A Way Out Of The Perfect Life - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2013
  • Opdateret: 17 jul. 2013
  • Status: Igang
Eleanor Anmell Der Corner er datter af den rigeste hotelejer i hele Florida, hvilket fører til, at hun får alt, hvad hun peger på. Det glamourøse liv uden pengeproblemer, designertøj af de fedeste mærker, popularitet på hendes high school? Alt dette på grund af hendes forældre. Lyder det ikke som det perfekte liv? Lækkert hus, smart tøj, loyale veninder, de lækreste fyre, gratis indgang til de bedste klubber, alverdens penge. Det ér det perfekte liv, men sådan føler Eleanor ikke. Hun vil væk fra det, væk fra det glamourøse live, men det er der ingen mulighed for. Eller er der? En ny dreng starter på Eleanors high school. Hård, stædig, krævende, en badboy type? Han er Eleanors eneste håb, og med hendes udseende er hun bevist om, at han vil falde for hende med det samme. Men han er ikke så nem, som hun tror. Han vil have noget ud af at være hendes falske kæreste, som skal narre hendes forældre. Eleanor vil gøre hvad som helst, men ændrer hun sin mening, når hun høre hans betingelser?

251Likes
388Kommentarer
33061Visninger
AA

17. Tilbage til det sædvanlige og Eleanor flytter ind hos Justin.


Kapitel 16. 

Justins synsvinkel. 

 

Jeg knappede min lyseblå skjorte, mens mit blik var rettet mod spejlet på væggen. Mit blik var tomt, og jeg følte mig en smule fortabt - men måske var det det, som skulle til? Jeg måtte i hvert fald prøve, uanset hvor lidt jeg havde lyst til det. 

 

Jeg skulle finde mig selv igen. Den dreng, som jeg endelig havde fundet for flere måneder siden, men tabte - jeg tabte mig selv ind i den populære verden, som var alt for besværlig og stor til mig. Derfor måtte jeg finde mig selv igen.  Den kedelige - men søde - Justin. Den som Nicholas, min mor, Eleanor, Eleanors forældre, Hr. Wildstone, ja selv min afdøde far, ville have at jeg blev til. 

 

Jeg ville ønske, at han kunne se mig nu. Jeg ville ønske, at han vidste, jeg tog mig sammen for alvor. Jeg ville ønske, at han ikke var med i den ulykke for 7 år siden. Jeg ville ønske, at jeg ikke reagerede, som om at jeg var ligeglad. Jeg ville ønske, at jeg havde en hjerne dengang. Jeg ville ønske, at jeg fortalte ham, hvor meget jeg elskede ham, da jeg havde chancen. 

 

Men jeg tog ham forgivet. Jeg lod som om, at han ikke var i mit liv, mens jeg rendte rundt og lavede ulovlige ting og gjorde ham til en skuffet far - i virkeligheden ville jeg bare gerne se et smil på hans læber - et stolt smil. Men jeg var selv udenom det, og på grund af det, nåede han aldrig at se mig tage mig sammen. 

 

Mit blik var stadig tomt, da jeg var færdig med at knappe min skjorte, så jeg lignede en klog nørd, der havde udseendet med sig. Jeg ville tages seriøs denne gang. Jeg vil måske endda opnå noget i mit liv. Jeg vil ikke længere se mig stå bag kassen i en slikbutik om 5 år. Jeg vil ikke spilde mit liv væk, som om at det var spildevand. 

 

Hvorfor begyndte jeg at tænke sådan? 

 

Jeg kom i tanke om, hvad jeg havde mistet, og hvad jeg havde. Jeg kom i tanke om, at jeg kunne, mens mange andre aldrig havde haft chancen for at gøre det, som jeg havde mulighed for. Jeg kom til fornuft, og så var jeg ligeglad med, hvordan alle andre tog det. Slem eller god - jeg var mig, og ingen andre. 

 

For hvad ville det være for en historie at fortælle sine børn? Jeg vil fortælle dem en inspirerende historie om, hvordan jeg kom til fornuft, da jeg stadig var ung og havde hele livet foran mig. Jeg vil ikke have, at de skulle have den barndom, som jeg havde. Jeg ville ikke have, at de skulle gå igennem de ting, som jeg havde gået igennem. De skulle være fornuftbestemte - noget som jeg aldrig havde været. 

