A Way Out Of The Perfect Life - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2013
  • Opdateret: 17 jul. 2013
  • Status: Igang
Eleanor Anmell Der Corner er datter af den rigeste hotelejer i hele Florida, hvilket fører til, at hun får alt, hvad hun peger på. Det glamourøse liv uden pengeproblemer, designertøj af de fedeste mærker, popularitet på hendes high school? Alt dette på grund af hendes forældre. Lyder det ikke som det perfekte liv? Lækkert hus, smart tøj, loyale veninder, de lækreste fyre, gratis indgang til de bedste klubber, alverdens penge. Det ér det perfekte liv, men sådan føler Eleanor ikke. Hun vil væk fra det, væk fra det glamourøse live, men det er der ingen mulighed for. Eller er der? En ny dreng starter på Eleanors high school. Hård, stædig, krævende, en badboy type? Han er Eleanors eneste håb, og med hendes udseende er hun bevist om, at han vil falde for hende med det samme. Men han er ikke så nem, som hun tror. Han vil have noget ud af at være hendes falske kæreste, som skal narre hendes forældre. Eleanor vil gøre hvad som helst, men ændrer hun sin mening, når hun høre hans betingelser?

251Likes
388Kommentarer
33229Visninger
AA

5. Endnu en lorte, fornem middag.

 

Kapitel 4.

 El synsvinkel. 

 

 

"Heeeeeelp me".

 

Jeg smed blidt min telefon på mit sengetæppe og gik i gang med at udføre min opgave, som var uendelig meget vigtigt for min mor. Det her var noget af det værste, der kunne ske for en pige som mig. Min familie havde en ældgammel tradition, som bestod af en fornem middag.

 

Igennem hele mit liv har jeg hadet den dag, som nærmest kom og dræbte mig, før jeg overhoved satte mig ned på min sædvanlige plads ved det runde bord. Middagen betød også, at man havde et godt og perfekt liv, og de fleste skulle misunde os. Eller jeg var faktisk ligeglad.

Middagen blev holdt 3 gange om året i et kæmpe forsamlingshus tæt på vores bopæl. Hele min familie kom, helt fra mine grandkusiner til mine onklers brødres børn. Min mor havde altid fortalt mig, at når man havde en stor familie, kunne alle se, at jeg var bedre end alle andre. Men jeg snakkede aldrig med min fjerne familiemedlemmer, jeg kendte dårligt nok deres navne. Til middagen kom pressen og tog billede, så vi kom i avisen, derved kunne alle se, at vi var bedre end alle andre, fordi vi havde råd til at holde sådan en middag.

 

Nu taler jeg ikke om almindelige retter og almindeligt fint tøj, gud nej, jeg taler om 12 retter: den delikateste forret, den smukkeste og smagfulde hovedret og den lækreste dessert, 4 retter af hver. Tøjet er skam ikke almindelig kjoler og skjorter, nej, det er gallakjoler fra den dyreste butik og jakkesæt af ægte Gucci. Håret er sat af den bedste hårstylist i byen, og vi ligner alle prinsesse, dronningen og konger. Sådan voksede jeg jo op.

 

Og nu kom den lorte, fornemme middag endnu engang. Endnu engang skulle jeg spille falsk overfor min familie, have et falsk smil, spille interesseret i deres oplevelser og fortællinger, fortælle om mine planer for fremtiden om at blive en forretningskvinde, der driver de fineste hoteller, som er ejet af min far - Yep, alle troede, at jeg ville gå hen og arve min fars firme og drive det. Men sådan var min drøm ikke. Jeg ville være model, jeg vil være filmstjerne, jeg vil være sanger, ja, jeg ville endda være på forsiden af playboy, hvis det skulle være. Jeg ville bare ikke ind i mine forældres kreds og leve mit planlagte liv, hvor der ikke var nogen udfordringer eller spændinger.

 

Men desværre kunne jeg ikke bare sige nej til det. Jeg kunne ikke gå til audition til playboy, eller stå på gaden og spille billig. Mine forældre styrede mit liv, og jeg havde ikke nogen muligheder for at slippe væk. Eller der var en, og de vil muligvis gå med til den og lade mig slippe væk, hvis jeg kunne overbevise dem om, at jeg ville kunne klare mig uden deres hjælp. De vil grine af mig, men måske vil de også give mig en chance. Men desværre skulle jeg kunne arrangementer godt.

