A Way Out Of The Perfect Life - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2013
  • Opdateret: 17 jul. 2013
  • Status: Igang
Eleanor Anmell Der Corner er datter af den rigeste hotelejer i hele Florida, hvilket fører til, at hun får alt, hvad hun peger på. Det glamourøse liv uden pengeproblemer, designertøj af de fedeste mærker, popularitet på hendes high school? Alt dette på grund af hendes forældre. Lyder det ikke som det perfekte liv? Lækkert hus, smart tøj, loyale veninder, de lækreste fyre, gratis indgang til de bedste klubber, alverdens penge. Det ér det perfekte liv, men sådan føler Eleanor ikke. Hun vil væk fra det, væk fra det glamourøse live, men det er der ingen mulighed for. Eller er der? En ny dreng starter på Eleanors high school. Hård, stædig, krævende, en badboy type? Han er Eleanors eneste håb, og med hendes udseende er hun bevist om, at han vil falde for hende med det samme. Men han er ikke så nem, som hun tror. Han vil have noget ud af at være hendes falske kæreste, som skal narre hendes forældre. Eleanor vil gøre hvad som helst, men ændrer hun sin mening, når hun høre hans betingelser?

251Likes
388Kommentarer
33021Visninger
AA

6. Ikke en perfekt dreng - men en badboy?

 

Kapitel 5.

El synsvinkel. 

 

 

Jeg lukkede døren bag mig med et spæk, så det larmede i hele huset. Jeg gik hurtigt over til min seng, som lignede sig selv - redt, pæn, tilfredsstillende. Jeg satte mig på sengekanten og kiggede ud i mørket - jeg havde glemt at tænde lyset. Men det eneste jeg kunne tænke på, var det som skete. Det som jeg gjorde. Det som mine forældre vil gøre, når de fandt ud af, jeg ikke var der længere.

 

Jeg kunne bare ikke. Han ødelagde det. Han gjorde det med vilje, og han nød det. Det lille grin han lavede, da han bevist hældte vandet ud over min kjole, gjorde det tydeligt - han var sent for at ydmyge mig, og ødelægge mit liv. Jeg hadede ham, og jeg kendte ham ikke engang. Han var den første, og han vil være den sidste, som ville forsøge at ødelægge mit liv.

 

Payback time.

 

Jeg forklarede ham, at han aldrig skulle snakke eller bare kigge på mig igen, for ellers vil de søde skoledage blive til de værste dage i hans liv. Men det betød jo ikke, at jeg ikke måtte have en lille hævn - så længe det ikke var mig, som fuldførte den.

 

Det var en fejltagelse af hans forældre at lade ham starte på min skole. Det var en stor fejl at komme til min skole. Hans største mareridt startede, og det vil ikke slutte, før han var nede at ramme jorden igen.

 

Jeg sukkede lavt ud i luften og tog mine sko af, da de faktisk dræbte mig. Jeg kravlede op i min seng og tændte for min natlampe, som hang over sengen og lyste direkte ned i mit hoved. Mit værelse så så mørkt ud, og normalt sad jeg ikke sådan her -med kun lidt lys. Jeg brugte normalt alt for meget lys, derfor var mine forældres elregning så høj, men hvem bekymrede sig om det? Det var småpenge for mine forældre, ligesom vandregning og andre regninger var.

 

Kjolen irriterede mig lidt, da den var ret stram. Jeg orkede ikke at have den på mere, da jeg heller ikke behøvede det. Jeg rejste mig langsomt op og gik ind i min gaberobe, hvor jeg hurtigt fandt mit nattøj - hvide, korte silkeshorts og en lyserød top. Jeg skiftede i gaberoben, da jeg ikke fandt det nyttigt at gå ind på mit værelse for at skifte, derved at smutte ind i gaberoben for at hænge min kjole op. Jeg fik kjolen af uden besvær, hvilket var lidt overraskende, da den var så stram, og hang den på plads ved siden af de mange andre kjoler. Mit nattøj var hurtigt på, da jeg bare skulle trække shortsene op af mine ben og tage toppen over hovedet, og sådan!

