Brudstykker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2013
  • Opdateret: 21 apr. 2013
  • Status: Igang
En tysk soldat vågner op på et hospital i København anno 1942. Ingen ved hvem han er - inklusive ham selv. Han kan ikke snakke, og den eneste kontakt med omverdenen er en dansk sygeplejerske, der sidder ved ham i timevis og snakker til ham.
Han forstår det meste, da han er vokset op hos hans fætter i Sønderjylland. Da krigen kom blev han ligesom andre tyskfødte unge mænd bosat i Danmark rekrutteret til den tyske hær.
Hans meninger blev dikteret og få måneder efter fandt han ham selv i et bombefly over Danmark om natten.
Men hvordan er han - hvem er han - når hans hukommelse er blevet slettet? Kan han udgive sig for at være dansker, og derved undgå retsforfølgelse når krigen sluttede? Og hvem var det egentlig, at Hitler var?

20Likes
23Kommentarer
822Visninger
AA

3. Kapitel 1

En brændende fornemmelse vækkede mig. Min kind føltes som om nogen havde smidt en granat direkte på den. Mit syn var sløret, men jeg var i stand til at skelne hvidt fra sort. Jeg kunne se, at det var et loft jeg stirrede på.

Men hvor? Hvor var jeg?

Jeg kunne mærken panikken sprede sig rundt i kroppen. Hvem var jeg? Hvad var det nu jeg hed? Min hjerne virkede tom, og tung. Mine fingre holdt rundt om noget koldt. Metal måske? Jeg lå ned, og mine fødder var pakket ind i et tykt tæppe, men det var alligevel koldt. Et tyndt stof omgav min ømme krop. Det føltes som om jeg havde ligget der i evigheder.

Lydene var næsten værre. Stemmer overalt, men jeg kunne ikke høre, hvad de sagde. Mænd og kvinder blev blandet sammen i en næsten dæmonisk harmoni. Hvorfor snakkede de, og hvad sagde de? Hvorfor kunne jeg ikke høre hvad de sagde?

Jeg åbnede munden, men der kom ikke en lyd ud. Min arm var så tung, at jeg ikke kunne løfte den. Hvorfor var der ikke nogen der så mig? Nogen der lagde mærke til mig?

”… hans kvæstelser er rimelig alvorlige … det er ikke sikkert … kun tiden kan give os svar…” langsomt formåede jeg at skelne nogle få ord fra den støjende mængde. Uhyggelige ord. Snakkede de om mig?

Gråd. En kvinde brød sammen ved siden af mig. Der var nok endnu en seng.

Hæle klikkede mod gulvet. Lyden blev højere, men så stoppede den.

”Nå du er vågen” sagde en blid, lys stemme. Jeg kunne skimte et ansigt. ”Du skal ikke være bange. Da du styrtede ned tog dine stemmebånd alvorlig skade, så du kan ikke snakke, men det skal nok komme. Jeg hedder Matilde” hun havde en fantastisk stemme. Jeg nikkede. Hun smilte.

”Jeg kommer tilbage med noget mad om lidt. Er du sulten?” spurgte hun. Hendes varme fingre holdt om min hånd. Min mave virkede ikke som en del af mig, men jeg nikkede alligevel. Hun slap hurtigt min hånd, og hendes klikkende sko fortalte mig, at hun var gået. Jeg lukkede øjnene.

Ro.

Brag. Lysglimt. Terror. Gråd. Skrig. Frygt. Håbløshed. Død. Ansigter. Tårer. Angst. Had … stilhed.

Hånden vækkede mig med et sæt. Matildes. Det var det hun hed ikke? Jo. Sygeplejersken. Hendes hånd var lille og varm. Beroligende. Hendes øjne gemte sig bag hendes lyserøde kinder. Hun kunne ikke være ret gammel. Ganske sikkert yngre end mig. Men … hvor gammel var det egentlig jeg var?

”Jeg har noget mad med til dig” hendes rolige stemme kunne berolige mit hjerte selv hvis jeg stod på en klippe og var tvunget til at springe. Med den stemme, ville jeg aldrig være bange igen. Jeg ville gerne takke hende, men jeg kunne ikke, så jeg nikkede bare.

”Skal jeg hente noget at skrive med? Du ligner en der har noget på hjerte” jeg nikkede igen. Snart meget irriteret over, at det var min eneste kommunikations metode. Hun slap min hånd igen, og klikkede væk for en stund. Jeg turde ikke lukke øjnene. De frygtelige halve billeder, der ikke rigtig forestillede noget, men så alligevel sagde alt, var mere end jeg kunne holde ud.

”Her” hun rakte mig noget gulligt papir og en blyant. Min hånd var så stiv, at den næsten ikke kunne holde om blyanten. Det overraskede mig, at hun overhovedet kunne læse, hvad jeg havde skrevet.

”Hvor er jeg? Er det rigtigt?” jeg nikkede ”Du er på Rigshospitalet i København. Kan du slet intet huske?” hun virkede overrasket. København. Det var langt fra hjemme – tror jeg – hvad lavede jeg dog der? Jeg rystede på hovedet.

”Du styrtede ned i et fly. Ingen ved hvem du er, din uniform var fuldstændig revet i stykker, og der var intet tilbage af dit fly. Det var et slemt luftangreb den aften. Ved du så heller ikke hvilket år det er, og hvad der foregår i verden?” hendes stemme blev oprevet. Nej, det måtte den ikke. Den eneste stemme jeg kunne huske, måtte ikke bare forsvinde, forvrænge sig sådan, at den ikke længere var korrekt. Igen kendte jeg ikke svarene til spørgsmålene. Hun kunne se det på mig.

”Det er 1942. Du har ligget i koma i næsten et år. Det er utroligt, at du overhovedet vågnede igen. Lægerne havde for længst opgivet håbet. Vi lever under 2. verdenskrig. Frygteligt. Du var en soldat, vi ved ikke om du var dansk eller tysk, og du ved det vidst heller ikke selv”

”Jeg må være dansk. Jeg forstår alt hvad du siger” min skrift var så tværet og ulæselig, men hun formåede alligevel at tyde bogstaverne.

”Jeg tror på dig. Vi må have lægen til at se på din hånd, selvom det sikkert bare er din hjerne, der er træt og skal vænnes til at blive brugt igen” hendes ord var uforståelige, men hun havde sikkert ret. Min hånd gjorde ikke ondt, den var bare stiv. Ubrugelig.

Hun klikkede væk igen. Som en dum barneleg, så var hun der, så var hun væk. Jeg stirrede panisk op i loftet, ville ikke, måtte ikke, turde ikke sove. Hvad havde jeg dog lavet? Havde jeg skudt uskyldige folk ned? Bombet huse uden at vide, hvem der var derinde? Hvorfor? For hvem? Hvad gik krigen ud på? Hvorfor var der krig? Hvorfor kunne jeg ikke huske noget? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...