Uden larm

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2013
  • Opdateret: 26 mar. 2013
  • Status: Igang
Tænk hvis du kunne høre stemmer... Hvis din frie vilje blev kontroleret med hård hånd..

0Likes
0Kommentarer
200Visninger
AA

1. Når solen står op

Når solen står op. Står den op vil jeg atter være mig selv igen. Den samme som altid. Hende som er så perfekt, når jeg i virkeligheden er alt andet end det. Mine bare tære folder sig om jorden. Sten og anemoner ligger plantet imellem den bløde jord, som stadig er fugtig efter gårsdagens regn. Anemoner. Hvor end man ser hen kan man fornemme dem. Her i min egen drømmeverden af en bobbel. Min vejrtrækning er hurtig og uregelmæssig. Jeg må skynde mig. Ingen må opdage, at jeg har været væk. Solen er på vej op. Hele min krop værker. Spaden i min hånd er tung og føles usikker.

 

25 hug mere med spaden. Mine øjne afsøger nøje det dybe hul. Tilfreds falder jeg om i anemone sengen. Min vejrtrækning bliver lidt mere normal, men også kun lidt. Jeg vender mit hoved om. Der ligger hun, med helt matte øjne. Udtrukket i hendes ansigt er skræmt, selv i døden. Min pande rynkes, bliver fyldt med bekymringer og overvejelser. Burde jeg nu gøre dette? Havde det ikke været bedre at fortælle det til politiet? Men nej, Selvom jeg er her, hvor de ikke har nogen magt over mig, så vil jeg blive overmandet så snart jeg igen træder ind i hverdagens travle liv. Hvordan kunne de gøre dette mod mig? Hvordan? Men jeg kender svaret, jeg var uvillig, jeg prøvede at kæmpe imod dem. Forgæves. De er for stærke og dette er deres straf for ulydighed, at jeg skal begrave min bedste veninde. En tåre finder vej ned af min kind og bliver hurtigt efterfulgt af andre. Jeg græder, græder som aldrig før. Aldrig har jeg kunnet græde sådan. Ikke uden at de så det. Har jeg kunnet mærke det svie i øjenkrogen før, har de altid fået mig på andre tanker. ” Tåre er et tegn på svaghed”,” du kan ikke give dig til at flæbe øjnene ud, du har noget du skal have ordnet”. De samme dårlige undskyldninger hver gang. Undskyldninger jeg ikke kan slippe for. Igennem mine tårevævede øjne kan jeg se mine hænder. De er pæne, med lange, smalle fingre og perfekte negle. Jeg bliver frastødt ved synet af dem. Det er dem som løftede kniven. Mine hænder, men i det de gjorde det var de ikke længere mine. Det var dem, de havde taget mine hænder. Og det var dem som løftede kniven mod min vilje. En fugl begynder på sin stille sang, og jeg bliver atter mindet om dagslysets kommen. Jeg rejser mig op og puffer det som før var min bedste veninde, ned i graven. Et kilo jord af gangen. Igen og igen og igen, indtil hullet er fyldt op. Sporene, dem behøver jeg ikke bekymre mig om. Dette er min skov, min drømmeverden og mit fristed, der hvor stemmerne ikke kan nå mig. Der er aldrig nogen som kommer her. Ingen ved, at jeg plejer at komme her, så her er sikkert. Sporene efter den nyopgravede jord vil blive slettet med tiden og ingen vil nogensinde finde hende. Det var derfor, at jeg ville gøre dette på den rigtige måde, for ingen må finde hende. Stemmerne i mit hoved må heller ikke, de skal ikke også plage hende i døden. Jeg samler en buket blomster og lægger på hendes grav. Min lomme føles underlig let, da jeg rækker ned efter brevet som jeg har haft liggende deri. Jeg vidste hvad stemmerne havde gang i og jeg tryglede dem om at lade være, men sådan skulle det ikke gå. Jeg fik dem dog overtalt til, at lade mig skrive et brev hun kunne få med sig i døden. En forklaring og en undskyldning. Jeg bukker mig ned og lægger forsigtigt brevet under blomsterne. Det føles godt. Det er godt at få det ud og jeg er glad for at hun nu ved det, selvom det er for sent. Havde hun vidst alt dette om mig da hun endnu var i live, havde vi sikkert ikke været veninder. Den chance turde jeg aldrig tage også selvom jeg vidste, at det kunne have reddet hendes liv. For stemmerne fortalte mig, at hvis jeg fortalte det ville hun dræbe mig. Dræbe mig i skræk og forvirring. Bange for at være alene, alene med stemmerne. Stemmerne giver mig altid kuldegysninger, og kan sommertider holde mig vågen flere nætter i træk. Mine øjne skimmer nøje området. Der er fint og ryddet, det ligner næsten et scenarie fra et eventyr. Hvem ved, måske er dette et eventyr, endnu ikke nået til den gode del.... Det er for svært at tro på andet. Nå jeg er her, kan jeg tro, tro på, at jeg er i en drømmeverden og at der en dag vil komme en lykkelig slutning. Spaden gemmer jeg under en nærliggende hindbær busk. Sørgmodigt vender jeg mig om, efter at have kastet et sidste blik på min eneste fristed, og går med tunge skridt tilbage til civilisationens travle morgenmylder. Tilbage til stemmerne, og til alt andet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...