Hylet i mørket (pause)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2013
  • Opdateret: 9 jan. 2014
  • Status: Igang
Amber og hendes bedste ven Dan opdager en ny og hemmelig verden sammen. Men det er ikke altid lige trygt. Dan har fået lykantrop forbandelsen, og finder ud af at han er en varulv. Han kæmper med at lære sit nye 'jeg' at kende. Dan bliver genforenet med sin gamle bedste ven, og finder ud af en grusom hemmelighed. Kan de mon klare denne udfordring?

5Likes
9Kommentarer
577Visninger
AA

3. Velkommen hjem

Jeg sad inde i biologi lokalet, og ventede spændt på at klokken skulle ringe, så jeg kunne få fri. Jeg talte hvert sekund.. Hvert minut. Jeg ville gerne have fri. Men der var stadig 15 minutter tilbage af timen. Jeg ville bare gerne ud af lokalet.. Skolen.. Ud og se Dan.. Jeg længdes efter at se ham. Jeg savnede ham. Jeg havde ventet en hel skoledag med at se ham, og jeg kunne snart ikke holde mere ud. Der dryppede en lille sveddråbe ned ad min pande. Jeg var rystende nervøs. Jeg ville ud! Jeg var desperat.. Jeg havde intet hørt fra hospitalet eller Dan, siden i går. Så jeg vidste ikke hvordan han havde det.. Hvad hvis der var sket noget på hospitalet? Hvad nu hvis en syg massemorder, lige dén dag havde bestemt sig for at tage på hospitalet, og dræbe en masse uskyldige mennesker?! Måske lidt af en overdrivelse. Men man kunne jo aldrig vide.. Min mave knugede sig sammen af den tanke. Endelig! Efter 15 pinefulde minutter kunne mine øre hører klokken! Jeg havde fri! Jeg blev så lettet. Jeg var den første ude af døren.  Jeg løb så hurtigt hjem efter min cykel, at jeg glemte at sige farvel til Shiriko. Ups.. Hun vil forstå.. Tror jeg.

 

"Er du sikker på at du er okay, Dan? Hvad sagde lægerne helt præcist?" Spurgte jeg og lænede mig frem, i den blå lille lænestol jeg sad i. Jeg havde et meget bekymret udtryk i ansigtet. Jeg så på ham. Han havde forstuvet sin ene fod, og hans hofte var blevet bundet ind, der omkring hvor såret var. Han satte sig op i sengen og smilede sit charmende smil. Jeg forsvandt næsten væk i de mørke, brune øjne. Jeg måtte anstrenge mig for ikke at blive ukoncentreret. ”Bare rolig Amber. Jeg skal kun-” Han afbrød sig selv, og anstrengte sig imens han rakte ud efter en pakke piller, der lå ret langt væk fra ham på et lille bord. Han fortsatte ”-ta’ de her de næste par måneder. Ca. tre om dagen. Passer til hvert måltid. Morgen middag og-” ”-aften,” afbrød jeg ham, imens jeg smilede. ”Du vidste lige hvad jeg skulle sige, Amber. Er du synsk eller noget..?” Spurgte han sarkastisk.  Han lo lavt. ”Haha.. Ja.. Det er jeg..  Det siger jo sig selv. Det hedder; Morgen, middag og aften.” Svarede jeg ironisk igen. ”Hmm.. Du har ret. Vent..!” Han kiggede på mig med store øjne. Han satte sin lange, tynde blege finger på sin tinding, og lod som om han tænkte meget hårdt. Han lignede mig, hver gang jeg blev stillet et spørgsmål i matematik. ”Orv ja! Du er jo et geni, Amber! Frk. Miller har bare at give dig A+, med pil op!” Han så meget begejstret ud. Jeg på hans perfekte blege ansigt. ”Dan.. Det er der vidst ikke noget der hedder. Jeg tror plusset er en form for pil op..” Svarede jeg med et smil på læberne. Han lænede sig tilbage i sin seng, med armene under hovedet som en konge. ”Hmmm.. Du har nok ret. Men det ved jeg jo ikke. For det er jo dig der er geniet.” Han smilede sit charmende smil igen. Fuck hvor var han dejlig! Men en ting der undrede mig var at; hvordan kunne han tage det hele så let? Altså, han har ligget på hospitalet i 24 timer, og har sikkert fået indsprøjtninger og piller, og en masse forfærdelige ting jeg ikke tør tænke på. Hvad nu hvis.. "Okay, hør her, Amber. Gode nyheder. Lægerne sagde at jeg kan komme hjem i dag-” Dan afbrød mine tanker. Jeg så sikkert meget forvirret og bange ud. Han fortsatte ”-men jeg skal være sengeliggende i de næste to uger.. Typisk." Sagde han, og lavede himmelvendte øjne. "Men jeg skulle spørge fra min onkel om du kunne 'tage dig af mig', fordi at han skal rejse til Berlin, med arbejdet, i de næste 8 uger. Igen.. Han måtte åbenbart ikke holde fri fordi hans nevø er kommet til skade." Sagde han småirriteret. "Selvfølgelig vil jeg da det" jeg smilede til ham. "Hey Amber. Vil du gøre mig en tjeneste?" "Ja da" svarede jeg ham, "vil du ikke nok hjælpe mig ud herfra? Jeg DØR snart af kedsomhed!” Spurgte han med en sarkastisk stemme. "Jo da" Svarede jeg og grinede. ”Hurra! Nu kan jeg ha’ det sjovt igen, takket være dig Amber!” Han satte sig op og slog armene ud. Jeg rejste mig op fra stolen, bukkede mig ned til ham, og han lagde sine lange arme rundt om mig.  Jeg krammede tilbage. ”Jaja.. Men pas nu på med at ha’ det alt for sjovt.. Du skulle jo nødigt komme mere til skade.” ”Bare rolig Amber. Jeg skal nok passe på” Smilede han, tog sine ene arm og fjernede noget af sit mørke hår fra øjnene. 