 

Måske hvis jeg faldt for en dreng, der ikke var mine forældres type?

 

Jeg åbnede døren ind til min kæmpe gaberobe, hvor der var tøj i tusindvis, også kjoler. Jeg gik også til min kjoleafdeling - Yep, jeg havde afdelinger. Jeg havde kjoler i alle farver, former, mønster, navne og de var importeret fra alle lande, og mange af dem var speciellavet, så jeg var den eneste, der havde en af slagsen. Det var nu meget rart. Jeg husker engang, hvor jeg dukkede op til middagen med den pæneste kjole, som alle misundte. Mange spurgte, hvor jeg havde købt den. De blev skuffet, da jeg sagde, at den var speciellavet.

 

Hvad skulle jeg dog have på denne gang? Mit blik farede rundt på alle kjolerne, hvor mange af dem ikke engang var brugt. Det var svært at vælge, mest fordi, at jeg ikke gad vælge.

 

Jeg hørte min telefon lave en SMS lyd, og den kunne altså ikke vente. Jeg gik hurtigt over til min seng, hvor jeg havde smidt den. Jeg tog den op og så, at Cara havde svaret på min "heeeeeeeelp me", besked.

 

- Middag?

 

Hun vidste det. Hun kendte datoerne. Hun vidste hvor, hun vidste hvem. Hun kendte min smerte, hun kendte mine følelser omkring middagene. Og alligevel, selvom hun vidste alt, forstod hun mig ikke helt. Hun syntes, det var så fedt med lækkert mad, smukke kjoler og familie. Men hun vidste åbenbart ikke alt.

 

- Ja. Hvad skal jeg stille op?

 

Jeg satte mig opgivende ned på sengekanten og kiggede ud i luften, mens jeg tænkte på en flugtplan. Jeg kunne hoppe ud af vinduet og flygte til et andet land? Jeg kunne tage over til Care og blive der indtil det hele var overstået? Jeg kunne sige, at jeg ikke havde det så godt? Men kunne jeg det? Nej! Det var ikke muligt at slippe for den middag, for hvis børn ikke kom med, betød det at forældrene ikke kunne styre dem, og det sendte forældrene i dårligt lys, hvilket ingen forældre vil - specielt ikke mine.

 

- Hmm, jeg har måske en ide!

 

Jeg kunne ikke lade være med at smile, da hun skrev det. Jeg vidste dog godt, at jeg kunne få hjælp hos hende, fordi hun altid havde nogle lumske planer, der næsten altid hjalp.

 

- Omg, hvad?!

 

Hendes planer var tit vilde, men uden hendes overdrevet planer var vi ikke der, hvor vi var. Lad min forklare: på skolen fik vi respekt af alle, fordi de fleste vidste, at vi kunne være onde (vi havde dog aldrig gjort noget ondt mod nogen). Men det var Caras planer, der havde givet os den respekt.

 

- Tag' en anderledes kjole på? Kan du huske den røde vi købte? Kort, stram, luderagtig? Tag den på og bare have dit hår normalt?

 

Jeg læste beskeden igennem flere gange, da jeg faktisk syntes, at denne plan var perfekt. Alle vil blive overrasket, og der vil endelig ske noget.

 

- God ide! Det gør jeg!

 

Jeg smed telefonen på min seng og løb ind i min galerobe, hvor jeg hurtigt fandt den røde kjoler, som Care snakkede om. Vi købte den faktisk til en fest, som blev aflyst. Men den var ment til en vild fest, og nu skulle den bruges til noget helt andet?

Jeg gik ind på mit værelse igen og lagde min kjole spredt ud på sengen, så jeg kunne se den ordentlig, den var perfekt.

 

Min telefon lavede pludselig en SMS lyd igen, og jeg kunne ikke lade Cara vente. Jeg tog min telefon op i mine hænder og åbnede beskeden.

 

- kan du ikke lige ringe?

 

Jeg fik et lille smil på læben, da jeg så den besked. Enten kedede hun sig, eller også havde hun noget alvorligt at sige. Noget som hun skulle sige og ikke kunne skrive. Jeg svarede hende ikke, jeg ringede hende bare op og slog med det samme højtalere på, da jeg faktisk havde en smule travlt - men aldrig for travlt til sin 'bedste' veninde, right?

