A Way Out Of The Perfect Life - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2013
  • Opdateret: 17 jul. 2013
  • Status: Igang
Eleanor Anmell Der Corner er datter af den rigeste hotelejer i hele Florida, hvilket fører til, at hun får alt, hvad hun peger på. Det glamourøse liv uden pengeproblemer, designertøj af de fedeste mærker, popularitet på hendes high school? Alt dette på grund af hendes forældre. Lyder det ikke som det perfekte liv? Lækkert hus, smart tøj, loyale veninder, de lækreste fyre, gratis indgang til de bedste klubber, alverdens penge. Det ér det perfekte liv, men sådan føler Eleanor ikke. Hun vil væk fra det, væk fra det glamourøse live, men det er der ingen mulighed for. Eller er der? En ny dreng starter på Eleanors high school. Hård, stædig, krævende, en badboy type? Han er Eleanors eneste håb, og med hendes udseende er hun bevist om, at han vil falde for hende med det samme. Men han er ikke så nem, som hun tror. Han vil have noget ud af at være hendes falske kæreste, som skal narre hendes forældre. Eleanor vil gøre hvad som helst, men ændrer hun sin mening, når hun høre hans betingelser?

251Likes
388Kommentarer
33022Visninger
AA

15. En ubehøvlet Justin og en alvorlig samtale mellem Eleanor og hendes forældre.

 

Kapitel 14.

 

Justins synsvinkel.

 

''Justin, du burde lave lektier'', lød det meget bestemt fra en kedelige Nicholas, som åbenbart var en smule bekymret over, at jeg ikke fik lavet mine ligegyldige lektier. ''Kom over til mig, så kan vi lave dem sammen?'', forslog han med et lille smil fremme på hans små læber.

 

 

Jeg lå og flød på en flydemadras midt i hans pool, der havde den helt rigtige temperatur. Mine fødder var nede i vandet, mens de mærkede det lune vand, der omringede dem. Solen skinnede ned på min bare mave, og mine bare ben - jeg havde kun mine sorte badebukser på. Jeg gad ikke flytte mig herfra, for det var simpelthen for dejligt.

 

 

''Jeg laver dem bare derhjemme'', lød det fraværende fra mine læber af, mens jeg havde lukket øjne, men det kunne man ikke se, da jeg havde mine solbriller på - dem som jeg fik af Nicholas for 2 dage siden, da han gav mig dem i hans bil på vej til skole.

 

 

Det var helt seriøst et af mit livs bedste dage, den dag hvor jeg følte mig som ny. Jeg følte mig som en ny og bedre dreng, den dreng som jeg virkelig var, den dreng der gemte sig inde i mig og bare gerne vil ud - og de fleste kunne godt lide den nye mig. Efter den vilde omgang på toilettet med Eleanor, havde jeg en fornemmelse på, at hun også kunne lide nydelsen af den nye mig. De seneste 2 dage havde bare været skæg og ballade, og en masse vidunderligt sex.

 

 

''Men Justin'', han lagde blyanten på havebordet og kiggede alvorligt på mig, mens han sad rundt om bordet med retning mod mig. ''Du havde jo ikke lavet dem i går'', lød det sukkende fra ham, mens han kørte fingeren hen af bordet. ''jeg ved godt, at du sagde, du havde hovedpine - men så meget hovedpine, kan man altså ikke have''.

 

 

Jeg satte mig en smule op og kiggede grinende over på ham, mens hans alvorlige ansigt gjorde ham til grin - han lød som en overbeskyttende og ansvarlig far. Men han var jo sådan. Han var godt nok også vild og god til at feste, men når det blev alvorligt, så blev han pludselige streng. Nicholas var en sjov dreng, fordi han havde så mange sider. Vild og festelig – intelligent og alvorsfuld.