 

Jeg smuttede ind på mit værelse igen, hvor jeg hoppede i min seng, som var dejlig blød. Åh jeg elskede den. Jeg tog min vidunderlige dyne over min krop og fik fat i min telefon, hvor jeg tastede Caras nummer ind. Jeg skulle jo fortælle hende alt, hvad der var sket.

Der gik lidt tid, før hun svarede, hvilket undrede mig lidt, da hun altid var hurtigt til at tage hendes telefon, fordi hun brugte den næsten 24/7.

 

 

"Oh my god", lød det fra hende, da hun havde taget telefonen. Hun var overraskede over noget? Var det allerede kommet ud? Vidste alle at ham drengen hældte vand ud over mig og ydmygede mig? Det var endnu en dårlig ting for mig: jeg kunne aldrig fortælle min bedste veninde noget, uden at hun vidste det i forvejen.

 

"Hvad?", spurgte jeg hurtigt. Hun åndede ud og prøvede at være seriøs - wow, så var det stort.

 

"Ham drengen, ik?", spurgte hun mig. Nå ja, hun skulle finde informationer om ham, den havde jeg helt glemt. Hmm, så vidste hun måske ikke det, som der var sket.

 

"ja?".

 

"Jeg har fundet noget stort om ham!", lød det fra hende. Jeg fik pludselig spænding i hele kroppen, da hun sagde det. "Han....", hun afbrød sig selv, gud hvor jeg hadede, når hun gjorde det. Normalt når hun afbrød sig selv, var det fordi at noget andet fangede hendes opmærksomhed. Men hvad?

 

"Omg, hvad??", jeg blev pludselig utålmodig, og jeg var normalt en tålmodig person. Jeg rettede mig lidt op, da det hele fik mig til at køre helt rundt.

 

"Var han til forsamlingen?", spurgte hun mig pludselig. Jeg fik et undrende ansigtsudtryk, som faktisk var ret dumt, da hun ikke kunne se det.

 

"Ja, men hvorfor spørger du om det?", spurgte jeg hende nysgerrigt. Hun sukkede lidt.

 

"Der er et billede af ham på nettet med....", endnu engang stoppede hun sig selv. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at han var på nettet? Var han virkelig så speciel?

 

"Cara, hvem?", spurgte jeg hende seriøst, da det faktisk lød som om, at hun var bekymret omkring det.

 

"Carolina", da hun sagde min kusines navn, begyndte jeg at blive rasende. Carolina var min kusine, som jeg havde kendt i hele mit liv. Om jeg kunne lide hende? Gud nej. Hun var sindssyg snobbet, og jeg kunne virkelig ikke fordrage hende. Jeg sad ved siden af hende, da drengen spurgte om vand, og hun var sød overfor ham. Hvorfor indså jeg det ikke? Hun var sku da interesseret i ham!

 

"Hvad mon de skulle?", spurgte jeg hende. Jeg vidste, at hun havde en mistanke, der nok var 80% rigtig.

 

"De gik ind på badeværelset og kom først ud efter 15 minutter. Jeg tror, vi begge ved, hvad de lavede", jeg sukkede irriteret ud i luften. Gik han bare rundt og knaldede alle piger, som gav ham et smil? Fucking player.

 

"So, hun er så luderagtig!", lød det bestemt fra min mund af. Ja...the blame was on her, and not him.

 

"Ja. Men hvad skete der til middagen, noget jeg skal vide?", spurgte hun mig. Så kom jeg pludselig i tanke om det alvorlige, som jeg skulle fortælle hende.

 

"Han er ude efter mig, han vil tage min plads og smide mig væk!", hun gispede i telefonen, da jeg sagde det. "Han er kun kommet for at ydmyge mig. Han tog jobbet som tjener, så han kunne spilde vand ud over min kjole, og da han prøvede at sige undskyld, spillede han uskyldig". Jeg vidste, at hun troede på mig - she always did.

 

"Fuck ham, vi laver hævn!", lød det bestemt fra hende. Jeg vidste, at jeg kunne regne med hende. Uden hende ville han bare slippe væk.

 

"Ja, så meget. Han tror, at jeg lader ham være nu, men i virkeligheden er der begyndt en lille kamp!", lød det dramatisk fra mig af. Jeg havde virkelig et ondt sind.

 

"Ja, men nu kommer din forhindring", sagde hun lavt ind i telefonen, men det var højt nok til, at jeg kunne høre det.

