Brudstykker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2013
  • Opdateret: 21 apr. 2013
  • Status: Igang
En tysk soldat vågner op på et hospital i København anno 1942. Ingen ved hvem han er - inklusive ham selv. Han kan ikke snakke, og den eneste kontakt med omverdenen er en dansk sygeplejerske, der sidder ved ham i timevis og snakker til ham.
Han forstår det meste, da han er vokset op hos hans fætter i Sønderjylland. Da krigen kom blev han ligesom andre tyskfødte unge mænd bosat i Danmark rekrutteret til den tyske hær.
Hans meninger blev dikteret og få måneder efter fandt han ham selv i et bombefly over Danmark om natten.
Men hvordan er han - hvem er han - når hans hukommelse er blevet slettet? Kan han udgive sig for at være dansker, og derved undgå retsforfølgelse når krigen sluttede? Og hvem var det egentlig, at Hitler var?

20Likes
23Kommentarer
815Visninger
AA

5. Kapitel 3

København, julen 1942.

Jeg boede hos Matilde. Ja det vækkede en vis opsigt, men vi havde det nu godt. I morgen var det jule aften. Jeg havde ingen familie at fejre det med, og Matilde ville ikke lade mig være alene her. Så vi ville sidde i lejligheden, med et par venner – hendes venner – og hygge os. Sådan formulerede hun sig. Jeg vidste ikke engang hvad juleaften var. Ganske vidst havde hun fortalt mig om det, men jeg havde aldrig oplevet en jeg kunne huske, så glæden var stor selvom jeg vidste, at det ikke var en ideel jul.

”Der kommer en der hedder Bent. Han kendte min kæreste og ja, han har ikke megen kontakt til sin egen familie” hun stod ude i køkkenet og skrællede kartofler. Hun havde fået dem af en grønthandler hun kendte, men jeg var ikke sikker på om det var foregået på helt lovlig vis. Det var egentlig lige meget for mig.

”Er der noget jeg skal vide om ham?” jeg rejste mig op og gik ud til hende. Hele dagen havde hun pumpet mig fuld med basis viden omkring de få andre der også kom. Hvem de havde mistet i krigen, hvor de boede og hvad de mente om de forbandede tyskere. Bare så jeg ikke kom til at sige noget forkert.

”Han hader tyskerne. Han arbejdede nede i Tyskland i 1940 og havde en jødisk kæreste. Alle andre på hotellet var nazister, så da de fandt ud af det tæskede de hans kæreste til ukendelighed inden de meldte hende til Gestapo. Jeg har ikke snakket med ham siden eksplosionen” hun vendte sig om, og strøg min kind. Den kind. Så var hun altså ikke den eneste der havde mistet en kær i krigen. Langt fra, men nu ville jeg måske snart kende to. Tre hvis jeg regnede mig selv med. Jeg havde mistet min identitet.

”Okay” jeg tog hendes hånd og smilte. Hun elskede mig, og mit ar. Og jeg elskede hende og hendes ar. Indvendige ar. Udenpå var hun så perfekt, at jeg aldrig havde turdet drømme om en som hende, men indeni var hun skrøbelig. Hun vendte tilbage til kartoflerne.

”Er der noget jeg skal hjælpe med” sagde jeg efter lidt. Hun rystede fraværende på hovedet. Jeg gik ind og satte mig i stuen igen. Jeg havde hentet dagens avis, men jeg havde ikke læst den endnu. Jeg orkede ikke flere dødsfald og savnede personer. Billeder af eksploderede bygninger. Af tyske soldater, der allerede havde vundet krigen i deres hoveder. Det var så deprimerende alt sammen, og jeg havde kun oplevet få måneder af det.

”Jeg går lige nedenunder et øjeblik” bemærkede Matilde da hun allerede stod med jakken på. Jeg nikkede kort, og lidt efter kunne jeg høre døren smække bag hende. Der boede et lidt ældre ægtepar nedenunder, og når Matilde skulle have husholdnings råd gik hun altid ned til konen. Fru Mikkelsen hed hun. Manden var stille og sad altid i sin lænestol. Han havde været igennem én krig, og kunne ikke tåle denne. Han snakkede aldrig.

