Hylet i mørket (pause)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2013
  • Opdateret: 9 jan. 2014
  • Status: Igang
Amber og hendes bedste ven Dan opdager en ny og hemmelig verden sammen. Men det er ikke altid lige trygt. Dan har fået lykantrop forbandelsen, og finder ud af at han er en varulv. Han kæmper med at lære sit nye 'jeg' at kende. Dan bliver genforenet med sin gamle bedste ven, og finder ud af en grusom hemmelighed. Kan de mon klare denne udfordring?

5Likes
11Kommentarer
574Visninger
AA

1. Begyndelsen

Jeg vågnede med en kraftig hovedpine. Mine øjne søgte rundt i mørket. Fuldmånen lyste svagt ned på mig. Jeg kunne mærke, at jeg lå på den hårde kolde jord. Jeg drejede forsigtigt mit hoved, og så at Dan lå ved min side. Jeg satte mig op og tog mig til hovedet. Jeg blev rædselsslagen da jeg opdagede at han blødte, meget. Jeg prøvede at vække ham, men han vågnede ikke. I stedet rejste jeg mig op, vaklede en smule, og råbte desperat på hjælp. Men min stemme var for hæs til at nogen kunne høre den. Så i stedet ledte jeg ihærdigt efter min håndtaske i mørket. Endelig, efter et stykke tid fandt jeg den, tog min mobil frem og ringede til alarmcentralen. Forbindelsen var ikke god, så jeg blev nød til at ringe et par gange, før der blev svaret. "Alarmcentralen, hvad kan jeg hjælpe med?" Lød en blid kvinde stemme. "Jo.. Øhh.. Jeg har brug for en ambulance, det er min kæreste.. Jeg mener min ven, han bløder rigtig meget. Han er bevidstløs og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre!" Jeg var helt fortvivlet, og jeg vidste at jeg ikke kunne holde mine tårer tilbage, så jeg begyndte at græde. Jeg kunne se min ånde i luften. Det var en kølig efterårsaften. "Øjeblik" svarede damen alvorligt. "Hvor befinder i jer?" Spurgte hun, "øhh jeg ved det ikke helt, jeg.." Jeg tøvede og kiggede rundt i mørket, og så at vi befandt os i en skov. Der var ikke andet end træer der omringede os i det skumle mørke. "Det er også lige meget, vi indstiller GPS'en koordinater, så den kan spore hvor du ringer fra. Ambulancen vil være der om et øjeblik. Bare tag det roligt" sagde kvinden stille og roligt. Jeg blev helt lettet. "Tusind tak!" Sagde jeg meget taknemmeligt, stadig med tårer i øjnene, og lagde derefter på. Jeg så på Dan og åndede lettet op. Jeg satte mig ned ved siden af ham og åbnede hans meget ødelagte skjorte, så jeg kunne se skaden. Det var et stort bidemærke ved hans hofte. Det blødte meget. Jeg fik endnu flere tårer i øjnene. ”Bare rolig Dan.. Vi skal nok klare den..” Småhulkede jeg, med hverken glæde eller smerte i stemmen til den bevidstløse krop, der lå ved siden af mig. Jeg tørrede mine øjne og prøvede at tage mig sammen. Jeg har kendt Dan siden jeg var 7. Ham og hans familie flyttede til byen, på grund af at hans forældre var blevet forflyttet på arbejdet. Jeg husker tydeligt den første gang jeg så ham. Det føltes som om, et puslespil var perfekt sat sammen, da jeg så ham i øjnene. Han så på mig og smilede det sødeste og mest charmende smil, jeg nogensinde havde set på en 8 årig. Jeg fik straks følelser for ham. Jeg gik hen og talte med ham, og vi blev straks venner. Vi legede hver evig eneste dag og havde det sjovt. Vi overnattede hos hindanen hver weekend, og nød hindandens selskab. Jeg kender Dan så godt som min egen baglomme. Hvis han er ked af det, er jeg ked af det. Hvis jeg griner, griner han. Vi har bogstaveligtalt vokset op sammen. Hans forældre skulle til Thailand i et helt år, for at arbejde. Så han boede hos mig, i den tid. Men en dag skete der noget forfærdeligt. Hans forældre skulle hjem på hans 10 års fødselsdag. Men flyet styrtede ned af ukendte årsager. Få ud af de 75 passagerer overlevede, men hans forældre var ikke en del af dem. De døde. Men det mærkværdige var at han ikke så spor berørt ud, da han fik beskeden. Som om han nærmest var ligeglad. Jeg kan huske at jeg græd og græd, og omfavnede ham. Men han var iskold. Hans øjne havde et tomt blik. Det så helt forkert ud. Jeg ville gøre alt for at vide hvad han tænkte på. Den dag forandrede ham. Hans onkel fik forældremyndigheden, og flyttede til byen seks måneder efter. Men han arbejder rigtig meget. Faktisk lige så meget som Dans forældre. Så Dan overnattede stadig ofte hos mig. Men tingende var ikke som de plejede at være. Han var mere.. Ligeglad. Men som årende gik, blev han mere sig selv igen. Jeg kunne kende Dan. Mine følelser for ham blev stærkere. Jeg.. Elskede ham.. Og det gør jeg endnu. Han er virkelig mit livs lys.. Hver gang jeg ser på ham, rødmer jeg. Jeg tør snart ikke engang at se ham i øjnene mere. Åhh Dan.. Jeg elsker dig virkelig.. Jeg blev forskrækket da jeg hørte ambulancen nærme sig..

