A Way Out Of The Perfect Life - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2013
  • Opdateret: 17 jul. 2013
  • Status: Igang
Eleanor Anmell Der Corner er datter af den rigeste hotelejer i hele Florida, hvilket fører til, at hun får alt, hvad hun peger på. Det glamourøse liv uden pengeproblemer, designertøj af de fedeste mærker, popularitet på hendes high school? Alt dette på grund af hendes forældre. Lyder det ikke som det perfekte liv? Lækkert hus, smart tøj, loyale veninder, de lækreste fyre, gratis indgang til de bedste klubber, alverdens penge. Det ér det perfekte liv, men sådan føler Eleanor ikke. Hun vil væk fra det, væk fra det glamourøse live, men det er der ingen mulighed for. Eller er der? En ny dreng starter på Eleanors high school. Hård, stædig, krævende, en badboy type? Han er Eleanors eneste håb, og med hendes udseende er hun bevist om, at han vil falde for hende med det samme. Men han er ikke så nem, som hun tror. Han vil have noget ud af at være hendes falske kæreste, som skal narre hendes forældre. Eleanor vil gøre hvad som helst, men ændrer hun sin mening, når hun høre hans betingelser?

251Likes
388Kommentarer
33018Visninger
AA

8. Justins fortid og en stor beslutning

 

Kapitel 7.

Justins synsvinkel.

 

 

7 år tidligere. 

(I alderen af 12)

 

"Det er din skyld, hvis vi bliver opdaget", lød det bestemt og surt fra Adam. Jeg kunne ikke lade vær med at lave et lille smil. Han var så nervøs, fordi det var hans første gang, hvor han lavede ballade - bedårende.

 

Jeg sad på knæ, mens jeg prøvede at få døren op med en hårnål - det plejede at virke. Men denne dør var mere besværlig end alle de andre, så det var ikke nemt at komme ind. Og de var alle begyndt at blive bange og utålmodige. Lærerne måtte ikke opdage os, det var den vigtigste regel, og 3 gange ud af 56 havde de opdaget os.

 

"Skynd dig inden der kommer nogen", hørte jeg Jonas hviske til mig, mens han holdte vagt sammen med Denis. Jonas og Denis var mine balladevenner på denne skole, man kunne ikke rigtig kalde os rigtige venner, da vi kun hang ud sammen, når vi skulle lave ballade - man kunne også sige, at de brugte mig til at bryde ind nogle steder, fordi jeg kunne, og de kunne ikke. Denis holdte vagt fra højre side, mens Jonas holdte vagt fra venstre side, og Adam og jeg var ved døren, som var døren ind til vores matematiklokale, hvor vi næsten lige havde haft en test. Det var også grunden til, at Adam var med os denne gang. Han var den kloge og fornuftige dreng, hvis forældre blev sure, når han havde fået en dårlig karakter, derfor prøvede vi at bryde ind - vi ville rette vores karakter.

 

"For helvede, hvor lang tid tager det? Det plejer ikke at tage så lang tid", sagde Denis irriteret til mig, mens han sukkede. Jeg kiggede hurtigt op på ham, men det eneste jeg kunne se, var hans lyse hår som sad på baghovedet, han vendte jo ryggen til mig, da han holdte vagt. Jonas mørke hår var også det eneste jeg kunne se, da han også vendte ryggen til. Men Adams røde hår var ikke det eneste, jeg kunne se, da han havde kroppen vendt mod mig.

 

"Døren er besværligt, det tager kun et par minutter", jeg kiggede ind i nøglehullet, bare for at tjekke, hvorfor det var så besværligt at åbne den! Der plejede jo ikke at være problemer? "Der er et eller andet galt", sagde jeg sukkede og kiggede på døren, mens jeg tænkte mig godt om.

 

"Skal vi så ikke smutte?", spurgte Adam mig usikkert. Han vidste udemærket godt, at hvis vi blev opdaget, ville de ringe til hans forældre, og det skulle helst ikke ske, når man var ham. Men vi blev aldrig opdaget. Det var kun sket 3 gange.

