Dæmonen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2013
  • Opdateret: 26 mar. 2013
  • Status: Igang
Det er to måneder siden Safira vågnede fra koma. Selvom det har været en meget langvari koma, har hun ikke nogen problemer med at tale, gå og alle den slags normale hverdags ting. Det eneste problem er, at hun ikke har nogen andelse om hvem hun er.
Efter en fatal bilulykke bliver hun indlagt igen, og pludselig ændre det liv hun har fået indbildt sig.
Mørker hemmeligheder bliver afsløret, og ondskabsfulde eksperimenter bliver standset. Kaos hersker, og alt syntes at lede tilbage til en enkelt person.
Våbenhvilen mellem Himlen og Helvede bliver brudt og alle bliver tvinget til at vælge siden, en gang for alle. Gamle flammer flakker, og nye bliver tændt.
Alle ønsker tilsyneladene Safira død, og en hæsblæsende flugt sættes igang.
Hvis der skal være noget håb, må Safira grave helt ind til rødderne af sin bevidsthed. Men hvordan kan man det, når man er to forskellige personer på samme tid??

0Likes
0Kommentarer
104Visninger

1. Prolog

Del 1

"Ingen flod kan vende tilbage til sit udspring,

dog må alle floder starte et sted"

 

Prolog

Danmark 964

 

 

  Jeg stod og kiggede ud mod den store sø. Fuldmånen spejlede sig klart i det blanke vand. Det var sommersolhverv, en af de dage på året hvor vores og de andre dimensioner var tættest på hinanden. Jeg betragtede søen. Sort og blank. Indimellem kom der små krusninger, når en fisk hoppede op over vandoverfladen. Ellers var der stille. En stærk hånd lagde sig på min skulder, som for at sige: "Det er tid," Men han sagde ikke noget. Jeg vendte mig om mod forsamlingen. De så allesammen så galde ud, så forventningsfulde. Men jeg kunne ikke sen deres ansigter tydeligt, fordi jeg selv var så opfyldt af lykke. Men dog kunne jeg se at de strålede. Det var et kæmpe flimmer af lys og farver, som dansede for mine øjne. Jeg så op på ham, der havde lagt sin hånd på min skulder. Jeg kunne se hans ansigt. Det så så lykkeligt ud. Præcis som jeg selv måtte gøre. Jeg følte mig så lykkelig hver gang jeg så ham. Min elskede. Vi hørte sammen. Det var derfor jeg gjorde dette. For at vi kunne være sammen i al evighed. Hans gyldne skulderlange hår, mindede mig om beskrivelser, af de afrikanske løvers manker. Hans dybe kongeblå strålede kraftigt som altid.

  Han vendte sig om mod mængde, som stod og ventede, og gik så hen til sin egen plads i cirklen. Han smilede kort til mig, og foldede så sine storslåede vinger ud, for at kunne stråle med sine brødre og søstre. Hvis dette lykkedes ville jeg kunne slutte mig til dem, inden natten var ovre.

  Jeg tog en dyb indånding, og i det samme begyndte en af de ældre i flokken at tale på et sprog jeg ikke forstod. Kort efter mesede englene med. Sådan begyndte ritualet. Det gik langsom og sløvt, men det var som om at jeg ikke kunne følge med i hvad der forgik omkring mig. Og så skete det. Noget der lignede et mørkt lyn brød gennem himlen og igennem mig med voldsom kraft.

  Og selvom det kun havde varet et øjeblik kunne jeg mærke kraften som havde udløst lynet. Inde i mig! Men den nye kraft der strømmede igennem min krop, syntes at blokere for alle mine sanser. Mine øre syntes at være fyldt med vat, og en mørk rød tåge, blokerede for mit synsfelt. Jeg prøvede at lukke mine øjne men den røde tåge forsvandt ikke. Det lykkedes mig til sidst at få blinket en smule af den væk, men jeg kunne stadig ikke se noget klart. En stærk hånd greb fat i mig og løftede mig op. Det var slet ikke gået op for mig at jeg var væltet. Mine knæ var bløde, og jeg måtte støtte mig godt op af ham der havde hevet mig op.

  Så gispede alle englene i kor. Jeg blev grebet af panik. Hvad var der sket? Det lykkedes mig at fokusere på en nærmeste engle i cirklen. Hans blik var fuldt med følelser. Chok, vrede, vantro og... had? Jeg fulgte hans blik, og så at det var rettet på noget bag mig. Åh Gud, mine vinger!

Jeg greb fat i et af de silkebløde fjer, som dækkede mine ny vinger. Jeg var stadig for sløret i hovedet til at kunne vende mig og se på dem, men de føltes rigtige. Men alligevel... Så gik det op for mig. Alle englene strålede i alverdens farver, nogen som jeg slet ikke hvad kunne forstille mig. Mine skinnede ikke engang. Jeg fik langsom mere af mit syn tilbage og det gik endelig op for mig hvorfor de ikke lyste. Mørke ravnefjer i en så dyb nuance af sort, at den nærmest blev lilla dækkede mine vinger, og opslugte lyset omkring dem. Intet skær, kun sorte ravnefjer. Så begyndte englene at råbe op. De var kommet sig over chokket, af det mislykkede ritual. Til mit held, føltes det stadig som om at jeg havde vat i ørene og det blokerede for det meste af hvad de råbte.

"Lad hende falde!"

"Kast hende ned i Helvedes mørke!"

Og så videre. Mit hoved var endelig blevet så klart at jeg kunne finde en helt bestemt engel. Hans øjne var ikke fyldt med had, ligesom de andres. Han var fortvivlet og bange. Jeg prøvede at nikke opmuntrende til ham, men mine kinder var så våde af tåre at det nok ikke virkede troværdigt. Prøvede at sige med mit blik at alt nok skulle gå. Jeg fik ingen reaktion fra ham. Hans blik blev hårdt og han vendte sig om, og gik. Han forlod mig, han lod mig i stikken, for at lade engelene gøre med mig, hvad de ville. Der var ingen af dem der ville lytte til fornuft. Intet kunne siges for at få dem til at skåne mig. Så jeg var tavs. Og knust.

Englene var blevet mere højrøstede, og stod faktisk og råbte af hinanden om, hvilken straf de skulle give mig. Og så blev min dom langt om længe afgjordt. Det næste jeg opfangede var at et stort mørkt hul åbnede sig under mig, og opslugt mig. Jeg Faldt. Det kunne ikke være andet. Det var et mareridt  der først lige skulle til at starte, og ensomheden åd mig allerede op indefra. Så hellere være oppe hos de skrigende engle. Men de havde rent faktisk smidt mig ned i Helvede, uden grund

Der var ikke andet end altopslugende mørke omkring mig. Jeg tror jeg skreg, men igen lyd kunne høres i stilheden. Mørket og stilheden synets uendeligt

Et evigt opslugende mørke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...