 

 

''Okay, måske har jeg ikke hovedpine'', indrømmede jeg, da jeg havde brugt den undskyldning alt for mange gange. Første gang jeg brugte den, var da jeg pjækkede fra matematik for 2 dage siden, så da jeg pjækkede fra 5 timer i går, og da jeg ikke havde lavet mine lektier i et fag, som jeg havde sammen med Nicholas - jeg havde brugt den undskyldning så mange gange, så det var klart, at han begyndte at tro, at jeg løj.

 

 

''Men hvorfor pjækker du? Hvorfor laver du ikke lektier? Og hvorfor lyver du?'', de 3 spørgsmål fik mig til at smile endnu mere. Jeg følte, at mit nye jeg overraskede ham en del. Og på en eller anden måde, kunne jeg godt se, at hvis jeg ikke tog mig sammen, kunne jeg miste den eneste ægte ven, som jeg havde fået. Jeg havde underligt nok fået en masse venner, men de var bare falske, mens han var ægte - han var der, da jeg var ingenting, og han ville være venner med mig, selvom jeg var upopulær. Han var en ægte ven, som jeg ikke burde smide væk bare sådan.

 

 

''Okay, skal jeg være ærlig?'', spurgte jeg ham og satte mig helt op, så jeg næsten faldt ned i vandet, da denne flydemadras måske ikke var så stabil. Han nikkede ivrigt, mens han havde et desperat udtryk. ''Jeg har ikke lyst. Jeg kan bare ikke finde lysten til det'', mit svar var ærligt. Det lød måske dumt, men det var ærligt. Jeg kunne ikke få mine hænder til at tage fat i mine bøger, og jeg kunne ikke få mine øjne til at læse de mange ord – det var som om, at de små sorte bogstaver bevægede sig, når jeg skulle til at læse. Og det var fuldstændig det samme med mine fødder, jeg kunne ikke få dem til at bevæge sig til time – livet var så besværligt.

 

 

''Jamen Justin, hvis du ikke laver lektier, kan du ikke blive bedre?'', han havde et undrende blik rettet mod mig, mens han prøvede at løse mig, som om at jeg var et problem. ''Hvis nu du skal på college, så er det da rart, at du har lært en masse'', sagde han med et lille smil - han ville helst ikke være alt for hård overfor mig, da han inderst inde gerne vil have, at jeg var der. Uanset hvor vanskelig jeg var. Det var en af de mange ting, som jeg elskede ved ham – han accepterede mig og prøvede at hjælpe mig.

 

 

''Jeg skal sku ikke på college'', lød det grinede fra mig, som om at det var verdens sjoveste joke. Det var måske derfor, at jeg ikke tog det hele så seriøst - jeg skulle ikke bruge min uddannelse til noget. Jeg skulle ikke læse videre på et college. Jeg skulle ikke blive til noget stort. Jeg kunne kun se mig selv om 10 år arbejde i slikbutikken – Åh, det var min absolutte store drøm. Slik overalt, kunne der være noget bedre end det? Så gad jeg ikke sidde med hovedet ned i en bog hele dagen.

 

 

''Åh'', han lød overrasket over, at jeg ikke skulle på college. Hvorfor forventede alle de rige mennesker, at alle på min alder skulle på college efter high school? Det var altså ikke alle, som vil alt det der kloge noget. Jeg rystede bare svagt på hovedet af ham.

 

 

''Jeg skal lige på toilettet'', sagde jeg og sejlede ind til kanten, og det gjorde jeg ved at bevægede mine fødder hurtigt, så de var som en slags motor. Det sprøjtede en del, og det fandt jeg utrolig sjovt.

 

 

''Okay, det er lige oppe af trappen og til højre'', forklarede han mig og vendte hans opmærksomhed mod hans papir igen - han var virkelig besat af hans lektier? Det var måske også fordi, at hans forældre forventede noget stort af ham. Godt jeg ikke var ham.

 

 

Jeg forstod ikke helt, at han forklarede mig, hvor toilettet var. Jeg havde været her en masse gange, og jeg havde sjovt nok også brugt toilettet mange gange, så ja, jeg vidste skam godt hvor det toilet lå henne.