 

"Hvorfor vil du overhoved rette på din karakter? Den betyder jo ikke noget for din fremtid?", spurgte Jonas Adam undrende. Man kunne vel godt sige, at vi gjorde det her for Adam - ja, vi vil jo også selv få noget ud af det, men jeg var ligeglad med mine karakterer.

 

"Fordi mine forældre slår mig ihjel, hvis jeg ikke får en god karakter!", svarede Adam bestemt til Jonas. Jeg gættede på, at Adams forældre var nogle overbeskyttende nogle, der prøvede at styre hans liv.

 

"Du er 12! Den her karakter vil alligevel ikke gælde noget", Jonas var begyndt at blive meget utålmodig, og det lod han gå ud over Adam. Men jeg gav ham faktisk ret. Vi var kun 12 år, så karakteren betød ingenting. Men jeg havde et job at fuldføre, og det skulle jeg tænke på og ikke andet!

 

"Drengen har givet jo penge for det, så lad vær med at brokke dig!", de ord strømmede bare ud af mine læber. Men jeg mente hvert et ord, som blev sagt med hård irritation. Når der var penge på spild, så kunne man ikke bare skride fra opgaven!

 

Der blev helt stille, efter jeg havde sagt det. Jeg gættede også på, at Jonas havde et fornærmet ansigtsudtryk, som altid. Men jeg kunne ikke være mere ligeglad med ham. Dennis stod bare og udførte sin opgave og holdte vagt. Adam stod ved siden af mig og ventede nervøst. Ja, det her skete faktisk dagligt.

 

"Så", lød det lykkeligt fra mig selv. Jeg rejste mig op og kiggede smilende på de andre, som kiggede fornøjet på døren. De skulle sikkert have bekræftet, at døren kunne åbnes. Men de kendte mig? Jeg lavede aldrig fejl!

Jeg tog fat i håndtaget og åbnede døren stille, og der fik de bekræftet det - jeg klarede det, as always.

 

Vi kom ind til et lille lokale, hvor der var en dejlig kold brise, da vinduet stod åben. Grunden til det, var at vores matematiklærer elskede kulde, og han hadede at står og undervise, mens det var bagende varmt. Vi gik alle ind i lokalet, mens vi stadig var en del nervøs, fordi vi skulle rette noget, som kunne få os bortvist.

 

Men i samme øjeblik, vi alle stod ved karteret, skete der noget uventet. Døren bag os lukkede med et brag, og det fik os alle til at vende os om.

 

"Jeg har ventet jer", mit fortabte ansigt gjorde det klart, ja, jeg var fortabt. Foran os stod vores matematiklærer med krydsede arme og et skævt smil - han havde busted os.

 

"Fuck", lød det fra min mund, da jeg ikke kunne se nogen anden udvej, end at blive sendt op på kontoret.

 

"I kan ikke narre mig, drenge. Jeg vidste, at hvis jeg lavede en test i matematik ville i prøve at lave jeres karakter om, ligesom i gør i alle andre fag, men ikke mere", sagde han roligt til os, mens han havde det sejres ansigtsudtryk, som man nu har, når han har vundet stort. "I kender vejen".

 

Han åbnede døren for os og ventede på, at vi skulle gå ud af den og op på kontoret. Vi sukkede alle dybt ud i luften og kiggede på hinanden med et fuck blik. Men vi måtte overgive os, der var intet andet at gøre.

 

"Det er din skyld!", lød det fra Adam, da vi var på vej op på kontoret. Wow, han bebrejde mig for, at vi blev opdaget? Den var sku ny. "Mine forældre bliver pissed", sagde han surt og trist på samme tid, men jeg ville dog ønske, at han indså, det ikke var min skyld alene.

