A Way Out Of The Perfect Life - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 mar. 2013
  • Opdateret: 17 jul. 2013
  • Status: Igang
Eleanor Anmell Der Corner er datter af den rigeste hotelejer i hele Florida, hvilket fører til, at hun får alt, hvad hun peger på. Det glamourøse liv uden pengeproblemer, designertøj af de fedeste mærker, popularitet på hendes high school? Alt dette på grund af hendes forældre. Lyder det ikke som det perfekte liv? Lækkert hus, smart tøj, loyale veninder, de lækreste fyre, gratis indgang til de bedste klubber, alverdens penge. Det ér det perfekte liv, men sådan føler Eleanor ikke. Hun vil væk fra det, væk fra det glamourøse live, men det er der ingen mulighed for. Eller er der? En ny dreng starter på Eleanors high school. Hård, stædig, krævende, en badboy type? Han er Eleanors eneste håb, og med hendes udseende er hun bevist om, at han vil falde for hende med det samme. Men han er ikke så nem, som hun tror. Han vil have noget ud af at være hendes falske kæreste, som skal narre hendes forældre. Eleanor vil gøre hvad som helst, men ændrer hun sin mening, når hun høre hans betingelser?

251Likes
388Kommentarer
33060Visninger
AA

13. Det første skænderi.


Kapitel 12 

El' synsvinkel. 

 

 

Jeg vågnede næste morgen, da jeg kunne høre en sms-lyd komme fra en nær telefon - men hvems? 

 

Justins arme holdte rundt om min nøgne krop, mens han lå snorkende tæt på mig. Jeg kunne dårligt nok bevæge mig, så tæt lå han. Jeg kunne mærke hans tunge åndedrag i min nakke, men på en eller anden måde, så føltes det ikke irriterende, men rart. Jeg kunne mærke, at jeg havde en person tæt ved mig - og den følelse havde jeg aldrig i mit liv haft før. Den var rar. 

 

Jeg vendte mig halvt om, så jeg kunne kigge op i loftet. Min lille vending fik liv i Justin igen, da jeg kunne høre, at han sukkede højlydt og bevægede sig underligt - sådan vågnede han åbenbart. Det var også bedst, at han vågnede, for jeg hadede, når jeg skulle ligge og glo alene.

 

''Åh'', han kløede sig lidt i håret, mens han kiggede forvirrende rundt på mit værelse. Han lignede en, der havde været til fest og havde taget med en fremmede pige hjem, derved vågne i en fremmede seng og være forvirret - men sådan var det nu ikke helt. Jeg var jo ikke fremmede.

 

''Godmorgen'', sagde jeg med et lille smil. Jeg drejede mit hoved om mod hans, så vores øjne stirrede ind i hinanden - stadigvæk. Jeg elskede at kigge ind i hans brune chokolade øjne, som var så dybe, at jeg nærmest blevet fanget i dem, hver gang jeg kiggede ind i dem.

 

''Jamen godmorgen'', han satte sig straks op i sengen, så dynen faldt ned fra hans bryst, og hans six pack dukkede op - den var nu ikke værst. Han kiggede ned på mig, mens han smilende en smule. Okay, det irriterede mig en smule, så jeg satte mig også op, men jeg holdte bare dynen om mit bryst, da det var lidt anderledes med piger - vi kunne ikke bare smide en dyne og vise en nøgen overkrop, det var upassende. 

 

''Så, har du sovet godt?'', spurgte jeg bare, da jeg faktisk bare ville have gang i en samtale, så vi ikke sad i stilhed. Det hadede jeg, når jeg havde haft sex med drenge, og at der ikke var noget at snakke om den næste dag - så akavet. 

 

''Ja selvfølgelig'', svarede han smilende og kiggede ned på min krop, som var dækket af dynen. ''Med den omgang du gav i aftes, kunne jeg da ikke have haft en bedre søvn'', lød det flirtende fra ham af, mens han havde sit skæve smil fremme - virkelig Justin? Skulle du flirte så tidligt? Min hjerne var næsten ikke stået op endnu, så den kunne ikke gøre sådan, at jeg ikke blev blød i knæene over hans flirte metode. Jeg havde intet forsvar - damn. 