 

 

Jeg gik indenfor i hans store hus, som jeg stadig havde svært ved at finde rundt i. Men jeg kunne dog finde vej op til toilettet, selvom jeg tit havde kommet til at gå ind på hans forældres soveværelse, da det var døren lige ved siden af. Det var nogle gange en smule pinligt. Jeg husker tydeligt, da det var en mørk aften, og jeg var temmelig træt, så jeg havde svært ved at forstå, hvad jeg gik rundt og lavede. Men jeg kom så til at gå ind på hans forældres værelse, mens de lå i deres senge og læste – jeg fattede først, at jeg var gået forkert, da jeg var gået en runde derinde, og hans far spurgte, hvad jeg lavede. Det var akavet, men det ville havde været endnu mere akavet, hvis de havde sex.

 

 

Jeg kom op af trappen, og jeg kunne med det samme høre, at jeg ikke var alene heroppe. Nogle rendte rundt inde på værelset ved siden af badeværelset, og det var Nicholas' forældres soveværelse, hvor jeg tit havde været inde, med en fejl selvfølgelig. Jeg ignorerede lyden og gik mod toilettet, hvor døren stod åben.

 

 

Men i det samme øjeblik, at jeg bevægede mine fødder, kom hans mor ud af værelset. Hun kiggede forskrækket på mig og gav mig elevatorblikket, mens hun havde store øjne - hun var tydeligvis chokeret over at se mig. Måske var det fordi, at hun ikke ville se hendes søns venner i bar overkrop gå rundt i huset? Hun havde aldrig kunne lide mig, lige siden hun så mig, havde hun hadet mig – jeg vidste ikke helt hvorfor.

 

 

''Justin'', fik hun sagt og kiggede væk fra mig, som om at hun hadede synet af mig. Jeg kunne ikke lade være med at grine over det, mens jeg blev en smule fornærmet – så grim så jeg da ikke ud? Jeg havde da en god overkrop – det mente jeg da selv.

 

 

''Bare rolig, jeg har bukser på'', sagde jeg dumt til hende, og det kunne måske godt forstås på en flabet måde. Jeg havde en tildens med at sige flabet ting, når jeg ikke burde.

 

 

''Undskyld?'', jeg var lige ved at gå ind på toilettet for at gøre det, som jeg kom efter. Men selvfølgelig skulle Nicholas' fine mor lige sige noget, som fik mig til at blive. ''Jeg kan ikke lide din tone'', sagde hun hårdt til mig, mens hun havde sådan en snobbet blik rettet mod mig. Hun var så snobbet, og det kunne jeg ikke lide ved hende – Nicholas fortalte mig, at hans mor ikke altid var sådan, men han indrømmede også, at hun var meget snobbet overfor mig – og han vidste heller ikke hvorfor. Måske var det fordi, at jeg var underklasse – altså fattig.

 

 

''Jamen, det er vidst dit problem'', sagde jeg flabet til hende, mens jeg smilende skævt, og jeg lignede måske en, som ikke tog hende seriøst - og hun lignede en person, som hadede personer som mig. You know?

 

 

''Hvor er du dog flabet'', hun krydsede hendes arme over hinanden, så de var formet som et kryds, der fik hende til at se mere rasende rundt. ''Uopdragen dreng'', lød det fra hende, mens hun havde hendes strenge udtryk.

 

 

''Hvor er du snobbet'', sagde jeg, bare så jeg også kunne sige noget dårligt om hende, nu når hun havde sagt noget dårligt om mig. Men jeg måtte dog indrømme, at hun gjorde mig en smule sur, og jeg havde lyst til at kalde hende slemme ting. Men en lille stemme inde i mig, fortalte mig meget bestemt, at jeg ikke skulle.

 

 

''Hvad laver min søn dog med en som dig'', hun gav mig det blik, som fik mig til at føle mig lille - you know? Hun kiggede ned på mig, mens hun fik hende selv til at ligne en, som var hundrede gange bedre ned mig. ''Udskyd'', sagde hun bestemt.