 

Da vi kom ind på sekretærernes kontor, skulle vi vente et øjeblik, før vi kunne komme ind og få vores straf hos inspektøren. Normalt fik vi 2 ugers eftersidning, og vores forældre vil få besked omkring det, ikke andet.

 

"Ohh, jeg kan ikke fatte, at han snød os!", hørte jeg Denis sige surt og irriteret til os, mens han havde et rasende udtryk. Ja, hans forældre forventede noget stort af ham, og jeg mener virkelig stort, men det eneste han gjorde, var at lave ballade, hvilket gjorde dem sure. Så hver gang vi blev opdaget. Hvilket kun var sket 3, nu 4, gange, var han den, som var mest sur, fordi han vidste, hvad der ventede derhjemme.

 

"Ja, idiot mand!", sagde jeg og slog mit hoved ind i en væg, mest fordi jeg var sur på mig selv over det hele. Ja, mine forældre forventede intet af mig, men de blev sure, og jeg hadede, når min far blev sur. Det var det værste.

 

"Så, skal vi forsvarer os selv?", spurgte Adam os bestemt. Vi kiggede alle dumt på ham, mens et grin slap ud af vores læber. Forsvare? Som i at benægte alt?

 

"Nej, det gør vi ikke. Vi tager vores straf, overlever eftersidninger, skændes med vores forældre og går i gang igen, sådan kører rutinen", forklarede Jonas ham. Det så ikke ud til, at Adam forstod noget af det, men det forventede vi heller ikke, ham var ikke en af os.

 

Pludselig gik døren op ind til inspektøren og vores matematiklærer dukkede op i dørkarmen, mens han havde et underligt ansigtsudtryk, altså, han så såret ud, men sådan et udtryk troede jeg ikke, at han kunne lave, hvilket gjorde det lidt underligt.

 

"Justin, inspektøren vil snakke med dig", sagde han stille og roligt til mig, mens han kløede sig i nakken. Jeg kiggede undrende tilbage på de andre drenge, da vi plejede at skulle gå ind sammen, aldrig alene.

 

"Okay", jeg gik mod døren og lige inden jeg gik ind, tog min matematiklærer mig på skulderen, som om at han trøstede mig. Så kom det underligste, han gav mig et medfølende udtryk, som skræmte mig lidt.

 

Jeg gik hurtigt ind på kontoret, da han gav mig kuldegysninger. Kontoret var ret stort, og det var underligt, da der kun var 1 person, som skulle bruge det. Men det lignede alle andre kontoret. Et bord, skriveudtryk, planter, reoler, tusindvis af ligegyldige bøger, et vindue og bare alt det, som er på et kontor.

 

"Sæt dig ned, Justin", lød det fra inspektøren, som havde det samme udtryk som min matematiklærer. Seriøst, hvad skete der?

 

"Hvorfor skal jeg herind alene?", spurgte jeg lige med det samme, jeg satte med ned på stolen. Hele situationen var forvirrende. Jeg følte, at jeg for første gang ikke vidste, hvad der foregik omkring mig. Og sådan skulle det ikke være.

 

"Der er sket en ulykke", jeg rettede mig lidt mere op i stolen, da han sagde det. Hvorfor skulle jeg vide, at der var sket en ulykke? Han sukkede trist ud i luften, mens han havde det medfølende blik rettet mod mig. "Det er din far". 

 

 

3 år senere. 

 

(I alderen af 15)

 

 

"Her, dine varer",

 

Jeg stod i en mørk blinkgyde, hvor der kun kom, hvad folk vil kalde forkerte typer. Politiet turde ikke komme herom, fordi det var for farligt. Det var narkomanernes territorium, og nu tænker du nok, hvad fanden jeg laver her? Ja, det får du nok svar på.

 

"2.000 kr. Ikke?", spurgte jeg usikkert og kiggede ind i hans mørke, kolde øjne. Jeg kendte ikke hans navn, jeg købte bare stoffer af ham.