 

''Ja, jeg var ret god'', sagde jeg selvsikkert og kiggede på ham, mens han havde et dumt blik på mig - han ventede sikkert på, at jeg skulle sige det samme om ham. Well..drenge. ''Du var også ret god'', indrømmede jeg og fik et lille smil på læben. 

 

''Tak tak'', sagde han og kiggede rundt på mit værelse, som var lyst nu - det var mørkt, da vi kom herind i aftes. Han tjekkede alle mine pigeting ud, som om at det faktisk interesseret ham - hvilket jeg ikke regnede med, at det gjorde. Der hang et par billede rundt på mit værelse, hvor mine veninder og jeg var på. Så var der nogle hjemmelavede ting, som min lillebror havde lavet til mig. Jeg havde en masse bøger, som jeg aldrig havde fået læst, fordi jeg ikke fandt det interessant at læse.

 

''Tror du at mine forældre kunne høre os?'', spurgte jeg nervøs og kiggede spørgende på ham. Han drejede sig hoved over mod mig, så jeg havde hans fulde opmærksomhed. Han kiggede på mig med et dumt blik, mens han ikke kunne lade være med at smile stort. 

 

''Du stønnede som en gris, der skulle slagtes'', lød det grinede - men bestemt - fra ham. Jeg kunne mærke at varmen kom op til mine kinder, og de vil sikkert bluse op i en rød farve om lidt. Jeg skyndte mig at dække mit hoved med min dyne. ''Men det er okay - jeg kunne godt lide dem'', fastlog han og nikkede. 

 

''Min far slår dig ihjel, hvis han hørte det'', jeg kunne ikke lade være med at grine, så det kom til at lyde en smule useriøst. Men min far kunne godt finde på at skælde Justin ud eller noget, hvis han fandt ud af det - min far vidste ikke, hvem jeg var til dagligt. Altså, player, ubehøvlet, led. Og han troede, at jeg stadig var jomfru.

 

''Er det ikke meningen, at han skal have den tanke om mig?'', spurgte han undrende og kiggede grinede på mig. Jeg lagde mit hoved på skrå og kiggede dumt på ham, men et lille smil slap dog ud. 

 

''Du er så dum'', mumlede jeg. 

 

''Du er så sød'', hørte jeg ham sige, mens han faktisk lød meget alvorlig i sine ord. 

 

Jeg kiggede smilende på ham, og mit smil var for en lang skynd så ægte, som det overhoved kunne være. Jeg havde aldrig hørt en dreng sige til mig, at jeg var sød. Det var for det meste ordrerne: lækker, sexet, hot osv..Men ikke sød. Sød var mere et…sødt ord? Det betød måske lidt mere for mig ned de andre ord.

 

''Syntes du virkelig, at jeg er sød?'', spurgte jeg ham, mens jeg ventede på et ærligt svar. 

 

''Jeg syntes, at du er en af de sødeste piger på jorden - du kan være strid, men når du selv vil det, kan du være verdens dejligste pige'', jeg kunne se et glimt i hans øje, og fordi han havde det lille glimt, kunne jeg se, at han talte sandt. 

 

''Hvor er du skøn'', med de ord plantede jeg hurtigt mine læber på hans, og han kyssede straks med. 

 

Jeg tror faktisk, at det her kys var et af de mest ægte kys, som vi havde haft. Var vores forhold virkelig begyndt at blive ægte på en eller anden måde? Eller var det bare noget, som jeg bildte mig ind? 

 

Elskede jeg Justin? 

 

¤¤..¤¤

 

''Wow, jeres bad er...det er bare..så anderledes''. 

 

Justin kom ind på mit værelse, mens han tørrede sit hår med et håndklæde. Han var iført sorte joggingbukser og en sort T-shirt, mens han våde hår hang ned af panden på ham - men det gjorde ham ikke grimmere. Det var sku ikke muligt. 