 

"Hey", råbte jeg til hende, da jeg kunne høre, at hun havde taget telefonen. Men jeg var langt fra den, da jeg var gået ind i min gaberobe for at finde sko. Jeg havde nogle højhælede sko, som vil passe perfekt. Sorte, 8 centimeter i hæl og perfekte. Sådan var mit liv jo - perfekt. Og alt skulle være perfekt.

 

"Cara, der er sket noget yderst forfærdeligt!", da hun sagde de overraskende ord, hvor hun lød alvorlig og bange på samme tid, skyndte jeg mig ind til min telefon og smed mine sko på sengen ved siden af min kjole.

 

"Omg! Hvad?", når hun havde noget alvorligt at sige, så var det ikke, at hun havde knækket en negl, men det var virkeligt alvorligt. Derfor blev jeg bekymret over hele situationen.

 

"Du ved ham drengen, som var pisse irriterende og ond overfor dig, ik?", jeg sank en klump i min hals, da hun sagde de ord. Jeg havde ikke tænkt på det siden det skete, fordi det var så forfærdeligt, og jeg var bange for, hvad det medførte til.

 

"Ja?", lød det usikkert for mig selv.

 

"Det er kommet ud!", det var som om, at hele mit perfekte hjerte holdte op med at banke, da hun sagde det. Det værste var sket. "Det står over alt nettet, der er endda videoer", det lød også som om, at hun var deprimeret over det, men det burde jo også være, hun spillede jo min falske bedste veninde. De penge brugte jeg godt. Men nogen gang var det faktisk som om, hun slet ikke spillede overfor mig.

 

"Fuck, fuck, fuck, fuck, fuck!", jeg rejste mig op og gik hvirvelløs omkring, mens jeg havde mine hænder begravet i mit ansigt. Det her, var det værste, som kunne ske for mig. En ny dreng, en ny, upopulære, ukendt dreng fik mig ned og røre jorden. Han kendte ikke engang de flestes navne på skolen, han havde ikke engang designertøj på, han var bare en normalt stillet dreng, som kom op på niveau med mig. Hvordan skulle jeg overleve det?

 

"Han er faktisk ret sød", mens mine frustrerende tanker omkring den irriterende dreng kørte, kom en chokerende sætning fra Cara. Jeg huskede dårligt nok, hvilken øjenfarve hans øjne var. Jeg kendte ikke engang hans navn, det eneste jeg vidste omkring ham var, at han var venner med Nicholas. Den idiot, hvorfor blev han venner med ham?

 

"Hvor forfærdeligt er det på nettet?", jeg ignorerede hendes bemærkning og spurgte ind til noget yderst vigtigt. Hun sad jo alligevel og tjekkede nettet ud. Cara var faktisk god til at finde informationer om folk. Normalt når der kom nye elever, vidste vi alting om den, men vi blev ikke informeret om, at denne nye dreng kom på vores skole, så vi var faktisk ikke forberedt på ham.

 

"Folk skriver bare, at det var godt gjort af ham, og nogen forsvarer dig, faktisk gør de fleste det", jeg åndede lykkeligt ud i luften. Men selvfølgelig turde folk ikke skrive alt muligt ondt om mig på nettet, da de vidste, at jeg ville finde ud af det før eller siden. Sådan var jeg jo. Jeg vidste alt, kendte alles navne, kendte alles informationen. Det var faktisk lidt klamt, men hvis man havde sådan en rolle, som jeg, skulle man vide den slags Info. "Men det ser ud til, at han bliver temmelig populær af det. Han får meget respekt".

 

Jeg satte mig sukkende ned på sengekanten, mens jeg tænkte lidt over det hele. Han skulle ikke til at blive populær. Han skulle ikke blive inviteret med til de samme fester som mig. Han skulle ikke betragte mig som en nær ven. Han skulle ikke få respekt af alle og enhver. Han skulle ikke få særbehandling af lærerne. Han skulle ikke op og røre mig!

