A Way Out Of The Perfect Life - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2013
  • Opdateret: 17 jul. 2013
  • Status: Igang
Eleanor Anmell Der Corner er datter af den rigeste hotelejer i hele Florida, hvilket fører til, at hun får alt, hvad hun peger på. Det glamourøse liv uden pengeproblemer, designertøj af de fedeste mærker, popularitet på hendes high school? Alt dette på grund af hendes forældre. Lyder det ikke som det perfekte liv? Lækkert hus, smart tøj, loyale veninder, de lækreste fyre, gratis indgang til de bedste klubber, alverdens penge. Det ér det perfekte liv, men sådan føler Eleanor ikke. Hun vil væk fra det, væk fra det glamourøse live, men det er der ingen mulighed for. Eller er der? En ny dreng starter på Eleanors high school. Hård, stædig, krævende, en badboy type? Han er Eleanors eneste håb, og med hendes udseende er hun bevist om, at han vil falde for hende med det samme. Men han er ikke så nem, som hun tror. Han vil have noget ud af at være hendes falske kæreste, som skal narre hendes forældre. Eleanor vil gøre hvad som helst, men ændrer hun sin mening, når hun høre hans betingelser?

251Likes
388Kommentarer
33059Visninger
AA

16. En tur på kontoret og mors hemmelighed.

 

Kapitel 15.

Justins synsvinkel.

 

"Justin bedes komme op på kontoret med det samme", lød det i højtalerne, så hele klassen kunne høre, at jeg skulle op på kontoret.

 

Alles blikke var rettet mod mig. Mange her på skolen blev bekymret for dem, der skulle op på kontoret, fordi man kun blev sendt derop, hvis man havde lavet noget yderst slemt. Det var derfor, at alle kiggede på mig - med medfølende blikke. Nicholas var dog den som havde mest medfølelse i hans blik, han så ud til at være meget bekymret for mig, mens han sad der helt forrest. Jeg sad i midten af det hele.

 

Jeg skubbede stolen ud, så den lavede en rasle lyd, som nok irriterede de flestes øre. Jeg gik med tunge skridt over til døren, mens stilheden virkelig provokerede mig. Hvorfor var der ingen, som snakkede? Hvorfor underviste læreren ikke? Alle skulle bare iagttage mig gå ud af døren. Det var altså lidt underligt.

 

Jeg gik ud af døren og smækkede den i bagefter, så det sikkert gav et sæt i dem alle sammen. Jeg stod lidt på gangen, mens jeg tænkte lidt. Jeg havde ikke været oppe på kontoret endnu, det var første gang. Jeg skulle sikkert bare have skideballe, måske få en uges eftersidning eller to.

 

Jeg kendte denne følelse alt for meget. Følelsen af at gå derop med ingen frygt. Jeg var ikke bange for det, for inspektøren var bare en normal underbetalt mand, der bare skulle have dagen overstået. Og så kom jeg - en møgunge - og gjorde livet besværligt for ham. Måske skulle han til at nyde en kop kaffe, da han fik af vide, at han burde tage at få en lille snak med mig. Jeg kunne allerede mærke vreden i ham - jeg havde helt sikkert ødelagt hans dag. 

 

Jeg tog små skridt hen af gangen, mens mine hænder var begravet i lommerne. Mit blik strejfede rundt på de røde skabe, som havde en skrigende farve. Jeg var helt alene på gangen, men det var jo ikke første gang. Når jeg ikke gad at have time, gemte jeg mig udenfor indtil alle var gået ind til time, derefter gik jeg listende ind på gangen igen og gik rundt - men jeg blev opdaget hver eneste gang. Måske var det meningen, at jeg skulle blive opdaget? Måske var det meningen, at lærerne skulle gennemskue mig og min ballade? Fordi det var måske straffen det hele handlede om. Det store mål.

 

Jeg kom til døren, hvor kontoret var lige bag ved. Jeg sukkede en smule, da jeg læste det lille skilt på døren: Andreas Wildstone, inspektør. Hvad skulle jeg kalde ham? Skulle jeg være en høflig elev og kalde ham: Hr. Wildstone? Eller skulle jeg være flabet og tiltale ham hans fornavn? Det var noget af det værste, som man kunne gøre her - kalde lærerne deres fornavne. Det var en old school, så eleverne skulle sige Hr og fru. Jeg hadede det, jeg følte mig så lille og ubetydelig.