 

"Ligeud", svarede han og prøvede at lave et lille smil for at se venlig ud, mens det var vært og han opgav. "Hvor får du alle de penge fra, knægt?", spurgte han mig, da han så mig med en bunke penge. Jeg kiggede bare ligegyldigt på ham, mens han så interesseret på mig. Men jeg gad ikke svare ham, ingen skulle vide, hvor jeg havde fået de penge fra, fordi det var ikke ligefrem lovlige penge.

 

Jeg gav ham pengene og smuttede. Selvom jeg havde været her en million gange siden jeg var 12, gav det mig kuldegysninger. Jeg lagde varerne ned i mine lommer og gik, mens jeg trak min sorte hætte over hovedet. Jeg måtte indrømme, at jeg var begyndt at ligne dem lidt. Jeg gik i sort tøj, havde mørke øjne, var altid træt, kom tit i problemer og tog stoffer, hvordan kom jeg her?

 

Well, det kender jeg svaret på.

 

Problemer havde altid været i mine årer siden jeg var helt lille, og ingen har, kunne hjælpe. Der var kun 1 person, som kunne få mig på plads før i tiden. Han havde en magt over mig, som ingen andre. Han bestemte over mig og sørgede for, at jeg ikke kom til det sted, hvor jeg var nu. Men siden han døde for 3 år siden, fik jeg endelig mig selv tilbage, og jeg kunne endelig gøre alt det, som jeg ikke kunne gøre, uden at have ham på nakken - min far. Han ville have, at jeg skulle tage skolen seriøst og få mig en uddannelse, men hvorfor bruge tiden på det, når jeg ikke vil? Så vil jeg hellere rende rundt og lave ingenting, mens stofferne sejler rundt i mine åre - se, det var livet.

 

Jeg kom ud på gaden, som også var tom. Ingen gik på denne gade, da den var meget tæt på territorium’et og folk vil ikke nærme sig det sted, derfor holdte de sig væk fra de gader, som lå tæt på. Men det var jo kun godt, så kunne jeg gå i fred, eller helt fred var der ikke, der var mange lyde i denne del af byen, lyde som vil gøre de fleste bange, men ikke mig, jeg havde ingen frygt mere.

 

Jeg kom til hovedvejen, hvor der var et par mennesker og biler. Hovedgaden bestod af et par få butikker, kiosker og cafeer. Der var en kæmpe vej, hvor der kørte få biler, ja, denne del af byen blev ikke benyttet så meget. Og som sagt, så ville ingen have noget med det sted at gøre - folk var bange for narkomanerne.

 

"Hey, du der!", hørte jeg en stemme råbe til mig. Hele min krop stivede, da jeg hørte stemmen. Folk skulle ikke tale til mig. Jeg ville ikke tale med nogen. Folk skulle lade mig være. Sådan følte jeg altid. Ingen nærkontakt.

 

Men jeg kunne ikke opføre mig underligt.

 

Jeg vendte mig om, så jeg kiggede på personen, som råbte til mig før. Og nu skulle jeg virkelig ikke opføre mig underligt. Det var ikke bare en helt almindelig person, som snakkede til mig. Det var en politimand.

 

"Hvad?", spurgte jeg ham. Han smilede sødt til mig og så gik ham og hans makker over til mig, mens de ikke så mistænksomme ud, hvilket var en god ting.

 

"Du ligner en sports fan? Er du det?", spurgte politimanden mig. Jeg kiggede nervøs på ham, mens mit åndedrag gjorde det indlysende, at der var noget galt. "Det er fordi, at vi leder efter en fodboldspiller, som....", han stoppede sig selv og kiggede på mig. Pludselig fik de begge mistænksomme blikke, da de opdagede, hvilken vej jeg kom fra. Tænk at de ikke opdagede det før? En dreng med sort tøj, træt udtryk, sorte glimt i øjnene kommer fra det forkerte sted? Jeg var på bar bund nu.

 

"Hvad laver du dernede?", spurgte den anden politimand mig, mens de begge kiggede på mig. Jeg sukkede lidt og kiggede væk.

