Forever and Ever After [1D]

Maddie er 17 år gammel og er lige flyttet til London for at satse på sin musikkarriere. Hun møder en hvis rødhåret person ved navn Ed Sheeran, og han introducerer hende til 5 yderst velkendte drenge - nemlig One Direction. Hun bliver gode venner med dem alle sammen, på nær Harry. Det heller bliver noget værre rod, på samme tid med, at hun prøver at slå igennem som musiker. Klarer hun den?

6Likes
5Kommentarer
482Visninger
AA

4. Invitationen

”Maddie, må jeg ha’ lov at sige ...” begynder Louis, ”du har virkelig talent, tøs!” Jeg ler bare og hænger guitaren tilbage på væggen. Vi sidder alle sammen i de to store sofaer, som er placeret i hjørnet i pladestudiet. Harry har sat sig surmulende hen i hjørnet, men jeg ignorerer ham. Selvom det er fedt, at jeg fik lukket munden godt og grundigt på ham. Jeg sang Free Fallin’, min all time yndlingssang. Den var så simpel og så smuk på en gang. Det var sådan noget musik, jeg gerne ville lave.
Jeg sætter mig med et dump imellem Liam og Niall. Niall sidder med en chipspose i favnen, og der hænger chips hele vejen ned af hans mave. Yderst ucharmerende. Liam rækker sin arm henover mig og stikker hånden ned i chipsposen, men Niall trækker den meget hurtigt til sig.
”Niall deler ikke mad!” siger han flabet og vender sig væk fra Liam.
”Jeg hader når du taler om dig selv i tredjeperson,” mumler Liam og surmuler en smule. Jeg ser over på Niall. Han klemmer chipsposen i sin favn.
”Jeg må da godt smage ... ikke sandt, Niall?” siger jeg. Han bløder lidt op og lader mig tage et par chips, men det er også det. Jeg ler en smule og gumler løs. Jeg følte mig ret godt tilpas i drengenes selskab, bortset fra Harry, ham kunne jeg godt undvære. Han sidder alligevel bare med sin mobil konstant.
Sådan sidder vi lidt. Jeg snakker en del med Zayn. Han virker ret genert, men så snart man har snakket lidt med ham, åbner han sig lidt op og virker faktisk som en rigtig flink fyr. Og så er han pisse lækker.
På kort tid finder jeg allerede ud af en del om drengene, men pludselig ser jeg hvad klokken er, og indser, at den sidste bus går om kun 5 minutter.
”Det var hyggeligt at møde jer drenge!” siger jeg og rejser mig fra sofaen. Da jeg passerer Harry, siger jeg: ”Ikke dig.” Han ler bare og har fortsat sin opmærksomhed på mobilen.
”Kan kun sige i lige måde, snut.” Han siger det i sådan et ligegyldigt tonefald, som om man ikke kan såre ham. Og så stryger jeg ud af døren.

***
Klokken er lidt over et. Det er torsdag og jeg er på vej op imod Eds sommerhus. Han havde lovet mig, at han ville være der, når jeg kom, men der var ingen bil i garagen. Jeg sukker en smule og går op imod døren. Der hænger en seddel.

Hej Maddie,
skulle lige løbe et ærinde,
er hjemme i løbet af en times tid,
skynder mig! Døren er åben,
bare gå ind,