 

 

''Okay, hør her bitch'', startede jeg og lagde et hårdt tryk på bitch. Hun kiggede urolig og overraskende på mig, mens jeg stod med et rasende udtryk. ''Jeg har ondt af din søn, fordi han har sådan en bitchet mor'', sluttede jeg af med en god afslutning, efter min egen mening.

 

 

''Din ubehøvlede dreng, du skal ikke snakke sådan til mig. Møgunge'', der var mange ting, som jeg hadede at blive kaldt, men 1 ting var den værste: møgunge. Jeg hadede det, og da hun sagde det, fik jeg lyst til at klippe hendes lange lyse hår af, og se hvordan hun vil reagere.

 

 

''Hvis jeg er en møgunge, så er du en kælling'', kælling var faktisk det samme som bitch, så det var måske en fail fra mig af - men hun så da ud som en, der blev tosset.

 

 

''Du får 5 minutter til at forlade mit hus, ellers tilkalder jeg politiet!'', lød det hårdt fra hende, mens jeg kunne se, at hun nød den store magt, hun havde i hænderne. Men hun kendte tydeligvis ikke mig - jeg var ikke nem at bryde.

 

 

''Lad dem komme'', lød det selvsikkert fra mig af. Jeg var ikke lige en, som overgav sig så let. I hvert fald ikke, når hun stod lige foran mig. Men så snart, hun var væk, ville jeg højt sandsynligt smutte.

 

 

''Du er utrolig'', sagde hun hårdt og gik hurtigt forbi mig, og jeg fornemmede, at hun gik nedenunder for at ringe til politiet, ligesom hun sagde, at hun ville. Jeg gad sku ikke risikere at blive arresteret, bare fordi jeg sagde min mening.

 

 

Jeg gik ind på Nicholas værelse og tog mit tøj på, og der vil ikke gå lang tid, og så var jeg væk. Jeg ville kravle ud af vinduet, fordi hvis hun så mig gå gennem døren, vidste hun at jeg gik. Hun kunne ringe til politiet, mens hun ville have den tanke om, at jeg stadig var her, og så når de kom, ville hun blive til grin.

 

 

Bitch. Hun var seriøst noget af det værste, som jeg havde mødt. Tænk at jeg havde skændes med min bedste vens mor?

 

 

 

El's synsvinkel.

 

 

 

''Jeg må indrømme, at jeg misunder dig temmelig meget'', lød det indrømmende fra Cara, mens hun sad og lagde neglelak på hendes negle. Det så meget besværligt ud – hun sad med hendes fod oppe på bordet, mens hun prøvede at få den lille pensel til a ramme hendes negl. Det var derfor, at jeg gik til andre for, at de kunne gøre det – jeg kunne ikke ligge manicure på mig selv.

 

Hendes fulde opmærksomhed var på hendes træer, men alligevel vidste hun, at jeg lyttede.

 

 

''Hvorfor?'', spurgte jeg hende undrende, mens jeg sad på nettet og tjekkede gossip siden ud, hvor Justin var over alt. Hvor end jeg rullede hen, eller klikkede hen på siden, kunne jeg se et billede af Justin – lige siden han havde ændret sig, var han midtpunktet på siden, fordi han gjorde dumme og interessante ting hele tiden. For eksempel var der et billede, hvor han stod ude på gangen med hans telefon i hånden, når han faktisk skulle have haft biologi – han pjækkede så meget, og jeg vidste, at en dag ville det altså gå galt.

 

 

''Han du ikke set ham?'', spurgte hun dumt og kiggede idiotisk på mig, som om at jeg ikke fattede en skid. ''Han er blevet utrolig tiltrækkende. Er du sindssyg'', før i tiden, syntes Cara også, at han var lækker - men nu så det ud som om, at hun nu syntes, at han var alt som hun kunne bruge fra en dreng. Nogen gange var jeg så lykkelig over, at jeg havde valgt Justin til opgaven, fordi efter han havde ændret sin stil, var alle pigerne vilde med ham – også selvom de ikke gav udtryk for det, men det var fordi, at de var bange for, at jeg klippede deres hår af. Åh stakkels Casey – hun var bare så dum at kysse en dreng, som jeg kunne lide, så jeg klippede hendes hår af. Det var jo kun fair.