 

"Har du noget imod at vi tjekker dine lommer?", jeg kiggede hurtigt op på dem, da de sagde det, og det gjorde ikke ligefrem situationen bedre.

 

"Jeg har faktisk lidt travlt", sagde jeg og begyndte at gå væk fra dem, men jeg vidste da godt, at de var for mistænksomme til at lade mig gå.

 

"Lige et øjeblik", en af dem tog fat i min arm, så jeg blev nød til at stoppe. "Tjek hans lommer", fuck!

 

Jeg var færdig. 

 

4 år senere (normal tid) 

 

 

Jeg sukkede dybt ud i luften, da jeg tænkte tilbage på den tid. Tænk at alt gik galt for mig, da min far døde. Tænk at jeg tog det som en chance for et bedre liv? Tænk at min mor levede med det? Hendes søn blev taget af politiet, sendt i ungdomsfængsel i 2 måneder, derefter gå til psykolog, det måtte ikke havde været så nemt for hende.

 

Og alt det tænkte jeg på, fordi Eleanor sagde, at hun kendte alt til min fortid, og hvis jeg ikke gik med til hendes plan, ville hun fortælle det til den eneste person, som jeg havde. Jeg kunne ikke miste Nicholas, vi var blevet så gode venner. Jeg ville sige ja til planen, uanset hvad, for jeg kunne ikke miste ham.

 

Men jeg kunne ligeså godt får noget ud af det, nu når jeg havde muligheden for det.

 

Tænk at have adgang til hendes konto, lige når jeg ville. De penge, som jeg ville bruge, ville ikke engang blive set på hendes forældres konto, det var jo ikke sådan, at jeg ville hæve en million. Det var kun når jeg manglede lidt småpenge.

 

Og så det med, at vi skulle være kærester over alt. Alle vil vide, at vi var kærester. Alle vil vide, at jeg scorede hende. Eller næsten alle...Nicholas og Cara vil kende sandheden. Men alle andre vil vide, at jeg var hendes og hun var min. 

 

Og så den sidste betingelse...

jeg forventede ikke, at hun ville gå med til den, og jeg ved faktisk heller ikke, om hun gjorde, fordi hun sagde, at hun ville tænke over det. Men at have sex med hende lige når jeg ville? Det var jo kun fair! Jeg kunne jo ikke rende rundt og knalde andre piger, når jeg skulle være sammen med hende, ligesom at jeg ikke kunne rende rundt og være liderlig. Så, det var kun fair.

 

Jeg håbede, at hun ville skrive til mig, at hun ville gå med til dem sidste betingelse. Hun kunne faktisk skrive når som helst. Hun sagde, at hun ville svare ved 19 tiden, og den var 1 minut over 19.

 

Jeg sad med min telefon i hånden, mens mine øjne var klisteret til skærmen. Jeg håbede inderligt, at hun ville skrev det, som jeg håbede. Sex med hende? Ohhhhhhhhh. En drøm, som jeg aldrig havde tænkt på før nu. Men hendes berøringer, Ohh. Og så skulle vi gøre det i hendes seng, som sikkert var den bedste seng i verden. Jeg kunne næsten ikke vente. Det kilede af spænding dernede.

 

Min telefon sagde pludselig den SMS lyd, og det fik hele min krop til at stive. Da jeg havde en iPhone, kunne jeg se beskeden på den første side. Jeg kiggede på skærmen og læste beskeden..

 

 

Eleanors synsvinkel. 

 

Idiot. Idiot. Idiot. Idiot.

 

Aldrig i mit liv havde jeg hadet nogen så meget, som jeg gjorde nu. Hadet som strømmede rundt i min krop og blev til en irritation for resten af min krop, bare på grund af ham. Hvorfor troede han, at han kunne have betingelser? Troede han, at han var noget? Han var ikke lige den person, som skulle spørge mig om noget. Alle frygtede mig. Hvorfor gjorde han ikke?

