A Way Out Of The Perfect Life - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2013
  • Opdateret: 17 jul. 2013
  • Status: Igang
Eleanor Anmell Der Corner er datter af den rigeste hotelejer i hele Florida, hvilket fører til, at hun får alt, hvad hun peger på. Det glamourøse liv uden pengeproblemer, designertøj af de fedeste mærker, popularitet på hendes high school? Alt dette på grund af hendes forældre. Lyder det ikke som det perfekte liv? Lækkert hus, smart tøj, loyale veninder, de lækreste fyre, gratis indgang til de bedste klubber, alverdens penge. Det ér det perfekte liv, men sådan føler Eleanor ikke. Hun vil væk fra det, væk fra det glamourøse live, men det er der ingen mulighed for. Eller er der? En ny dreng starter på Eleanors high school. Hård, stædig, krævende, en badboy type? Han er Eleanors eneste håb, og med hendes udseende er hun bevist om, at han vil falde for hende med det samme. Men han er ikke så nem, som hun tror. Han vil have noget ud af at være hendes falske kæreste, som skal narre hendes forældre. Eleanor vil gøre hvad som helst, men ændrer hun sin mening, når hun høre hans betingelser?

251Likes
388Kommentarer
33019Visninger
AA

9. Et møde mellem det kommende kærestepar og en romantisk Justin.

 

Kapitel 8.

 Justins synsvinkel. 

 

Min utålmodighed blev misbrugt af hende. Jeg havde håbet på, at hun sendte mig svaret, men i stedet bestod beskeden af noget helt andet. Beskeden hvor der burde stå: Ja, jeg går med til alle dine betingelser. Men i stedet stod der noget andet. Noget som gjorde min utålmodighed endnu mere utålmodig, hvis det overhoved var muligt? Jeg smed min mobil hårdt ned i sengen og sukkede dybt ud i luften, mens jeg kiggede på klokken. Beskeden kørte rundt i mit hoved og gentog sig en million gange, mens irritationen i min fantasi stemme blev værre.

 

- Hvis du vil have svaret, så kan du møde mig på hjørnet af First Street 32 om 30 minutter..

 

Skulle jeg virkelig mødes med hende for at få svaret? Misforstå mig ikke, jeg vidste godt, at hun vil være den person, som jeg ville se mest til i den fjerneste tid. Men da hun fortalte mig, at hun vil sende svaret over SMS, blev jeg overlykkelig, fordi jeg følte, at det var en smule akavet, hvis hun svarede mig, mens jeg var der. Specielt hvis hun svarede nej. Nu skulle jeg mødes med hende face to face. Der vil ikke være nogen alvorlighed fra min side, det var i hvert fald bekræftet fra min side af. Mødet skulle også bekræfte, at vi blev kærester. For selvom hun ikke ville gå med til mine betingelser, så skulle jeg være hendes falske kæreste, da hun havde noget på mig, uanset hvad.

 

Jeg lå fredeligt i min seng, mens mine øjne og opmærksomhed var rettet mod loftet. Det var behageligt at ligge sådan her. Kun have fredelige tanker, ikke tænke på det, som jeg snart skulle...Pis, jeg tænkte på det. Med min dovne krop fik jeg sat mig op i sengen, hvor jeg kiggede lidt rundt, og nu tænkte jeg på, om mit tøj var godt nok? Burde jeg skifte? Burde jeg rette mit hår, så det sad perfekt? Burde jeg gøre noget ud af mig selv? Jeg vil jo helst ikke have, at hun blev pinlig berørt over mig.

 

Eller var der en anden grund til, at jeg ville være ekstra lækker for hende?  

 

Hmm...

 

Min beslutning var nem: nej, der var ingen andre grunde.

 

Nicholas købte jo noget overfedt tøj til mig, måske burde jeg overraske hende og dukke op som den dreng, hun drømte om? Skifte til designertøj, sko og være den person, som hun kunne være stolt af. Gemme mit gamle tøj væk og udskifte det? Gemme mit gamle jeg væk og udskifte det med den nye populære, respekterede og seje Justin. Gøre, som folk forventede af mig. Være den person, som de fleste regnede med, at jeg ville blive, nu når jeg nok snart vil have en ny rolle i tilværelsen - Eleanors kæreste.