 

 

''Ja, han er blevet ret lækker'', lød det grinede og meget ærligt fra mig af. Jeg følte stadig, at jeg manglede en undskyldning fra Justin, men det var som om, at alt det der raseri var væk. Det var så underligt. Han begyndte at gøre et eller andet ved mig, noget som før i tiden virkede så forkert, men nu virkede det så rigtigt.

 

 

''Ret lækker?'', hun satte begge fødder på gulvet, hvor hendes negle havde en lyseblå farve, som var temmelig pæn til hendes solbrune hud. ''Han er blevet en rigtig badass! Og de er vild lækre! Du er så heldig'', Cara elskede faktisk slemme drenge vild meget, også selvom hun gik efter de lækre nørder fra skolen. ''Tænk i gjorde det på toiletterne bag skolen, mens i begge skulle have haft timer'', sagde hun fnisende og kiggede stolt på mig, ja jeg havde fortalt hende, at Justin og jeg havde sex bag skolen, mens vi skulle have haft timer - jeg havde aldrig pjækket før. Og jeg pjækkede fra matematik, hvor Mr. Night undervidste. For det første, så ville jeg normalt aldrig misse hans timer. Og for det andet, så vil han syntes, at det var gådefuldt, jeg ikke var til hans time, da han så mig tidligere på dagen - det vil give mig problemer. Mange.

 

 

''Ja, det var ret frækt - jeg følte mig faktisk slem'', indrømmede jeg og kiggede på hende, mens vi begge fnisede lidt. Jeg havde gjort mange slemme ting i mit liv, men det blev aldrig sådan opdaget for alvor af de voksne - det her gjorde.

 

 

''Hvad mon dine forældre siger, når du kommer hjem?'', spurgte hun undrende, mens hun havde alvorlige øjne. Mine forældre ville bogstaveligt slå mig ihjel, og jeg var faktisk en smule nervøs for at komme hjem. Jeg var normalt ikke bange for dem, men det var mere fordi, at de aldrig fandt ud af alle de dumme ting, som jeg gik grundt og gjorde – de vidste det nu.

 

 

''De bliver ikke glade'', lød det sukkende fra mig af. Skolen havde helt sikkert kontaktet mine forældre om mit pjækkeri, og det var derfor, at jeg havde overnattet hos Cara de sidste 2 nætter - men nu var det slut - jeg skulle hjem. Jeg kiggede over på et ur, og klokken nærmede sig halv 17 - hvilket betød, at det snart var spisetid. ''Jeg må hellere smutte hjem'', lød det usikkert fra mig af.

 

 

''Held og lykke'', sagde hun, da jeg havde rejst mig op fra hendes seng, hvor jeg havde siddet i flere timer - lige siden jeg var kommet hjem fra skole tidligere i dag. ''Du får brug for det''.

 

 

''Tak'', lød det smilende fra mig af, da jeg havde taget mine 2 tasker - min skole taske, og min anden taske, hvor jeg havde skiftetøj, makeup, børste, tandbørste og alt det, som jeg nu skulle havde med. Jeg havde altid været grundligt med at pakke sådan nogle tasker. Jeg havde faktisk en liste derhjemme over, hvad jeg skulle have med, når jeg overnattede hos folk – så glemte jeg aldrig noget.

 

 

''Men vi ses bare i morgen i skolen'', sagde hun, mens hun skulle blive siddende på hendes stol - hun var bange for, at hendes neglelak blev ødelagt, hvis hun rejste sig op, så jeg måtte følge mig selv ud. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt over hende, da hun bare sad der lige så stille og ventede – hun var normalt meget utålmodig.

 

 

''Ja ses'', med de ord smuttede jeg ud af døren, og ud i gangen, som var lige så stor som vores. Jeg kunne godt forestille mig, at Cara havde leget fangeleg her som yngre med hendes veninder – mest fordi at jeg gjorde det, da jeg var yngre.