 

''Anderledes?'', spurgte jeg undrende, mens jeg ikke kunne holde et lille smil inde. Havde han aldrig været i bad før, eller hvad? Det virkede så nydt for ham, altså den måde han reagerede på. 

 

''Ja, det virkede bare meget bedre end et normalt bad'', prøvede han at forklare, men han kunne vidst godt selv se, at det ikke gik så godt. ''Okay, jeg ved det ikke'', sagde han bestemt og satte sig ned på sengen med et stort hop. Jeg sad med min computer, mens jeg ventede på Justin. Men da han var kommet, lukkede jeg den ned. 

 

Jeg havde allerede været i bad, og mens han var i bad, kunne jeg nå at ordne hår og makeup, ja jeg kunne endda nå at komme på facebook, så langsom var han. Men det var kun godt, for det betød, at han gik op i at være ren - eller noget i den stil. 

 

''Så, hvad skal vi lave?'', spurgte han, mens han hoppede lidt i min seng. Det var tydeligt at se, at han var hyper og havde lyst til at løbe 3 kilometer uden stop. 

 

''Jeg syntes faktisk, at vi skulle snakke lidt'', sagde jeg meget seriøst og kiggede alvorligt på ham. ''Bare så vi lærer hinanden bedre at kende'', han nikkede forstående og så pludselig også seriøs ud. 

 

''Hvad vil du snakke om?'', spurgte han og lagde sig ned på min seng, mens hans søde blik var rettet op på mig. Jeg kunne ikke lade være med at grine over den nervøsitet i hans stemme, da han spurgte om det. Havde han aldrig haft en alvorlig samtale med hans kæreste? 

 

''Jeg vil bare gerne vide lidt mere omkring dig, du er så mystisk'', lød det spændende fra mig af. Justin lavede et lille smil, og jeg var ret sikker på, at det var falsk - jeg var mester til at lave dem, og når andre smilede falsk, kunne jeg nemt gennemskue det. 

 

''Okay'', han satte sig op ved siden af mig, så vi begge støttede ryggen mod væggen, mens vores blikke var rettet ud mod værelset. Endelig skulle vi have en samtale. Bare det ikke endte galt! ''Men du kender alt til min fortid, så hvad vil du vide?''. 

 

''Hvad er din yndlingsfarve?'', det var sådan et simpelt spørgsmål, og det kunne også ses på Justins udtryk. Jeg ville bare vide noget om ham, ikke afhøre ham. Man skulle næsten tro, at han var bange for, at jeg ville spørge om noget, han ikke vil svare på.

 

''Jeg har ikke rigtig nogen yndlingsfarve. Men jeg kan godt li' blå'', svarede han smilende. Blå som vandet. Det var kun godt, for blå var en positiv farve. Jeg nikkede og skulle lige til at spørge om det næste simple spørgsmål, da han kom mig i forløbet. 

 

''Hvad er din yndlingsfarve?'', jeg kiggede grinede op på ham. Hvorfor? Det vidste jeg faktisk ikke, men jeg regnede bare med, at jeg var glad. 

 

''Pink. Det er sådan en frisk farve'', svarede jeg bestemt. Jeg elskede farven pink, specielt til tøj. Folk der kendte mig vidste, at jeg gik i pink meget tit.

 

''En rigtig pigefarve'', tilføjede han hurtigt. 

 

''Ja, det passer’’, lød det smilende fra mig af. Jeg lagde mit hoved på hans skulder, og jeg kunne faktisk vild god lide det, det fik mig til at føle mig en smule tryg. 

 

''Skal vi ikke spørge hinanden om noget andet end simple spørgsmål?'', spurgte han pludselig. Det overraskede mig faktisk, for jeg troede ikke, at han ville have de alvorlige spørgsmål. 

 

''Det kan vi godt'', svarede jeg smilende. Men han kunne alligevel ikke se mit smil, da mig ansigt vendte nedad – så det var en smule forgæves. ''Hvad forventede du egentlig, at der vil ske, da du startede på skolen?'', spurgte jeg ham, mens jeg faktisk var ret spændt på svaret. 

