Brudstykker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2013
  • Opdateret: 21 apr. 2013
  • Status: Igang
En tysk soldat vågner op på et hospital i København anno 1942. Ingen ved hvem han er - inklusive ham selv. Han kan ikke snakke, og den eneste kontakt med omverdenen er en dansk sygeplejerske, der sidder ved ham i timevis og snakker til ham.
Han forstår det meste, da han er vokset op hos hans fætter i Sønderjylland. Da krigen kom blev han ligesom andre tyskfødte unge mænd bosat i Danmark rekrutteret til den tyske hær.
Hans meninger blev dikteret og få måneder efter fandt han ham selv i et bombefly over Danmark om natten.
Men hvordan er han - hvem er han - når hans hukommelse er blevet slettet? Kan han udgive sig for at være dansker, og derved undgå retsforfølgelse når krigen sluttede? Og hvem var det egentlig, at Hitler var?

20Likes
23Kommentarer
813Visninger
AA

4. Kapitel 2

”Goddag hr. Jeg er doktor Christensen, og jeg vil gerne fortælle dig lidt mere om hvad der er sket” en ældre, gråsprængt mand stod bøjet ind over min seng. Han havde en hvid kittel på uden på sin grå vest og hvide skjorte. Pænt klædt, men læger manglede sikkert heller ikke noget.

”Du styrtede som sagt ned med dit fly – tror vi – du kunne også have været en almindelig soldat, der bare var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Din uniform var så sønderrevet, at det var umuligt for os at bestemme din nationalitet, men Matilde fortæller mig, at du er dansk. Du kan ikke snakke fordi eksplosionen skadede dine stemmebånd, og selvom du har ligget her i snart et år, er det endnu ikke blevet bedre. Vi forventer dog, at skaden kun er midlertidig, så om nogle år – måske endda måneder – kan du begynde at snakke igen. Din hjerne har også været lukket ned imens du har været i koma, og det er blandt andet derfor du har svært ved at skrive. Det gælder bare om at få vækket hjernen igen, så kan du bevæge dig som du skal. Du har et stort ar i kinden efter eksplosionen. Det kommer nok desværre til at være mere eller mindre smertefuldt resten af dit liv, selvom vi selvfølgelig kan give dig nogle piller, der tager toppen af smerten”

Endelig stoppede han sin tale, og han behøvede vist luft. Det var svært at forstå, ikke ordene, men meningen. Jeg havde sovet i et år, og min stemme var væk. Jeg ville have et kæmpe ar i ansigtet resten af mit liv. Jeg ville nok aldrig få en kone.

”Der er ikke rigtig mere at fortælle. Skal vi ikke finde et navn til dig? Hvad vil du gerne hedde?” han skiftede fra det professionelle toneleje, til det mere menneskelige, medlidenhedsagtige leje.

”Christian” min hånd var ikke nær så stiv som for en time siden, og lægen havde også nemmere ved at læse min skrift end Matilde havde.

”Det er i orden. Christian det bliver” sagde han, og klappede min hånd kammeratligt som afsked. Alene. Igen. Mine tanker var næsten mere levende end de korte samtaler jeg havde. Mere skræmmende i hvert fald. Jeg var træt så træt, at mine øjenlåg bestemte selv.

Støv. Jord. Hvirvlende rundt i den kolde vind. Murbrokker. Ruiner. Brænde. Ild. Flammer. Varme. Kulde. Lig. Overlevende. Skrig. Gråd. Fortvivlelse. Smerte. Blod. Min kind. Sorg. Frygt. Adskillelse. Had. Vrede. Bønner. Tro. Håb. Oprejsen. Styrke. Stædighed. Overgivelse…

”Der er aftensmad … er du sulten?” hendes stemme var så fjern, men jeg kunne genkende den overalt i verden. Den rev mig ud af mareridt. Beroligede mig. Gjorde mig tryg.

Jeg nikkede. Min mave føltes som et hul på størrelse med hospitalet. Det måtte være stort. Utrolig stort.