Være en Nicholas. Lige bortset fra at jeg hverken var rig, opdraget ind i sådan en levestil eller vidste hvordan jeg skulle opføre mig.

 

Hvis jeg skulle være Eleanors kæreste, så skulle jeg være den perfekte kæreste. En som hun kunne være stolt af. En som hun kunne holde i hånden uden at blive flov. En som hun vil lære at elske med tiden - ikke at jeg håbede på det, på nogen måde.

 

Altså, hun var køn, men 'elske' var kun noget jeg gjorde med en pige i en seng. Jeg kunne ikke elske en pige som i: Jeg elsker dig. Nope. Så, der var intet at bekymre sig for. Eleanor og jeg skulle bare lave forretning og fuldføre en opgave sammen, der skulle hverken være følelser eller gnister mellem os. Det vidste hun sikkert også.

 

Well, hvordan fanden kom jeg fra tøj til det her? Hmm. Jeg kunne vel bare møde op klædt, som hendes drømmefyr vil være klædt. Hell yeah. Jeg ville slå benene under hende med et brag, hvis det overhoved var muligt for en pige som hende.

 

Hun var faktisk lidt som mig. Bare en mere feminin version af mig.

 

Jeg rejste mig op med et hop, og så snart jeg stod på gulvet med den perfekte balance, smed jeg tøjet. Det kom så hurtigt af. Jeg følte var en stripper, som fik 100.000 kr. for at tage det af hurtigt. Fuck. Jeg sammenlignede lige mig selv med en stripper.

 

Jeg fandt det nye tøj i en sort pose, hvor navnet på butikken stod skrevet på med hvid skrift. Jeg vendte bunden rundt, så tøjet røg ud over min seng. Det nye, sindssyge dyre tøj gav mig en stort smil på læben, som om at jeg var en 8 årige pige, der lige havde fået en pony. Fuck. Jeg måtte stoppe med at sammenligne mig selv med underlige eksempler.

 

Jeg tog tøjet hurtigt på, og det passede perfekt. Jeg fik aldrig prøvet det i butikken, hvilket var dumt, det kunne jo være for stort eller småt. Men heldigt for mig passede det perfekt til min veltrænede og sindssyge muskuløse krop - jeg overdrev overhoved ikke.  Det var faktisk behageligt at have på, men nu var stoffet også noget af det fineste.

 

Tøjet bestod af en helt almindelig Ultramarinblå T-shirt, men der var en speciel skrift på brystet, som betød en del. Uden den skrift var T-shirten nok kun 50 kr. værd. Til den trøje, havde jeg købt nogle jeans, som var lidt slidte, og der var et par enkle huller, men det var meningen. Til det tøj, tog jeg mine nye sorte supra sko på, og jeg var temmelig tilfreds med det tøj - i'm sexy and i know it.

 

Håret sad perfekt. Det var stadig opsat efter den lange dag, men det var også klart, da min voks aldrig havde svigtede mig. Mit hår var en vigtig del af mit udseende, det var også derfor, at jeg sørgede godt for det med billige produkter, som faktisk var udemærket. Der var sikkert ikke den helt store forskel mellem dyre og billige produkter.

 

Jeg tog et sidste kig i spejlet. Mit brune hår var sat på den sædvandlige måde, jeg håbede virkelig, at det var okay for Eleanor. Mit tøj var helt i toppen. Hun ville måske få et hjerteanfald, når hun så mig med designertøj, altså hvem havde troet det om mig? Well, man skal bare have de rigtige venner, også køber de tøj og ting til en, totalt fedt, men alligevel skal penge ikke være det vigtigste. Ligesom det åbenbart var for Eleanor og hendes falske venner. Havde hun overhoved ægte venner, der ville hjælpe hende, hvis hun en dag blev smidt ud hjemmefra uden penge? Well, that was her problem.

 

Jeg gik mod min dør, som ikke var så langt væk fra mit spejl, da mit værelse ikke var særligt stort. Jeg gik ud af døren og lod den så piv åben, jeg var ligeglad med, om nogen gik derind, det ravede mig en skid. Det eneste frække, som min mor kunne finde, var kondomer. Hvilket hun kun burde være glad for, at jeg havde. Min søster Caden gik også tit ind på mit værelse, men det var mere fordi, at hun fandt mit værelse interessant. Jeg havde mange ting på mit værelse, ting som hun fandt spænende.