love Ed xo


Jeg smiler en smule, trykker håndtaget ned og går indenfor. Jeg smider min taske ved siden af sofaen og sætter mig. Jeg griber fjernbetjeningen og tænder TV’et. Jeg zapper som sædvanligt og gaber. Jersey Shore er på MTV. Verdens dårligste tv program, men alligevel lidt underholdende. Jeg tjekker min Facebook og holder en smule øje med skræmen. Jeg hører en skramlen ude i køkkenet og skruer en smule ned, så jeg kan høre godt efter.
”Er her nogen?” mumler jeg og lægger fjernbetjeningen fra mig. Fjernsynet kører stadig. ”Hallo?” Jeg bliver pludselig ret paranoid. Det er ligesom i gyserfilm. Man hører en lyd og så, inden man når at reagere, er hovedpersonen død. Så føler man sig helt tom indeni. Er det det samme der skal ske nu?
Jeg skubber døren op ud til køkkenet, og jeg ser en høj, mørkhåret fyr stå med ryggen til mig. I bar overkrop. Jeg rømmer mig kort og fyren vender sig rundt meget hurtigt. Selvfølgelig. Harry.
”Undskyld, jeg vidste ikke der var nogen der iagttog mig,” siger han med mad i munden. Jeg himler. Så fandens irriterende at høre på. Jeg åbner køleskabet og tager en yuggi med top ud. Harry læner sig op ad køkkenøen og ser på mig. Lader sine klistrende øjne løbe op og ned af mig.
”Undskyld, jeg vidste ikke der var nogen i huset,” siger jeg og prøver at efterligne hans stemme, så hånligt som overhovedet muligt. Jeg åbner yoghurten og sender ham et dræbende blik. Mit blik strejfer hans mave. Jeg kunne sige så meget, men en lækker overkrop havde han altså. Jeg rømmer mig og slår blikket væk, da hans øjne fanger mine. Busted.
”Kan du lide hvad du ser?” spørger han og spiller med musklerne på højre overarm. Jeg himler bare, sukker irriteret og stikker skeen i yoghurten. Jeg går ind i stuen og smider mig i sofaen. Harry følger efter og sætter sig i en sækkestol. Jeg spørger ham om han ved, hvornår Ed kommer igen, men får bare et flabet svar. Hvorfor skulle han også lige være her?
Vi sidder i stilhed i et stykke tid. MTV kører stadig i fjernsynet og jeg sukker. Der er den vildeste akavede stilhed, men hellere det, end at skulle snakke med ham. Jeg skuler ned på ham. Han kunne godt tage en trøje på. Det ville i det mindste gøre mig lidt mere tryg ved den allerede ubehagelige situation.
”Mh, i øvrigt ...” siger Harry og stikker hånden ned i lommen. ”Ed sagde jeg skulle give det her til tid.” Han kaster et meget krøllet stykke papir op til mig. Jeg folder det ud og prøver at glatte det så godt som muligt. Det ser ud til, at det er en invitation.


Kære Madeline

Jeg holder min (forsinkede) 20 års fødselsdag på Funky Buddha d. 12/06-2011 kl. 20:00.
Du må gerne tage venner med – alle er velkomne! Kom glad!

Mvh. Ed


Jeg smiler og stikker invitationen i lommen. Der var stadig 3 uger til, men jeg glædede mig allerede. Det lød fedt. Eds fødselsdag. Den første fest jeg officielt var blevet inviteret til her i London. Det var stort! Det var ikke fordi jeg blev inviteret med til så mange fester derhjemme. Jeg var altid med til gymnasiets fester, og engang imellem tog jeg da med veninderne i byen, men det interesserede mig ikke rigtig. Jeg holdt af at sidde derhjemme.
”Kommer I også?” spørger jeg og stiller yoghurten fra mig på ølkassen.
”Selvfølgelig,” siger Harry ligegyldigt og rejser sig. Han går ud imod køkkenet. Super, tænker jeg. Jeg ville gerne feste med drengene, men Harry kunne godt blive væk. Jeg ved ikke hvad det er jeg har imod ham. Måske den måde han lod sit blik glide op og ned ad mig hver evig eneste gang vi var i samme rum, som om jeg var hans næste bytte, som om han kunne få hver evig eneste pige han lagde sit blik på, og at han var så fandens overlegen. Harry og jeg kunne ikke ligefrem sammen. Og jeg tvivlede stærkt på, at vi nogensinde ville kunne.
Jeg hører døren lukke op, og ind kommer Ed.
”Nå, du er her allerede!” udbryder han. ”Skal vi arbejde på den sang?” Jeg nikker og vi sætter os ind i pladestudiet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...