 

Jeg kom tilbage til virkeligheden, hvor jeg stod foran inspektørens kontor. Jeg var lige ved at banke på, da jeg kom i tanke om, at jeg ikke gad at spilde mit liv på at vente på at få tilladelse til at komme ind.

 

Jeg tog i håndtaget og gik brasende ind på hans kontor. Jeg havde et selvsikkert smil, da jeg kom til syne. Men det forsvandt hurtigt, da jeg så, hvem der sad i stolen overfor Andreas.

 

"Mor, hvad laver du her?", spurgte jeg undrende og lukkede døren bag mig. Min mor medvirkede kun i samtaler, hvor det måske var 14. gang, at jeg var oppe på inspektørens kontor - det her var kun første?

 

"Tag plads, Justin", lød det smilende fra inspektøren, eller Andreas, eller Hr. Wildstone. Min mor så helt fortabt ud, da hun sad der med et bekymrede ansigt, mens der var et meget lille smil fremme.

 

Jeg gik forvirrende over og satte mig ved siden af min mor, mens mit blik skiftede fra hende og Andreas. Jeg var sindssyg forvirret over det hele, og det var kun fordi, at min mor var her. Den havde jeg altså ikke lige regnet med.

 

"Jeg har bedt din mor om at være her, fordi det er temmelig alvorlig - og jeg syntes, at hun burde høre, hvad jeg har at sige", sagde Andreas, som faktisk ikke virkede som en ond inspektør  men mere en sød og retfærdig en. 

 

"okay", lød det hæst fra mig af. Min mor sukkede en smule og kiggede over på Andreas, der sikkert skulle til at sige noget.

 

"Du har pjækket fra mange timer i denne uge, og vi tolerer ikke pjæk, Justin", startede han ud. Ja, jeg havde pjækket, men det var da ikke noget, som var så slemt. "Og vi tolerer slet ikke, at du får andre til at pjække", jeg kiggede undrende på ham, mens hans sætning gentog sig inde i mit hoved. Hvad snakkede han om?

 

"Han siger, at du har fået din kæreste Eleanor til at pjække", lød det pludselig fra min mor. Da hun udtalte kæreste, lød hun meget fornærmet - ja, måske fordi, at jeg ikke havde fortalt hende, at jeg havde fået mig en kæreste. Den skulle jeg nok forklare derhjemme.

 

"Jeg fik hende ikke til at pjække", skyndte jeg mig at sige, mens alvoren i min stemme var så ægte. Troede de, at jeg fik Eleanor til at pjække?

 

"Eleanor er en af de flittigste elever på skolen, og hun har aldrig gjort noget forkert", lød det far Andreas, der virkelige bragte Eleanor i godt lys, men mig i dårligt. "Så jeg tvivler stærkt på, at hun selv gik med til det".

 

"Tror du, at jeg tvang hende?", spurgte jeg, mens min stemme var ret høj, og jeg lød sur. Men det var jeg skam også - tænk at han troede, at jeg fik hende til det. Det var hende, som tog mig med bag skolen, ikke mig.

 

"Justin, ingen tror, du tvang hende", min mor lagde hendes hånd på min, efter hun havde sagt det til mig. "Hr. Wildstone mener bare, at hende Eleanor ikke virker som en pige, der gør sådan noget", sagde hun roligt til mig. Hun gav mig et sødt lille smil, som gjorde mig en smule rolig.

 

"Jeg har snakket med din mor om det, og det står sådan, at her på skolen, passer vi på hinanden, og vi går ikke med til useriøshed. Dem som ikke gider, bliver bortvist", lød det fra ham af. Jeg fik en underlig følelse i maven, da han sagde det. "Og med dine papirer ser det ikke ud til, at det er første gang".

 

Jeg sukkede irriteret ud i luften. Det så vidst ud til, at jeg stod til en bortvisning. Nå, men jeg må da indrømme, at denne skole var den bedste, som jeg havde gået på - og jeg havde jo gået på et par stykker gennem mit liv. Jeg havde forskellige følelser omkring dette. På en eller anden måde, var jeg ligeglad med at blive bortvist - men på den anden side, ville jeg gerne blive.