 

"Wow, hvor skal du hen?", tænk at jeg ikke havde gennemtænkt det - min mor. Hun vil da ligge mærke til mit nye tøj, da hun ikke havde købt noget eller givet mig penge til at købe det.

 

"Jeg skal bare mødes med en", sagde jeg ligegyldigt til hende, mens jeg ikke engang gav hende et blik. Hun ville sikkert slet ikke spørge om, hvor jeg havde det tøj fra. For hun vidste, at det ikke ravede hende.

 

"Hvem?", spurgte hun nysgerrigt. Jeg kiggede på hende med et det-rager-ikke-dig blik, men det fik hende bare til at grine, mens hun stod der og rørte rundt i en skål - hun bagte. Det gjorde hun meget tit. "Er det en pige?".

 

Jeg sukkede dybt ud i luften, men jeg kunne ikke lade være med at lave et lille smil, da jeg tænkte over hele situationen. Min mor havde aldrig spurgt, om jeg skulle møde en pige, og jeg havde tit gået ud, men det var åbenbart anderledes nu. Hvorfor spurgte hun nu? Fordi jeg havde forandret mig? ohhh, bare hun ikke begyndte at tro, at jeg var blevet en hel normal dreng, som fik.....kærester.

Jeg vidste ikke hvorfor, men det gjorde et eller andet ved mig. Min mor var måske en del af mit liv, på en eller anden fjern og ikke så betydeligt måde.

 

"Ja, det er en pige", røg det ud af munden med mig. Jeg nød faktisk at snakke med min mor om det. Okay, hvad skete der for mit hoved? Min mor betød ingenting!

 

"Neej! Er hun sød? Hvordan ser hun ud? Hvornår skal jeg møde hende?", jeg burde nok ikke have sagt det til hende, da det bare gjorde hende mega begejstret. Jeg lod et lille grin slippe ud af mine læber, og det var ingen måde meningen. Jeg kunne slå mig selv for den opførelse. Men det så da ud til, at min mor nød det.

 

"Hun er okay", sagde jeg og trak på skulderen. Min mor gav mig et underligt blik, som hun aldrig havde givet mig før - et mistænksomt blik. "Men jeg må hellere gå, hun skulle nødig vente for længe".

 

Jeg løb hurtigt ud af døren, da jeg ikke helt fattede hver der skete for mig. Min mor skulle ikke til at tro noget, selvom hun nok fandt ud af, at jeg snart havde en kæreste, hvilket kun førte til endnu flere spørgsmål. Hvorfor følte jeg, at det var rart at tale med min mor om det? Jeg burde tale med mine venner om det, og hvis jeg stadig havde en far, skulle jeg snakke med ham om det, ikke min mor! Hun skulle bare bevare troen om, at jeg var en enspænder, og ikke andet.

 

Oh. Hvem prøvede jeg at narre? Mig selv? Thi...jeg nød at tale min mor om det, så! Nu havde jeg indrømmet det overfor mig selv!

 

Men det lød bare så forkert på alle måder..

 

Eleanors synsvinkel

 

Mens 'grade 8' af Ed Sheeran rockede løs i mine højtalere, sad jeg ved mit sminkebord og sang med på sangen. Det var min yndlings sang med ham. Jeg elskede melodien, teksten og musikken, den var virkelig catchy.

 

Jeg prøvede at få min makeup til at fungere, og det var heldigvis ikke så svært for mig, da man faktisk kunne kalde mig for professionel. De fleste spurgte mig faktisk tit om råd til makeup, og selvfølgelig kunne jeg svare på det. Problemet var bare, at det look som jeg rendte rundt med, ikke klædte alle. Mascara, lidt eyeliner, en smule hvid øjenskygge og en lyserød lip gloss - det perfekte look. Til mig altså.

 

You're strumming on my heart strings

like you were a grade 8

but I never felt this way,

I'll pick your feet up off of the ground

and never ever let you down,

 

You're strumming on my heart strings

like you were a grade 8

but I never felt this way,

I'll pick your feet up off of the ground

and never ever let you down.