Mit liv havde ikke meget indhold, men jeg savnede ikke spænding. Ikke i disse tider. Efter krigen ville jeg nok finde mig et arbejde, men nu kunne det være lige meget. Nu skulle jeg også lige overleve den.

***

Jeg havde fået et jakkesæt af Matilde. Selv havde hun taget den pæneste kjole hun ejede på. Jeg vidste ikke hvorfor vi skulle klæde os så fint på, der kom jo kun tre. Bent, Anders og Helle. Nu sad vi i stuen og ventede på at dørklokken ringede. Maden stod i ovnen, og hvor det ellers hørte til og bordet var dækket med det fineste vi kunne skaffe.

Så ringede det på døren, og Matilde sprang op. Jeg fulgte efter, men blev stående i køkkenet mens hun åbnede. Det var Anders og Helle. De kom sammen, og deres forældre var flygtet til Sverige i sommers. Matilde havde gået i skole med dem begge, og hende og Helle holdt sammen i tykt og tyndt havde hun sagt. Vi hilste på hinanden, og ingen satte spørgsmåls tegn ved mig. Det havde Matilde nok sørget for på forhånd.

”Så mangler vi kun Bent. Den mand er altid for sent på den” bemærkede Matilde sammenbidt. Hvorfor var hun så utålmodig?

”Rolig nu. Han dukker nok op lige om lidt” svarede jeg. Hun stod næsten og trippede. Helle og Anders havde taget plads på spisebords stolene, da der ikke var ret meget andet at sidde på. De små snakkede for sig selv, og grinte i ny og næ af Matildes trippen. Hun vandrede frem og tilbage.

Og så endelig. Lige som hun var gået på toilet bankede det på døren, og jeg gik ud for at åbne. Foran mig stod en høj, und mand med flammende rødt hår.

”Hej. Du må så være Matildes famøse kæreste” hans stemme var hæs, og som han stod der op af dørkarmen med en cigaret i mundvigen lignede han ikke en der var en dag over 20.

”Ja. Christian” jeg rakte min hånd ud, og han tog den samtidig med at han rejste sig ordentlig op.

”Bent” svarede han.

”Kom ind” sagde jeg, og stod til side.

”Tak” mumlede han og trådte indenfor. Jeg fulgte efter og så, at Matilde sad i stuen igen. Hun rejste sig hurtigt op og omfavnede ham.

”Hvor har jeg savnet dig” sagde hun.

”I lige måde” hviskede han tilbage. Han løsrev sig fra Matilde og hang sin jakke på knagen.

”Christian hjælper du mig lige med maden?” hun kiggede på mig og fortsatte: ”I andre kan bare tage plads.” jeg fulgte efter hende ud i køkkenet, og vi fik båret kartofler og and ind på bordet inden jeg overraskede Matilde med noget hun ikke havde set i evigheder. Vin. Der var ganske vidst kun en enkelt flaske, men der kunne blive et glas til os alle.

”Hvor har du dog fået den fra?” udbrød hun overrasket, men glad. Hendes smil var så stort. Som hvis hun havde fået den bedste julegave.

”Du er ikke den eneste med forbindelser. Nej hr. Mikkelsen havde et lyst øjeblik og betroede mig en af hans små skatte” jeg åbnede flasken og satte den på bordet. Så satte jeg mig i mellem Matilde og Bent.

***

De var gået hjem. Bare ikke Bent.

”Kan I ikke se det? Vi burde sgu da gøre noget. Tyskerne invaderer os, og ødelægger vores byer, mens vi bare sidder og er skide ligeglade med det?” han var ikke beruset på nogen måde.

”Jo, men hvad vil du have vi skal gøre?” Matilde var mildest talt interesseret i hvad han snakkede om.

”Sabotage selvfølgelig. Hvis vi ødelægger kilden sulter vi til sidst målet” Han var ret fornuftig.

”Det lyder da som en god idé, men er det ikke lovligt ambitiøst for tre mennesker?” jeg ville gerne gøre noget.

”Det er jo selvfølgelig meningen, at der skal være flere om det!” han havde planer. Store planer.

”Og hvordan skulle vi så finde dem?”

”Det er os der skal finde dem. De eksisterer allerede” 

__________________________________________________________________________________________________________

Selvom det ikke blev til en tur på Nationalmuseet i denne omgang, vil jeg gerne fortsætte alligevel. Håber, at I stadig gider læse med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...