 

Jeg kunne lade være med at gå med til hans betingelser. Jeg havde jo noget på ham. Justins fortid var jo ikke ligefrem normal, og det som han har gjort, ville ødelægge alt mellem Nicholas og Justin. Det vidste jeg. Jeg kendte Nicholas, og jeg kendte hans forældre. For det første var Nicholas ikke en person, som rendte rundt med forkerte typer overhoved. Og hvis han skulle tilgive Justin for det og fortsætte med at være hans ven, så kunne jeg gå til Nicholas' forældre, som vil tage alt, hvad han har og smide ham på gaden. Yep, den familie havde meget imod typer som Justin, eller den type han var. Jeg vidste faktisk ikke helt, om han stadig var sådan en type. Hmm.

 

Men jeg kunne også gå med til hans betingelser. Altså de 3 første.

 

Adgang til min konto. Mine forældre havde flere millioner, så de vil slet ikke bemærke. At han hævede penge fra mit kort. Så det var intet problem. Penge var aldrig et problem for mig, så ja.

 

Vi skulle være kærester over alt. Det var intet problem, fordi Justin var jo blevet populær, så folk ville ikke tro, at jeg var en taber, fordi jeg rendte rundt med en upopulær. Men jeg måtte indrømme, at jeg stadig havde en del imod det. Jeg vil være flov over at gå med ham i byen!

 

Ingen måtte vide at det var falsk, kun Nicholas og Cara. Det havde jeg det helt fint med. Så længe hun vidste, at det var falsk. Wow, hun ville tro, at jeg var blevet skør, hvis jeg pludselig kom sammen med Justin, bare sådan.

 

Men den sidste betingelse skulle jeg tænke lidt over.

 

Drenge var jo nogle liderlige dyr, og hvis han var kærester med mig, kunne han jo ikke have sex med andre end mig, for ellers vil han være utro - og det var forkert i nogens øjne. Men lige når han ville? Drenge ville jo hele tiden. Det var en stor betingelse, og jeg vidste ikke helt, om jeg ville gå med til den. Jeg havde ham hvor jeg ville, jeg kunne få ham til det, da jeg havde noget på ham. Så hvorfor tænkte jeg overhoved over det?

 

Måske fordi at Justin var en udspekuleret dreng, og han vil gøre noget, så jeg vil blive ydmyget igen, hvis han ikke fik, hvad han ville. For jeg var stadig bevist om, at han var sent for at ydmyge mig.

 

Så, for at være på den sikre side, så burde jeg gå med til at, hvad Justin bedte om. Alt. Også selvom det var langt over grænsen. Han kunne jo ikke tvinge mig til at have sex med ham, når jeg ikke ville - han havde vel et hjerte. Et eller andet sted.

 

Var det min beslutning? Give Justin hvad han ville have? Til gengæld ville mine forældre smide mig ud af overbeskyttelsen boksen, hvor jeg havde været fanget i så mange år. Ja, de ville bare lade være med at beskytte mig så meget, bestemme over mit liv og sådan.

 

Mit liv ville endelig blive perfekt.

 

Ingen forældre som ville forvente noget stort af mig, fordi jeg ville begå en stor fejl ved at date sådan en som Justin. Uh, jeg kunne næsten ikke vente med at fortælle dem det hele. Vores forhold. Vores følelser. Justins fortid, oh ja, de skulle vide alt, så de ville forså hvilket fejl jeg havde begået.

 

This is my way out. 

 

¤¤¤

 

Så kom hun til sin beslutning. Lad os håbe at alt går efter planen. Who knows? Og så fik i også lidt detaljer omkring Justins fortid. Hvad syntes i om den? 

 

Og hvad mon der sker i næste kapitel? Uhhh.

 

Husk at like den. Tak

 

Btw, så publicerer jeg snart en ny movella, hvor der er medforfatter på. Så bliv fan af mig og hold øje, den kommer snart. :)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...