 

Jeg sang lidt med op sangen, da omkvædet kom, hvilket var min favorit del. Jeg lavede også lidt sjove bevægelser, mens jeg lagde det sidste - lip gloss. Mange troede, at det var nemt at ligge lip gloss, men man kunne ikke bare ligge det på. Man skulle glide det let hen over læben i en blid bevægelse, mens man kiggede godt efter. For hvis man gjorde det forkert, lignede det at ens læber var større end normalt, eller at man havde en skæv mund, og hvem ville have det?

 

Da jeg var færdig, kiggede jeg på resultatet i spejlet. Jeg elskede at kigge på mig selv, når jeg var færdig med min makeup. Det var det tidspunkt, hvor jeg var pæneste - efter min egen mening.

 

Jeg rejste mig op, så jeg kunne se hele pakken. Jeg havde valgt mit pæneste og lækreste tøj til denne særlige begivenhed. Med min korte lyserøde nederdel og hvide tanktop, var jeg alle drenges drøm. Jeg elskede det her set, fordi jeg lignede en rigtig pige - lyserøde, you know. Og med mine små lyserøde højhælede sko, lignede jeg en dame. Jeg vidste faktisk ikke helt hvorfor, jeg gik ekstra meget op i mig selv nu. Altså, jeg skulle jo bare mødes med Justin, som ville være min kæreste, når vi skilles fra mødestedet. Det var en underlig følelse. Ham. Kæreste? Mig?

 

Jeg havde prøvet at have en falsk kæreste før. Grunden var faktisk meget god. Min bedste veninde havde fået en kæreste, og hun var kun sammen med ham, og hun var så stolt af ham, så hun snakkede om ham hele tiden. Jeg blev træt af det. Så jeg fik en falsk kæreste, der overgik hendes. Jeg vidste ikke helt, om det var synet af min perfekte kæreste, der fik hende til at slå op med hendes. De var i hvert fald kun sammen en uge efter, at jeg havde fået en kæreste. Men jeg fik hende tilbage, så på en eller anden måde, hjalp det der falske kæreste noget. Måske lykkedes denne mission også? Jeg håbede det inderligt, for jeg gad ikke tilbringe så lang tid med ham, hvis det faktisk ikke vil virke. Det vil kun være spild af tid.

 

Mine forældre var meget strenge omkring dem, jeg skulle date. De skulle komme fra en rig familie. Det gjorde Justin ikke. De skulle have top karakter. Det fik Justin ikke. De skulle have haft en normal opvækst. Det havde Justin på ingen måde haft. De ville hade ham. Jeg elskede tanken. Og jeg kunne ikke vente med at fortælle dem om ham. De udtryk, de ville få efter jeg havde fortalt dem det? Det ville jo være ligesom dengang, hvor jeg spurgte min mor om jeg måtte gå til fodbold. Hun var ved at eksplodere. Min mor havde en mening om fodbold, og det var, at det kun var drenge spm spillede det. Men jeg spillede det bag hendes ryg, fordi jeg faktisk godt kunne lide det. Ja, jeg var slem.

 

Så, rent ud og sagt, var Justin perfekt.

 

Jeg rettede lidt på mit hår og gik mod mine dobbeltdøre, som også blev kaldt franskedøre. Jeg elskede at åbne dem begge på samme tid og føle øjeblikket. Følelsen af at åbne dørene og træde ud på en kæmpe gang - jeg følte mig som en prinsesse. Jeg mærkede øjeblikket, og jeg måtte indrømme, at jeg kunne bedre lide det, da jeg var yngre.

 

Jeg gik ud på gangen og gik hen af den. Jeg husker, at da jeg var mindre, tog det mig en evighed at komme over til trappen, fordi gangen var så stor. Jeg troede faktisk også, at den aldrig endte.

