A Way Out Of The Perfect Life - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2013
  • Opdateret: 17 jul. 2013
  • Status: Igang
Eleanor Anmell Der Corner er datter af den rigeste hotelejer i hele Florida, hvilket fører til, at hun får alt, hvad hun peger på. Det glamourøse liv uden pengeproblemer, designertøj af de fedeste mærker, popularitet på hendes high school? Alt dette på grund af hendes forældre. Lyder det ikke som det perfekte liv? Lækkert hus, smart tøj, loyale veninder, de lækreste fyre, gratis indgang til de bedste klubber, alverdens penge. Det ér det perfekte liv, men sådan føler Eleanor ikke. Hun vil væk fra det, væk fra det glamourøse live, men det er der ingen mulighed for. Eller er der? En ny dreng starter på Eleanors high school. Hård, stædig, krævende, en badboy type? Han er Eleanors eneste håb, og med hendes udseende er hun bevist om, at han vil falde for hende med det samme. Men han er ikke så nem, som hun tror. Han vil have noget ud af at være hendes falske kæreste, som skal narre hendes forældre. Eleanor vil gøre hvad som helst, men ændrer hun sin mening, når hun høre hans betingelser?

251Likes
388Kommentarer
33058Visninger
AA

4. "Du står i vejen".

 

Kapitel 3.

Justins synsvinkel. 

 

"Justin!", råbte min mor skingert til mig, mens jeg var i gang med at tage dagens tøj på. Oh endnu en vidunderlig skoledag, som jeg ikke kunne glæde mig mere til - tænk engang, at jeg glædede mig til at komme i skole? Det var sku en joke, som de fleste vil grine af! Men dagen i går var bare så fantastisk, så jeg kunne da ikke andet end glæde mig.

 

 "Justin, du skal...", mit blik faldt på dørkarmen, da min mor pludselig stod der med et undrende ansigtsudtryk. "Du er oppe?", sagde hun lamslående til mig.

 

"Ja, skulle jeg da ikke det?", spurgte jeg hende med et lille lumsk smil fremme. Jeg vidste godt, hvorfor hun var så overraskset.

 

"Jo, selvfølgelig. Men..", hun stoppede sig selv og kiggede usikkert ned i gulvet. Jeg lagde min T-shirt, som jeg skulle have på i dag, på sengen og kiggede over på min mor, før jeg tog den på.

 

"Men hvad?", spurgte jeg hende. Hun kiggede op på mig, mens hun havde et lille stolt smil fremme, havde hun ikke lært noget af at have været min mor i alle de år? Man kunne ikke være stolt af mig, og sådan var det!

 

"Ikke noget", sagde hun og rystede svagt på hovedet. Jeg sukkede bare og tog min T-shirt over hovedet. Hun var overrasket, fordi hun normalt skulle vække mig, fordi jeg ikke gad stå op – så, første gang i verdenshistorien stod Justin Bieber selv op, uden nogens hjælp. "Er du sikker på, at jeg ikke skal køre dig?", spurgte hun mig. Vi havde allerede snakket om det, da jeg kom hjem i går, og hun kendte svaret - men alligevel kunne hun ikke lade være med at spørge.

 

"Nej, jeg tager skolebussen", lød det sikkert og fastbesluttet fra mig. Hun nikkede lidt og var endelig ved at gå ud af døren, da hun stoppede.

 

"Jeg elsker dig", sagde hun smilende til mig, men da jeg ikke reagerede på det, gik hun skuffet ud af mit værelse. Hun vidste, at jeg hadede de øjeblikke, hvor man sagde 3 tre ord, så hvorfor forventede hun, at jeg sagde dem tilbage? Bare fordi jeg selv kunne stå op, betød det jo ikke, at jeg var forandret. Mødre? De var kun til besvær.

 

Jeg kiggede på mig selv i spejlet, og jeg måtte indrømme, at jeg var temmelig stolt over resultatet. Mit hår var virkelig noget, som betød alt for mig - ja, mit hår, du læste rigtigt! Jeg gjorde alt for at passe og pleje det, så det blev glasfuldt og perfekt. De fleste vil nok kalde det bøsset, men hvorfor gå rundt med ucharmende hår, når man bare kan bruge noget specielt balsam og få noget lækkert hår?

