Hylet i mørket (pause)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2013
  • Opdateret: 9 jan. 2014
  • Status: Igang
Amber og hendes bedste ven Dan opdager en ny og hemmelig verden sammen. Men det er ikke altid lige trygt. Dan har fået lykantrop forbandelsen, og finder ud af at han er en varulv. Han kæmper med at lære sit nye 'jeg' at kende. Dan bliver genforenet med sin gamle bedste ven, og finder ud af en grusom hemmelighed. Kan de mon klare denne udfordring?

5Likes
9Kommentarer
588Visninger
AA

4. Hvad skete der, dér..?

Da vi sad og spiste kunne jeg se at Dan var virkelig sulten, men var stadig ligebleg og så træt ud. Jeg tog én lille portion lasagne, resten spiste Dan. Han havde spist næsten to hele bakker. Jeg sad med store øjne og kiggede forbløffet på ham. "Hvad?" Dan kiggede undrende på mig, med et stykke lille lasagne lidt hængende ud munden. "Øhmm, ikke.. Ikke noget", sagde jeg og rystede på fraværende på hovedet. Han slugte maden, og så på mig. "Nej, helt seriøst.. hvad er det?" "Du.. ehh.. havde bare noget lasagne hængene ud af munden. Jeg kløede mig i nakken. "Ohh.. Undskyld. Jeg skal nok spise ordenligt", Han så væk. "Det i orden", smilede jeg til ham. Da vi var færdige satte vi os over i sofaen og satte en film på. "Dan er du ok? Jeg mener.. Altså, jeg har bare aldrig set en person spise så meget lasagne" sagde jeg, og kiggede forvirret på ham. Jeg bed mig selv i underlæben. "Øhhh.. Ja.. Jeg var vel bare rigtig sulten.. Undskyld jeg ikke tænkte på dig.. Jeg.." Sagde han, så ned i gulvet og rødmede lidt. "Det gør altså ikke noget, Dan. Jeg kan godt forstå hvis du ikke kunne lide hospitalsmaden, det stads er ækelt.." Jeg prøvede at være sarkastisk, og håbede at det lød sjovt. "Men jeg er ked af at jeg slet ikke tænkte på dig. Du må stadig være sulten". Han skammede sig en smule. Han kløede sig i nakken, og hostede en smule. "Det skal du altså ikke tænke på, Dan. Jeg var slet ikke så sulten alligevel." Jeg satte mig tættere på ham. Jeg så ham i øjnene, og begyndte at rødme lidt. Det var nu jeg ville indrømme dét. At jeg elsker ham. Men turde jeg? Altså jeg måtte tage en chance,og lige nu virkede som et godt tidspunkt. "Dan.. jeg.. har faktisk noget jeg vil indrømme.. øhmm.. altså.." Han begyndte at smile igen, og jeg kunne ikke se ham i øjnene. Det var for pinligt. Jeg så ned i jorden. "Hvad er der galt Amber? Dit hjerte.. Det banker så hurtigt.." Hviskede han, og rynkede panden. Han tog sin hånd blidt om min hage, og løftede stille mit hoved. Jeg så igen på ham. "Det.. Ligemeget.. Altså, det er bare.. Altså.. Vent.. Sagde du lige at du kunne høre mit hjerte banke?" Jeg så forvirret på ham. "Øhmm.. Ja.. Altså, det ved jeg ikke? Jo.. Det banker bare hurtigt. Eller det gjorde det. Nu banker det mere normalt." Svarede han mig med en overrasket stemme. Han fjernede hurtigt sin hånd fra min hage, og så væk. "Jeg kan ikke engang høre dit hjerte.. Hvad i al verden..?" Jeg var forbløffet. "Min hørelse er nok bare.. Følsom for tiden. Det er ligemeget." Han rynkede sin pande, men prøvede dog at lyde overbevisende. "Du har sikkert nok ret." Jeg lagde mig op af ham. Han lagde sin arm rundt om mig. Jeg nød det. Alle nerverne i min krop var spændte. Jeg kunne mærke min krop blive varmere, og mit hjerte banke hurtigere. Jeg var nervøs, men afslappet på samme tid. Dan så på mig. Og jeg så på ham. Men jeg var sikkert knaldrød i hovedet. Det er underligt. Vi har været venner i  næsten 11 år. Jeg kender Dan så godt som min egen baglomme og sikkert også omvendt. Men hvorfor rødmer jeg så? Vi har jo krammet op til flere gange. Men hvad var så anderledes ved denne gang? Han tog sig til hovedet. "FUCK!!!" Råbte han, og jeg rejste mig op med det samme. "Hvad sker der, Dan!?" spurgte jeg. Han tog sig til hovedet. "Det.. Det er.. Det er ikke noget.. Bare hovedpine. Vil du ikke nok hente noget smertestillende, på den øverste hylle ude på badeværelset?" "Jo da! Jeg skynder mig!" Jeg rejste mig op fra sofaen, og løb alt hvad jeg kunne ud på badeværelset, og fandt æsken med smertestillende, Dan havde beskrevet. Jeg løb nedenunder igen, gav det til ham, og satte mig i sofaen, ved siden af ham. "Tusind tak, Amber. Du er en virkelig stor hjælp.." Sagde han og krammede mig. Jeg rødmede. "Det var så lidt", smilede jeg til ham. Han kyssede mig på panden. Jeg var næsten lige ved st skrige, af nervøsitet. Jeg blev lige så rød i hovedet som en tomat. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...