 

Men var han overhoved rig? Havde hans forældre overhoved en vigtig rolle i samfundet? Hvor kom han fra? Hvorfor startede han på min skole 2 måneder før skoleåret var slut? Hvem var han?

 

"Det skal vi sørge for ikke sker", lød det bestemt fra mine læber. Jeg ville gøre alt, hvad der stod i min magt. Han skulle ikke til at blive populær!

 

"Hvordan det?", spurgte Cara mig undrende. Hun sad sikkert med hendes fortabte ansigtsudtryk, fordi hun ikke havde det sind, som jeg havde - jeg kunne ikke være fortabt.

 

"Du finder alt, hvad du kan finde om ham, og når jeg kommer hjem, så har du forhåbentligt fundet noget slemt på ham", med de ord trykket jeg afslut, og derved endte vores samtale. Jeg havde alligevel ikke tid til at snakke mere, og det havde hun faktisk heller ikke. Jeg skulle til middag, og hun skulle tjekke ham drengen ud!

 

Jeg rejste mig op og gjorde mig klar til middagen. Jeg var spændt på, hvad folk vil sige om mig. Min stramme, tætsiddende, korte, røde kjole. Mine 8 centimeter højre, sorte hæle, som faktisk ikke var så meget, men man måtte ikke komme med højhælede, som var højere end 4 centimeter. Og med mit normalt klaskede hår, kunne folk ikke lade være med at stirre underligt på mig. Det vil blive den perfekte middag. En som jeg vil nyde, og en ingen vil glemme igen.

 

Denne gang blev den perfekt.

 

Justins synsvinkel.

 

Jeg elskede fredag. Hvis fredag var en pige, ville jeg elske hende. Jeg følte, at fredag var en helligdag, også selvom man faktisk skulle i skole, but anyway. Fredag var den bedste dag på hele ugen. Hvorfor? Fordi man kunne gøre, hvad man ville! Mine forældre ville ikke have, at jeg rendte ud midt om natten på en hverdag, men om fredagen var det okay. Og man skulle ikke tænke på skole næste dag, man kunne sove længe, eller bare sove hele dagen. For ingen skulle fortælle mig, at jeg skulle op, når jeg ikke havde pligt til det.

 

"Hvad skal du så lave i aften?", spurgte Keith mig, mens han sad der med Ari under armene. Jeg var helt væk i mine egne tanker, så jeg anede ikke helt, hvad de havde snakket om. Men jeg regnede med, at de snakket om, hvad man skulle lave senere. Vi sad bag skolen på en stor græsplæne, mens solens stråler skinnede ned på vores hud - det var rart. Nicholas sad ved siden af mig og kiggede ventede på mig - vi var faktisk blevet enorme gode venner her på det seneste.

 

"Øhm, ikke noget, tror jeg", jeg havde faktisk ikke nogen planer for i aften. Hvilket var underligt. Jeg havde normalt altid noget at lave om fredagen, men i aften stod kalenderen tom.

 

"Men det skal du så nu!", lød det fra Keith, der helt sikkert havde noget i tankerne. De andre 2 lavede pludselig nogle lumske smile, der gjorde mig lidt bekymret. "I aften, sker der noget helt specielt over i forsamlingshuset, og vi skal med", der kom et par fnis fra de andre, da han sagde det.

 

"Eleanor er der. Det er sådan en slags fornem middag, der bliver holdt, og hun hader det!", lød det forklarede fra Nicholas.

 

"Ja, og for at hun skal få det sjovere, så har vi taget jobbet som tjenere", sagde Ari smilende. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på hendes ansigtsudtryk, hvis hun så mig stå der og hælde vand op til hende, mens jeg havde et klamt, falsk smil fremme.

 

Vent, hvad snakkede de om? Det gik pludselig op for mig, at de prøvede at gøre mig til tjener og derved servere for folk? Jeg gjorde jo ikke sådan noget. Men på den anden side ville jeg gerne se, hvordan rige mennesker holdte middag.

 

"Det kunne faktisk være meget sjovt", lød det bestemt fra mig, mens jeg havde et lille smil fremme. Jeg ville ikke være uvenner med Eleanor, så måske kunne jeg gøre det godt igen i aften. Hvem ved? Måske var hun ikke sådan en person, der bar den af?