Inde i ambulancen var der køligt, og ubehageligt. Jeg sad ned på en lille hård bænk, som var boltet fast til væggen. Der var ret småt derinde. Ambulancen kørte også ret ujævnt. Vi kørte over mange bump, og drejede skarpt til enden højre eller venstre, så man blev nød til at holde fast for ikke at falde på gulvet. Jeg så over på Dan, som lå bevidstløs i en lille båre. Han havde lukket sine øjne. Han var fuldkommen bleg. Jeg kunne ikke holde ud at se ham sådan. Smerten var for stor. Jeg var ligeglad med om jeg havde det godt, bare Dan var okay. Den ene læge i ambulancen tappede lidt blod fra mig til en blodprøve. Jeg hader virkelig alt med nåle. Jeg har ikke engang øreringe i mine ører, for jeg tør ikke. Lægen var en mand i cirka 20'ene, vil jeg tro. Han havde blondt tyndt hår, som var sat pænt til siden, perfekte blå øjne, han var lidt bleg, og så så han en smule muskuløs ud. Hans hår oplyste hans perfekte kindben. Han var ret smuk. Den anden ambulance mand var også ret pæn. Hans hår var mørkt og det var sat op i en lille hestehale. Han havde et flot og markeret ansigt. Han bed sig selv i sin lidt fyldige overlæbe. Wow.. Er alle læger virkelig så pæne..?  "Så, nu kan du godt kigge igen." Sagde den blonde ambulance læge smilende, med en blid stemme. "Puha.. Jeg hader nåle.." forklarede jeg og rødmede. "Det skal du ikke skamme dig over... Øh..?" "Amber" afbrød jeg ham, "mit navn er Amber" smilede jeg til ham. "-Amber" sagde han med et smil på læben. "Sikke et fint navn, mit navn er Jaron" sagde han blidt og kiggede på mig med sine store blå øjne.  Jeg rødmede. "Pænt navn" sagde jeg, og smilede. "Nå, Amber.. Kan du huske hvad der skete med dig og.. Øhhm.. Dan?" Spurgte han ret alvorligt, men stadig smilende. "Ikke sådan rigtig, jeg kan huske at vi var på vej hjem fra biografen efter vores date. Vi var på vej hjem hos mig. Jeg gik lidt foran ham. Men lige pludselig hører jeg et skrig, og jeg bliver væltet omkuld, derfra besvimede jeg. Ellers husker jeg kun at jeg vågnede op i parken med en bule i hovedet." Svarede jeg med et skævt smil, og tog mig til hovedet. Jeg kunne ikke huske så meget. Jeg anstrengte mig meget for at prøve at huske mere. "Okay.. Det kan være at din hukommelse kommer tilbage i løbet af aftenen." sagde Jaron, og så på mig med sit charmende smil. Vores samtale blev afbrudt af den anden læge. "Øhhm.. Jaron? Du burde nok lige se det her", sagde han tøvende. Han var ved at undersøge Dan. "2 sekunder, Amber. Jeg kommer" Jaron rejste sig op, drejede rundt på hælende, og gik hen mod Dan og den anden mand. "Jeg kan ikke genkende dette slags bid.. Hvad kan det mon være?" sagde han med en meget lav stemme til Jaron, i håb om at jeg ikke ville høre det. Jeg kunne mærke at mine hår i nakken rejste sig. "Jeg tør ikke at rense det. Jeg tog nogle prøver, jeg er lidt usikker, men.. Prøverne viser at der er en besynderlig form for gift i det. Jeg tror han er blevet forgiftet.." Han talte endnu lavere, så jeg måtte anstrenge mig for at høre med, "-det er vist for sent at fjerne det, det ser ud til allerede at løbe rundt i kroppen på ham.." Hviskede han meget alvorligt. Det løb mig koldt ned af ryggen. Forgiftet?! Hvem end der har gjort har fortjent et slag lige midt i.. "Bare rolig James, han har nok bare fået mad forgiftning, han skal nok komme sig" Jaron smilede til mig, og så beroligende på mig med sine store blå øjne. Jeg åndede lettet op. Madforgiftning? Jeg tror nu heller ikke at KFC er det mest hygiejniske mad i verden. Men stadig.. Et stort bid? Vi er sikkert bare blevet overfaldet af en hund, eller noget. Man hører jo også så meget om de der løse kamphunde. Mand, de fjolser til hundeejere burde passe bedre på deres hunde.