 

Men det tid var slut. Barndommen var kun en lille del af ens liv, og den forsvandt hurtigere end man forventede. Pludselig var altid ikke længere, som det engang var. De fleste savnede den tid, men det gjorde jeg ikke. Jeg hadede at være lille, fordi mine forældre bestemte sindssygt meget over mig, fordi jeg bare var en lille pige. Nu havde jeg magten. Nu kunne jeg tænke selv. Nu kunne jeg gøre en masse uden at spørge om lov. Det var tusind gange bedre end barndommen. Jeg savnede ikke at lege ude i haven og blive beskidt. Jeg elskede at sidde i min seng og surfe på nettet. Det var trist i nogles øjne. Men jeg syntes faktisk, at verden kun er blevet et bedre sted på grund af al den teknologi. Hvad skulle vi have gjort uden den?

 

"Hej", jeg trådte ind i køkkenet, hvor altid var, som det altid var. Min mor stod i køkkenet og lavede noget, som jeg regnede med hed, at bage. Jeg fattede ikke, at hun gad. Min far sad ved spisebordet og læste i avisen, hvilket jeg heller ikke fattede. Der stod jo aldrig noget interessant?

 

"Hej skat", sagde min mor smilende til mig og fjernede hendes opmærksomhed fra bageriet og over på mig. Hvorfor kørte hun ikke bare over til bageren og købte kager der? Det var da meget nemmere. Men som hun havde fortalt mig en million gange, så var der mange mennesker, der bagte. Hun syntes, det var hyggeligt. Og hun havde tit fortalt mig, at hun altid bagte med hendes mor. Men det gad jeg virkelig ikke bruge min tid på, hvis jeg havde lyst til kage, tog jeg ned til bageren.

 

"Jeg har mødt en fyr", jeg kunne ligeså godt få det sagt, da jeg kun havde 10 minutter til at fortælle dem om Justin. For jeg skulle jo møde ham.

 

"Nej! Hvem?", spurgte min mor mig. Min far lod som om, at han læste avisen, men jeg vidste, at han lyttede. Jeg var jo hans lillepige, og han ville ikke have, at jeg fik en kæreste, det vil knuse hans hjerte. Så, han spillede fraværende. Min mor var en del anderledes. Hun troede, at hun kendte personen, da hun kendte de fleste af mine venner, hvilket var imponerende, da jeg kendte mange. "Er det Nicholas? Ohh. Han er fra en god familie, velopdraget, og så har han de skønneste blå øjne". Min mor havde altid ønsket, at jeg en dag ville være sammen med ham, fordi hun troede, at vi var lavede til hinanden - klamt.

 

"Nej, det er en dreng, der hedder Justin", svarede jeg hende og lavede et lille falsk smil, som skulle hentyde til, at jeg var forelsket. "Du kender ham ikke, han er ny".

 

Hun nikkede forstående, da hun nok havde regnet ud, at navnet ikke gav mening for hende. Jeg kunne ikke helt gennemskue hendes ansigtsudtryk, men hun så en smule skuffet ud. Okay, det var ikke en dreng hun kendte, and so what?

 

"Nå...", min far gav mig endelig hans opmærksomhed, da han nok følte, at han burde følge med nu. Han lagde avisen på bordet og kiggede smilende på mig. "Så fortæl om denne Justin".

 

Jeg smilede lidt. De vidste ikke, hvad der ventede dem.

 

"Han er utrolig...Øhm..sød", det var faktisk svært at finde på gode bemærkningen af ham, hvilket lød ufatteligt forkert, nu når jeg var forelsket i ham.

 

"Han er vel en udemærket, rig, klog og velopdraget dreng, ikke?", spurgte min far mig, mens han havde et sikkert udtryk. Han var 100 % sikker på, at Justin var sådan. Men der tog han fejl.

 

"Han er ikke rig, han kommer fra en normal familie", sagde jeg, og jeg fik pludselig øje på nogle vindruer foran mig. Jeg tog et par stykker og spiste dem, jeg elskede vindruer. "Han er heller ikke den klogeste dreng på skolen", jeg fik et lille skævt smil på læben, da jeg kiggede på mine forældre, som skjulte deres skuffende ansigtsudtryk. De var meget skuffet, men de ville ikke vise det, fordi de elskede mig. "Og han har altid været et problembarn, og han har ikke haft en god opvækst".

 

Min far lignede en der skulle kaste op, mens min mor lignede en, der skulle spytte noget ud af munden. De var begge tæt på at eksplodere.