”Vær så god. Håber du kan lide det. Rationeringen er lidt streng imod patienterne her” sagde hun, da hun vendte tilbage med det, der lignede grød og et lille stykke kød af en art. Ærterne var mere grå end grønne, men jeg var så sulten, at jeg kunne spise alt, hvad der blev serveret på min tallerken. Matilde hjalp mig op at sidde. End fjern følelse, men en lettelse for min ryg.

Jeg tog skeen i min hånd, og holdt om den så godt jeg kunne. Da jeg spildte halvdelen af grøden på mig selv, formede Matildes mund et lille smil. Hun kom dog hurtigt over det, og hjalp mig med at styre skeen. Det gjorde godt i min mave. Det føltes som om det var det eneste jeg havde fået i et år. Hvilket jo egentlig passede meget godt.

”I morgen tror jeg, vi skal have dig op at gå. Hvad siger du til det?” Matilde kiggede mig intenst i øjnene.

”Hvor skal vi gå hen?” min hånd havde næsten vænnet sig til at holde om blyanten igen, og jeg skrev hurtigere og hurtigere for hver gang. Hun grinte sagte af mig.

”Rundt på hospitalet, måske ude i haven, hvis der ikke er bombningsfarer” hun drømte sig vist væk til et sted, hvor alt åndede fred og ro. Jeg kunne ikke bebrejde hende for det. Hun kunne huske krigen, og havde oplevet et år mere af den end jeg havde. Det jeg havde oplevet, kunne jeg alligevel ikke huske.

”Det lyder godt. Så længe du går med” hun blev rød i kinderne da hun læste det.

”Det gør jeg” sagde hun lavt, og strøg min kind. Den kind. Jeg havde ikke set arret, men det måtte være forfærdeligt grimt. Jeg smilte. Så godt jeg kunne.

Det lykkedes mig kun at spise halvdelen af min tallerken, men manden ved siden af mig så ud til, at han kunne spise mere, så Matilde og jeg besluttede, at han skulle da have det. Han var ældre end jeg. Måske 40 eller deromkring, og han havde garanteret børn et eller andet sted. Hvor han så kom fra.

Han spiste grådigt, og nikkede takkende til mig da han nærmest havde slikket tallerkenen ren. Han var nok vant til store portioner. Bonde måske?

Det blev hurtigt mørkt udenfor. De få vinduer jeg kunne se fra min seng i den enorme sal kunne ligeså godt have været malet sorte. De trak kun mørklægningen ned, når luftalarmen gik af havde Matilde fortalt. De måtte bruge al det lys de kunne til en så stor sal.

Hun havde siddet i flere timer og snakket med mig, til mig. Matilde. Som om hun ikke havde andet arbejde at lave, men hun sagde, at doktor Christensen havde sagt til hende, at hun skulle være min sygeplejerske så længe han kunne undvære hende. Og det kunne han åbenbart endnu.

Det var meget hyggeligt. Selvom jeg ikke kunne sige noget, kunne jeg da trods alt skrive, hvis det blev nødvendigt. Hun fortalte egentlig mest om sig selv, hvor hun var vokset op, hvorfor hun var blevet sygeplejerske, om hendes forældre og søskende, og om hvordan hendes kæreste var blevet dræbt i samme luftangreb som jeg var blevet såret i. Det var derfor hun aldrig havde opgivet håbet. Håbet om, at jeg ville vågne op en dag, fordi hvis jeg ikke gjorde – sagde hun – ville det være for meget ondskab på en dag.

Godt nok kunne ham Hitler være ond, men ond kunne intet menneske være. Hvem var Hitler egentlig? Jeg turde ikke spørge. Han var ond, men hvorfor var han det? Hvem var han? Hvor kom han fra? Og hvorfor var han så ond? Intet menneske kunne være så ond, var han så ikke et menneske? Var han et dyr? Nej, det gav ikke mening. Robotter hørte fremtidshistorier til, så det kunne han da heller ikke være. Eller kunne han?

”Så nu er klokken 10 og min vagt slutter. Godnat Christian, sov godt” hun kyssede min pande blidt.

”Godnat Matilde. Vi ses” hvad skulle jeg ellers skrive?

Hun klikkede væk.

Ro.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...