 

''Altså, jeg forventede ikke, at jeg ville ende i et falsk forhold'', han kunne et holde et lille grin inde, og det forstod jeg også godt. Han begyndte pludselige at ae mig i håret, og det elskede jeg virkelig, når folk gjorde - der var bare ingen, som vidste det, da det ville få mig til at udstå som en freak. ''Men jeg forventede ikke det helt store, bare at det hele skulle overstås''. 

 

''På en eller anden måde, så er mit liv forandret en del, efter du startede på skolen'', ordrerne strømmede bare ud af mine læber, uden at jeg vidste, hvad jeg snakkede om. ''Og det er kun forandret på den gode måde''. 

 

''Hvordan?'', jeg vidste, at han ville spørge om det. 

 

''Du er bare anderledes end alle andre'', svarede jeg ham. Jeg havde faktisk ikke et bedre svar til hans spørgsmål, da jeg ikke vidste, hvorfor han havde forandret mit liv på en god måde - det havde han bare. 

 

''Er det fordi jeg måske er ægte for dig, og ikke falsk?'', mumlede han. 

 

Jeg satte mig op, mens jeg kiggede forundret på ham. Hvad fanden mente han med det? Mit blik fik ham til at se nervøs ud, hvilket faktisk var aimabelt - for det måtte vel betyde, at han ikke kunne lide, når jeg blev fornærmet. Men jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle være fornærmet over. Endnu.

 

''Hvad mener du med det?'', mit alvorlige blik kiggede på hans fingre, der tog nervøse træk. De flettede sig ind i hinanden, mens de beskrev Justin lige nu – han havde dummet sig, og det vidste han.

 

''Altså, alle ved jo, at du ikke har nogen ægte venner, og at de alle er falske'', fik han sagt. Hans ord gjorde mig faktisk sur, fordi jeg ikke ville have, at folk skulle opdage det. Hvordan havde han overhoved fundet ud af det? Var det så tydeligt?

 

''Så du mener altså, at jeg ikke har noget ægte i nærheden af mig?'', jeg begyndte at lyde en del fornærmet og sur, hvilket også var meningen. ''Mener du så også, at jeg er falsk?''. 

 

Spørgsmålet kom bag på ham, da han så bekymret og tvivlsom ud. Hans træk i ansigtet, fik mig til at tro, at han faktisk syntes, at jeg var falsk. Hvad var han for en person? Tænkte han også grimme tanker om mig bag min ryg?

 

''Måske en smule'', mumlede han ærligt. Mine øjne blev store, da han sagde det. Min falske kæreste, syntes jeg var falsk? What the fuck just happen.

 

''Hvad så med dig? Du er da også skide falsk'', han kunne da ikke bare sidde der og sige, at jeg var falsk, når han selv ikke var en skid bedre. 

 

''Jeg er da ikke falsk'', sagde han bestemt. Det var som om, at han kom ind i kampen - altså, at det ikke kun var mig, som var hård i munden. Jeg fornemmede, at vi startede vores første skænderi. 

 

''Jeg er en sød dreng, som har været sød hele livet'', jeg lavede en åndsvag stemme, mens jeg lod som om, at jeg var Justin. ''Du er ikke sød, du spiller bare. Jeg ved udemærket godt, at du ikke har forandret dig, jeg kender folk, bedre end de kender dem selv'', lige da jeg så Justin for første gang, vidste jeg, at han var en slem dreng, som bestemte alt - men på en eller anden måde, spillede han overfor alle andre - han var skide falsk. 

 

''Jeg har forandret mig'', fastslog han hårdt, mens han lød en smule usikker i sin stemme – hvem prøvede han helt seriøs at nare?

 

''Folk som dig forandrer sig ikke bare sådan - tænk at Nicholas har været så sød overfor dig, når du faktisk kun tænker på hans penge, er det ikke sandt?'', jeg kunne tydeligt se på Justin, at det spørgsmål rørte ham og gjorde ham pisse sur. 