 

 

Det var også på tide, at jeg kom hjem. Jeg måtte se frygten i øjnene og få den skideballe, der ventede mig derhjemme. De havde været så sure de seneste 2 dage, det vidste jeg - men måske var de faldet en smule ned, mens jeg sov hos Cara? Det håbede jeg virkelig, for de skulle jo ikke hade mig...

 

 

Kun Justin.

 

¤.¤.¤

 

Jeg gik lydløst ind af hoveddøren, mens jeg spidsede mine øre, så jeg kunne høre bedre - det så altid ud til at virke i film. Jeg lukkede døren stille og lavede en grimasse, da døren sagde et par knirk, men jeg regnede ikke med, at de kunne høre det.

 

Jeg listede med små skridt over mod trappen, og jeg havde en stor forventning om, at min lille mission om ikke at blive opdaget, lykkedes. Det fik et lille tilfreds smil frem på mine læber.

 

"Eleanor", lød det hårdt fra min mor, der sad inde i stuen, og jeg kunne kun forestille mig, at min far sad ved siden af hinanden. Jeg sank en klump i halsen - jeg var blevet opdaget.

 

"Ja?", sagde jeg tvivlende og kiggede overmod trappen, jeg kunne nå at løbe op af den og gemme mig på mit værelse, lige indtil de ikke længere tænkte over mit pjækkeri - men så kom jeg sikkert til at sidde derop i meget lang tid.

 

"Kom lige herind", jeg kunne da have gættet, at hun ville have, at jeg skulle gå ind til dem.

 

Jeg gik med små skridt ind i stuen, hvor fjernsynet var slukket, som om at de havde siddet der og ventet på mig, lige siden de begge to kom hjem fra arbejde. Det kunne ikke være godt, og på en eller anden måde, gjorde det det hele værre - at de havde ventet.

 

"Hej", sagde jeg smilende og håbede at mit smil ville få det hele til at forsvinde. Det plejede at hjælpe med min far, men han var helt koldt - det var tydeligt, at han var skuffet og rasende.

 

"Sæt dig", sagde min mor og kiggede på en sofastol overfor dem. Det var min mor som styrede det hele, jeg kunne nemt se, at min far ikke havde meget at skulle have sagt - medmindre det var noget hårdt til mig.

 

"Eleanor", sagde hun sukkende og kiggede skuffet på mig, og lignede en, som ikke ville det her. "Hvad sker der?", spurgte hun forvirret. Hun hadede at skændes med mig, og jeg kunne tydeligt se i hendes øjne, at hun frygtede et skænderi.

 

"Hvad mener du?", det var måske lidt dumt spurgt, for det var tydeligt, hvad det var, hun mente. Men jeg gad ikke være for åbenlys.

 

"Du pjækker? Du tør ikke komme hjem? Hvad sker der?", uddybede hun og rykkede sig længere frem - hun blev seriøs nu. "Det ligner ikke dig".

 

Jeg kiggede ned i gulvet, mens jeg tænkte på, hvordan jeg skulle forklare mig. Jeg pjækkede i 1 time, fordi jeg skulle snakke med Justin, men det endte med noget intimt sex bag skolen, og jeg turde ikke komme hjem, fordi jeg var bange. Det kunne jeg ikke sige. For det første, ville min far rejse sig op, finde Justin og dræbe ham. Og for det andet, skulle de ikke vide, at jeg var bange.

 

"Det er ham Justin, ik?", hørte jeg pludselig min far spørge koldt om, mens han rystede svagt på hovedet. Jeg gav ham et åbenlyst blik, som betød, at han havde ret. Jeg kunne straks føle, at jeg ikke burde have givet ham det blik. "Jeg vidste, at han var forkert til dig", han kiggede lidt væk, mens raseriet inde i ham voksede - men han prøvede at stoppe det.