 

På hospitalet var vi blevet anbragt i et rum, fordi Dan skulle undersøges yderligere. Jeg sad i en lille blå lænestol, cirka 4-5 meter væk fra den seng Dan lå i, og ventede på lægerne. Efter lidt tid blev min opmærksomhed, rettet mod et lavt og meget svagt støn. Jeg så over på Dan, og lagde mærke til han var vågen. Jeg rejste mig ivrigt op og løb hen til ham. "Amber.. Hvad sker der?" Sagde han, med en meget svag og hæs stemme. Han gned sig udmattende i øjnene. "Vi er på hospitalet, jeg.. Vi var på vej hjem fra..  Det er en lang historie.." Svarede jeg tavst, "du kan.. Forklare mig det senere. Er du okay?" Hans mørke, smukke øjne kiggede foruroligende på mig. "Ja.. Jeg har bare fået en lille hjernerystelse.. Men hvad med dig? Det er jo dig der er mest såret!" "Jeg ved ikke helt.. Jeg" han fik et kvalmende udtryk og blev lidt grøn i sit ellers blege ansigt. Jeg skyndte mig at lede efter noget han kunne kaste op i. Jeg fandt en lille blå spand, og gav den til ham, og lige som han fik den, begyndte han at kaste op. Han var badet i sved, og jeg måtte holde hans mørke hår væk fra hans ansigt. "Bare rolig, det skal nok gå." Jeg prøvede at berolige ham med min stemme, "du skal bare undersøges, og den slags." Han satte sig op og tørrede sine læber i ærmet. "Lægerne påstår at du har fået en slags madforgiftning, og at en eller anden hund har overfaldet os.. Ehh.. Mest dig." Forklarede jeg ham, "den hund har virkelig bidt godt til." Sagde han sarkastisk og mærkede på sit sår. "Av.. Det gør virkelig ondt.. Men.." Dan blev afbrudt af en sygeplejeske der kom ind ad døren, "undskyld jeg forstyrrer, men Dan skal undersøges nu, Amber du kan gå hjem" sagde kvinden med et blidt udtryk i ansigtet. Jeg så på Dan. ”Men jeg tror det er bedst at jeg bliver og..” sygeplejersken afbrød mig. "Du kan besøge ham i morgen" "Okay," jeg kiggede på Dan, "Vi ses i morgen, godnat Dan" jeg smilede til ham, "godnat Amber". "Dan hvis du lige ligger dig ned i sengen igen, så kan jeg.." Sygeplejerskens stemme forsvandt hen da jeg gik ud af døren og længere ned ad gangen. Da jeg kom til udgangen kom Dans onkel løbende ind af døren. "Hej Amber, er du okay? Hvor er Dan? Er han okay?" spurgte han helt bekymret. "Jeg har det fint, Dan er også ok, han er i rum nummer 48 hvor han skal til at have bandage på. Bare rolig Mr. Jefferson, Dan skal nok klare den." Jeg prøvede at berolige ham. "Tusind tak Amber, fordi at du er der for ham, jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden dig, jeg har jo travlt på arbejdet og skal jeg skal forsørge Dan alene, jeg er yderst taknemmelig" sagde Mr. Jefferson, "Tak.." sagde jeg og rødmede. "Jeg er så glad for at jeg nåede det fly, tilbage hertil. Tak Amber, jeg bliver nød til at se til Dan. Tak for hjælpen. Vi ses!" Mr. Jefferson små løb hen til receptionen, idet jeg vendte mig om og gik ud af den store hoveddør, og hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...