting."

 Christina trak på skuldrene. "Boghvedegrød er kedeligt. Det eneste gode, jeg kan sige om det, er det er billigt."

 "Nærigpind," mumlede Charlotte. Christina var altid en sparsommelig type, hvad penge angik.

 Da de var gået en stykke, var der nogen, der kaldte på dem. Hr. Hvidbæk kom gående mod dem i godt humør.

 "Frk. Steenberg. Frk. Ritter. Hvor er det dejligt at se jer. Jeg har lige spurgt jeres fader om jeg, min søster og min ven måtte komme på besøg hos jer i aften, og det havde han ikke noget imod. Jeg synes bare, at jeg ville spørge jer damer."

 "Om vi ville have noget imod at I kom på besøg? Har vi det, Charlotte?"

 Charlotte rystede smilende på hovedet. "Nej, vi har ikke noget imod det. Så ses vi i aften?"

 "D'damer," sagde Hr. Hvidbæk glædestrålende og hilste med hatten. "Det vil være mig en ære." Derpå gik han syngende sin vej.

 "Du godeste," mumlede Christina. "Han var da meget elskværdig. Jeg ville bare ønske, at han ikke skulle tage sin ven med."

 "Hr. Waldemar? Åh, på grund af det, han sagde om dig."

 Christina gjorde sin stemme dyb og citerede: "'Hun ligner en krydsning mellem en trold og et menneske.'"

 Charlotte rystede på hovedet. "Det var virkelig grimt af ham, at sige det. En trold? Du er da det sødeste menneske, jeg kender."

 "Men du ligner en engel. Det siger alle," lo Christina. "Når vi nu er igang med at sammenligne folk med fabelvæsner, så lad os da begynde med vores kære ven Hr. Waldemar." Hun påtog sig en mine som en tænkende professor og sagde efter lang overvejelse: "En valravn. Ja, det passer fint til ham. Hans sorte hår minder lidt om ravnevinger. Hr. Hvidbæk kunne være en glad alf. Hvad hans søster angår, så er hun svær, men jeg talte lidt med hende, så kunne jeg vel komme på noget."

 "Det får du sikker rig lejlighed til i aften," svarede Charlotte grinende.

 

Men det blev det altså ikke for Christina. Da Michael prøvede at fiske sin pind op fra åen, så faldt han i stedet i og blev syg, så han måtte ligge i sengen med feber, mens Christina måtte tage sig af ham. Cecilie lå og sov på sit værelse, mens resten af huset tog sig af gæsterne.

 Det var ikke nemt at passe på Michael, især fordi han rystede af kulde over hele kroppen. Christina havde måtte lægge hele tre lag tæpper på ham og bedt Greta og at lave noget varmt og stærkt te.

 For at underholde Michael så læste Christina breve fra deres bedsteforældre og fætter Sander op for ham, og læste også selv det brev, hun havde skrevet til dem, men ikke sendt endnu.

 Da hun så mente, at det var på tide, at hente noget mere te til ham, så gik hun nedenunder med koppen. Hun kunne høre hendes mors latter, sikkert i gang med at underholde sine gæster,... og greb Greta i at stå og lytte ved døren.

 "Greta," sagde hun forarget.

 Greta gispede forskrækket. Hun havde slet ikke set Christina. "Frøken Christina," sagde hun bare og forsvandt hurtig ud af syne.

 Christina stod og kiggede på døren i en stykke tid. Så gik hun ind.

 De sad alle omkring det store spisebord. Hendes stedfar ved den ene bordende, hendes mor ved den anden, frk. Olga sad mellem hende og Hr. Waldemar, der sad overfor Hr. Hvidbæk, som Charlotte sad ved siden af. Hr. Hvidbæk så ud til at kun have øje for Charlotte, Hr. Waldemar så ud til at kede sig, og frk. Olga så ud til at være engageret i en samtale med Fru Steenberg.

 "Åh," sagde Fru Steenberg. "Der er du, Christina. Hvordan har Michael det?"