 

"Jeg elsker Justin, og desuden var det mit eget valg", jeg forsvarede Justin overfor mine forældre? Jeg måtte virkelig været gået for forstaden. De skulle jo tænke forkert om ham, og så sad jeg og forsvarede ham? Jeg måtte virkelig holde af ham - hmm.

 

"Du kender intet til kærlighed", fastlog min far hårdt. Hvorfor mindede det mig om en masse film, som jeg havde set? Film og forbudt kærlighed? Hvor forældrene fortæller deres datter, at hun er for ung til at kende til kærlighed og sådan.

 

"Jeg ved, hvad jeg føler for ham", lød det fastbesluttet fra mine læber af, mens jeg havde alvorlige og sikre øjne.

 

"Kan du ikke se, hvad han gør ved dig?", spurgte min mor roligt.

 

"Han gør mig hel", jeg smilende et lille kærligt smil til dem, og på en eller anden måde reagerede min mor underligt på det - som om at hun forstod det.

 

"Var det ham, som fik dig til at pjække?", spurgte min far alvorligt. Det var det eneste, han bekymrede sig om - at hans datter klarede sig godt. Fuck alt andet.

 

"Det var mig, som skulle snakke med Justin", indrømmede jeg og kiggede dem direkte ind i øjnene. "Jeg tog ham bag skolen, hvor vi ikke kunne høre klokken", jeg løj faktisk ikke, fordi man ikke kunne faktisk ikke høre klokken.

 

"Men hvis det ikke var for Justin, skulle du ikke snakke med ham, og du ville pjække fra timen", min far skulle bare se dårligt på det hele. Jeg havde virkelig brug for min mors positivhed.

 

"Du har aldrig pjækket før, og så kommer han ind i dit liv, og nu har du pjækket for første gang - tænk hvis det ikke er første gang?", min mor kiggede mig dybt ind i øjnene, efter hun havde sagt det til mig.

 

"Jeg pjækker aldrig igen", sagde jeg bestemt, og jeg håbede bare på, at de troede på mig. "I skal bare ikke give Justin skylden", ej, hvad var der galt med mig? Jeg beskyttede Justin og bragte mig selv i fare?

 

"Okay så", jeg kiggede over på min mor, som stadig havde hendes alvorlige udtryk fremme. "Du skal jo have en straf for det", jeg kiggede trist på hende, det kunne hun ikke mene. "2 måneders stuearrest".

 

"Ej, det kan du ikke mene", nu ville jeg ønske, at jeg havde forældre ligesom Justins - hans mor gjorde sikkert ikke noget.

 

"Og du må ikke se Justin i en uge", lød det bestemt fra min far af. Jeg kiggede forskrækket over på ham, mens jeg ikke vidste, hvad der foregik - jeg var forvirret.

 

"Det kan du ikke bestemme!", lød det hårdt fra mig. Sådan noget her var aldrig sket før! aldrig! Jeg havde magten herhjemme, og jeg fik ikke stuearrest!

 

"Det kan du lige tro", fastlog han, mens han havde alvorlige øjne. Han ville have, at jeg ikke måtte se den dreng, jeg holdte af i en hel uge. "Hvis du er klog, holder du dig fra ham, ellers bliver det mere end 2 måneder".

 

Jeg kiggede bedede på min mor, men jeg kunne ligeså godt lade være. Jeg var fars pige, og ham havde jeg mistet - han var for skuffet og sur.

 

"Du kan starte med din stuearrets nu", mumlede min mor og kiggede på mig. Jeg rystede hårdt på hovedet og rejste mig op med et sæt.

 

"Det bliver kun værst for jer selv", sagde jeg og gik hurtigt væk fra dem. De kunne ikke bestemme over mig, og det var noget, som jeg var sikker på.

 

 

¤ ¤ ¤ 

 

Så Justin er virkelig blevet sådan en flabet dreng, som er ligeglad med, hvem han taler til, og hvordan. Og hvad med Eleanor? Er hun ved at få store følelser for Justin? Og er hendes forældre for onde mod hende?

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...