 

Jeg gav mig selv et skævt smil og rettede min krop mod døren. Min skoletaske stod på mit skrivebord, hvor den havde stået lige siden jeg kom hjem fra skole. Ja, da jeg kom hjem i går, gik jeg direkte ind på mit værelse, smed min taske på skrivebordet, hoppede i min seng, tændte min bærbar, som lå placeret på min seng, og lige da jeg troede, at jeg skulle tjekke facebook ud, faldt jeg i søvn – det havde åbenbart været en hård dag?

 

Det var en fabelagtig dag i går, faktisk den bedste første dag, jeg nogensinde havde haft, og jeg havde haft en del. Højdepunktet var nok, da jeg mødte Keith og Nicholas, og jeg blev venner med dem - ja, det var højdepunktet, og ikke de 3 minutters sex jeg havde med hende pigen, Harriet.

 

Jeg tog min skoletaske med en bevægelse og smuttede ud af døren. Jeg lod mine fødder glide let hen over gulvet, mens jeg sang en glad melodi inde i mit hoved - var det her den følelse man havde, når man var glad? If, then i loved it!

 

Jeg kom ind i køkkenet, hvor min mor stod og smurte madpakke - ikke til mig selvfølgelig, men til min lillesøster Caden. Hun var 12 år, og hun kunne ikke engang smøre sin egen madpakke, eller hun var for doven til det. Jeg skulle ikke have en madpakke med i skole, da jeg kunne få mad over på skolen - Yep, det var det fede ved at være mig. Jeg gik i high school, hvor kantinen gav gratis mad ud til de studerende, mens Caden gik i middel school, hvor der ikke var en kantine.

 

"Går du allerede?", spurgte min mor mig undrende, da jeg var på vej over til hoveddøren. Jeg kiggede gnavent på hende - hvorfor skulle hun altid kommentere alt, hvad jeg gjorde? Om jeg gik i bad sent, om jeg spiste sent, om jeg kom hjem sent, om jeg tog i skole tidligere? Det var svært at have et privatliv, når man havde sådan en overbeskyttende mor, det var så irriterende.

 

"Ja, jeg skal med bussen, og den kører lige om lidt", svarede jeg hende og smuttede ud af døren lige med det samme. Jeg nåede ikke engang at høre hendes besvarelse på det, men tro nu ikke at det sårede hende, at jeg bare gik sådan, fordi det var normalt. Lige siden jeg var helt lille har jeg været fraværende overfor min mor, og det var kun normalt, at vi ikke talte så meget sammen. Vi kendte dårligt nok hinanden, jeg vidste ikke engang, hvad hun lavede, når vi var i skole, eller hvad hun arbejde som. Så hvilket forhold var det lige? Ja, vi havde nok ikke det bedste forhold, men hvad så? Hvorfor skulle jeg snakke med min mor om personlige ting for? Det gjorde mig jo kun svag, at min mor kendte mine svagheder. Hun vidste intet om mig – eller sådan følte jeg det i hvert fald.

 

Jeg stoppede ved busstoppestedet, hvor skolebussen vil komme lige om lidt. Det var da meget rart, at den stoppede så tæt på det sted, hvor vi boede. Jeg trippede lidt med foden, mens jeg begyndte at blive utålmodig. Hvis der var noget jeg virkeligt hadede, så var det at vente. Jeg kørte mine fingre hen over en bænk, for at se om den var våd - det havde nemlig regnet lidt i nat, og for at være helt præcis på vejret, så var det noget lortevejr. Himlen var grå, og det kunne godt se ud som om, at det skulle til at regne. Men dog var det lunt, og man kunne sagtens have en T-shirt på uden at fryse - det var sådan klimaet var her i New Jersey. Altid så perfekt og tilfredsstillende.

 

"Hey Justin!", der kørte en fed bil op foran mig, mens dem som sad i den havde et stort smil fremme. Det var Keith, Nicholas og Ari, som sad i den. Jeg tjekkede bilen lidt ud, da jeg faktisk var meget fascineret og interesseret omkring biler, men jeg havde ikke en selv. Denne bil var enhvers drengs drøm, en bil uden tag, grå og glat. Den var mere end fed.

 

"Skal du med bussen?", spurgte Keith mig, mens han sad og holdte rettet. Ved hans side sad Ari og bagi sad Nicholas. De lignede rigtig nogle populære high school elever, fordi deres udstråling var perfekt.