 

"Men..", jeg kiggede hurtigt Andreas dybt ind i øjnene, da hans sagde 'men'. "Jeg har aftalt med din mor, at du kan få en chance til".

 

Nå, så min mor troede nok, at jeg ville gå med til den aftale? Jeg var helt seriøst ligeglad med denne skole - eller måske ikke helt. Jeg var ikke helt sikker. Jeg kunne bare komme over og gå på en anden, det var da intet problem. Bortvisninger skræmte mig ikke.

 

"Ja, den får jeg sikkert spildt", sagde jeg sukkende og kiggede irriterende rundt, jeg gad ikke være her mere. Min mor kiggede undskyldende på Andreas, mens jeg bare sad med et lille smil.

 

"Lad nu være med at spilde den chance, Justin", hørte jeg Andreas sige bestemt til mig. Jeg rystede bare svagt på hovedet og rejste mig op.

 

"Jeg må hellere komme tilbage til time", sagde jeg grinede og gik mod døren. Jeg gad ikke være der mere, for det gav mig kuldegysninger.

 

"Du skal ikke til time", jeg vendte mig om og kiggede forundrende på min mor. "Du sætter dig ned i bilen og venter", sagde hun bestemt og sikkert.

 

"Men.." - "jeg sagde: du sætter dig ned i bilen og venter", gentog hun hårdere, mens hun havde vrede øjne, som skræmte mig en del. Hun snakkede ikke så tit hårdt og bestemt til mig. Så jeg blev en smule overrasket.

 

"Fint", mumlede jeg og gik ud af døren i et rask tempo.

 

Jeg gad ikke det her mere. Jeg gad ikke i skole mere, jeg gad ikke chancer, jeg gad ikke medfølende inspektører. De var alle sammen de samme, ingen var forskellige. De lod altid som om, at de var mine bedste venner, men når det kom til stykket, ville de bare ønske, at jeg ikke var der - fordi jeg gav dem alt for mange problmer, jeg var for vanskelig.

 

Og sådan havde jeg altid været - livet var så besværligt, så indviklet, så svært at finde ud af - hvorfor kunne det ikke bare være nemt?

 

¤.¤.¤

 

’’Justin, hvad sker der?’’, vi var lige kommet ind af døren, efter vi havde kørt hjem i absolut stilhed – ingen af os sagde noget hele vejen hjem.

 

’’Ikke noget’’, mumlede jeg irriteret og satte mig ned ved spisebordet, da jeg regnede med, at jeg ikke kunne slippe for at være her. Uanset hvor meget jeg gerne ville smutte op på mit værelse og lave ingenting – jeg måtte blive og snakke med min mor, hvilket var noget vi aldrig gjorde.

 

’’Ikke noget?’’, gentog hun undrende og kiggede alvorligt på mig, mens hun stod oppe af køkkenbordet. ’’At blive sendt op på kontoret og få en bortvisning, er vidst noget’’, lød det meget alvorligt fra hende. Normalt var hun ikke så bekymret, når jeg blev bortvist fra skoler – hvilket jeg faktisk ikke blev her, fordi jeg jo havde fået en chance til. Hun var bare anderledes denne her gang.

 

’’Og hvad så?’’, jeg tog det måske ikke så seriøst, men inderst inde ville jeg gerne – men vi teenager har jo vildt svært ved at overgive os og give de voksne ret. Jeg kiggede op på min mor, som havde taget et glas vand, som hun stod og drak af.

 

’’Jeg er begyndt at blive træt af din ligegyldighed’’, hun tog endnu en tår af hendes vand, mens hendes øjne var rettet direkte på mig. Jeg sukkede irriteret ud i luften og prøvede at finde ud af, hvor hun vil hen med det her. ’’Du var ellers begyndt at blive en god dreng’’, sagde hun sukkende og stilede glasset på bordet.

 

’’Jeg…’’, ordrene havde svært ved at komme til mig i dette øjeblik, og det var super irriterende. Jeg skulle forklare hende, at jeg hadede at være god, at det her var den rigtige mig – men jeg kunne ikke.

