Gør øjeblikket væsentligt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2013
  • Opdateret: 25 mar. 2013
  • Status: Færdig
"Gør øjeblikket væsentligt" er et essay, jeg har skrevet i forbindelse med en skoleopgave. Det er meget personligt for mig, for det indeholder en del af mine tanker og minder. Jeg håber, du vil nyde at læse det, ligeså meget som jeg nød de øjeblikke, det beskriver.
Du får måske selv opgaven "Gør øjeblikket væsentligt" en dag, og du er meget velkommen til at lade dig inspirere af mit essay, men jeg ser ingen kopiering. Både for din egen skyld og for min, fordi det er så personligt, som det er.
Jeg fik 12 for opgaven.

19Likes
26Kommentarer
9212Visninger
AA

1. Gør øjeblikket væsentligt

Når jeg ligger her på ryggen, og kigger op i loftet, flyver tankerne rundt. Det er ikke til at fatte, at de alle sammen kommer fra mit lille hoved.

Det er så nemt at glemme, hvem man er. Glemme meningen med, at man er her. Vi mennesker glemmer så nemt. Vi strækker os på tæer for at nå noget, vi slet ikke er i stand til at håndtere. Som drengen med den blå hat, ser vi ting fra en vinkel, der får det hele til at se meget større og bedre ud, men når vi endelig får fat, vælter tingene ned over os. Vi har så travlt med at nå de ligegyldige og materielle ting, at vi glemmer alt det, der i virkeligheden betyder noget.

Jeg kender det jo fra mig selv. Jeg glæder mig til gymnasiet og til at flytte hjemmefra. Men glæder jeg mig så meget, at jeg glemmer at nyde nuet?

Jeg tror det ikke. Jeg håber det ikke.

 

Jeg ser ham dybt i øjnene. Snuser ind, prenter alle detaljerne ind i min hukommelse. Hans hud, der får en orange glød af stearinlysene, hans hånd, der hviler på min hofte. Ikke for hårdt, ikke for blødt. Trygt. Stoffet fra lagenet mod mine ben og smagen af kyssene, han planter på mine læber.

 

Er der en ting, vi mennesker ikke glemmer, så er det fortiden. Jeg opfordrer ikke folk til at lægge alt bag sig, men ind i mellem bliver man nødt til at give slip på fortiden og leve i nuet. GPS-drengen, altså stadig ham med den blå hat, har så travlt med jagten på alle de ting, han tror han mangler, at han slet ikke ser den farverige skygge han har. Han ser slet ikke, hvor meget hans opførsel påvirker andre mennesker. Han ser ikke de andre hænder, der forgæves følger hans eksempel.

Hvad hvis drengen prøvede en sidste gang? Jeg kan se det for mig – han lægger en anelse mere vægt på højre ben, og så tipper stabelen med de røde bøger over. Han falder pladask på maven ned i de grå skygger, mens andre hænder tager hans plads. Hans livs-GPS falder på gulvet og går i tusinde stykker. Og hvad har han så nu? I al den tid, han har forsøgt at nå sækken, har han misvedligeholdt alt andet i sit liv. Han kan måske ikke længere regne med vennerne, måske ikke engang med familien.

 

Min mor sidder på tæppet ved siden af mig. Hun nipper til sin te og råber til Johanne, at hun ikke må gå længere ud. ”Vent til jeg kommer med ud, Johanne!” Det er sommer, og jeg har udformet et hul i sandet under mig, der passer præcis til min numse. Vandet klukker, mens solen står op.

 

Jeg har ikke været tæt på at dø. Jeg kender en del, der har, men det er ikke noget, jeg lægger vægt på. Jeg ved ikke, om mennesker, der har været døden nær, er lykkeligere end andre. Det er vel et wakeup-call, som nogen er heldige at få. Jeg skriver heldige, for de dør jo ikke helt.

Tror du på livet efter døden? Ikke det? Så skulle du måske komme i gang med at nyde livet. Lige pludselig er vi her ikke længere. Vi kan måske ikke ærgre os over det bagefter, før vi er døde. Men hvad med alle de andre? Vores børn, vores søskende, vores kolleger? Vil de savne os? Vil de fortryde, at de ikke ringede oftere? Ville du kunne leve med tanken om, at en anden var ulykkelig på grund af noget, han ikke fik gjort for dig?

 

Jeg hiver efter luft, men latteren trænger sig på. Vi har for længst glemt, hvad vi griner af. I mellemtiden er vi gået helt amok. Jeg hiver blyant og papir frem og griner til Thea. Hun ligger på ryggen på gulvet og holder sig på maven.

”Skriv!” hviner hun, da hun får luft. ”Kære mor og far,” forsætter hun, og hendes stemme lyder så sjov, at vi griner igen. Da hun endelig får luft, prøver hun igen. ”Kære mor og far! Vi er døde af grin!”

”Underret venligst Theas forældre også,” tilføjer jeg. Vi griner igen, og siger så i kor: ”Og der skal være Cocio til vores begravelse!” Vi griner videre.

 

Carpe diem betyder ’grib dagen’. Budskabet er, at man skal glemme i går, leve i dag og se frem til i morgen. Det er vigtigt at stoppe op og nyde det sekund, man står i, for måske er det en af de sidste, man får, eller måske oplever man aldrig sådan et sekund igen. Som med den første kærlighed, morgenmad på Amager Strand og alle de mange timer, jeg har brugt på at grine af ingenting. De øjeblikke, får jeg aldrig tilbage igen, og hvis jeg ikke havde glædet mig over dem, mens jeg stod i dem, ville jeg ikke kunne glæde mig over dem i dag.

Så jeg lukker øjnene. Mine øjeblikke er væsentlige. Sikkert ikke dem alle sammen, men jeg har nogle favoritter. Ting, jeg aldrig vil glemme. Øjeblikke, jeg deler med dem, jeg elsker allermest.

Jeg ville ikke være lykkeligere, hvis jeg ejede en stor, smart bil eller hvis jeg boede i England. Jeg ville ikke være gladere, hvis jeg startede til formning eller stoppede til teater. Jeg ved ikke med alle jer andre, men jeg kunne ikke være lykkeligere, end jeg er lige nu. Og jeg har tænkt mig at forsætte med at have det sådan.

Jeg falder i søvn med et smil på læben.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...