 

"Ja, det skal jeg", jeg kiggede lidt rundt omkring, mens jeg iagttog de mange børn, som var på vejen i skole, men jeg kunne ikke se nogen bus i nærheden.

 

"Hop ind, ingen af mine venner skal tage bussen!", lød det bestemt fra Keith, som faktisk var utrolig sød. Jeg gav ham et venligt smil og hoppede ind bagi sammen med Nicholas.

 

"Hey tak, det her er langt bedre end bussen", hørte jeg mig selv sige, mens jeg satte mig ordentlig og tilpasstillende ned. De andre grinede lidt.

 

"Selvfølgelig er det det, bussen er så ubehagelig at være i", lød det fra Ari, som kiggede på mig i spejlet foran hende. "Der er så mange mennesker, og hvis du står på her, skal du så op hele vejen!", sagde hun meget bestemt. Det lød ikke som om, at hun var den største fan af busser.

 

"Nej, og desuden lugter der, så er det bedre at køre med Keith!", sagde Nicholas smilende til mig. Jeg kunne heller ikke lade være med at smile, da jeg opfattede situationen. Jeg havde venner, ægte venner. Hvem skulle have troet det? Jeg havde rige, fonemme og seje venner. Min mor ville være stolt af mig, hvis nogen fortalte hende det, og det ville selvfølgelig ikke være mig, da vi ikke snakkede sammen.

 

But i got friends..Like real friends.

 

~

 

Vi kom til skolen, hvor der allerede var hundredvis af elever på den store græsplæne foran. Keith kørte over til en parkeringsplads, som så ud til at være privat. Tog han en andens parkeringsplads? Hmm. Jeg kiggede på skiltet foran, hvor jeg fik en forklaring på det. Der stod Keith på skiltet, hvilket betød, at det var hans private parkeringsplads. Det var ret nice, at han havde sin egen plads her på skolen.

 

"Tænk at du har din egen parkeringsplads!", lød det lidt overdrevet fra mig af. Men jeg var også lidt chokeret over det. De kiggede smilende over på mig, de kunne have kigget på mig med nogen egoistiske og ja-selvfølgelig- har-han-sin-egen-parkeringsplads blikket, men de kiggede sødt på mig.

 

"Ja, mine forældre har købt den til mig!", sagde han. Jeg nikkede smilende, hvis bare jeg havde rige forældre, som gav mig en bil og en parkeringsplads tæt ved skolen. Men jeg måtte nøjes med dem jeg havde, desværre.

 

Vi steg alle ud af bilen og kiggede rundt på skolen, eller jeg kiggede rundt på skolen, de andre snakkede lidt med hinanden. Aldrig, mens jeg havde gået i skole, var jeg kommet til tiden. Men nu opfattede jeg faktisk, hvor fantastisk det var. Alle de mennesker, som der var, alle de grin og alle den råben. Det var en underlig - men behagelig - følelse. Jeg følte, at jeg virkelig havde misset noget, dengang jeg gik på de andre skoler. Hmm, denne skole vil virkelig forandre mig meget. Jeg vil nok ikke blive en klog og fornuftigt dreng, men jeg vil blive en sejere og bedre dreng.

 

"Hvad skal du have i første time, Justin?", spurgte Ari mig, da vi gik samlet hen over græsplænen og forbi de mange elever. Jeg tænkte mig godt om, da hun spurgte mig om det. Jeg havde lært mig selv mit skema udenad, da det gjorde livet meget nemmere.

 

"Biologi", sagde jeg sukkende. Der var virkelig ikke andre fag, som jeg hadede mere end dette. Hvorfor skulle jeg lære om planter og mennesker? Jeg vidste, det som jeg havde brug for.

 

"Det skal jeg også have", lød det glad fra Nicholas, som åbenbart var den eneste, der også skulle have biologi i første time. "Så kan vi sidde sammen", sagde han smilende.

 

"Ja, så bliver timen da lidt sjovere", hørte jeg mig selv sige. Nicholas grinede lidt, og jeg elskede, at jeg kunne få ham til at grine. Det gjorde lidt ekstra på vores venskab.

 

"Hey, vi skal lige sige hej til nogen", lød det fra Keith. Nichlas og jeg vendte os om, så vi kiggede på de to andre.