 

"Hvad mener du?", spurgte jeg hende undrende. Der skulle ikke være en forhindring, ikke nu!

 

"Du siger altid, at du vil gøre noget, for at få dine forældres overbeskyttende sind væk, ik?", spurgte hun mig. Ja, hun kendte alt til det med, at jeg ikke længere vil være perfekt. "Han er din vej ud, a way out of the perfect life".

 

Jeg kiggede lidt ud i luften, da hun sagde det. Mit hjerte vidste ikke, hvad det skulle føle. Sagde hun virkelig det til mig? Var den person, som jeg hadede mest, min eneste udvej? Det kunne sku ikke være helt sandt.

 

"Hvad mener du?", spurgte jeg usikkert, mens jeg bed mig bekymret i læben.

 

"Jeg har jo søgt om ham, og jeg fandt alt, hvad der var at finde. Der var nærmest en hel rapport på nettet om ham. Han er ikke den person, som alle går rundt og tror", lød det fra hende. Jeg fik et lille smil på læben, da hun sagde det. Jeg elskede, når folk prøvede at skjule deres fortid.

 

"Fortæl, fortæl", hørte jeg mig selv sige. Jeg lænede mig godt tilbage for at følge med i historietimen her, for nu kom der måske noget nyttigt.

 

"Han har åbenbart altid været et problembarn, som lavede ballade, i hele hans liv. Men efter hans far døde, da han var 12, blev balladen meget værre. Han begyndte at pjække fra skole for at være sammen med forkerte typer, hvor de tog forskellige stoffer, og det foregik i 3 år. Da han var i alderen af 15 opdagede hans mor ham, og hun gjorde alt, hvad hun kunne for at gøre ham normal igen. Hun troede, at afvænningen hjalp, men han snød hende".

 

Jeg var chokeret. Var han misbruger i 3 år, uden at det blev opdaget? Det havde jeg dog aldrig troet om ham, sku ikke stoffer. Måske bare en prof pjækker, men jeg havde aldrig troet, at han ville pjække fra skole for at hænge ud med mennesker, der tog stoffer. Jeg havde da prøvet at ryge hash før, men det var en enkel gang, og ikke i 3 år.

 

"Omg, forsæt", lød det spændt fra mig selv, men jeg var også spændt, jeg kunne næsten ikke holde spændingen inde mere. Jeg troede, at han var en normal dreng med en normal fortid. Men jeg tog vist fejl omkring ham. Det var sku ikke tit, at jeg tog fejl omkring folk. Men der var noget ved ham, som var svært at forklare.

 

"Når hans mor troede, at han var hos hans psykolog, tog han i stedet ned i byen for at stjæle penge, dem brugte han på at købe stoffer. Tyveriet blev opdaget, og han sad inde i 2 måneder, og da han kom ud var han en helt ny person. Han gik i skole igen, passede skolen, han var faktisk et vidunderbarn, men han havde ingen venner", hun holdte en lille pause, sikkert fordi, at hun skulle rulle ned for at læse resten.

 

"Da han så blev 17, fik han lov til at feste, men han havde ingen venner, så han blev ikke inviteret. Men det stoppede ham ikke. Når alle var fulde, sneg han sig ind og de behandlede ham som deres ven, fordi de nok var for fulde til at indse virkeligheden. Han festede, han drak, han scorede. Pludselig blev han bekendt overfor alle, men han ville ikke have nogen venner, selvom mange prøvede. Piger opsøgte ham, fordi de vidste, at han var en player, der kun var ude efter 1 ting. På bare et år var han blevet en hel anden person. Han festede, han sloges med andre, fordi han var flabet, han scorede piger og brugte dem, han pjækkede, han brød regler. Det var helt vildt", hun stoppede, da hun nok, ligesom mig, var chokeret over hans fortid.

 

"Pludselig fandt hans skole ud af, hvad han lavede, og så bortviste de ham. Før vores skole, var han blevet smidt ud af 4 skoler, på bare 5 måneder. Han er en bad boy", lød det fra hende. Ham, en badboy? Det måtte være hendes spøg. Kunne det virkelig være rigtigt, at han startede med at lave lidt ballade, som faktisk ikke skadede nogen eller noget? Og da hans far døde, begyndte han at blive skør i hovedet og bryde regler? Tog han virkelig stoffer i 3 år indtil han blev opdaget? Blev han normal igen efter at have siddet inde i 2 måneder, derefter feste som en gal og blive player og troublemaker? Hans fortid var sindssyg.