 "Udemærket," svarede Christina. "Godaften, alle sammen."

 "Jamen, goddag, Frk. Christina. Det var ærgeligt med Deres bror," sagde Hr. Hvidbæk.

 Christina smilede. "Han overlever. Han og jeg hører til den slags mennesker, der er sejlivende."

 "Det var da godt," sagde Frk. Olga og drak af sit glas.

 Christina stod for et øjeblik, men så gik hun hen til bogreolen. "Jeg ville bare faktisk have en bog, som jeg kan læse op for Michael. Bare et eller andet søvndyssende, men det er sikkert ikke så søvndyssende som min mor."

 Charlotte fornemmede uroligheder og prøvede at aflede opmærksomheden.

 "Vi snakkede om maleren Ferdinand Berthing, som vi havde boende indtil sidste år. Var han ikke en af dine venner, Christina?"

 Christina stoppede op, mens hun tog en bog ned. Ferdinand var en ældre maler, som boede til leje på Heden for et par år. Han holdt mest af at male motiver om græsk mytologi. Han og Christina blev nære venner, og han lærte hende mange ting om at tegne og male. Men det var længe siden hun sidst havde gjort det. Da Ferdinand så rejste til England, havde hun hørt, at han fik stor sucess som kunstner.

 "Vi diskuterede ofte om græsk mytologi. Jo... vi var venner. Han gav mig endda et maleri, inden han rejste."

 "Åh, ja, det, der forstiller Psyke efterladt på klippen. Hvor er det forresten?"

 "Hos mine bedsteforældre. Jeg bad dem om at passe på det for mig."

 "Nåh, ja," sagde Charlotte. "Men bad Hr. Berthing dig ikke også om at stå model til hans malerier?"

 "Kun til et af dem," svarede Christina. Hun kunne godt huske det. Pallas Athena. "Ellers så lod jeg ham tegne mine hænder og fødder. Han havde brug for hjælp."

 "En megen talentfuld kunstner," sagde Hr. Steenberg rolig. "En skam, at vi var nødt til at bede ham om at flytte på grund af at vi ikke kunne have en lejer mere."

 "Havde I da økonomiske problemer?" spurgte Hr. Waldemar køligt.

 Christina stivede. Hvor vovede han at stille spørgsmål om deres pengesager? De var måske ikke lige så rige som ham, men de har aldrig manglet det mest nødvendige.

 "Nej," svarede Fru Steenberg ham til Christinas lettelse. "På det tidspunkt blev vores yngste Cecilie stor nok til at have sit eget værelse. Det var pladsmangel, men Hr. Berthing tog det meget pænt. Ikke sandt, min kære?"

 "Absolut," sagde Hr. Steenberg. "Han var meget galant. Han ville ikke have de penge tilbage, som han havde betalt på forskud for året."

 Christina var ikke sikkert på om det var klogt sagt. Ville gæsterne nu spekulere på, at det var af høflighed eller af velgørenhed?

 "Nåh," sagde hun bare og knugede bogen til sig. "Jeg skal ikke forstyrre jer mere. Jeg skal bare fat i noget te til Michael. Godnat."

 Hun blev hilst af en enstemming godnat, da hun forlod spisestuen. Men da hun kom udenfor, hørte hun gennem døren hr. Hvidbæk sige: "Sikke en interessant datter, De har, Fru Steenberg."

 "Interessant? Andeledes, er jeg enig i. Siden hun blev færdig med skolen, har hun bare gået og haft underlige interesser. Stædigt som et æsel er hun, men det har hun været siden barndommen, og det blev værre, da hendes far døde."

 "Det er da forståeligt nok," sagde hr. Hvidbæk forsoneligt. "Et sådan oplevelse borer jo sig dybt ind i sjælen."

 "Paulus, min første mand, holdt meget af hende, men han opmuntrede hende til at være sådan uden at tænke på hvordan en dame skulle være. Han sagde ofte, at børn burde være frie, og der var nok tid til at opdrage dem. Og nu er det for sent. Jeg siger, at han gjorde mere skade på hende end gavn."