 

"Okay, vi ses bare senere", lød det fra Nicholas. De nikkede smilende til os og gik over til nogle andre elever, som åbenbart var deres venner. Jeg lod specielt mærke til, at det var en dreng og en pige, som de gik over til, og de holdte om hinanden, så de var helt sikkert kærester.

 

"Dem de skal over til, ik?", kunne jeg høre Nicholas sige til mig. Jeg nikkede bare, mens jeg havde mit blik på Ari og Keith. "Det er deres kærestepar venner", jeg kiggede undrende på ham, da han sagde det. "De er tit ude på dobbeltdate med dem, og de hænger ud sammen i weekenden, kun fordi Keith og Ari vil være venner med andre, som også har kærester, fordi de tror, at de har mere tilfælles, men de kan faktisk ikke lide hinanden", jeg kunne ikke lade være med at grine, da han sagde det. Tænk at være venner med nogen, bare så de kunne dobledate, og så kunne de ikke lide hinanden? Det var en smule komisk.

 

Vi vendte os om igen, og lige i samme øjeblik, støder jeg ind i en pige, som bare gik ind i mig. Hun troede sikkert, at jeg ville træde til siden for hende, eller noget – det så i hvert ikke ud som om, at hun på nogen måde vil gå udenom mig. Hun kiggede irriteret på mig, og jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg tænkte på det som skete i går. Hende her var helt sikkert også en snob, måske kunne vi...

 

"Du står i vejen", lød det surt og bestemt fra hende. Hun var faktisk ret køn, det var bare ærgerligt, at hun var så bitchet. Hendes udstråling var helt forkert, når man så hende første gang, ville man kun tænke 1 ting om hende – bitch.

 

"Eleanor!", hørte jeg Nicholas sige bestemt til hende. Jeg kom pludselig i tanke om det, som de fortalte mig i går, det med at Nicholas var forelsket i Eleanor, eller noget i den stil. Nej, jeg tror faktisk, at han ikke var forelsket i hende, ja, det lød mere rigtigt.

 

"Hvad laver du med den her tumpe?", spurgte hun ham. Jeg kiggede forundrende på hende, mens hun kiggede på Nicholas. Jeg måtte indrømme, at hendes kostbarhed og hendes ligegyldighed overfor mig tændte mig voldsomt.

 

"Han er ikke en tumpe, han er min ven", lød det bestemt fra Nicholas, som helt sikkert prøvede at forsvare mig - ligesom rigtigste venner gør.

 

Hun kiggede med elevatorblikket på mig, sikkert for at tjekkede mig ud og godkende mig. Men jeg behøvede ikke en godkendelse fra hende! Jeg skulle ikke gå på en skole, hvor jeg havde en leder, som bestemte, hvad jeg skulle gøre og sige. Specielt ikke en pige.

 

"Okay, nu er det dig, som står i vejen", sagde jeg bestemt til hende. Hun kiggede undrende på mig, mens jeg stod med et selvsikkert udtryk. "Move bitch!", hun kiggede forbavset på mig, mens det lignede, at hun skulle til at eksplodere. Nicholas stod og var ved at flække af grin.

 

"Hvor vover du at kommander med mig?", hun var virkelig chokeret over hele situationen, mens jeg nød det. Hendes øjne havde dræberblikket, mens hendes bevægelser kun var sjove for mig – de skræmte sikkert de fleste.

 

"Du ejer ikke skolen, så flyt din røv", folk begyndte at glo på os, og jeg begyndte at tro, at hun var en slags dronning her på stedet - en som man ikke skulle sige eller svare igen. Hun fik pludselig et afslappet ansigtsudtryk, som gjorde mig en smule nervøs – piger som hende har ikke afslappet ansigtsudtryk, medmindre de er ude på noget!

 

"Hmm, okay", hun rykkede et skidt ud til venstre og lod Nicholas og jeg komme forbi. Vi gik forbi hende, mens hendes blik var et helt andet sted - hun kunne sikkert ikke tåle syntes af mig. Jeg følte faktisk, at jeg lige havde gjort noget, som de fleste her på skolen ville have gjort for længst. 

 

"Ved du godt, hvad du lige har gjort?", spurgte Nicholas mig, da vi kom til hovedindgangen. Jeg kiggede undrende på ham, men jeg vidste faktisk godt, hvad han hentydede til.

 

"Gået hen til døren?", jeg kunne ikke lade være med at smile lidt over mine egne ord. Nicholas så virkelig chokeret ud, mens vi begge gik ind af døren. 

