Skæbnegud

Dahlila er vokset op hos vikingerne - dem, der spiser meget mad og går med underlige hjelme. Som skæbnegud skal hun ære og tjene dem med hendes højst usædvanlige evner, alle kender til i lejren. Gennem hele sit liv har hun kun opholdt sig i lejren, hvilket får hendes eventyrlige egenskaber frem i hende. Mens hendes forhenværende familie kigger væk, vil hun ud for at udforske byen i nærheden. Byen rummer venner og andre sære oplysninger. I mellemtiden spreder rygtet sig derinde: Hvem er den sære pige, der altid dukker op på de rigtige steder og tidspunkter? Og hvor hører hun til - i byen eller hos vikingerne?

8Likes
7Kommentarer
662Visninger

1. Prolog

Rummet var sparsomt oplyst af stearinlys og høje vinduer. Sofaer, borde, planter og vægmalerier prydede fra gulv til loft i det store lokale. Skarpe smæld piskede mod gulvet i hast, lød nærmest som tordenvejr.

   Døren foran hende åbnedes med et højt brag. Så højt, at kongen på tronen nær var ved at kløjes i sin te.

   ”Hun er flygtet,” sagde tjenerinden forpustet. ”Lige nu. Jeg ville have vækket hende, men da jeg åbnede døren, stod vinduet helt åbent.”

   Kongen så forbavset på den lille snavsede tjener. Han så ud til at krympe i den store stol. ”Hvordan... Hvordan kan det være muligt?” stammede kongen. ”Hun var jo... Det... Det burde ikke kunne lade sig gøre!” Han satte sin te fra sig og gned sine trætte øjne. ”Hvornår tog hun afsted?”

   ”Det ved jeg ikke. Jeg kom direkte herop, efter jeg opdagede det.” Tjenerinden så skamfuldt ned i gulvet og pillede nervøst ved sine negle. ”Jeg skulle bare have passet bedre på hende.”

   ”Find magikeren,” sagde han koldt, efter at have genvundet fatningen. ”Han kender opskriften udenad. Den anden var alligevel uduelig.”

   ”Skal ske, Deres Majestæt.” Kvinden trådte ud af tronsalen. En skakt ved siden af døren ledte ned til magikeren, der sad og griflede løs på et stykke papir hele dagen. Hun skrev en hurtig seddel, som bad ham komme op til kongen med ingredienserne til en ny af dem. Den blev hurtigt smidt ned i skakten, hvorfra han kunne tage imod den.

   Få minutter senere var de alle samlet i tronsalen. Magikeren var blevet sat ind i situationen med få korte ord, og han var allerede i fuld gang med væsken, der skulle laves.

   ”Er du sikker på, at det er en klog idé?” spurgte tjenerinden skælvende. ”Prøv bare at tænke på, hvor galt det gik sidst. Væsken flød ud over gulvet og...”

   ”Det sker ikke igen,” afbrød han hende. ”Desuden har vi brug for hende. Den første pige, der bliver født i nat, vil være egnet til opgaven. Det kan jeg mærke.” Han lød meget sikker i sit svar. Tav. ”Selv hvis det går galt, har vi nok ingredienser til en ny.”

   ”Det er ikke for at blande mig,” brød magikeren ind. ”Men det er det sidste, jeg har. Efter denne blanding vil vi ikke kunne lave mere. Ingen i landsbyen sælger noget, der bare minder om de ting, man skal bruge, længere. Det er heller ikke til at opdrive det udefra.”

   Kongen udstødte et gisp. ”Så det vil sige, at...”

   ”Ja,” lød det foruroligende svar. ”Det er helt korrekt.”

   Der faldt et tæppe for snakken. Ingen sagde noget, mens magikeren arbejde på højtryk for at få det til at virke. Endelig lod det til, at miksturen blev færdig. Et lavmælt puf brød tavsheden.

   ”Skæbneguden er født,” sagde magikeren sagte og satte sig på knæ med foldede hænder i skødet. Hans ansigt var vendt mod himlen i et stort bredt smil, der næsten var oppe at røre de lukkede øjne. Håret på hans hoved var langt og svedigt, rørte og klistrede sig fast i hans pande. Det fik ham til at ligne – ja, hvem ved hvad? ”Hun ligger i sin mors arme. De bor på...” Hans øjne kneb sig lidt sammen. ”Marmorgade nummer syvogtredive.”