 

Jeg knappede mine mørke bukser, som passede ret godt til min skjorte, som min mor havde købt til mig på udsalg. Yep - alt det tøj, som Nicholas havde foræret til mig var givet væk til en dreng min mor kendte - en dreng, som havde mere brug for det end mig. Jeg ville ikke gå i designertøj - for sådan var jeg jo ikke. Jeg ville ikke være snobbet - fordi sådan nogen typer hadede jeg. Jeg ville ikke være populær - men det var desværre ikke noget, som man selv valgte. Det kom bare. 

 

Jeg snubbede min skoletaske og gik ud af døren, mens jeg havde et meget lille smil på læben. Siden jeg vågnede, havde jeg ikke været helt glad - og jeg vidste ikke helt hvorfor, men jeg håbede, at det gik væk efterhånden. 

 

''Hej skat'', sagde jeg min usikkert til mig, da jeg kom til syne i køkkenet, hvor hun stod og smurte madpakke til Caden, der sad nervøst på sin sædvandlige plads og spiste morgenmad - de havde begge den samme tanke: Han vil bare ignorere os. 

 

''Heeeej'', jeg gik over og kyssede min mor på kinden, mens mit smil blev en smule større, som om at det gjorde mig gladere at være sød overfor min mor. Hun kiggede urolig og bekymret på mig, mens jeg bare stod og grinede lidt. ''Hey stump'', sagde jeg og krammede min lillesøster, der fik et smil på hendes læber - jeg tog fejl, jeg ville have det gode søster-bror forhold. 

 

''Hvad er der med dig?'', spurgte min mor undrende, mens hun heller ikke kunne lade være med at smile af mig. Jeg opførte mig måske også en smule underligt - men jeg var pludselig ikke tom længere, jeg var glad. 

 

''Jeg ved det ikke'', sagde jeg og trak på skulderne. Min mor skulle undre sig over, at jeg ikke vidste hvorfor, men mit smil fik hende til at lade være. Hun kiggede lidt på mit tøj, mens hun gispede. 

 

''Du bruger skjorten'', hun rettede den lidt, da den åbnebart sad skævt. ''Den er pæn til dig'', sagde hun og kyssede mig på kinden. Hun virkede pludselig også glad. 

 

''Tak'', lød det fra mine læber af. 

 

Pludselig kunne vi alle høre, at nogen dyttede udenfor, og vi var vidst alle bevidste om, hvem det var. Nicholas hentede mig jo hver eneste dag, og min mor forstod pludselig, hvor jeg havde fået alt det tøj fra. 

 

Jeg fortalte hende om Nicholas og Eleanor i går, og hun blev så lykkelig, at hun blev stolt. Hun var så glad for, at jeg havde fået en ordentlig ven, og hun var super glad for, at jeg havde fået en kæreste. Hun elskede tanken om Eleanor, og hun kunne ikke vente med at møde hende. 

 

''Ses'', med det ene ord snubbede jeg hurtigt et grønt æble på vejen og smuttede ud af døren, hvor solen stod højt oppe på den næsten skyefrie himmel. Det bragte jo bare endnu et stort smil frem på mine læber. 

 

''Hey'', sagde Nicholas smilende til mig, da jeg satte mig ind i bilen. Ari og Keith sad ikke i bilen, hvilket de plejede at gøre - men den tænkte jeg ikke så meget over. Nicholas kunne ikke lade være med at kigge på mit tøj, og det så faktisk ud som om, at han kunne lide hvad han så. ''Smart skjorte, du ser anderledes ud''. 

 

''Ja, jeg har besluttet mig for at vende tilbage til mit gamle jeg'', sagde jeg og tog en bid af mit saftige æble. Mit gamle jeg var jo den person, som Nicholas mødte, og den person, som han ville være venner med - den person, som han accepterede. 

 

''Det er jeg glad for'', lød det bestemt fra ham. Han startede motoren, mens han grinede lidt. Han var sikkert træt af den person, som jeg var før: Irriterende, flabet, sur, alt mit pjækkeri, at jeg aldrig lavede mine lektier. Hvem kunne overhoved lide den person? 

 

''Det tænkte jeg nok'', sagde jeg smilende og kiggede ud på de mange gående mennesker, mens vinden blæste i mit hår - jeg elskede hans bil så meget, den havde intet tag, hvilket var noget af det bedste. Når jeg havde fødselsdag, ville han sikkert have købt en bil til mig. Det var virkelig en tanke, som jeg troede meget på. Men hvis han gjorde, ville jeg takke nej - jeg ville ikke længere tage imod hans penge på den måde. 

 

''Har du lavet lektier?'', spurgte han pludselig, da vi holdte for rødt. Han kiggede alvorligt på mig, mens jeg bare sad med et lille smil, der gerne ville blive til et grin. 