 

"Hvad mener du med problembarn?", spurgte min mor mig forsigtigt. Ohh, det her blev sjovt.

 

"Altså, han laver problemer, og det har han gjort lige siden, han var lille", forklarede jeg dem. Men deres undrende ansigtsudtryk, gjorde det indlysende, at de ikke fattede en skid. "Altså. Han fik en masse eftersidninger, han lavede ballade, han tog stoffer, blev arresteret af politiet, gik til psykolog, var utrolig flabet og stædig".

 

Jeg havde virkelig svært ved at holde mine små grin inde, men mine forældre var åbenbart for chokeret til at opdage, at jeg sad og grinede lidt, mens jeg havde store smil fremme. Min mor var stoppet med at røre rundt i dejen, og min far sad og rev sig selv. Wow, jeg havde aldrig troet, at jeg skulle se dem sådan.

 

"M-m-men det kan da være, at han er over den tid". Kom det stammende fra min mor, som prøvede at gøre det hele positivt. "Måske har han gode fremtidsplaner". 

 

Det regnede jeg sku ikke helt med, at Justin havde. Altså, skolen ravede ham en skid. Det eneste, som han ville var at feste, knalde piger og leve livet på den vilde måde. Ja, det var nok hans fremtidsplaner.

 

"Du kan jo invitere ham hjem, og så kan vi få en god snak med ham", forslog min mor. Min far var helt i chok, så han sagde overhoved ikke noget. Ja, fars lille pige var sammen med en bad boy.

 

Men at inviter ham hjem? Kunne det blive bedre? Han ville ødelægge alt! De ville spørge ham om, hvad han ville med sit liv, og han vil sikkert sige: "det ved jeg ikke". Eller måske fortælle dem, at han ville have et job, som mine forældre så som slavearbejde. Det ville blive perfekt.

 

"Jeg kan spørge ham. Jeg skal faktisk mødes med ham nu", jeg rejste mig op, da jeg faktisk skulle af sted, ellers ville jeg komme for sent, og det skulle jeg nødig.

 

"Så spørg om han ville komme på fredag", sagde min mor til mig, mens hun smilende et sødt smil.

 

"Okay, det gør jeg", jeg gik mod døren, mens mit blik var på min far, som var gået i stå. Han ville hade Justin til den dag, han dør. "Ses". Jeg gik ud af døren, mens jeg havde et stort smil på læben.

 

Nu vidste de det om Justin. De vidste selvfølgelig ikke alle detaljerne, men de kom. De skulle jo ikke vide alt det gode med det samme. Overraskelser er jo til for at gøre livet mere interessant og spænende. Uden dem ville vi ikke have det sjovt, right? 

 

¤.¤.¤

 

 

Jeg så Justin lige fremme. Han stod og trippede med foden. Havde han ventet længe? Hmm, det var jeg faktisk ligeglad med. Han skulle lære at vente, når han havde en pige som mig.

 

"Hey", lød det fra ham, da jeg nærmede mig ham. Og først da jeg kom helt tæt på ham, lagde jeg mærke til noget yderst overraskende. Hans tøj? Det var...det var smart. Jeg var faktisk forbavset over det. Jeg havde ikke troet, at han havde råd til sådan noget tøj.

 

"Hej", sagde jeg ligegyldigt til ham, mens jeg nærmet ikke kiggede på ham. Jeg gad ikke lade som om, at jeg var begejstret over at se ham. Han så heller ikke helt glad ud. Vi ville blive det perfekte kærestepar!

 

"Så, din beslutning?", spurgte han ligeud. Han havde sikkert ikke tænkt på andet, siden jeg sagde, at jeg ville tænke over det. Det var næsten sødt. Hvis man ikke tænke på, hvad det var jeg skulle beslutte. Det var perverst.

 

"Jeg går med til alle dine betingelser, men så skal du fandme også gøre et godt skuespiller job!", sagde jeg bestemt til ham, mens jeg havde alvorlige øjne.

 

Jeg havde aldrig set så meget glæde i nogens øjne før. Han var lykkelig over det? Jeg vidste da godt, at drenge elskede sex, men så meget? Det var næsten klamt.