 Christina blev dybt såret over de ord, der kom fra hendes egen mor. Hun gik irriteret ud i køkkenet og for hente teen, for at kæmpe imod sin trang til at storme ind igen og råbe op. Mens hun hældte op, faldt hun langsomt ned på jorden.

 Herre gud, forholdet mellem hende og moren var været lidt... Hvad ved hun. Hun huskede tydeligt hvordan hendes forældre havde været glade for hinanden inden farens død. Jo, hendes far behandlede hende lidt som en dreng, men han lærte hende en masse vigtigt ting om livet. Som gud og at ikke bedømme folk på deres status og formue, men deres indre værdier.

 Hun tænkte tilbage til den tid, hvor hendes far døde. Hun havde ikke fået så meget at vide. Det var noget med at han blev udsat for en ulykke, hvor han blev hårdt såret. Der var så gået infektion og det døde han så af i løbet af en uge. Hendes mor havde nægtet at lade hende se ham en sidste gang inden begravelse. Noget hun aldrig tilgivet hende for. Selvfølgelig var Christina godt klar over, at hun selv havde lidt over farens død, men det virkede mere om hun prøvede at fortrænge det.

 Sukker. Teen manglede sukker. Christina kiggede lidt omkring. Pokkers, sukkeret var ikke i nærheden. Greta måtte have båret det tilbage i fadeburet udenfor. Siden Michael ikke kunne lide sin te uden sukker, så måtte Christina ud for at hente det.

 Der var ret mørkt uden for. Man kunne næsten ikke se en hånd for sig. Det blæste også og fik træerne i skoven til at ryste. Christina tog en dyb indånding og gik i retning af hvor hun vidste fadeburet var.

 Men da hun kom derhen, fik hun sig en stor overraskelse. En skikkelse stod der allerede.

 Henriette Dahl havde hørt Christina. Hun sprang tilbage i et skrig og tabte et brød på jorden. Christina stod bare og stirrede målløs på hende. Hvad skulle hun gøre i sådan en situation?

 Varsomt  gik hun langsom frem og samlede brødet op fra jorden. Henriette stod stadig som frosset til stedet og gjorde store øjne som et frygtsomt rådyr, mens hun fulgte hver bevægelse.

 Så rakte Christina hende brødet. "Her."

 Henriette kiggede chokeret på brødet og så tilbage på Christina.

 "Tag det bare. Vi overlever. Bare du ikke gør det igen."

 Langsomt rakte Henriette ud og tog brødet. Så i løbet af ingen tid, så havde hun allerede vendt om og var forsvundet ind i mørket og var sikkert på vej ind i skoven.

 "Du er velkommen," råbte Christina efter hende og rullede med øjne. Derpå satte hun sig til at rydde op i fadeburet og tage sukkeret med ind i køkkenet.

 

Senere kom hun op med te til Michael.

 "Undskyld, det tog så lang tid," hviskede hun til sin halvsovende lillebror.

 "Det' i orden," hviskede han. "Jeg har det bedre nu."

 "Det var da godt," hviskede Christina og strøg ham over håret. "Jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv, hvis der skete dig noget."

 "Ville far ikke have kunnet tilgive dig?"

 Christina sukkede. Michael havde været så ung, da deres far døde, at han ikke kunne huske ham. Alt hvad han vidste om ham, havde han hørt fra Christina, deres mor og resten af deres slægtninge.

 "Han... ville nok tilgive mig, fordi han elskede mig, men han ville stadig have været meget ked af det, hvis der skete noget ondt med dig."

 Michael nikkede. Han forstod det vist. "Hvad er det for en bog, du har med?"

 Christina kiggede på titlen. "Odysseen. Skal jeg læse den højt for dig?"

 "Ja, læs den del, hvor Odysseus narre den enøjede kæmpe."

 "Kyklopen? Ja, ja."

 Og Christina læste op for ham, mens vinden stadig fik træer til at ryste.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...