 

"Så gør vi det. Vi mødes alle hjemme hos mig kl. 17, for jeg bor lige ved siden af. Vi skifter hos mig og går derover sammen", lød det fra Nicholas, der virkede ret spændt omkring det hele. Det var også ret forstående. Hun ville få et hjerteanfald, når hun så os.

 

"Hvad skal vi have på?", spurgte jeg usikkert.

 

"De har givet os uniformen, så bare tag sorte bukser på, resten har jeg derhjemme", lød det fra Nicholas, der besvarede mit spørgsmål ret godt.

 

Det her var nok det sjoveste, som jeg havde gjort en fredag aften. Og jeg havde altså gjort en del, men aldrig sådan noget her. Jeg håbede bare, at det ikke vil ende galt.

 

¤.¤.¤

 

Nicholas' hus var overdrevet fedt. Jeg vidste godt, at hans forældre var sindssyge rige, og det burde ikke overraske mig på den måde, for selvfølgelig var hans hus overdrevet fedt. Det var nærmest en selvfølge at have sådan et hus, når man vidste, at han var rig - eller hans forældre var.

 

Huset var 4 gange større end et normalt hus, og det var ret sygt for mig, når jeg boede i et normalt hus. Jeg var ikke rig, men heller ikke fattig, jeg var midt imellem. Der var nok 10 soveværelser i huset, og jeg tænkte meget på, om Nicholas var det eneste barn, hans forældre havde, ellers var huset måske en smule for stort. De havde i hvert nok gæsteværelse til deres sovende gæster, det var helt sikkert. Jeg havde ikke set hele deres hus, da det nok ville blive en lang rundtur. Men det som jeg havde set, var helt utroligt.

 

Deres forhave var kæmpe stor, og de havde mange blomster, planter og træer, i mange former og farver - hans mor elskede sikkert blomster og naturen. Når man stod og kiggede på huset foran, kunne man blive helt svimmel, fordi det var så gigantisk. Men da vi kom ind, var det som om, at jeg besøgte præsidenten. De havde genstande over det hele, og bare deres møbler, genstande, malerier og sådan, fik det til at se ud som om, at man i hvert fald ikke skulle spille foldbold indenfor, ellers kunne man sikkert risikere at få en regning på flere 10.000 kroner - hvis man ødelagde noget. Jeg så ikke rigtig mere end entreen, trappen, gangen og Nicholas' værelse, da der ikke var tid til en rundvisning, og næsten alle dørene var lukket, så jeg kunne ikke smugkigge ind og se, hvordan fx stuen så ud. Men trappen var stor og sindssyg bred, der kunne nok stå 10 personer ved siden af hinanden på et trin, så bred var den. Der hang familie portrætter langs væggene ved trappen, og der fandt jeg så ud af, at Nicholas havde en lillesøster og en lillebror, som ikke så ret gamle ud.

 

Men da jeg trådte ind på hans værelse, fik jeg et bagslag. Han havde et værelse, som jeg altid havde drømt om. Prøv at forstil dig et værelse, som er på størrelse med en stue. Når man kommer ind af døren er det første du ligger mærke til, et pool bord, som står midt på værelse, men det fylder ikke, fordi der er masser af plads. En kæmpe dobbeltseng står langs væggen helt nede i bunden af værelset. Et kæmpe skab, fylder en hel væg og er sikkert fyldt med det dyreste designertøj. En kæmpe fladskærm hænger på væggen, så uanset hvor man står, kan man se tv. Der er en glasdør ud til en stor terrasse, hvor der er en pool og nogle strandstole.

 

Det var mit drømmeværelse, og jeg havde aldrig troet, at jeg ville stå midt i det. Huset var så perfekt. Lige i det øjeblik, ville jeg ønske, at jeg var Nicholas.

 

"Okay, tøjet ligge på pool bordet", lød det fra Nicholas, som stod rundt om pool bordet. Ari havde lagt sig i en af hans kæmpe sækkepuder, hvor der sikkert kunne ligge 3 personer. Keith stod overfor Nicholas og kiggede på tøjet, som lå samlet på bordet - det så faktisk ud som om, at en tjenestepige havde lagt det der. Det ville faktisk ikke undre mig, hvis de havde tjenestefolk. Jeg gik over og stillede mig ved siden af Nicholas.