 

"Jeg er en sindssyg god skuespiller!", det lød faktisk overbevissende, men det var svært at tro, at han var en god skuespiller. Faktisk var det svært at tro, at han var god til noget. Mon han overhoved var god i sengen? Hmm, det fandt jeg nok snart ud af.

 

"Du skal bare være dig selv overfor mine forældre, men du må gerne overdrive en del!", han nikkede forstående. Mon han tog det hårdt? Jeg mener, jeg bad ham om at være en person, som ingen kunne lide, og den person var han jo i virkeligheden. "Og du skal til middag hos os på fredag!".

 

Det her var ret underligt. Jeg inviterede ham på en måde med hjem. Han skulle sikkert også sove der, og Ohhh....måske skulle vil have sex! Noo. Ikke allerede på fredag! Okay, mine tanker overgik sig selv. Måske var Justin sød? Måske ventede han lidt? Medmindre han var skide liderlig.

 

"Men vi er jo ikke kærester endnu?", lød det overraskende fra ham af. Jeg kiggede dumt på ham, mens han bare stod der med et smil på læben. Så spørg dog! Han forventede vel ikke, at jeg skulle?

 

Pludselig satte han sig på sine knæ og tog min hånd. Han lignede en, der ville fri! Han kiggede sødt på mig, som om at jeg var hans livs kærlighed. Måske var han en god skuespiller. Mit blik kørte hurtigt rundt for at se, om nogen kunne se os, for det ville være pinligt. Men der var ingen mennesker i nærheden. Heldigvis.

 

Jeg kiggede på Justin igen. Han lignede seriøst en, der var blevet skudt af Amors pil lige nu og derfor blevet håbløst forelsket i mig.

 

"Når det kommer til kærlighed, handler det ikke om at se en perfekt person, men se en uperfekt person perfekt. Du er min uperfekte person.......og jeg ser dig perfekt. Vil du være min kæreste?".

 

Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt, efter han havde sagt det. Det var på en måde sødt. Havde han planlagt det her? Hvis folk så os, ville de tro, at han friede! Men det var sødt, og overraskende. Jeg havde bare regnet med, at vi var kærester. Altså bare sådan.

 

"Wow, ja, selvfølgelig", okay, det lød så dumt! Jeg følte mig dum, og det burde jeg ikke. Især ikke i nærheden af ham!

 

"Okay, lad os gå ud og vise verden vores kærlighed", sagde han smilende og rejste sig op. Mit smil var stadig ikke forsvundet. Jeg havde aldrig troet, at Justin var en romantisk person.

 

"Ja, det må vi hellere". 

 

Justin tog fat i min hånd og flettede sine fingre ind i mine, så vi lignede et rigtig kærestepar. Det eneste, som vi faktisk bare skulle nu, var at tage et populært sted hen, hvor der var mange mennesker, og kysse midt i det hele. Der vil være mange som vil tage billeder af os, derved vil de ende på nettet, og hele byen vil kende til vores forhold.

 

Justin og Eleanor. Gud, hvor lød det dumt.

 

Men jeg måtte nok blive vant til det nu. 

 

¤¤¤

 

Wow!

 

Så blev de endelig kæreste! Tror i, at det vil gå godt? Og tror i, at de nogensinde vil få ægte følelser for hinanden? Eller vil de hade hinanden for evigt?

 

Husk at like den.

 

OG VED I HVAD?!

 

Om 2 dage, ikke? Så skal Justin spille i Parken! Fuck, jeg glæder mig. Har pisse gode billetter og skal se ham. Okay, fangirler lidt er.

 

Bare så i ved det, så tager jeg til KBH i morgen (fredag) og kommer først hjem søndag, det vil sige, at jeg ikke kommer til at skrive hele weekeden, da den bare skal omhandle, min bedste veninde, Justin Bieber, København og den vildeste oplevelse.

 

Okay, det er 3. Gang jeg skal se ham, men GLÆDER MIG SOM OM DET VAR DEN FØRSTE!

 

Skal i med til koncerten? Glæder i jer? Hvor skal i sidde/stå? Måske skal vi sidde/stå tæt på hinanden?

 

Jeg har pladser ved A9 det røde område, hvilket er gode pladser! UH! Glæder mig. :) 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...