 

"Men hvordan skulle han være min eneste udvej?", spurgte jeg hende. Historien om ham var interessant, men jeg fattede ikke helt, hvordan det skulle hjælpe mig.

 

"En badboy? Han er tydeligvis stædig? Player? Han virker liiiiiige som dine forældres type", sagde hun grinende. Det slog mig pludselig. Hun havde ret. Han var overhoved ikke mine forældres type, sikke ironi hun havde.

 

"Hmmm". Så i stedet for at hævne mig på ham, skulle jeg bruge ham?

 

"Det eneste, du skal gøre, er at 'score' ham Justin, som han nu hedder, og dine forældre vil ikke længere have noget med dig at gøre", hun sagde score på en underlig måde, som om at der var noget bag det. Men hendes ide var perfekt, men umulig.

 

"Jeg vil ydmyge mig selv, hvis jeg bryder mit eget løfte om at se ham igen", lød det bestemt fra mine egne læber. Jeg kunne da ikke gøre det, det ville ødelægge mit ry, hvis nogen fandt ud af, at jeg brød mit eget løfte. Men på den anden side, var der ikke andre der kendte til mit løfte, end Justin.

 

"Enten ydmygelse eller evigt beskyttelse af dine forældre", var det virkelig det valg, som jeg havde? Jeg kunne vælge mellem at score Justin eller alt blev som det var nu. Og jeg ville ikke leve videre på mit liv, jeg kunne snart ikke klare det mere! Perfektion ødelagde mit liv, ya you know.

 

"Så jeg skal score Justin?", spurgte jeg hende. Han vil sku tro, at jeg var blevet sindssyg eller noget, hvis jeg begyndte at flirte med ham.

 

"Gud nej! Du laver en aftale med ham, får ham til at være din falske kæreste, så du kan narre dine forældre?", jeg sukkede ud i luften, efter hun havde sagt det. Hun lød faktisk ret chokeret over ideen med at score Justin, som om at det overhoved ikke var en mulighed! Hvilket det heller ikke var!

 

"Jeg bliver nød til at gå, skriver senere", med de ord lagde jeg på. Jeg måtte tænke klart, og det kunne jeg ikke, hvis jeg havde hende i røret. Jeg smed min telefon på sengetæppet og kiggede ud i mørket, mens lyset fra min natlampe oplyste et lille område ved min seng, mens alt andet var mørkt.

 

Kunne jeg bare gå over til ham og spørge, om han ville være min falske kæreste? Det kunne jeg da ikke gøre? Kunne jeg? Han var ude efter mig, han ville kun ydmyge mig, og efter det, som jeg sagde i dag, ville han aldrig snakke til mig igen.

 

Men på den anden side, så havde jeg jo noget på ham. Noget som kunne ødelægge hans forhold mellem ham og Nicholas. De 2 var da blevet ret gode venner? Var de ikke? Han ville sikkert ikke have, at det forsvandt, måske holdte han af Nicholas? Men så snart Nicholas hørte om Justins fortid, ville han forlade ham uden at tænke over det. Og Justin vil være knust. Hmm, måske havde jeg ham, hvor jeg ville.

 

Måske havde jeg endelig fundet en vej ud.

 

A way out of the perfect life.

 

¤¤¤

 

Et sindssygt kort kapitel, og jeg er virkelig ked af det! Men det her kap behøvede ikke så meget mere, og jeg håber, at i kan tilgive mig for det....Lol.

 

Men husk at like den..

 

Der er også noget andet. Når i skriver en kommentar, så bliver jeg lykkelig, fordi jeg føler, at der faktisk er nogen, som læser min movella. Pointen er, jeg vil gerne have, at i skriver en kommentar, når i har læst. Et 'mere' er okay, i må da også gerne skrive, hvad i syntes om den og sådan. Men når i skriver en kommentar opmuntre det mig til at skrive, fordi jeg føler, at nogen faktisk læser det.

 

Tak. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...