 

’’Tænk at du ikke engang kunne fortælle mig, at du havde en kæreste’’, jeg kiggede hurtigt op på hende, så jeg så direkte ind i hendes skuffende og fornærmende øjne. ’’Mr. Wildstone fortalte mig om hende, og hun lyder som en sød pige’’, hun kiggede ned i køkkenbordet, mens hun vidste, at jeg bare sad og ikke kunne få et ord ud af munden. ’’Jeg ville bare ønske, at jeg havde hørt det fra dig af’’.

 

Hun kiggede op på mig igen, denne gang med et lille smil. Et smil som jeg helt sikkert ikke fortjente. Jeg ville ønske, at jeg havde modet til at fortælle hende om Eleanor – men som sagt, vi havde bare ikke det gode forhold.

 

’’Og nu pjækker du igen. Du lovede mig, at du ville gennemfører det her år uden problemer’’, jeg havde brudt mit løfte, det var helt sikkert. Men hvornår var løgn forkert her i huset?

 

Hun gik over til mig og satte sig overfor mig, mens hun havde et roligt blik rettet mod mig. Det så faktisk ud som om, at hun skulle fortælle mig noget – noget yderst vigtigt.

 

’’Der er noget, som du skal vide’’, startede hun ud med, mens hun bed sig lidt i læben.. Det så ud som om, at det var meget svært for hende. Jeg gav hende bare et ventede blik, da jeg følte, at jeg spildte min tid her. ’’Jeg fik en opringning fra kommunen for et par måneder siden’’, sagde hun mumlende og kiggede trist på mig. Hvorfor ringede de til hende?

 

’’De fortalte mig, at hvis du blev smidt ud af den næste skole, vil de stoppe med at betale børnetilskud til mig’’, jeg kiggede undrende på hende, da jeg ikke fandt det som et stort problem.

 

’’Og hvad så?’’, der var lidt ligegladhed over min stemme, men samtlige var der også lidt nysgerrighed. Hun sukkede lidt og kiggede ned i bordet.

 

’’Justin’’, hun kiggede op på mig igen, mens alvoren i hendes ansigt gjorde mig en smule bange. ’’Hvis jeg ikke får de penge, har jeg ikke råd til at have dig boende’’.

 

Jeg sank en klump i halsen, da hun sagde det. Min mor havde en aftale med kommunen om, at efter jeg blev 18, vil hun stadig få børnetilskud, fordi jeg havde mistet min far, så kunne vi få støtte. Men hvis jeg blev smidt ud, havde jeg ingen steder at tage hen? Jeg havde ikke råd til at på et sted, da jeg ikke havde noget job. Jeg ville være på skideren.

 

’’Men hvad gør vi så?’’, jeg lød som en, der havde brug for hjælp – men det var nu heller ikke så forkert. Det her skræmte mig en smule, og tanken om, at hun havde holdt det hemmeligt, mens hun havde et stort håb om, at jeg ville klare året, gjorde mig dårlig.

 

’’Der er kun 1 ting at gøre’’, jeg kiggede spændt på hende, mens jeg havde interessante øjne. ’’Du gennemfører det her år, uden at få en bortvisning eller kommer i problemer’’, lød det meget alvorligt fra hende af. ’’Det var derfor, at du fik en chance til’’.

 

Jeg fik et lille smil på mine læber, da hun sagde det. Nu forstod jeg det, jeg forstod det endelig.

 

Jeg havde fået en chance til. Jeg havde fået en chance til? Jeg havde fået en chance til at lave om på alt. Jeg havde fået en chance til at blive den person, som jeg inderst inde drømte om at være. En person, som folk kunne være stolte af. En person, som lærerne elskede, og ikke hadede. En person, som Eleanors forældre kunne elske. En person, som Nicholas holdte af og aldrig vil svigte. En person, min mor vil elske til døden – ikke mere skuffelse.

 

Jeg havde fået en chance til – og den skulle ikke spildes.

 

¤ ¤ ¤

 

Nå, så Justin opdagede pludselig, at den chance måske ikke var så ringe endda. Måske vil han rette op på en masse ting, som han selv syntes kunne være bedre. Måske er den slemme Justin blev opløst?

 

Hvad syntes i om det, som Justin tænker? Er det klogt?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...