 

"Vi burde nok skynde os at få tøj på, da vi ikke må komme for sent til vores lille job", Nicholas sagde job på en underlig måde, som om at det faktisk var første gang, at han havde et job....vent, det overraskede mig faktisk heller ikke.

 

Vi kiggede alle på tøjet, som bestod af en helt almindelig hvid skjorte, hvor der stod forsamlingens navn oppe i hjørnet, meget småt så man næsten ikke kunne se det, der var også et blåt slips, hvor der også småt stod navnet. Det var så det tøj, vi skulle være iført. Vi skulle selv have sorte bukser på, og med de bukser og det tøj, så lignede vi hinanden meget godt.

 

"Så lad os komme i tøjet", lød det fra Keith, som gik i gang med at smide hans overtøj. Han havde ret, vi kunne ikke stå her hele dagen. Jeg smed min T-shirt på gulvet og tog skjorten på. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at Ari stod lige bag ved mig i bh, hun var sku en rigtigt pige, der turde noget! Det var sku ikke alle piger, som kunne smide tøjet, mens hendes kæreste venner var i rummet.

 

Da vi alle havde fået tøjet på, kiggede vi lige på os selv i spejlet. Jeg kunne ikke så godt lide tøjet, jeg følte, at det var nedladende, og at folk bare kunne koste rundt med os - det ville de sikkert også. Jeg hadede den følelse.

 

"Nå skal vi komme af sted?", spurgte Ari os, så vi alle vågnede en smule op. Jeg kiggede over på hende, og hun så sku lidt underlig ud med det tøj, slips var jo for drenge!

 

"Ja, det må vi heller", med de ord fra Nicholas smuttede vi alle ud af døren med vores fine arbejdstøj på. Jeg var dog glad for, at jeg ikke var den eneste, som havde det her tøj på.

 

Vi kom udenfor, hvor der var en dejlig varm brise. Det var dog begyndt at blive en smule mørkt, da aftenen kom tættere på, men vejret var fantastisk. Vi gik samlet over til forsamlingshuset, som rigtigt nok ikke lå langt væk fra Nicholas' hus.

 

"Vi skal ind af bagdøren", lød det pludselig fra Nicholas, da vi kom tættere på forsamlingshuset, hvor der allerede var begyndt at komme gæster. Vi stod lidt væk fra huset, men vi kunne sagtens se gæsterne, og jeg blev overrasket over deres tøj. De lignede nogen, som skulle til galla eller noget.

 

"Justin, kom nu!", lød det fra Ari. Jeg kiggede forvirret rundt, og jeg opdagede hurtigt, at jeg bare stod og stenede, mens de andre var på vej bag forsamlingshuset.

 

"Ja, undskyld", med de ord skyndte jeg mig over til dem.

 

Vi kom bag om huset, hvor der var en smule mørkt, fordi det var ret indelukket. Det eneste lys, der var, var fra en ødelagt lampe på muren, som kun lyste svagt.

 

"Her er den", lød det var Nicholas, som pludselig stod foran en metaldør. Han bankede på, så det larmede temmelig meget. Hvis det larmede ligeså meget indenfor, som det gjorde udenfor, fik vi sikkert skældud.

 

Døren åbnede, og en mand kom til syne. En meget fin mand. Han havde jakkesæt på, og så havde han et selvglad ansigtsudtryk.

 

"nå, det var på tide i dukkede op!", lød det bestemt og snobbet fra manden. Vi smilede bare til ham og gik ind af døren, så vi kom ind i et køkken, hvor vi sikkert skulle bruge hele vores fredag aften i.

 

"Gæsterne skal have vand, så kom i gang!", vi nåede ikke engang at sætte os ned på de stole, som var til os, før han gav os en opgave - vi var måske også en smile forsinket. Jeg kiggede sukkende på Nicholas, som sikkert også fortrød det. Ja, grunden til, at vi allerede fortrød det, var, at han sikkert ville hundse rundt med os hele aftnen - og hvem kan lide det?

 

"Der står vandkander der og døren er der", med de ord smuttede han ind til forsamlingen, hvor festen allerede var godt i gang.

 

Vi rejste os alle sukkende op fra stolene og tog en vandkande hver.