 

"Eleanor er ikke bare hvilken som helst pige, hun har en slags magt her", jeg stoppede op, da vi kom ind på den store gang, hvor der ikke var så mage elever, da de fleste var udenfor. "Man kan ikke bare sige hende imod".

 

Jeg kløede mig i nakken og kiggede irriteret på ham. Altså, jeg kendte Eleanors type. På alle mine andre skoler havde der gået sådan en pige. En snobbet, forkælet pige, som tror, hun ejer hele stedet. De skal bare sættes på plads.

 

"Men det gjorde jeg, og jeg er da ikke død af det?", jeg gik over til mit skab, som var i midten af gangen. Nicholas skab var overfor mit, hvilket var ret heldigt. Han trak på skulderne og lod det ligge lidt, men jeg vidste, at han ikke var færdig med at forklare.

 

"Jeg må dog indrømme, at du klarede hende ret godt!", lød det stolt og bestemt fra ham. Jeg kiggede smilende på ham, mens jeg prøvede at finde min nøgle i min lomme. "Hun plejer altid at lave en stor scene, men hun overgav sig til dig". 

 

Jeg grinede lidt, da jeg vendte mig om for at åbne mit røde skab, som var indrettet med bøger. Det var det fede ved denne skole, bøgerne var allerede i skabene, så man skulle ikke selv hente dem selv. Det var sku luksus.

 

"Du er noget specielt Justin", jeg tog min biologibog og kiggede undrende på ham. Hvad fanden mente han med det? "Du kunne få hende, Eleanor Anmell Der Corner, til at overgive sig!". Jeg kunne ikke lade være med at grine over hans ord, han tog det hele så seriøst. Som om, at ingen havde sagt hende imod før.

Han tog hans bog ud af skabet og lukkede det igen. 

 

"Hun er bare en pige i mine øjne", jeg gik hen ad gangen, mens Nicholas prøvede at følge med. Jeg vidste ikke helt hvorfor, men jeg havde en evne til at kontrollere piger. Derfor overgav hun sig. Jeg vidste ikke, om det var et glimt i mit øje, som fik hende til det eller min ligegyldighed overfor hende – der var bare et eller andet ved mig, som fik piger til at knække sammen.  

 

"Jeg ved, det lyder helt sindssygt, men hun er ikke bare en pige, Justin", han stoppede mig ved at ligge sin arm på mit bryst. Jeg sukkede lidt og kiggede irriteret på ham. "Ingen har sagt hende imod før. Rygtet spreder sig sikkert. Et rygte om, at du sagde hende imod og fik hende til at træde til siden. Du bliver populær!". Jeg fik pludselig et forstående ansigtsudtryk, selvom jeg ikke forstod det helt, så forstod jeg, at Nicholas virkelig troede på sine egne ord.

 

"Men det er jo kun godt", lød det smilende fra mig selv. Han nikkede stolt og så glad ud. Men jeg måtte anerkende, at det populære noget ikke var mig, overhoved. Jeg havde aldrig interesseret mig for det, jeg havde aldrig været populær, og jeg hadede populære mennesker, fordi de troede, at de var bedre end alle andre.

 

"Du skal nok forberede dig på at få meget respekt, når alle ved, hvad du gjorde", jeg kiggede på ham, og jeg kunne kun se sandhed i hans øjne. Skulle jeg virkelig til at blive populære? Skulle jeg virkelig til at få respekt af alle? Hende Eleanor måtte hade mig, fordi jeg gjorde hende til grin? Var jeg virkelig klar til at folk hadede mig, respektrede mig og kunne det være en del af skæbnes plan?

 

Måske ville mit liv ændre sig mere end jeg havde forventet.

 

Og måske vil jeg elske det?

 

¤¤¤

 

Hi!

 

Justin som populær? Hvad siger i til det? Og hvordan tror i, at Eleanor har det med det? Et rygte vil nok sprede sig omkring hele situationen. Tror i at hun vil hævne sig? Følg med og find ud af det.

 

Jeg ved godt, at dette kapitel er kortere end normalt, men jeg kunne ikke finde på mere. Håber det er okay.

 

Jeg har publiceret en ny movella, som hedder "The Big Trouble boys", og jeg syntes, i skulle tjekke den ud.

 

Husk at like den her. Tak. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...