 

''Ja, det har jeg faktisk'', svarede jeg og tog en hurtigt bid af æblet. ''Og jeg har faktisk brugt lang tid på dem'', sagde jeg en smule stolt. Jeg sad i 4 timer og lavede lektier, og ved du hvad? Jeg elskede følelsen af at have lavede lektier, det gjorde mig lykkelig. 

 

''Godt, Justin!'', sagde han stolt og begyndte at køre igen, da lyset var blevet grønt. Nicholas var stolt af mig. Det var virkelig en dejlig følelse, fordi han var så meget bedre end mig til alt, så når han begyndte at blive stolt, følte jeg, at jeg var en bedre person.

 

''Ved du hvad?'', han kiggede ud af øjenkrogen på mig, mens han havde øjnene på vejen, hvor der var en masse biler, hvor elever fra vores skoler sad i. Der var mange fra skolen, som kørte den samme vej som os. ''Jeg har tænkt lidt på at tage på college'', sagde jeg smilende og ventede på en voldsom reaktion fra ham af. 

 

''Seriøst? Altså helt seriøst?'', spurgte han bestemt og overdrevet, mens han havde store øjne. Den store joke blev pludselig til en mulighed. På den ene nat forandrede mine tanker sig meget, og college kom bare med i min tankegang. 

 

''Ja, jeg vil måske søge ind et sted'', svarede jeg stille og rolig, mens han flippede ud. Han grinede stort, mens hans blik kun udviste stolthed. 

 

''Det er så fedt Justin'', han klappede mig pludselig på låret og smilende endnu engang. ''Vi kan gå på college sammen?'', forslog han. Jeg kiggede interesseret på ham, da han sagde det. ''Jeg skal gå på et college i byen, og det er nemt at komme ind''. 

 

''Det kunne være så fedt'', at gå på college med Nicholas vil være som en drøm! Så kunne vi være roomates og snakke hele natten sammen? Vi kunne lave lektier sammen? Vi kunne være alvorlige sammen? Vi kunne feste og score piger sammen? Eller Nicholas kunne score pige, jeg havde Eleanor - eller jeg håbede, jeg havde hende til den tid. 

 

''Ja, det må vi altså få til at fungere'', sagde han smilende. 

 

Jeg lænede mig tilbage i sædet og nød udsigten ud over byen, mens mit liv langsom blev bedre og bedre. Nu skulle jeg bare i skole og gøre mig selv til en flittig skoledreng. Om så folk vil kalde mig nørd in the end of the day, jeg var ligeglad - jeg ville gennemgå det her år på den bedste måde. 

 

Og jeg håbede, at alle dem som jeg holdte af ville støtte mig. 

 

Specielt Eleanor. 

 

¤ ¤ ¤ 

 

 

''Du skal hjælpe mig, please'', jeg kiggede alvorlig på Eleanor, mens jeg havde et stort håb om, at hun jokede. Men hun lignede ikke ligefrem en, som lavede sjov. Hun var så seriøs, som man overhoved kunne være. Hendes øjne udviste stor angst, og enhver kunne se på hende, at hun mente hvert et ord.

 

''Måske skulle du overveje det en ekstra gang'', forslog jeg. Men det var som om, at mine ord gjorde hende en smule sur og fornærmet. Men hendes beslutning var bare så pludselig og stor, at det var svært at forstå. Hun sukkede irriteret og slog armene ud til siderne, mens hun kiggede surt på mig.

 

''Vil du ikke støtte mig i det?'', spurgte hun skuffet, mens hendes triste ansigtsudtryk, fik mit hjerte til at briste en smule. Hun var min svaghed nu - jeg elskede hende. Men det kunne jeg selvfølgelig ikke sige til hende. 

 

''Jeg vil støtte dig i alt'', hun fik et lille smil på læben, da jeg sagde det, mens jeg holdte rundt om hendes solbrune arme, så hendes arme var rolige igen. ''Men jeg syntes, du skal overveje det igen'', lød det bestemt fra mig. Jeg kyssede hende hurtigt på munden, så hun vidste, at jeg støttede og holdte af hende. Men lige det her, det syntes jeg, at hun skulle gennemtænke en smule – også selvom hun var meget bevidst om det.  

 

''Jeg har overvejet det, det er derfor, at jeg spørger efter din hjælp'', hun var seriøs. Hun mente det virkelig. Men vidste hun ikke, at det vil ændre hendes liv fuldstændig? ''Så vil du eller ej?'', spurgte hun som om, at det skulle være mit endelig svar. 