 

"Hey, lad os nu have det lidt sjovt, husk vi gør det for Eleanor!", lød det lidt opmuntrende fra Keith. Vi nikkede alle svagt og gik mod døren, hvor der var et glasvindue.

 

"Lad os lige finde ud af, hvor hun sidder først", lød det fornuftigt fra Ari. Vi kunne jo ikke bare brase ind og lede forvirrende efter en person. Vi prøvede alle at kigge ud af det lille vindue, men det var dog lidt besværligt, da vindue ikke var så stort.

 

"Hey, er det ikke hende med den korte, røde kjole?", spurgte jeg dem. Jeg kunne mærke undrende blikke stirre på mig, mens jeg kiggede på Eleanor. Jeg var da sikker på, at det var hende.

 

"Man kommer ikke i korte, røde kjoler, det vil kun skabe ballade for Eleanor", lød det fra Keith, som ligesom de andre ikke troede på, at jeg havde set Eleanor i en rød kort kjole.

 

"Fuck, han har sku ret...bord nummer 52", vi kiggede alle i den retning, som Nicholas sagde. Jeg vidste ikke helt, om han ledte efter Eleanor, som vi skulle, eller om han ledte efter en pige med en rød, kort kjole, bare for at bekræfte, at jeg ikke så syner.

 

"Fuck, alle glor på hende!",

"Er hun sindssyg, hendes forældre må være stiktossede!",

"Hun ser da ud til at have det sjovt!",

 

De snakkede og snakkede om hende, mens mine øjne var klistret mod hende. Jeg forstod ikke helt, hvorfor det ikke var okay at komme sådan, hun var jo smuk.

 

"Nå, vi må hellere se at komme ind", lød det fra Keith.

 

Ari gik ind først og så fulgte vi andre stille med. Ingen lagde faktisk mærke til os, da de havde travlt med at snakke med folk, som sad rundt om bordet. Der var nok 20 runde borde, hvor der sad mindst 6 personer, det lignede nærmest et bryllup.

 

Mit blik faldt på Eleanor, som pludselig havde set de andre, og det bragte et stort smil på hendes læber. Hun var sikkert glad for, at hendes venner kom, når hun havde mest brug for dem. Pludselig faldt hendes blik på mig, og det var som om, at jeg var med i en gyserfilm eller noget. En dør blev åbnet til udenfor, så en kold brise kørte hen over lokalet, og med hende utilfredse smil, gjorde det mig næsten bange.

 

Jeg ignorerede hende og gik over til de forskellige borde, hvor folk skulle have vand. Jeg kunne mærke Eleanors blik stirre på mig, som om at jeg var den person, som hun ville have sidst jer på stedet, hvis hun overhoved tænkte på at have mig her.

 

"Vand?", spurgte jeg sødt, mens jeg havde et lille falsk smil. De fornemme og snobbede menneske gad ikke engang tale til mig, nogen nikkede, og de andre så mig slet ikke - wow, sikke mennesker. Jeg gav, dem der nikkede, vand og gik hurtigt videre til det næste bord.

 

Uden at jeg havde set mig om, kom jeg til Eleanors bord, hvor hun sad lige så fint og snakkede med en jævnaldrende pige ved hendes side.

 

"Vand?". Spurgte jeg dem, stadig med det falske smil fremme. Pigen ved siden af Eleanor smilende sødt til mig, og jeg tror faktisk, at hun var den første.

 

"Ja tak", lød det venligt fra hende. Jeg stillede mig om bag hende, så jeg også stod bag Eleanor. Pigen smilede sødt til mig, og jeg måtte da også indrømme, at hun var temmelig tiltrækkende.

 

"Skal du have noget?", spurgte jeg Eleanor, da jeg havde givet hendes veninde vand. Hun kiggede kort på mig med et lille dræberblik, som jeg ikke var glad for at få - jeg vil jo gøre det godt igen, jeg vil ikke være uvenner!

 

"Så okay da", lød det selvsikkert og ligegyldigt fra hende. Hun stillede glasset på bordet, og hun forventede, at jeg skulle hælde vand, mens jeg holdt koppen i luften. Men jeg var sikker på, at vores chef - som holdte godt øje med os - ikke ville syntes, at det så så pænt ud, at jeg stod med et glas i luften og prøvede at ramme det med kanden. Så i stedet for det, prøvede jeg at hælde op, mens glasset var på bordet. Men det var lidt besværligt, for Eleanor fyldte næsten hele pladsen.