   Kongen nikkede til tjenerinden, der forstod hentydningen. Hun stavrede ud af salen på blævrende ben, der truede med at bukke under for hende hvert øjeblik. Hun kunne ikke fatte, at det var hende, der skulle ud og hente den lille pige ind!

 

Omtrent en halv time senere stod hun foran døren til deres hus og bankede på. Mørket udenfor var komplet, stjernerne lyste matte og klare. Selve huset var småt og opbygget af ler, kunne næppe holde på mere end tre personer – mor, far og barn.

   En mand med brunt hår og et smil på læberne åbnede døren for hende. ”Jeg er kommet for at hente en,” sagde tjenerinden spændt og gengældte hans smil. ”Må jeg komme indenfor?”

   ”Selvfølgelig,” svarede manden og råbte til den nye mor, at de havde fået besøg.

   Huset, hun trådte ind i, lugtede svagt af nybagt brød og var enkelt møbleret med et køkken, spisebord og stole, en sofa og en kamin ved siden af et lille, åbent vindue. I sofaen lå en kvinde – højst sandsynligt ikke ældre end hende selv – med en lille nyfødt baby i favnen. Hun smilede i hele ansigtet, der konstant var vendt mod det lille vidunder med kridhvidt kort hår.

   ”Hej,” hilste tjenerinden. Kvinden på sofaen kiggede kort op på hende og vendte atter hovedet ned.

   ”Hej,” hilste den nybagte mor igen. ”Er hun ikke yndig?” Hun aede den lille baby forsigtigt over håret, der straks lagde sig ned ved berøringen.

   ”Jo,” skyndte tjenerinden sig at sige, måske lidt for hurtigt. Hun gik ned i knæ ved siden af babyen og så den ind i de store, blå øjne. ”Kan jeg have lov at holde hende?”

   Moren nikkede. ”Det ville være mig en ære at lade Dem holde hende.” Hun rakte den lille pige til tjenerinden, der tog imod hende med åbne arme.

   ”Hvad er hendes navn?” spurgte hun, da spædbarnet lå trygt i hendes favn.

   ”Hun skal hedde Maiken,” svarede moren. ”Det er i hvert fald planen.”

   ”Okay.”  Kvinden vuggede spædbarnet blidt frem og tilbage og havde pludselig ikke lyst til at tage barnet fra disse forældre. De virkede ikke spor glade for, at en fremmed kvinde stod og bar på deres barn, selvom tilladelsen var der.

   Høj latter, råb, skrig og skrål lød udefra som fulde mennesker, der begik sig på gaderne. Det lød som om nogen af dem brød ind hos andre mennesker, som forskrækket gav et hvin fra sig, hver gang døren gik op hos dem. Stemmerne blev hurtigt højere, og lød allerede nu ude foran deres hoveddør, der gik op med et brag. Ind stormede en mand af stor kaliber – let iført skindtøj – og så rådvild rundt, ledte efter et eller andet. Hans blik faldt på kvindens arme, der nervøst lukkede sig om barnets krop.

   ”Det er herinde!” råbte manden ud af døren efter de andre. Faren, der stod og pillede nervøst ved sine hænder, stormede hen til sin kone som for at beskytte hende. Skridt og flere mænd nærmede sig deres hus. Disse mænd så næsten alle ens ud i påklædning og kropsform.

   Den forreste mand pegede mod spædbarnet i kvindens favn. ”Det er hende. På hende!” råbte han. Alle, undtagen ham, løb hen mod det lille barn, der ikke kunne gøre andet end at græde. Intet hjalp det. Kvinden, der holdt barnet, kunne ikke flytte sig af bar forskrækkelse og – værst af alt – frygt. Den gnavede hende op indefra, længedes efter at komme ud gennem hendes mund og blive til et skrig. Et rædsomt ét af slagsen. Det gjorde det ikke. Mændene sprang på hende, som var det et væddemål, de alle skulle vinde. Barnet blev revet ud af hendes beskyttende arme og kastet gennem luften til overhovedet, der tog imod barnet.

   Barnet skreg. Det var en forfærdelig lyd, som forældrene kun kunne gengælde. Tårer begyndte at løbe fra deres kinder, selv kvinden, der ikke havde noget med alt dette rod at gøre.

   Mændene forsvandt så hurtigt, som de var kommet. Der opstod tumult ved døråbningen, hvor de alle kæmpede om at komme først ud i luften igen. Da alle de sære mænd var gået med deres besynderlige fangst, sad tre mennesker i stuen og holdt om hinanden skiftevis. Det var en betydningsfuld aften, der afgjorde pigens skæbne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...