Brudstykker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2013
  • Opdateret: 21 apr. 2013
  • Status: Igang
En tysk soldat vågner op på et hospital i København anno 1942. Ingen ved hvem han er - inklusive ham selv. Han kan ikke snakke, og den eneste kontakt med omverdenen er en dansk sygeplejerske, der sidder ved ham i timevis og snakker til ham.
Han forstår det meste, da han er vokset op hos hans fætter i Sønderjylland. Da krigen kom blev han ligesom andre tyskfødte unge mænd bosat i Danmark rekrutteret til den tyske hær.
Hans meninger blev dikteret og få måneder efter fandt han ham selv i et bombefly over Danmark om natten.
Men hvordan er han - hvem er han - når hans hukommelse er blevet slettet? Kan han udgive sig for at være dansker, og derved undgå retsforfølgelse når krigen sluttede? Og hvem var det egentlig, at Hitler var?

20Likes
23Kommentarer
812Visninger
AA

2. Prolog.

Sønderjylland, sensommeren 1940

 

Brevet lå på det lille kaffebord og skreg nærmest mit navn. Mine hænder dirrede, og jeg turde ikke rigtig røre ved det. Jeg vidste godt, hvad det var. Det var også nemt at se på det røde hagekors, der nærmest var indgraveret i voksen.

”Für:
Heinrich Fischer
Aarslev Skovvej 5
6200 Aabenraa
Dänemark“

Den tyske adressering gjorde det ikke sværere at gætte hvor det var fra. Stakåndet tog jeg brevet fra bordet, men modviljen var for stærk i mig. Det var jo dumt ikke at åbne den, når jeg i forvejen vidste hvad det var. Det var en sikker dødsdom.

Egentligt utroligt, at jeg ikke var blevet indkaldt noget før. Tyskland havde været i krig det sidste år, og sikkert opbygget en hær de sidste fem. Men mine forældre sendte mig op til min morfar og mormor da jeg var en lille dreng, kort efter 1. verdenskrig. De vidste hvad fremtiden ville bringe, og de håbede sikkert, at det ville redde mig.

Hvis ikke jeg åbnede det brev før eller siden, ville tyske SS officerer hente mig om et par uger. Nervøst vendte jeg brevet rundt så jeg kunne åbne det. I mangel af en brevåbner flåede jeg utålmodigt brevet op. Det fortjente ikke bedre alligevel.

”Herr Heinrich Fischer.
Der deutschen Luftwaffe bedarf sie. Du muss  zu die Zentrale in Berlin späteste 1/11 1940 melden.“

Ingen tvivl om min fremtid. Min familie kendte sikkert allerede til det, den tyske del i hvert fald. Mine bedsteforældre derimod var en anden sag. Hvordan skulle jeg få det fortalt? Hvordan ville de dog reagere?

Min mave vendte sig. Nazismen i Tyskland havde alle dage været noget jeg var blevet opdraget til at hade. Min oldefar var jødisk, så min afstamning sagde en del. Gad vide om tyskerne ville finde ud af det? Forhåbentlig ikke. Forhåbentlig ville de bare lade mig sidde i en Junker eller Messerschmidt og passe min egen næse.

Forhåbentlig.

Jeg var ikke gammel i nogen forstand. 22. I min bedste alder, og en pilot havde ikke lange fremtidsudsigter. Ikke just drømmejobbet.

***

Skriv jer lige bag øret, at mit tyske bestemt ikke er perfekt! Håber dog I bærer over med det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...