 

''I det mindste behøver jeg ikke et falsk forhold for at få styr på mine forældre'', okay, begyndte vi at finde dårlige og onde ting omkring hinanden nu? Den her kunne jeg vinde. 

 

Vi havde begge sat os lodret op og kiggede surt på hinanden, mens ondskaben voksede inde i os - jeg vidste, at Justin skjulte en side af ham, en som man ikke havde set i mange år. Den onde og slemme Justin. Den dreng, som han gemte væk hver eneste dag, sådan var han jo, hvorfor lukkede han ham ikke bare ud?

 

''I det mindste kan jeg fortælle mine forældre, at jeg er i et forhold - du taler sikkert ikke med din mor'', lød det hårdt fra mine læber af. ''Jeg har ondt af hende - at have en søn som dig må være en skuffelse''. 

 

''Jeg har ikke fortalt min mor det, fordi jeg er flov over dig - hun hader typer som dig, og hun vil hade dig, ligeså meget som alle andre hader dig'', på eller anden måde, så fik jeg det dårligt af hans ord – også selvom jeg ikke vidste, om han løj. ''Alle taler grimt om dig bag din ryg, selv dine såkaldte veninder, men de er der kun på grund af dine penge. Du er intet uden dine penge'', lød det hårdt fra hans læber, mens hans arme lavede voldsomme bevægelser ude i luften - det var tydeligt, at han var sur. Bad Justin is out.

 

''Det ved jeg godt, og ved du hvad, det rører mig ikke'', jeg løj selvfølgelig, da jeg sagde det hårdt til ham. ''Fordi jeg har i det mindste mange venner, mens du kun har en, som kun er sammen med dig, fordi hans bedste ven ikke er der mere'', mine ord fik Justin til at synke en smule sammen. Igen, jeg løj. Nicholas var glad for Justin, og Justin var hans nye bedste ven. Men det behøvede han ikke vide.

 

''Du er en bitch'', råbte han hårdt til mig, mens vreden i hans øjne kastede sig rundt i kroppen og gjorde mig en smule bange - men det skulle han ikke bemærke. ''Du er en fucking bitch, som alle hader''. 

 

''Jeg syntes du skal gå hjem nu'', sagde jeg med et skævt smil. Det var det gode ved, at det var mit hus - jeg kunne smide folk ud. Justin satte sig op af væggen igen, mens han kiggede surt på mig. Hvad lavede han? Jeg havde lige sagt til ham, at han skulle gå hjem. 

 

''Jeg går ingen steder'', sagde han fastbesluttet og kiggede ud i luften, mens det lignede, at han prøvede at ignorere mig. Jeg kunne ikke tro det, han nægtede at gå hjem? 

 

Jeg fik hurtigt kigget ud af vinduet, og måske fik jeg svaret der. Regnen pjaskede ned fra himlen i hårde lag, det regnede så meget, at jeg dårlig nok kunne se de andre huse på vejen. Det begyndte sikkert også at lyne og tordne snart.

 

Justin sad med krydsede arme og så alvorlig ud. Jeg kunne slå ham. Jeg kunne smide ham ud. Jeg kunne bede min far om at hente ham og smide ham ud - men nej, så ville de indse, at Justin og jeg var uvenner, og det vil ikke hjælpe så meget på min plan om at komme væk. 

 

''Så snart det holder op med at regne, skrider du'', med de alvorlige ord fra mine læber rejste jeg mig fra sengen og gik ud af døren, så jeg kom ud på gangen. Jeg måtte være lidt alene nu. Efter sådan et skænderi, hvor der var en masse følelsesmæssige detaljer med, var jeg trist. Tænk at han kunne sige de ting til mig. Tænk at jeg kunne nævne de ting for ham. 

 

Tænk at jeg hadede ham som pesten lige nu, og jeg var ellers begyndt at kunne lide ham, på den rigtige måde. 

 

 

¤ ¤ ¤

 

Eleanor er begyndt at kunne lide Justin på den rigtige måde, er det nu en god ide? Bliver de venner igen? Vil der komme ukendte følelser mellem dem? 

 

Følg med og se, hvad der skeeeeeer. 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...