Det hele har været en meget underlig oplevelse. Dan har været på hospitalet, og tager det hele så pænt. Jeg forstår ikke hvorfor? Han har jo været indlagt, forstuvet den ene fod, havde et meget stort og slemt sår omkring hans hofte OG han skal være sengeliggende de næste to uger, men alligevel er han sarkastisk og griner konstant? Men måske burde jeg også bare se det for den lyse side. Jeg vil hellere se ham glad, end at skulle gå og trøste ham heletiden. Måske skulle jeg bare se at komme videre. Jeg vil ikke lade sådan en ting påvirke mig. Jeg er fast besluttet på glemme det hele, og prøve at have det sjovt med Dan, så han også får det bedre.  

Da vi var kommet hjem hos Dan lagde han sine krykker fra sig, og smed sig i sofaen. "Jeg går ud og laver lidt mad" sagde jeg, "fedt! Jeg er også skrubsulten!" Han gned sig om maven og tændte det store tv i stuen. "Min onkel har sagt at der hænger en seddel ude i køkkenet.. Det var vist noget med noget mad." forklarede Dan fraværende imens han så tv. "Okay, Adam fik vidst styr på det hele, inden han tog til Berlin. Jeg går ud i køkkenet, og tjekker seddelen ud." Jeg vendte mig om og gik ud i køkkenet. Mine øjne søgte køkkenet igennem, og fandt en gul lille seddel på den hvide køkkendisk. 
"Hej Amber. Velkommen hjem fra hospitalet. Jeg sætter pris på din hjælp med Dan, og jeg kan ikke takke dig nok. Dan er sikkert meget sulten, så jeg købte ind til lasagne. Det er jo hans livret, og det vil sikkert gøre ham glad. Maden er som sædvanlig i køleskabet, og jeg går ud fra at du ved hvor alle køkkenredskaberne er. Hilsen Adam."
Jeg prøvede at lave lasagne.. Men det kiksede for mig. Jeg brændte det hele på, så jeg besluttede mig for at ringe efter noget italiensk takeaway. Jeg gik ind i stuen for at hente telefonen. Dan lå i sofaen og så 'South Park'. Vi elskede South Park. Vi så det nærmest hver dag sammen. "Hey, går jeg glip af nogle fede Cartmann jokes?" Spurgte jeg Dan sarkastisk, imens jeg tastede nummeret til den nærmeste italienske restaurant ind i telefonen. "Øhh, ikke rigtig. Vi har allerede set den her episode" svarede han, stadig fraværende, men svagt smilende. "Hvilken episode er det?" Spurgte jeg nysgerrigt, imens jeg så på ham. "Det er den hvor Butters bliver en af de der vampyr wannabes, og de der goth unger bliver sure". Han så op på mig, med sine dybe mørke øjne. "Okay. Den episode er en af mine favoritter. Selvom overnaturlige væsner ikke findes. Det minder mig faktisk om.." "Amber, kan du ikke dæmpe dig lidt? Jeg har hovedpine, og du taler ret højt." Afbrød Dan mig, med en grimasse som viste hans smerte. "Oh, undskyld. Jeg vidste ikke.. Hør, jeg henter en panodil pille til dig. Bare rolig." Sagde jeg bekymret. Dan nikkede kort, og fortsatte med at se south park. Jeg lagde telefonen fra mig, og løb ovenpå. Jeg gik ud i badeværelset, og åbnede det brune skab der hang på væggen. Jeg vidste næsten hvor alt i dette hus var. Mest fordi at jeg nærmest har boet med Dan, og vi har overnattet rigtig meget sammen. Jeg ledte efter pillerne, og fandt dem efter et par minutter. Skabet var ret stort. Jeg løb nedenunder igen, og gav Dan to piller med noget vand. "Tak Amber." Sagde han svagt. Han så ligebleg ud. Han havde mørke rander under øjnene. Han så sløj ud. "Dan, er du sikkert på du er okay?" "Jaja Amber. Jeg er bare lidt øm i kroppen. Og mit sår gør også lidt ondt. Men jeg er sikkert bare sulten." Sagde han, imens han prøvede at virke beroligende. Jeg havde ondt af ham. "Ja måske er du bare sulten. Jeg bestiller mad nu". 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...