 

Jeg kiggede hende dybt ind i øjnene, bare for at sikre mig, at hun virkelig vil det her. Det var en stor beslutning, og jeg ville være en stor del af den, men jeg ville være der for hende uanset hvad. Jeg sukkede opgivende og rykkede en smule tættere på hende, mens mine hænder bevægede sig op til hende hofter.

 

''Okay, jeg vil hjælpe dig'', hun fik et endnu større smil frem på hende smukke læber, der nærmede sig mine. Hun kyssede mig, og jeg nød det så længe, som det nu varede. Hver gang vi kyssede var det som om, at vi fløj – eller jeg fløj med en engel.

Men jeg havde et spørgsmål, som jeg bare måtte have svar på. ''Hvorfor?'', fik jeg spurgt efter jeg havde trukket mig fra hende. 

 

''Fordi mine forældre er dumme'', sagde hun smilende. Men da jeg gav hende et dumt blik, sukkende hun og tænkte lidt. Jeg ville da gerne vide, hvorfor hun ville flytte hjem til mig – man flyttede først sammen, når han havde været kærester i mange måneder. Og når man ikke boede hjemme hos ens forældre. ''Fordi jeg ikke må se dig i en hel uge for mine forældre''. 

 

Jeg hævede mine øjenbryn og kiggede forbavset på hende. Hvordan kunne hendes forældre sige det til hende? Man kunne da ikke forbyde sin datter om ikke at se sin kæreste? Det var jo ren tortur. 

 

''Det skulle du have sagt med det samme'', hun kiggede forvirret på mig, mens hun havde et lille smil fremme. ''Så havde jeg sagt ja med det samme'', jeg ville nok også blive sur, hvis min mor havde sagt det til mig - selvom hun aldrig vil være så ond. 

 

''Tak'', hun kyssede mig igen, mens vi stod på et ukendt hjørne på en ukendt vej. Jeg havde gået her før, men jeg kendte ikke vejens navn – det eneste jeg vidste, var, at det var rige mennesker, som boede her. Eleanor stoppede bare her, da hun skulle fortælle mig, at hun ville flytte hjem til mig. Det skete så pludseligt og randomly.

 

Tænk, at vi skulle bo sammen nu. 

 

''Kom, så tager vi hjem og henter nogle af dine ting'', sagde jeg smilende og flettede mine fingre ind i hendes. Jeg vidste, at hendes vej ikke lå langt væk herfra – de rige boede tætte på hinanden her i byen.

 

Hun lænede sig lidt op af mig, mens vi gik hen af gaden. Jeg kunne faktisk godt se os sammen på mit værelse. Min mor ville i hvert fald blive lykkelig, fordi hun gerne ville møde Eleanor, men nu kom hun til at se hende hver eneste dag i lang tid. Det blev da hyggeligt. 

 

¤.¤.¤

 

''Justin, vent lidt'', hørte jeg Eleanor sige, mens hun lavede nervøse trak. Hun holdte i min arm, mens hun kiggede usikkert på mig. Jeg gav hende et lille smil, mens forvirringen i mine øjne blev større. Hun stoppede igen bare op, denne gang foran min hoveddør.

 

''Hvad er det?'', spurgte jeg grinede. Hendes mange tasker var ret tunge, så jeg ville faktisk bare gerne ind af døren og få dem væk fra mine ødelagte skuldre. Hun havde taget meget med, men nu var hun jo også en pige, og de skulle have en million ting med, når de sov hos andre.

 

''Det er første gang, jeg skal møde din mor'', startede hun sukkende og kiggede på døren. ''Hvad hvis hun ikke kan lide mig?'' spurgte hun usikkert. Hun var usikker omkring sig selv? Der var sket et eller andet med hende, for hun havde ellers altid så selvsikker. Jeg kunne ikke lade være med at smile, mens jeg kørte mine fingre igennem hendes hår – jeg havde smidt taskerne på terrassen, da jeg var tæt på at bryde sammen.

 

''Da jeg fortalt hende om dig, elskede hun dig allerede'', sagde jeg beroligende til hende. Hun skulle sku ikke være bange for, at min mor ikke ville kunne lide hende. Eleanor var hverken misbruger eller tyv - hvilket betød, at min mor elskede hende mere end noget andet. Eleanor var klog, sød, elskværdig, og så var hun rig – min mor bedte hver aften om, at jeg ville møde en pige som hende.

 

''Er det sandt?'', spurgte hun med et blik fuld af håb og glæde. Jeg kyssede hende hurtigt på munden, og jeg følte langsomt, at hun blev mere rolig – men jeg måtte dog indrømme, at jeg elskede at se hende sådan – nervøs. Det viste mig, at hun faktisk var et menneske.