 

Jeg lænede mig lidt ned til bordet og prøvede forsigtigt at ramme glasset. Men alle de grinende mennesker, alle de store bevægelser der var omkring mig, gjorde det ikke nemmere. Jeg hældte vandet i glasset, og lige da jeg troede, at jeg havde klaret det, fik jeg et skub bagi og glasset væltede.....ned over hendes kjoler.

 

"Omg! Hvad fanden laver du?", skreg hun op.

Mennesker ved hendes bord og de 2 andre borde, som stod tæt på hendes, stoppede med at snakke og kiggede forbavset på hende - deres blikke var så chokeret, at jeg ikke kunne lade være med at grine, og det så Eleanor - fuck.

 

Hun kiggede surt og løb så ud i en gang, mens alles blikke var rettet på hende. Jeg stillede hurtigt vandkanden fra mig og løb efter hende, for jeg måtte jo på en eller anden måde sige undskyld.

 

Jeg gik hurtigt gennem lokalet og ud i gangen, hvor hun var. Der var en dør, man skulle igennem først, så den gik jeg igennem og lukkede efter mig.

 

"Idiot! Du har ødelagt min kjole", lød det surt fra hende, da jeg dukkede op ude i den tomme gang, hvor der kun var os. Hun kiggede på mig, mens vreden i hendes øjne spredte sig rundt i kroppen.

 

"Det må du undskyld, jeg..."  - "undskyld? Du har planlagt det her, har du ikke?", afbrød hun mig. Jeg kiggede forundrende på hende, mens jeg prøvede at forstå hendes sætning.

 

"Lige siden du startede på skolen har du prøvet at ydmyge mig, og nu gør du det også her!", lød det bestemt og hårdt fra hende. Jeg stod og lignede en, der fik skæld ud, samtlig med, at jeg ikke anede, hvad hun snakkede om.

 

"Jeg har aldrig prøvet at ydmyge dig, det vil jeg aldrig gøre", kom det usikkert og lavt fra mig selv. Hun havde lagt armene over kors og hendes blik blev mere rasende. "Jeg vil gerne være din ven".

 

Hun fik pludselig et ondt smil frem, som ikke gjorde noget godt. Jeg fik det faktisk dårligt af det! Hun var virkelig sur, og hun troede virkelig på, at jeg gjorde det hele med vilje. Det var jo ikke meningen?

 

"Du lader mig være i fred, okay? Jeg vil aldrig have, at du snakker eller bare kigger på mig igen, forstået?", hun mente det virkelig. Alvoren i hendes øjne var sandt. Jeg kiggede dybt ind i hendes øjne, bare for at bekræfte det hele - hun hadede mig.

 

"Men..."  - "ikke noget men, jeg vil ikke have dig i mit liv, for du ødelægger bare alt, også selvom du siger, at du ikke mener det, så tror jeg dig ikke!". 

 

Jeg kiggede trist ned i gulvet, da det virkelig lød som om, at jeg havde fået en fjende. Eller faktisk lød det som om, at vi aldrig skulle snakke sammen igen, hvilket vil betyde, at jeg var fri. Ingen fjende.

 

"Fint okay", sagde jeg. Hun kiggede overraskende på mig, mens jeg stod der med mit selvsikre smil. "Hvis du ikke vil have noget med mig at gøre? Fint, nu må du have mig undskylde, jeg har nogle modne mennesker, der har brug for vand!".

 

Med de ord smuttede jeg ind til forsamlingen igen, mens jeg lod Eleanor være. Jeg vidste ikke, om det jeg sagde, gjorde hende sur. Hvis nogen sagde sådan til mig, ville jeg blive rasende.

 

Men hun kunne ikke gøre noget. Hun vil jo ikke have noget med mig at gøre.

 

That's it.

 

¤¤¤

 

Det var så det 4 kapitel, hvor der skete en smule drama. Tror i, at Eleanor og Justin kommer til at snakke igen? Tror i, at hun bryder sit eget løfte? Følg med og se, hvad der sker.

 

Husk at like...Yo!

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...