 

Jeg tog taskerne igen, og vægten fik mig næsten til at falde om – tænk at jeg kunne bære dem hele vejen herover uden at mine arme var faldet af?

 

''Ja, så lad os gå ind, før mine arme falder af'', sagde jeg grinede og åbnede hoveddøren, så vi kom ind til vores lille gang. Ja. Eleanor var vant til en stor gang, samt et stort hus, men nu måtte hun nøjes med vores lille hus, der nok var 4 gange mindre end hendes. 

 

''Er det dig Justin?'', råbte min mor inde fra køkkenet. Eleanor kiggede uroligt på mig, da min mor råbte til mig. Jeg gav hende bare et lille smil, som jeg håbede ville få hende til at falde en smule ned - hun var så bange, at det var helt sødt. 

 

''Ja'', råbte jeg tilbage. Jeg lagde taskerne på gulvet og flettede mine fingre ind i Elenaors. ''Er du klar?'', spurgte jeg forsigtigt og smilende til hende. 

 

''ja'', sagde hun sikkert og nikkede en smule. 

 

''Okay, så går vi'', vi begyndte begge at gå ind til køkkenet, hvor min mor sikkert stod og lavede husting - jeg vidste faktisk ikke helt, hvad hun lavede i køkkenet, men hun var der temmelig tit. 

 

Da vi kom til syne, kiggede min mor overraskset på os, mens hun havde store øjne. Hun lagde en klud på bordet og placeret hendes arme i siden. 

 

''Du må være Eleanor?'', spurgte hun smilende og gik tættere på os. Eleanor og jeg gik over til min mor, mens jeg kunne mærke sveden brede sig i hendes hånd - hun burde ikke være så nervøs. 

 

''Ja'', sagde hun nervøst, som om hun ikke havde noget selvtillid overhoved. Det gjorde mig glad, at hun også havde forandret sig en smule, siden vi mødtes for første gang. Den snob, som hun engang var, var væk - begravet væk mange meter nede i jorden. 

 

''Det er hyggeligt at møde dig'', min mor kiggede på mig, mens hun lignede en der var overlykkelig. Jeg kunne ikke lade være med at smile over det hele - alt var godt lige nu. ''Hvem er dets tasker?'', spurgte hun pludselig, da hun sikkert havde kigget ud i gangen og set Eleanors tasker. 

 

''Det er Eleanors'', min mor kiggede chokeret på mig, mens hun prøvede at finde ud af, hvad jeg mente. ''Hun skal bo her lidt'', sagde jeg nervøst, mens jeg håbede på, at min mor ville tage det på den positive måde. Hvis hun sagde, at hun ikke måtte, så var Eleanor virkelig på den - men min mor plejede ikke at sige nej. 

 

''Ej, det lyder da hyggeligt'', Eleanor kiggede hurtigt over på mig, efter min mor havde sagt det. ''Så kan vi lære hinanden bedre at kende''. Det bragte et stort smil frem på hendes læber. 

 

''Ja, det glæder jeg mig til'', sagde Eleanor smilende til min mor, mens der var lidt selvtillid i hendes stemme. Jeg kunne godt forestille mig, at Eleanor og min mor fik et godt forhold sammen. 

 

''Vi må hellere se at komme op på taskerne'', lød det fra mine læber af. De kiggede begge to smilende på mig, mens jeg kunne mærke, at de begge var lykkelige - hvad mere kunne jeg ønske mig? 

 

''Ja, okay'', sagde min mor sukkende og kiggede på Eleanor. ''Men det var hyggeligt at møde dig, jeg håber, at du får det godt her'', lød det meget bestemt fra hende. 

 

''Tak, det var også hyggeligt at møde dig'', efter den sætning fra Eleanor smuttede vi begge ud i gangen og hentede hendes tasker, som skulle op på mit værelse. Jeg kunne ikke fjerne min øjne fra Eleanor, som smilende stort, mens hun tog en af hendes tasker op, mens jeg skulle bære hendes 4 andre - ja, sådan var det jo. Men det gjorde ikke noget. 

 

Min mor havde ret, det her ville blive hyggeligt. Bare Eleanor og jeg sammen 24/7, hvad kunne være bedre? Ligge i samme seng hver nat? Vågne op til hende hver morgen? Snakke med hende hver dag? Gå i skole sammen? Få det forhold, som jeg altid havde ønsket mig at have. 

 

¤ ¤ ¤ 

 

Nå, så Eleanor skal bo hos Justin? Hvordan mon det kommer til at gå? Måske godt, måske dårligt? 

 

Husk at like den. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...